Hvor mange børn og unge skal lide mentalt, før vi laver noget om?
Hvor mange børn og unge skal lide mentalt, før vi laver noget om?
Vi kan ikke nøjes med at håbe på, at vi kan behandle os ud af, hvad Kresten Dørup, centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, Politiken i august 2022 kaldte en mistrivselsepidemi blandt børne og unge. Efter år med håndsprit og mundbind har vi alle lært, at hvis vi skal stoppe en epidemi, må vi også kigge på forebyggelse. Det gælder også, når vi skal stoppe mistrivselsepidemien. I den forbindelse er vi nødt til at kigge på, hvad det er for et samfund, vi har skabt for vores børn og unge.
Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, september 2022.
Af Lasse Offenberg, psykolog og direktør i DISPUK
Har du mødt et barn i mental mistrivsel? En, der har det rigtig skidt, måske føler sig udenfor, forkert eller alene? En, der langsomt ændrer sig og måske bliver mere og mere mut, ulykkelig, vred eller tavs, på en måde, hvor du har på fornemmelsen, at der er sider hos ham eller hende, der er ved helt at forsvinde, og andre, der fylder stadig mere, så du til sidst ikke helt kan kende ham eller hende? Det har jeg. Både privat, men i den grad også professionelt, hvor jeg oftere og oftere har samtaler med børn og unge ramt af livet.
De af os, der har gået ved siden af et barn, der har det sådan ved, at det kan være hjerteskærende og næsten ubærligt både for børn og voksne, og at det kan efterlade os med en forfærdelig afmagtsfølelse. For hvad skal man stille op? Og hvem kan egentlig hjælpe?
Når man står overfor den slags spørgsmål i alt fra skolen til sundhedsvæsenet, går svarene tit i retning af diagnoser og individuelle behandlingsforløb. Alt for sjældent løfter vi blikket og spørger, hvad det er, der gør det så svært at trives i den verden, vi har skabt for de unge. Men det er vores overbevisning, at vi bliver nødt til også at fokusere på det, hvis den mistrivselsepidemi, vi oplever i øjeblikket, skal stoppe. Forebyggelse er i dag et nøglebegreb, når vi taler om alt fra rygning til corona. Men det er som om, at når det handler om mental trivsel, er det oftest behandlingslogikken, der dukker op. Selvfølgelig skal vi have gode behandlingstilbud, men hvis vi vil undgå længere ventelister i psykiatrien, undgå at endnu flere voksne føler sig afmægtige og vigtigst af alt undgå, at så mange børn og unge mistrives, er det væsentligt ikke kun at snakke behandling, men at turde kigge på årsagerne bag.
Fokus på forebyggelse
Man skal ikke følge meget med i pressen for at vide, at stadig flere børn og unge har det skidt. Et stærkt stigende antal børn og unge bliver henvist til psykiatrien for at blive udredt for lidelser som autisme, ADHD og spiseforstyrrelser – i en grad så Kresten Dørup, centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden i Politiken d. 16. august taler om en ”epidemi af børn og unge i mental mistrivsel og psykisk sygdom.” Samtidig bliver der fra de psykiatriske afdelinger og ambulatorier råbt vagt i gevær, fordi der ikke er kapacitet til at behandle alle dem, der har behov, mens ventetiderne bare stiger og stiger.
Situationen er alarmerende, og mens vi venter på den lovede psykiatriplan, der skal vise vejen for psykiatrien i en 10-årsperiode, er samtalerne om behovet for en styrket psykiatri i fuld gang. I den brede, offentlige debat rejste den tragiske skudepisode i Fields for alvor spørgsmålet, om vi gør nok for dem, der har brug for psykiatrisk hjælp. I sådan en situation kommer debatten let til at handle om hvordan der kan skaffes øget behandlingskapacitet. Det bliver oplagt for politikere at forsøge at fremstå handlekraftige ved at love flere behandlingspladser og Sundhedsminister Magnus Heunicke udtaler da også, at en ti-årsplan for psykiatrien skal nedbringe ventetiden i psykiatrien og sikre, at børn og unge får den hjælp, de har brug for.
Men midt i debatten om, hvordan vi kan hjælpe dem, der er hårdest ramt, er det som om, vi let kommer til at gå udenom et presserende og måske lidt uoverskueligt spørgsmål. For hvordan kan det egentlig være at stadigt flere børn og unge får det skidt? Og hvordan stopper man en epidemi af mental mistrivsel?
Efter et par års pandemi kan de fleste af os i dag teste os selv for corona. Vi ved, hvordan man bærer et mundbind, og at man hoster i albuerne. Det kan og ved vi, fordi vi alle er blevet undervist i, hvordan vi hjælper med at stoppe smittespredningen. Intet af det kan gøre en coronasmittet rask igen, men vi har alle lært, at behandling af de syge kun er ét ben i bekæmpelsen af en epidemi, og at det er mindst lige så vigtigt at finde ud af, hvordan smitten spredes og derigennem forsøge at minimere spredningen.
Hvordan smitter mental mistrivsel?
Mental mistrivsel og psykisk lidelse smitter heldigvis ikke som en virus. Man får ikke ADHD eller angst gennem dråber i luften. Men hvordan forklarer vi egentlig, at tallet stiger så eksplosivt for tiden?
Til det spørgsmål svarede cheflæge Nina Staal, leder den ambulante enhed i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, i Politiken d. 17. august:
”Jeg har ingen forklaring på, hvorfor så mange børn og unge får brug for psykiatrisk behandling. Vi ser det også i mange lande i Europa, vi sammenligner os med. Der kan være biologiske og sociale forklaringer. Noget i vores samfundsstruktur. At børn og unge hele tiden ser et perfekt liv spejlet på sociale medier. I don’t know«.
På DISPUK vil vi godt vove det ene øje og sige, at en del af svaret på det spørgsmål er, at det samfund og de rammer, vi har skabt for vores børn og unge, har ændret sig markant. Og nej – set fra vores perspektiv er det ikke bare mobiltelefonerne og de sociale mediers skyld, selv om de da nok er på listen, men en langt mere grundlæggende ændring af betingelserne for børne- og ungdomsliv, vi må se på. For når en generation af unge lider, er det ikke den enkelte, der er noget galt med.
Den amerikanske kulturantropolog Catherine Bateson sagde for mange år siden, at vi må udskifte spørgsmålet “hvad er der galt med dig?” til spørgsmålet “hvad er der sket med dig?” Måske skal vi bruge mere tid på at spørge: “Hvad er der sket med dem, vores børn og unge?”
En konstant kamp for at være god nok
Via supervision og undervisning møder jeg ofte mennesker, der er i direkte kontakt med de unge. Jeg møder også unge selv. Og fra begge grupper lyder det, at en del af forklaringen bag den store mistrivsel går på, at vi i vores samfund i dag lever liv, hvor børn har alle muligheder – men også alle muligheder for ikke at slå til.
Heldigvis er der både i den offentlige debat og i faglige kredse mennesker, der har et meget nært kendskab til børne- og ungdomsliv. Mennesker, der er i gang med at se på, at det, at vi forstår os selv som en konkurrencestat, er med til at forme konkurrenceliv, hvor man konstant er i fare for ikke at være god nok, ikke at kunne komme ind, eller med andre ord – er i konstant fare for at ryge ud.
Måske er alle de tv-programmer, hvor deltagerne én for én bliver stemt ud, et meget godt billede på ungdomslivet i dag – en konstant kamp for at undgå blive den, der ‘ryger hjem’ fra vennegruppen, fællesskabet, uddannelsessystemet og siden jobmarkedet. Hvor mange tv-programmer har vi egentlig, hvor flere og flere bliver inviteret indenfor og hvor fællesskabet skridt for skridt bliver udvidet og styrket. Hvor der er en plads til alle?
Hvorfor lytter vi ikke mere til de fagpersoner eller de unge selv, der påpeger netop det? Tager deres pointer med i debatten om mistrivsel, som var de epidemiologer under coronakrisen. Lader bøger som Utilstrækkelig af Christian Hjortkjær være pensum, når vi taler om forebyggelse? En bog, der beretter om et ungdomsliv, hvor man konstant bliver bedt om at leve livet, få det bedste ud af det, Just do it, Make your life extraordinary – men aldrig får at vide, hvornår man har gjort nok. For kunne man ikke altid have gjort mere? Tager det meget alvorligt, når 1000 PPR-psykologer i et åbent brev til Folketinget beskriver, hvordan det er umuligt at give den hjælp og det nærvær, der er brug for?
Den australske narrative terapeut Michael White skrev, inspireret af den franske idéhistoriker Michel Foucault, at vi lever på det tidspunkt i verdenshistorien, hvor risikoen for at føle sig som en personlig fiasko er størst. Fordi antallet af normer vi kan forsøge at leve op til, er større end nogensinde. Og fordi der er altid er nogen, der står klar til at ”hjælpe” os ved at minde os om, hvordan vi kunne gøre endnu mere for at blive den bedste version af os selv. Du er aldrig god nok.
I vores bestræbelser på at vinde kapløbet med kineserne om konkurrenceevnen og med finnerne om, hvem der er bedst til at læse, er vi måske kommet til at glemme at børne- og ungdomsliv også kan handle om andet og mere end det. At det er vigtigt at have en grundlæggende fornemmelse af at være god nok, at betyde noget for andre og føle sig som en betydningsfuld del af sociale fællesskaber. Det er noget af det, Danmark, velfærdsstaten og de danske institutioner har været fantastiske til at skabe gennem årene. Men de seneste år har vi skiftet spor bl.a. med nationale tests og screeninger i børnehaven. Og gad vide, om ikke vi nu ser effekten.
Lad os anlægge et forsigtighedsprincip
Det er så let at sende alle, der får det skidt, i behandling. Eller let er måske så meget sagt, for det er dyrt, og derfor vokser ventelisterne i øjeblikket. Men det er let at se problemerne som individuelle og prøve at behandle dem individuelt. Desværre ser det ikke ud til at stoppe mistrivselsepidemien, hverken hos børn, unge eller voksne.
Men hvornår er nok egentlig nok? Hvor mange procent af en ungdomsårgang skal have en psykiatrisk diagnose, før vi anlægger et forsigtighedsprincip og begynder at spørge, hvad der er sket med dem, i stedet for kun at interessere os for, hvad der er galt med dem? Før vi accepterer, at mental lidelse rammer den enkelte, men opstår i sociale sammenhænge, og for alvor begynder at se på hvilken rolle kulturen og vores institutioner spiller for den stadige stigning i antallet af unge, der lider? Før vi lader opmærksomheden på forebyggelse fylde lige så meget som blikket på behandling?
Efter flere lockdowns kender vi om nogen til effekten af forebyggelse. Og nej, det handler ikke om to meters afstand, psykisk lidelse smitter ikke via kram, men det betyder ikke, at det bare er noget, der kommer indefra – at nogen er disponerede og sådan er det. Siden Bateson og de andre systemikere har mange fået fokus på det, der i dag kan synes oplagt. Nemlig at psykisk lidelse kan opstå som reaktion på livsomstændigheder.
Derfor må vi ikke fokusere ensidigt på behandling som svaret på problemet, men insistere på også at tænke i forebyggelse. Det er ikke nemt, og det kan kræve, at vi med et langt sejt træk må ændre radikalt på den kultur og nogle af de rammer, vi har skabt for børn og unge. Det kan virke næsten uoverskueligt og synes meget lettere at nøjes med at sende barnet afsted til psykolog eller psykiater, men det har vi prøvet og noget tyder på, at det ikke er nok…
