Artikel

Hvad fejler jeg, doktor? Livet.

Hvad fejler jeg, doktor? Livet.

Allan Holmgren: Disse fem historier bør være pligtlæsning for alle læger, sygeplejersker, psykologer og patienter.

18.10.2021
Share

DISPUKs direktør Allan Holmgren anmelder Katharina Sandströms Flamingokvinden - fortællinger om mennesker, helbred og arbejdsliv.

Denne boganmeldelse er skrevet af direktør hos DISPUK, Allan Holmgren. Og den blev bragt I UGESKRIFT FOR LÆGER i september 2021. 

Norsk samfundsteoris grand old man, Nils Christie, skriver i sin sidste bog, Små ord om store spørgsmål, at ”hvis psykiatere og psykologer skal kunne hjælpe os, må det blive som fortællere af historier om mennesker. Ellers bliver de bare funktionærer.”

Katharina Sandströms bog, Flamingokvinden, der udkom den 3. september, består netop af fem tankevækkende fortællinger, der gør os klogere på, hvad der kan ske i menneskers liv, der gør dem syge. Fortællingerne dokumenterer, at psykiske lidelser ikke ligger inde i mennesker og ikke er genetiske. Psykiske lidelser skabes af belastende og sårende menneskelige relationer.

Sandström har hentet inspiration til historierne i samtaler med patienter. De fem fortællinger handler om:

  • En murer i sin bedste alder, der pludselig får en diskusprolaps. Ingen forstår hans smerte. Konen går og firmaet ryger.
 
  • En lærer, der pludselig bliver mødt med en urimelig kritik af en højpandet forælder. Læreren vil ikke fortælle sine kolleger eller sin chef om sine problemer. Hun får ingen opbakning fra sin leder. Tværtimod. Hun bliver kaldt til sin chef, der irettesætter hende. Hun kan ikke sove om natten. Vil ikke belaste sin mand, der er præst, med sine problemer. Han tager hende med til lægen, der ordinerer antidepressiv medicin. Ikke et andet liv. Den lille fortælling viser, at når der ikke er forståelse og opbakning bliver man ensom, selvbebrejdende, ulykkelig og deprimeret. Medicinen dulmer, men giver bivirkninger og tager toppen og bunden af følelseslivet. Glæden og spontaniteten forsvinder.
 
  • En flygtning fra Irak, der ellers er velintegreret og glad for sit liv i Danmark, udsættes for et gevaldigt arbejdspres på slagteriet. Så vælger traumerne ned over ham. Fortiden bliver nutid.
 
  • En ung læges nedtur og alkoholmisbrug. Fortællingen tager vist udgangspunkt i Sandströms egen historie – more or less. Hun skriver om den subtile magtudøvelse, undertrykkelse og latterliggørelse unge læger udsættes for af overlæger og mere erfarne læger. Der er et magtfuldt hierarki blandt læger. Man ikke tør sige noget: ”Andre dage regnede det med skarpe ord og bemærkninger forklædt som gode råd, men afsendt med giftig tunge. Og så den ordløse kritik, som sendte spidse pile langt ind i maven. Blikke delt mellem kollegaerne rundt om konferencebordet, som jeg vidste omhandlede mig, men min status i hierarkiet tillod mig ikke andet end at tie,” skriver Sandström.
 
  • Og så er der historien om den unge mand, der bliver tiltagende paranoid, indlagt og får medicin.

De fem historier er i sig selv fremragende og bør være pligtlæsning for alle læger, sygeplejersker, psykologer og patienter. Men moralerne halter. Sandström demonstrerer ikke overvældende indsigt i, hvad der psykoterapeutisk hjælper på svære psykiske lidelser. Hun har fat i, at man bliver syg af de relationer, man indgår i i livet. Men personligt mener jeg aldrig, at svaret bør være medicin. Det er min holdning, at psykofarmaka er lægeordineret og statsfinansieret afhængighedsskabende dope.

Man skal såmænd blot spørge mennesker i konsultationen: Hvad er der sket i de relationer, du indgår i? Hvad er du ked af? Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig? Man må aldrig være bange for at høre om menneskers traumer og lidelser. Mennesker ude af sig selv skal bringes i kontakt med det, der er vigtigt for dem. Så sker der mirakler.

Bogen skæmmes af mangel på en sidste redaktionel bearbejdelse.

Flamingokvinden – fortællinger om mennesker, helbred og arbejdsliv af Katharina Sandström får fire stjerner.

Du vil måske også synes godt om…

Naja Marie Aidt, Hanya Yanagihara og Leonora Christina Skov er blot nogle af de skønlitterære forfattere, som ofte er på pensumlisterne, når du tager en efteruddannelse hos DISPUK.

Fortællinger og terapi

Fortællinger og terapi

DISPUK bruger ikke kun faglitteratur på vores efteruddannelser. Også skønlitterære værker er på pensumlisten, hvor man blandt andet finder Hanya Yanagiharas Et lille liv og den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs bog Dobbeltgængeren. “Ikke mange fagbøger om psykiatri formår tilsvarende at beskrive smerten ved disintegration. Listen af bøger, der åbner livet for os, er uendelig,” skriver direktør for DISPUK Anette Holmgren i dette indlæg.

19.10.2021
Naja Marie Aidt, Hanya Yanagihara og Leonora Christina Skov er blot nogle af de skønlitterære forfattere, som ofte er på pensumlisterne, når du tager en efteruddannelse hos DISPUK.
Share

"På DISPUK tror vi på fortællingernes kraft. Det er grundlaget for alt vores arbejde – både undervisning og terapi."

Denne artikel er skrevet af direktør i DISPUK, Anette Holmgren, og den blev sendt ud som nyhedsbrev i september 2021. 

Den 23. september modtog den belarusiske forfatter og systemkritiker Svetlana Aleksijevits den største danske kulturpris – Sonningprisen – på en million kroner. Og hvor er det dog fortjent, at netop hun udnævnes som den, der “skønnes at have udført et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur”. Aleksijevits forfatterskab har roman for roman givet stemme til alle dem, der altid udelades, når de største tragedier gøres op. I sin takketale for at have modtaget prisen, der hvert andet år uddeles af en komité ved Københavns Universitet, skrev hun blandt andet: ”Den lille historie bliver almindeligvis forbigået, maskeret i udeladelsesreplikker. Den store historie forholder sig storskrydende og koldt til de små ting, det menneskelige. Folk selv lever blandt de små ting, hele vores liv består af små ting, men ingen regner dem for at have nogen værdi.” 

Aleksijevitj er journalist. Som forfatter skriver hun ’vidnesbyrdsromaner’. En stil, der begyndte med bogen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Og som hun har videreudviklet bog efter bog. Bøgerne er bygget op omkring samtaler, som Aleksijevitj har haft med tusindvis af mennesker. Og som Carsten Jensen skrev i sin tale til festmiddagen, der fejrede prisoverrækkelsen: ”Der er mange forfattere, der idealistisk påtager sig at give stemme til de stumme og tale på deres vegne. Du lader dem tale selv. Og selv om du kalder dem de små mennesker, afslører de sig som store, ofte dybsindige filosoffer, med en livsnær, hårdt erhvervet visdom.”

Aleksijevitj er på linje med vores norske helt – professor i sociologi – Nils Christie, der i sin geniale lille bog Små ord om store spørgsmål skriver: ”Hvis psykiatere og psykologer skal kunne hjælpe os, må det blive som fortællere af historier om mennesker. Ellers bliver de bare funktionærer, hjælpere for retspersonalet, som sætter enkle ord på komplicerede liv.”

 

Den hviderussiske forfatter og systemkritiker, Svetlana Aleksijevitj, modtog i september Sonningprisen 2021. Det er Danmarks største kulturpris på 1 million kroner, som bliver uddelt af Københavns Universitet. Foto: M. Kabakova

Skønlitteratur som terapi
På DISPUK sætter vi ofte skønlitteratur på pensumlisten. Både autofiktionen, hvor forfatteren lukker læseren ind i forfatterens egne erfaringer, og den klassiske skønlitteratur, hvor den fiktive skæbne afspejler elementer af vores eget liv. Hanya Yanagiharas beskriver med hjerteskærende omsorg i Et lille liv, hvordan det at skære sig i huden kan være den eneste lindring, når fortiden presser sig ind i nutiden. Billederne af de livsreddende barberblade bag toiletvasken bliver siddende længe efter, man har lagt bogen fra sig. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs bog Dobbeltgængeren beskriver en verden, hvor sindet ikke kan bære alle hovedpersonens smertelige og ydmygende erfaringer. I stedet må en dobbeltgænger træde til. Ikke mange fagbøger om psykiatri formår tilsvarende at beskrive smerten ved disintegration. Listen af bøger, der åbner livet for os, er uendelig. Den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt skriver i en af sine seneste romaner, En kvinde ser på mænd, der ser på kvinder,: ”Vi må være forsigtige med ikke at behandle et enkelt menneskes fortælling som bevis for ingenting.”

Shakespeare skrev om Hamlets kvaler med at beslutte sig og gøre det nødvendige. Dostojevskij skrev om morderens kvaler i Forbrydelse og straf. Og i Brødrene Karamasov står det stadig uvist hen, hvem der dræbte faderen, men den ældste søn blev dømt. Bøgerne bugner af eksistentielle temaer, konflikter, problemer og tragedier. På landets biblioteker kan man mange steder gå til ”læseterapi”. Læsegrupperne deler erfaringer igennem litteraturens fortællinger. På DISPUK har vi eksperimenteret med at lave læseterapi med familier, og vi har blandt andet læst teolog og ph.d. Christians Hjortkærs seneste bog Utilstrækkelig – og talt om egne erfaringer og forståelser et kapitel ad gangen. En 15-årig pige sagde under et af disse møder: ”Det er som om, man starter med at have alle muligheder. Hver gang man så skal træffe et valg – skolevalg, linjevalg, studievalg osv. – så føles det som at ens muligheder indsnævres. Og det er sindssygt skræmmende. Derfor forsøger man at træffe valg, der kan holde så meget som muligt åbent.”

På DISPUK tror vi på fortællingernes kraft. Det er grundlaget for alt vores arbejde – både undervisning og terapi. Vi tror på beretningerne om, hvad Svetlana Aleksijevits kalder de små ting, og vi tror på, at det er muligt igennem beretninger om menneskelig lidelse og stolthed både at skabe brugbar faglitteratur og forholde sig kritisk til alle livets områder.

Den 5. til 7. november 2021 er der igen Bogforum i Bella Center i København. Alle de store forlag er klar. DISPUK og DISPUKs forlag er naturligvis også med. Vi håber, at mange vil komme forbi vores stand – C2-003 – til en bladren i bøger, snak om litteratur og narrativ praksis. Vi har efter sigende fået en stand, der ligger lige ved siden af den café, der sælger Bogforums bedste kop kaffe!

Du vil måske også synes godt om…

Terapi frem for psykofarmaka

Terapi frem for psykofarmaka

Det kan være svært at trappe ud af psykofarmaka uden bivirkninger.

29.09.2021
Sidsel Brandt Hasberg
Share

Mere end 700.000 danskere tager medicin mod en psykisk lidelse. Og tallet er stigende. Men måske der mangler fokus på, hvor svært det er at trappe ud af medicinen igen?

Dette indlæg er skrevet af DISPUKs to direktører, Anette og Allan Holmgren, og blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev i september 2021.

Psykofarmaka skaber afhængighed. Har man taget medicinen igennem længere tid kan det være særdeles svært at trappe ud uden voldsomme bivirkninger. Overlæge Janus Christian Jakobsen fra Copenhagen Trial Unit, Rigshospitalet, udtalte i 2018: ”Det kan erfaringsmæssigt være meget svært at komme ud af en behandling med antidepressiva, når du først er begyndt.” (Anne Lise Marstrand Jørgensen: En flod skal være i bevægelse, s. 119). Mange patienter får at vide, at de ubehagelige kropslige og følelsesmæssige reaktioner, som de oplever ved udtrapning, skyldes ”sygdommens” genkomst – men hvad nu hvis reaktionerne i stedet skyldes kroppens reaktion på udtrapningen?

Tæt ved 730.000 danskere tog i 2020 medicin mod en psykisk lidelse (tal fra Sundhedsdatastyrelsen). Det svarer til næsten 13 procent af befolkningen. Omkring 426.000 danskere bruger antidepressiva, de såkaldte SSRI-præparater, og 241.000 bruger beroligende medicin i form af benzodiazepiner og lignende midler mod angst, uro og søvnbesvær.

Det synes utroligt vanskeligt i Danmark (og i den vestlige verden i det hele taget) at få en ordentlig og kritisk drøftelse af psykiatriens og de praktiserende lægers ordination af psykofarmaka og af det faktum, at der på trods af et større og større forbrug af psykofarmaka, ikke bliver færre med psykiske lidelser – tværtimod. Med andre ord, medicinen løser ikke de problemer, den var sat i verden for at løse. Og værre endnu, mere og mere forskning peger på, at den muligvis forværrer dem. Utallige kronikker, læserbreve og debatindlæg fra patienter, pårørende og internt fra psykiatrien selv om mangelfuld og, til tider, decideret umenneskelig behandling, har ikke formået at ændre radikalt på hverken det bio-medicinske paradigme eller den lægelige dominans på landets voksenpsykiatriske afdelinger. Dette skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen præcist og næsten hjerteskærende om i en kronik fra Politiken – 24.10.2020. Ditlevsen havde mange forhåbninger, da han blev ansat i psykiatrien. Forhåbninger om samarbejde og åbenhed. Indtil han opdagede, hvordan det egentlig foregik. Hvis man har abonnement, kan man læse artiklen her.

Overlæge Janus Christian Jakobsen siger konkluderende: ”Fra et samfundsmæssigt perspektiv mener jeg, at man burde tage de penge, man bruger på at udskrive antidepressiva, og bruge dem til menneskeliggørelse af depressionsbehandlingen i stedet. Der er brug for medmenneskelighed. Tid til samtale. Nærvær.” (Ibid. s. 120)

Hvad menes der med en menneskeliggørelse af behandlingen? En af de ting, man har haft fokus på de senere år på flere psykiatriske afdelinger rundt om i landet, er en ”traumeorienteret tilgang”. I lyset af hvor mange patienter der har oplevet voldsomme og traumatiserende begivenheder – blandt andet har undersøgelser vist, at 70-80 procent af kvinderne på landets psykiatriske afdelinger har været udsat for seksuelle overgreb – er det glædeligt, at visse psykiatriske afdelinger har fået øjnene op for, hvordan daglige rutiner og etablerede behandlingsmetoder, såsom tvang, medvirker til at re-traumatisere og forstærke lidelse i stedet for at lindre. Næste skridt må være, at den traumeorienterede tilgang også kommer til at gælde selve behandlingen af den psykiske lidelse – der er vi desværre ikke endnu.

Den nu afdøde filosof og nobelprisvindende forfatter Elie Wiesel sagde. ”At lytte er at gå imod ensomhed, og ensomhed er det største problem for mennesker i vores tid.” Og man går næppe helt galt i byen, når man antager, at mentale problemer hænger sammen med en oplevelse af ensomhed, af ikke at blive taget alvorligt og få opbakning, ikke at blive lyttet til, men kritiseret og bebrejdet. Måske bør alle psykiatriske afdelinger, der ikke yder massiv psykoterapeutisk behandling, nedlægges og som en fugl Phønix genopstå som noget helt andet, nemlig som traumeterapeutiske refugier. Mennesker skal ikke behandles som isolerede væsener med psykofarmaka. Mennesker er relationelt afhængige, har ånd, følsomhed og handlekraft. Mennesker bliver kun noget i kraft af og sammen med andre. 

Den gode nyhed
Der er heldigvis mange som arbejder for alternativer til medicin i psykiatrien. En af dem, som igennem sin forskning har vist, at udtrapning af en længerevarende behandling med psykofarmaka er mulig og kan medføre et farvel til psykiatrien i det hele taget, er psykolog Anders Sørensen. Faktisk viser hans forskning, at et langvarigt forbrug af psykofarmaka i højere grad fastholder mennesker i psykiatrien fremfor at hjælpe dem ud af psykiatrien.

Psykolog og Ph.d. Anders Sørensen gæstede den 27. september 2021 DISPUK til en Narrativ Salon. Her fortalte han om sin banebrydende forskning. Samtalen mellem Anders Sørensen og direktør, Allan Holmgren, udkommer også som podcast.

Du vil måske også synes godt om…

“Jeg har været med til at gøre mennesker små i mit tidligere virke – og jeg skammer mig over det”

“Jeg har været med til at gøre mennesker små i mit tidligere virke – og jeg skammer mig over det”

Henrik Bækgaard Olesen fik et nyt syn på ledelse - efter mødet med DISPUK

20.09.2021
Share

Efter næsten to årtier som leder i en række multinationale firmaer valgte Henrik Bækgaard Olesen at gøre op med, hvad han selv betegner som den patriarkalske ånd, som han ser gennemsyre lederskab i mange organisationer.

Denne kronik er skrevet af Henrik Bækgaard Olesen, der er Senior Expert Strategist i forandringsledelse hos den tyske virksomhed ELFIN. Han har taget efteruddannelsen ’Narrativ leder-og konsulentuddannelse’ hos DISPUK, Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation. Kronikken blev bragt i dagbladet Politikens tillæg ‘Karriere’ den 17. september 2021.

 

Hvornår har du sidst hørt en leder indlede en samtale, et oplæg eller et møde med et ”undskyld”, eller ”jeg skammer mig faktisk over…”? Jeg tror, medarbejderne ville få kaffen galt i halsen, hvis det skete.

Mindset, performancemål og budgetter, der skal overholdes er hovedopgaverne for mange mellemledere i dag. De ser opad i systemet – men glemmer at se nedad og til siden. Narrativet om mellemledere er, at det er dem, der får tingene til at ske. Men måske de ikke altid reflekterer over, hvordan det foregår?

Jeg har selv i mere end tyve år været mellemleder i en række multinationale firmaer, og tidligere i min lederkarriere betragtede jeg ikke mine medarbejdere som mennesker – men nærmere som ressourcer eller assets. Noget, der kunne måles og vejes. Kogt helt ned handler det om respekt.

Det blev jeg klar over, da jeg nogle år tilbage tog en narrativ lederuddannelse hos DISPUK – Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation. Her fandt jeg ud af, at min idé om respekt gik én vej: Andre skulle respektere mig. Gennem et til tider navlebeskuende og intenst efteruddannelsesforløb blev jeg klar over, at mellemlederens rolle i lige så høj grad handler om, at jeg også skal respektere andre. Og tro på, at medarbejderen kan løse sin opgave – og selv bedst ved, hvordan det sker.

En sårbar mellemleder

Min forståelse af god ledelse blev udfordret og nuanceret hos DISPUK. Det at være sårbar og tale om skyld og skam er noget, vi helst ikke snakker om. Og slet ikke som leder i samtalen med kolleger og medarbejdere.

I dag mener jeg, at vigtige egenskaber hos en leder er at turde være sårbar, lyttende og insistere på, at løse opgaverne sammen med sine medarbejdere. Hvis flere mellemledere turde gøre det, så ville narrativet om dem ændre sig. Til ét som måske ville få færre mennesker til at brænde ud og skabe større arbejdsglæde. ’Først menneske – da leder’, siger man hos DISPUK. Jeg tror på, at der er mange ledere, der ønsker at ændre praksis – men de har brug for redskaber og åndsfælder, der kan støtte dem i processen.

Tid og mod

Vi vil som mennesker så uendeligt gerne have styr på tingene. Når vi står overfor noget nyt, bliver vi usikre, og som ledere kan vi være bange for at blotte os. Men når jorden gynger under os, eller når vi bevæger os ind i et landskab, vi ikke kender, så er der en mulighed for at lære noget nyt om os selv.

At lede på den måde kræver både tid og mod – og at man står solidt på sine værdier. Mellemlederen skal turde se opad i organisationen og insistere på at finde en anden måde at arbejde på. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre – og det har da også ført til, at jeg et par gange har måtte forlade lederstillinger.

Min efteruddannelse har åbnet for en ny kanal til kærligheden, omsorgen og ømheden. En kanal, som jeg har brugt det meste af mit liv på – og som mand har lært – at undertrykke. I bedste patriarkalske ånd har jeg altid fokuseret på at kæmpe og vinde alle slagene – og snakket performancemål og styrker og svagheder med mine medarbejdere. Med andre ord har jeg siddet for bordenden af mit liv.

Hos DISPUK lærte jeg at spørge ind til, hvad er vigtigt for den enkelte medarbejder, og hvordan jeg kunne hjælpe dem med at lave noget, som understøttede det. Og det skabte en helt ny relation. Disse samtaler åbnede op for en helt ny dimension i min ledelse, og flere medarbejdere har sagt til mig, at jeg er blevet mere opmærksom, nysgerrig og lyttende. Det er i min optik rigtig gode egenskaber, som jeg tidligere misundte andre, når jeg observerede, hvor let de kunne skabe et rum, hvor meninger blev udvekslet i et forum, som var inkluderende, og hvor medarbejdere følte sig og blev set.

Som sociologen Nils Christie siger i sin bog ’Små ord om store spørgsmål’, så ”bliver man lille af ikke at blive hørt”. Sådan er det også i samarbejdet mellem leder og medarbejder. Jeg har været med til at gøre mennesker små i mit tidligere virke, og det skammer jeg mig over. Men i dag har jeg fået øjnene op for den mangfoldighed og skønhed, der ligger I, at vi alle hjælper hinanden med at blive store. Det er meget smukt, og jeg bliver rørt bare ved at skrive det. 

Du vil måske også synes godt om…

Ledelse og konsulentarbejde

Narrativ leder- og konsulentuddannelse – først menneske, da leder

Læs mere

Fortællinger kan forbedre – eller forværre

Fortællinger kan forbedre – eller forværre

Fortællinger kan forbedre - eller forværre

03.09.2021
Share

Dette indlæg er skrevet af DISPUKs direktører Anette Holmgren og Allan Holmgren og blev bragt i nyhedsbrevet for august måned 2021:

Det narrative perspektiv har fortællinger i centrum. Fortællinger har magt. Der er altid kamp mellem forskellige fortællinger. Fortællinger giver perspektiver: de kan indsnævre verdener – eller udvide dem.

Det har i en årrække været fast praksis, at ”sagerne” i vores socialforvaltninger bliver styret gennem fastlæggelse af bestemte mål for den enkelte og for familien. Det gør “rådgiverne”. At sætte mål for et andet menneskes liv er samtidig en delikat handling – ikke mindst når den, hvis liv vi beslutter retning for, har søgt hjælp af nød.

Den norske samfundsforsker og kriminolog Nils Christie, som i årene inden sin død blev en nær ven af DISPUK, sagde på et af vores seminarer: ”Der er grund til at tro, at forandring er lettere, når vi gør noget sammen med mennesker, frem for ved eller for dem.”

Der er socialforvaltninger, hvor familiebehandlerne og hjemme-hos-pædagogerne må møde familierne med helt umulige opdrag som: ”Sørg for at barnet får venner” eller ”sørg for at forældrene begynder at interessere sig for børnene” eller “vi har tre måneder til denne indsats.” Rammerne for den sociale hjælp og disse rammers krav om tydelige målsætninger, der kan indskrives i journalernes dertil indrettede skemaer, fremtræder i bedste fald absurde og i værste fald re-traumatiserende, når de møder familiernes virkelighed. Familierne er ofte socialt, følelsesmæssigt og økonomisk traumatiserede og presset i bund. Derfor opstår der kampe mellem de systemskabte fortællinger om kortsigtede målsætninger og familiernes fortællinger om traumer, smerte og forsøg på overlevelse.

Værdier og intentioner
Narrativ terapi og behandling, narrativ ledelse og narrativ praksis i det hele taget fokuserer på, at mennesker kan noget, og at de vil noget – at de har intentioner. Utryghed, vold og svigt kan sløre disse intentioner, så vi kun oplever vrede, afvisning, opgivelse, sorg og mismod. Narrativ praksis fokuserer på at blive ved med at spørge mennesker om, hvad der er vigtigt for dem, og hvad historien er om disse værdier. Hvad er vreden mon udtryk for, som er vigtigt? Hvilke værdier er mon blevet krænket? Man bliver lille af ikke at blive hørt, som Nils Christie skriver. Når der er vrede, er der som oftest sorg og tristhed på færde.

Værdierne viser sig i det, personen gør. De fleste ønsker retfærdighed. Nogle gange bliver det til selvretfærdighed – og så er man lige vidt i kampen for at blive hørt og forstået. Den narrative praksis tror på, at man ikke kan adskille et menneskes ønsker og mål for livet fra de centrale erfaringer med, hvad der egentlig betyder noget. Men disse værdier er ofte skjult af problemfortællingerne om familierne og om det enkelte barn – og af den krænkethed og sårethed, personen eller familierne oplever.

Man skal ikke lægge planer og opstille mål for andre mennesker uden at kende deres værdier. Det er et overgreb på deres værdier, selvstændighed og deres frihed. Mennesker kan noget sammen med andre. Mennesker har ånd, følsomhed og handlekraft. ”Mennesker er kun frie, hvor de kan tage initiativer”, skrev den franske filosof Paul Riceur. Derfor kunne en bestræbelse være at gøre det muligt for en familie at opdage deres egne ønsker for familiens liv med udgangspunkt i det, som er vigtigt og betydningsfuldt for dem. Derefter er det muligt at oparbejde en erfaring sammen med familien om, at det er muligt at planlægge et initiativ, som læner sig op ad disse værdier og gennemføre det.

I DISPUK drømmer vi om, at det en dag bliver muligt for en myndighedsrådgiver at skrive SELVSTÆNDIGHED og FRIHED i dokumentationssystemets målsætningsskema.

Du vil måske også synes godt om…

Børn og unge, Familieterapi

Narrativ familieterapi­uddannelse

Læs mere

“Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt”

“Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt”

"Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt"

24.08.2021
Share

Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, november 2020.

Det er som om, at skam har fået et ’comeback’. Foruden et monsterhit af en norsk ungdomsserie ved navn Skam, taler vi om klimaskam, Coronaskam, skam over kolonitidens forbrydelser og skam over nutidens strukturelle nedgørelse af dem, som er nederst i hierarkierne – uanset om det beror på køn, farve, seksualitet eller social status.

Skammen er flersidet. Den kommer til os som etisk skam, når bevægelser som BlackLivesMatter, klimaaktivismen og #MeToo viser os de lidelser, som er blevet påført andre. Etisk skam er den skam, vi rammes af, når vi skammer os over noget, der går imod vores værdier. Den kommer også til den, hvis handlinger i offentlighedens øjne og med ofrenes fortællinger afsløres som magtmisbrug og nedbrydende og dermed skammelige. Men skammen har hele tiden været til stede som en del af offerets virkelighed, fordi skam er det modsatte af kærlighed.

Hvordan ser du mig?

Identitet og følelser skabes i det sociale samliv. Vores vurdering af os selv, afhænger af vores vurdering af andres vurdering af os. Skam er den følelse, der opstår, når jeg i den andens blik og handling føler mig mindre værd, og jeg ikke er i stand til at holde mit eget værd. Sagt med andre ord, føler jeg skam, når jeg føler, at den anden eller kulturen ser ned på mig, og jeg ikke har forståelse og omsorg nok til at stå imod bedømmelsen.

Det er godt, at vi kan rammes af skam. Uden skam ville verden være et uhyggeligt sted. Skammen opstår som en konsekvens af, at vi ikke kan tåle at ydmyge hinanden. Ifølge den amerikanske psykiater Judith Herman opstår skammen både, når vi er for tæt på hinanden, og når vi er for langt fra hinanden.

Skammens modsætning er stolthed. Dér, hvor der er ægte stolthed og glæde, har skammen ingen plads. Derfor kan skam også være en drivkraft. Skammen over ikke at kunne cykle kan drive et barn til at blive ved, indtil hun har lært det. Så er barnet ved at revne af stolthed, som man siger.

Men skam kan også være en af livets mest destruktive kræfter. Det sker, når balancen mellem skam og stolthed forskubbes, så skam fylder mere end stolthed. Det sker, når de nedbrydende fortællinger fylder mere end de vitaliserende, og når livet ikke har budt på tilstrækkelig med kærlige og stolthedsfremmende erfaringer til at modstå erfaringer med modsat fortegn. Og her kommer skylden ind i billedet.

Det kræver en vis portion selvkærlighed at kunne påtage sig skyld. Det ved vi fra det lille barn, der i de første leveår straks vil begynde at græde, hvis nogen pålægger det skyld. Senere er det i stand til at påtage sig delvis skyld, som da en legekammerat til husets 4-årige søn konstaterede: ”Der er nogle, der har klippet telefonledningen over”.

Senere igen lærer barnet at påtage sig skyld og undskylde. Dette er en vigtig evne, for som den norske psykolog Arnhild Launveng siger: ”Når andre ikke påtager sig deres skyld, så bliver det min skam.”

Men for det menneske, der ikke har tilstrækkelig stolthedsfremmende muligheder eller erfaringer, kan det at påtage sig skyld blot betyde yderligere skam.

Vold er skammens sygdom

Ifølge den amerikanske psykiater James Gilligan, som er god ven af DISPUK, så motiverer skamfølelsen til vrede. Når man bliver vred på andre, så mindskes skammen: ”Det er ikke mig, der er den skamfulde, men den anden.”

Skamfølelser er destruktive og vokser jo flere skamfulde erfaringer, man har gjort sig. Dette kan lede et menneske til, hvad Gilligan kalder: falsk stolthed. Det er stolthed, som opstår igennem ”andres frygt for mig.” Det er den magtfulde leder, den magtfulde voldsmand, det magtfulde familieoverhoved. Gilligans analyse bringer ham til at betegne vold som skammens sygdom. Mennesker, der begår vold, lider af skam. Jo mere skamfuld, jo vigtigere er det, at ingen opdager længslen efter kærlighed, omsorg og varme.

Det letteste vil være at sige, at der er brug for mere kærlighed. Mere korrekt vil det måske være at sige, at der er brug for mere stolthed – eller mere at være stolt af og glæde sig over. I mange år har man vidst, at uddannelse er den bedste måde at forebygge vold og kriminalitet.

I hverdagen kan vi gøre mange små stolthedsfremmende tiltag. Giv ansvar til en person som måske ikke var klar over, at hun kunne bære det. Giv eleven en hat der er lidt for stor, så det er muligt at vokse, som udviklingspsykologen Lev Vygotsky ville sige. Fortæl andre, hvad de har gjort, som har inspireret dig, og gør selv hver dag bevidst en enkelt ting, hvor du efterlever dine egne værdier. Derigennem tager vi vare på skammen, så den ikke får mulighed for at udvikle sig til falsk stolthed igennem magt, frygt og vold.

Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt, men eksisterer som mulighed, for hver dag at minde os om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

 

Du vil måske også synes godt om…

Coaching, Vejledning

Narrativ coaching og vejledning

Læs mere

Konflikthåndtering, Narrative samtaler

Narrativ konflikthåndtering

Læs mere

Det tænkende jeg og det villende jeg

Det tænkende jeg og det villende jeg

Det tænkende jeg og det villende jeg

16.04.2021
Share

Det er inspirerende at skelne mellem ”det tænkende jeg” og ”det villende jeg”, som filosoffen Hannah Arendt gør. Dette nyhedsbrev starter med et udpluk af en samtale, der har fundet mellem en underviser på en større uddannelsesinstitution og en af DISPUKs terapeuter. Samtalen er gengivet i forkortet form og kan illustrere, hvor vigtigt det er at få fat i ”det tænkende jeg”. Efter vignetten kommer nogle uddybende betragtninger om de to jeg-former, Hannah Arendt taler om.

“Alvoren og ansvarligheden gør mig nok for selvhøjtidelig og selvfed”
En underviser på en større uddannelsesinstitution bad om en coachingsamtale i forhold til et problem, der gik ham voldsomt på.

Vi kalder underviseren for B. Han sad sammen med en terapeut, vi kalder A:

B: ”Min arbejdsplads er en diskussionsklub. Der er magtkampe. Det gør mig enormt usikker og forvirret. Det er ikke sjovt. Jeg overvejer dagligt at finde noget andet. Jeg synes, jeg har en masse fagligt at komme med. Jeg har så mange erfaringer at bidrage med. Jeg opfatter mig selv som noget af et fagligt fyrtårn. Jeg prøver på at forstå magtkampene, men de giver ikke mening for mig. Jeg kan ikke få klare svar. Tingene bliver ikke sagt klart. Det hele er meget utydeligt for mig. Når jeg plumper i og taler om faglighed, bliver der klaget over mig.”

A: ”Hvordan ligner situationen på din arbejdsplads forholdene i den familie eller det sted, du voksede op?”

B: ”Ha. Det er da noget af det samme kaos. Jeg kunne heller ikke finde ud af, hvad der foregik i min familie. Alt var utydeligt. Det var kun min moster, der tog sig af mig. Hun reddede mig. Hun kunne se den lille, kærlige, meget bløde, men utrygge dreng indeni. Hos hende var der tryghed, madpakker, fred og ro. Hjemme var jeg vist en meget alvorlig dreng, der tog meget ansvar for mine yngre søskende.”

A: ”Den ansvarlighed og den alvorlighed, du taler om, er det noget, du har med dig i dag, og som eventuelt tynger? Hvad er din position i AOA – ansvarlighedens og alvorens klub? Er du medlem af bestyrelsen, eventuelt formand?”

B: ”Jeg er præsident for den klub. Men det er sgu også belastende, at alvoren tynger. Hm, jeg må hellere få styr på mig selv og mine egne traumer frem for at forsøge at forstå og lave om på arbejdspladsen. Alvoren og ansvarligheden gør mig nok for selvhøjtidelig og selvfed, så jeg kommer til at optræde som en anden prædikant. Og det gider ingen jo høre på. Jeg synes bare, at jeg har så meget byde på. Jeg vil så gerne gøre noget.”

Om Hannah Arendts pointer
Filosoffen Hannah Arendt skelner mellem ”det tænkende jeg” og ”det villende eller handlende jeg” i sin monumentale bog Åndens liv.

”Det tænkende jeg” stopper tiden og kiler sig ind mellem fortid og fremtid, så nutiden stopper og der bliver plads til, at tankerne kan komme ud af hverdagens fængsel og blive luftet.
”Det villende jeg” vil handling. Det er forfaldent til løsninger. Det lytter ikke. Det er selvoptaget og selvretfærdigt. Det har som regel travlt på andres vegne, og synes at de andre bare skal gøre noget. ”Det villende jeg” bliver sur på de andre, det har et ”jeg kan” i sig eller måske snarere end desperation over, at ”jeg vil, men kan ikke.”

“Det villende jeg” giver de andre skylden. Det ser ikke på sig selv.

Når “det villende jeg” løber ind i problemer og sidder fast, bliver det ved med at ville uden at se, at det graver sig længere og længere ned i kviksandet og desperationen. At det ser sin egen fastlåshed som de andres skyld. “Det villende jeg” er i en vis forstand holdt op med at tænke. Ja, “det villende jeg” er faktisk “det tænkende jegs” negation.

“Det tænkende jeg” ønsker en ny begyndelse, en ‘fødthed’, som Hannah Arendt kaldet det. Hvis vi hopper ud af de velkendte tankefolder, kan vores liv få et nyt perspektiv, en ny start. Det er ikke viljen, der skaber det nye perspektiv; det er tanken.

Værdier kan fungere som lappegrej
Den afdøde svenske statsminister Olof Palme skrev en bog, der hed Politik er at ville. Vi vil med Arendt sige: Nej, handling forstået som klog politisk handlen er først og fremmest at tænke. Det er spørgsmålenes styrke, der som en donkraft kan løfte den punkterede vilje, når der pustes tænkning ind i slangen på hjulet, så man kan bevæge sig og køre videre.

Det, der skabte bevægelse i den tidligere gengivne samtale, var, da B fik fat i sine værdier ud fra A’s spørgsmål: ”Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig i alt det her?” ”Fællesskab, loyalitet og min mosters ånd,” svarede B og lyste op med et smil. Værdier kan fungere som lappegrej, der stopper hullet i viljen. Relevante spørgsmål skaber kreative processer, der som en lygte viser vej til værdierne, til det, der betyder noget. Så er man ikke længere blokeret og blændet af at stirre ind i problemet eller på det, der kan skabe blokeringer og frustrationer.

Hannah Arendt skriver, at ånden ikke selv kan klare at befrugte sig selv: ”Ingen af de ting, som forstyrrer åndens aktivitet, udspringer fra ånden selv, for de to-i-en [som er bevidstheden i forholdet mellem jeg og mig-selv] er venner og partnere, og bevarelsen af denne ”harmoni” er det tænkende jegs vigtigste opgave” (Arendt, Åndens liv, 2019 s. 297).

Tænkningens vej
Vejen ud af viljens problemer og frustrationer er således tænkningens vej. Men tænkningen kan være farlig. Den kan skabe en foreløbig rystelse, en disharmoni, ”kløfter mellem intentioner i relation til hinanden,” som Michel Foucault skriver. Tænkningens jeg kan skabe klarhed for viljens jeg. Men det kan være en deprimerende klarhed.

Hvad kan man så bruge Hannah Arendts skelnen mellem “det tænkende jeg” og “det villende jeg” til? Først og fremmest er det nødvendigt at stoppe op og få hjælp af andre til at tænke sig om og ikke bare sammenbidt fortsætte i den plovfure, ens tænkning har boret sig ned i. Det kan være skamfuldt at bede om hjælp; at indrømme, at man har taget fejl, at man er kørt fast eller, at man føler sig ensom. Men er det ikke det vi alle har brug for en gang imellem? Et trygt fællesskab, hvori man kan tale om sine problemer. For det er kun gennem samtalen om problemer, at man får fat i sine værdier, og der er kun problemer, fordi der er noget, som er vigtigt.

Du vil måske også synes godt om…

Alle alene i verden?

Alle alene i verden?

Alle alene i verden?

17.02.2021
Share

Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, februar 2021.

Muligheden for at kunne arbejde hjemme og være på online kan for nogle mennesker skabe mere nærvær med dem, vi faktisk må se. Det gælder især dem, der i forvejen trives godt. Men den i forvejen store ensomhed, der er det største problem i vores tid, som Elie Wiesel skriver, er blevet mere synlig, dominerende og påtrængende under pandemien. Alle er blevet alene i verden.

Præstationsballonen

Det i forvejen store kulturelle pres med mantraer som at være sig selv, være den bedste udgave af sig selv og, at det bedste ikke er godt nok, bliver stærkere og stærkere. Vi performer, som om alt er godt og, at ingen lider overlast. Men alle er ensomme – hver for sig. Ikke kun Palle er alene i Verden. Selvom om vi må være fem personer sammen, står skuffelserne i kø: Alle skuffer over tid, som The Minds of 99 synger, når de prøver at hive luften ud af præstationsballonen.

Nudging, hedder det. Det venlige puf i den rigtige retning. Man får så mange puf, som teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær siger i sin bog Utilstrækkelig. Men disse puf skaber afmagt, dårlig samvittighed og skam. Jo mere forældre, familie og venner spørger til, hvordan det går med uddannelsen, kæresten, børnene osv., jo mere puster de til den dårlige samvittighed. Den, der spørger, har magten. Ethvert spørgsmål kræver et svar. Man skal stå til ansvar. Og så er man skyldig. Prøv at svare ærligt, at det går ad helvede til med at leve op til idealet. Prøv med mere nærvær til dig selv og dine værdier.

Kulde er fravær af varme

Nærvær handler om at få mulighed for at være tæt på sine egne værdier sammen med en anden, der er tæt på sine egne værdier. Væk fra den dominerende præstationsmoral. Den store frygt er frygten for at miste kærligheden fra andre, bekræftelsen fra andre. Selvet bliver skabt ad omvejen om den anden, som den franske filosof Paul Ricoeur skrev.

Frygten for eksklusion fra sin familie, som forfatteren Katrine Marie Guldager skriver om i sin nye roman Det meste og noget helt andet, er nok den værste. Nogle hader deres familie og kan ikke undvære den. Had er ikke det modsatte af kærlighed. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed. Vi har alle brug for det varme nærvær med masser af kærlighed. Det er livsnødvendigt. Husk, at kulde er fravær af varme.

Nærvær over skærmen

I DISPUK lykkes det os rent faktisk at skabe nærvær på skærmen. Onlinenærvær kunne man kalde det. Man tror det næppe, men intensiteten kan være stor over skærmen. Selv med fysisk afstand kan den mentale afstand være lille. Når de spørgsmål, der stilles, og når det, der siges, tager udgangspunkt i noget vigtigt og meningsfuldt, bliver den fysiske afstand ophævet. Man er måske mere nøgen på skærmen. Mere nærværende. Forstillelsen bliver afsløret. Det fortæller vores konsulenter Marin Nevers og Lasse Offenberg om i denne video om DISPUK på Zoom.

Du vil måske også synes godt om…

Børn og unge, Narrativ praksis, Narrative samtaler, Terapi

DISPUKs narrative grunduddannelse

Læs mere

Natalitet og pluralitet – om Hannah Arendts begreber for en ny begyndelse

Natalitet og pluralitet – om Hannah Arendts begreber for en ny begyndelse

Natalitet og pluralitet – om Hannah Arendts begreber for en ny begyndelse

21.01.2021
Share

Denne tekst blev første gang bragt som en del af DISPUKs nyhedsbrev, januar 2021.

Filosoffen Hannah Arendt har to centrale begreber for en ny begyndelse. Natalitet og pluralitet: Den nye handling fødes – dette er nataliteten. Nye handlinger kan kun finde sted sammen med andre i et fællesskab med diversitet – det er pluraliteten. Hvis der ikke er et ligeværdigt fællesskab, er der tale om et herredømme, der til sidst kan ende i vold, som vi netop har set forsøgt i USA. 

Enhver handling indebærer muligheden for en ny begyndelse – som når et barn bliver født. Deraf udtrykket natalitet. Narrativ praksis sætter fokus på usædvanlige handlinger, der ikke følger problemernes handlingsspor og problemhistoriens logik, men er undtagelser i den dominerende problemhistorie. Narrativ praksis åbner dermed for nye handlinger, nye begyndelser, hvori både den enkelte og fællesskabet kan fremstå for sig selv.

”Handlinger er personafslørende og personåbenbarende,” skriver Arendt. 

Personen træder i karakter, når vedkommende træder frem for andre

I denne Coronatid er det muligt at foretage mange nye handlinger, der kan være nye begyndelser: Besøge sin nabo, kontakte en gammel ven, kontakte nogen længere ude i sin familie, bruge mere tid med sin elskede og med sine børn, læse flere bøger, spille musik, lave keramik, bage brød. Flere steder opstår ny og spændende undervisning, når lærerne dropper det sædvanlige pensum. Der opstår nye samtaler i de små familier, når der slukkes for TV og skærme. Man spiller spil, tager håndarbejdet frem og skaber nærkontakt. Samtidig er skærmene i øjeblikket også med til at muliggøre samtaler med dem, vi ikke kan se fysisk. 

Alle undersøgelser viser, at mennesker ikke bliver lykkeligere eller gladere af at eje flere ting eller få flere penge. Det er som at tisse i bukserne. Mennesker bliver gladere af intens og nærværende kontakt med andre mennesker – og af muligheden for at bidrage.

”Kriteriet for at kunne vurdere en persons bedømmelse af en situation er således personens uhildethed på den ene side og vedkommendes forbundethed med andre på den anden side. Dømmekraft viser sig på denne måde i en reflekterende form, som det at kunne begribe sig selv som en del af verden, og i en spontant handlingsorienteret form, hvor man er parat til at træde ind for den anden og vise omsorg. Personen træder i karakter, når vedkommende træder frem for andre […] Synliggørelsen leverer samtidig stof til den enkeltes eftertanke,” skriver Arendt.   

Der er kun begyndelser

Det er tid til at vise markant mere omsorg for andre. Og for sig selv. Nye begyndelser er mulige. Der er for så vidt aldrig afslutninger, som den amerikanske organisationsteoretiker Suresh Srivastva sagde på et DISPUK-arrangement i 1994. Der er kun begyndelser. Vi har et nyt år foran os med nye muligheder.

Læs mere om Hannah Arendt i den fremragende bog af Anne Marie Pahuus: Hannah Arendt – Eksistensen. Forlaget Anis, 2019.

Du vil måske også synes godt om…

Børn og unge, Narrativ praksis, Narrative samtaler, Terapi

DISPUKs narrative grunduddannelse

Læs mere

Er medicinen svaret på psykiske lidelser eller ødelægger den mennesker?

Er medicinen svaret på psykiske lidelser eller ødelægger den mennesker?

Er medicinen svaret på psykiske lidelser eller ødelægger den mennesker?

10.01.2021
Share

Denne tekst blev første gang bragt som DISPUKs nyhedsbrev, februar 2021.

Fredag den 5. marts 2021 afholdt vi det årlige psykiatriseminar online med overskriften “Er medicinen svaret på psykiske lidelser eller ødelægger den mennesker?”. Cirka 60 deltog fra hele landet og hørte oplæg fra Allan Holmgren, Anahi Testa Petersen, Anders Sørensen, Anette Holmgren og Peter Gøtzsche.

Allan Holmgren indledte seminaret med den pointe, at ét af psykiatriens store problemer er, at den ikke har en psykologi, ikke har en teori om, hvad det vil sige at være menneske. Den fokuserer på symptomer, stiller en diagnose og ordinerer medicin. Siden 1983, da DSM III udkom, har man i psykiatrien ikke skullet lytte til patientens historie. Når vi nu ved, at man bliver psykotisk af at blive gjort tavs og ikke har mulighed for at fortælle sin historie og derigennem komme i kontakt med sine værdier, bidrager den dominerende medicinsk-biologisk orienterede psykiatri desværre til at forværre menneskers lidelser. Mennesker uden en fortælling om deres liv og om, hvad der er sket i deres liv, er mennesker uden en sammenhængende identitet. Sproget former erfaringen, og hvis det biologisk-medicinske sprog er det eneste tilgængelige sprog til menneskers selvforståelse, bliver ens selvfortælling medicinsk, tynd, fattig, uden ånd, undertrykkende og dræbende – helt uden håb.

Anahi Testa Petersen viste sin film om sit forsøg på at få slettet den diagnose, skizotypi, hun fik, da hun for nogle år siden blev indlagt på grund af total udmattelse efter en hård skilsmisse. Filmen viser, at det er umuligt for hende at få slettet sin diagnose. Filmen følger også Peter Gøtzsche og hans utrættelige kamp mod den biologisk-medicinsk orienterede psykiatri. Hun følger ham til så fjerne steder som Alaska og Australien og viser også klip fra hans medvirken i The Daily Show med Jon Stewart i USA. En af deltagerne på psykiatriseminaret nævnte i den efterfølgende debat, at fordi hans diagnose står i hans lægejournal efter kontakt med psykiatrien må han betale højere forsikringspræmie og rente i banken.

Anders Sørensen, der er Ph.D.studerende på Cochrane-instituttet i København, fortalte om den reelle udtrapning, han gennemfører med personer, der har fået  forskellige psykofarmaka ordineret af psykiatere. Nogle har taget medicinen i mere end tyve år. Ander’ forskning viser blandt andet, at alle udtrapningsforløb er individuelle. Nogle kan trappe langsomt ud over nogle måneder, hvor dosis bliver halveret, andre skal bruge år på at trappe ud. Fælles for alle udtrapninger har været, at det er den sidste minimale dosis, der er den sværeste at trappe ud af. Man har svære influenzalignende symptomer igennem alle nedtrapninger. De kan vare mellem tre til tredive dage. Når man selv trapper ud, og man får det skidt, får man at vide at psykiateren, at ”der kan du selv se, hvor meget du har brug for medicinen.” Det er udelukkende medicinalindustrien, der har gavn af, at det biologisk-medicinske paradigme hersker i psykiatrien. Det har Peter Gøtzsche, Robert Whitaker og flere andre overbevisende dokumenteret.

Anette Holmgren fortalte gribende om sit terapeutiske arbejde med kvinder, der har været udsat for voldsomme seksuelle overgreb, fra de var små piger. De har været psykiatriske patienter i mange år og har hallucineret på forskellig vis. Anette tog udgangspunkt i den lille video:

The Still Face Experiment – Klik her

Den viser, hvad der sker, når det lille barn møder et pokerfjæs og kontakten med den voksne stopper eller bliver forstyrret. Anette læste også et smukt og rørende brev op fra en af kvinderne, hun har haft i terapi fra sin bog Komplekse traumers psykologi – beretninger om det ubærlige. Brevet fortæller om denne kvindes rejse bort fra hallucinationer, som kan forstås som bevidsthedens fortvivlede forsøg på råb om hjælp, og ind i livet.

 

Peter Gøtzsche fortalte med stort personligt engagement om alle de myter, der stadig er forbundet med medicin og, hvor skadelige psykofarmaka er for mennesker. Han advarede alle med mentale problemer om at søge hjælp i psykiatrien: Opsøg en kvalificeret psykoterapeut i stedet for, sagde han.

Peter Gøtzsche tog udgangspunkt i sin nye bog Mentalt overlevelseskit og udtrapning af psykofarmaka, DISPUKs Forlag.

Psykiatriens svigt

Kronikken i Information samme dag som konferencen blev afholdt, 5. marts, har et tilsvarende budskab, men med en lidt anden vinkel. Overskriften på kronikken lyder: Som selvmordstruet sendte psykiatrien mig hjem med fire sovepiller. Den er skrevet af Sussi Malene Jacobsen, som har mange års erfaringer med psykiatrien i Hvidovre og Ballerup. Hun skriver blandt andet:

”Alt for mange psykiatriske afdelinger i Danmark behandler ikke deres patienter ordentligt. Jeg har kun været indlagt på ét godt afsnit – og jeg har været indlagt på en del forskellige afsnit på forskellige centre.

En stor del af personalet bruger alt for meget tid på at sidde inde på kontoret. De taler alt for sjældent med patienterne og kommer ofte kun ud til os, når der er noget i fjernsynet, de gerne vil se.”

Det er forstemmende, at ”de voksne”, personalet på afdelingen, ikke taler intenst med patienterne om deres liv. De svigter patienterne, når de sidder på kontoret det meste af tiden. De udfører ”The Still Face Experiment” live over for deres patienter. Men man må bære over med det menige personale – thi de ved ikke, hvad de medvirker til. Det kan da kun blive bedre.

Du vil måske også synes godt om…

Børn og unge, Narrativ praksis, Narrative samtaler, Terapi

Narrativ psykoterapeut­uddannelse

Læs mere

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.