Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, november 2020.

Det er som om, at skam har fået et ’comeback’. Foruden et monsterhit af en norsk ungdomsserie ved navn Skam, taler vi om klimaskam, Coronaskam, skam over kolonitidens forbrydelser og skam over nutidens strukturelle nedgørelse af dem, som er nederst i hierarkierne – uanset om det beror på køn, farve, seksualitet eller social status.

Skammen er flersidet. Den kommer til os som etisk skam, når bevægelser som BlackLivesMatter, klimaaktivismen og #MeToo viser os de lidelser, som er blevet påført andre. Etisk skam er den skam, vi rammes af, når vi skammer os over noget, der går imod vores værdier. Den kommer også til den, hvis handlinger i offentlighedens øjne og med ofrenes fortællinger afsløres som magtmisbrug og nedbrydende og dermed skammelige. Men skammen har hele tiden været til stede som en del af offerets virkelighed, fordi skam er det modsatte af kærlighed.

Hvordan ser du mig?

Identitet og følelser skabes i det sociale samliv. Vores vurdering af os selv, afhænger af vores vurdering af andres vurdering af os. Skam er den følelse, der opstår, når jeg i den andens blik og handling føler mig mindre værd, og jeg ikke er i stand til at holde mit eget værd. Sagt med andre ord, føler jeg skam, når jeg føler, at den anden eller kulturen ser ned på mig, og jeg ikke har forståelse og omsorg nok til at stå imod bedømmelsen.

Det er godt, at vi kan rammes af skam. Uden skam ville verden være et uhyggeligt sted. Skammen opstår som en konsekvens af, at vi ikke kan tåle at ydmyge hinanden. Ifølge den amerikanske psykiater Judith Herman opstår skammen både, når vi er for tæt på hinanden, og når vi er for langt fra hinanden.

Skammens modsætning er stolthed. Dér, hvor der er ægte stolthed og glæde, har skammen ingen plads. Derfor kan skam også være en drivkraft. Skammen over ikke at kunne cykle kan drive et barn til at blive ved, indtil hun har lært det. Så er barnet ved at revne af stolthed, som man siger.

Men skam kan også være en af livets mest destruktive kræfter. Det sker, når balancen mellem skam og stolthed forskubbes, så skam fylder mere end stolthed. Det sker, når de nedbrydende fortællinger fylder mere end de vitaliserende, og når livet ikke har budt på tilstrækkelig med kærlige og stolthedsfremmende erfaringer til at modstå erfaringer med modsat fortegn. Og her kommer skylden ind i billedet.

Det kræver en vis portion selvkærlighed at kunne påtage sig skyld. Det ved vi fra det lille barn, der i de første leveår straks vil begynde at græde, hvis nogen pålægger det skyld. Senere er det i stand til at påtage sig delvis skyld, som da en legekammerat til husets 4-årige søn konstaterede: ”Der er nogle, der har klippet telefonledningen over”.

Senere igen lærer barnet at påtage sig skyld og undskylde. Dette er en vigtig evne, for som den norske psykolog Arnhild Launveng siger: ”Når andre ikke påtager sig deres skyld, så bliver det min skam.”

Men for det menneske, der ikke har tilstrækkelig stolthedsfremmende muligheder eller erfaringer, kan det at påtage sig skyld blot betyde yderligere skam.

Vold er skammens sygdom

Ifølge den amerikanske psykiater James Gilligan, som er god ven af DISPUK, så motiverer skamfølelsen til vrede. Når man bliver vred på andre, så mindskes skammen: ”Det er ikke mig, der er den skamfulde, men den anden.”

Skamfølelser er destruktive og vokser jo flere skamfulde erfaringer, man har gjort sig. Dette kan lede et menneske til, hvad Gilligan kalder: falsk stolthed. Det er stolthed, som opstår igennem ”andres frygt for mig.” Det er den magtfulde leder, den magtfulde voldsmand, det magtfulde familieoverhoved. Gilligans analyse bringer ham til at betegne vold som skammens sygdom. Mennesker, der begår vold, lider af skam. Jo mere skamfuld, jo vigtigere er det, at ingen opdager længslen efter kærlighed, omsorg og varme.

Det letteste vil være at sige, at der er brug for mere kærlighed. Mere korrekt vil det måske være at sige, at der er brug for mere stolthed – eller mere at være stolt af og glæde sig over. I mange år har man vidst, at uddannelse er den bedste måde at forebygge vold og kriminalitet.

I hverdagen kan vi gøre mange små stolthedsfremmende tiltag. Giv ansvar til en person som måske ikke var klar over, at hun kunne bære det. Giv eleven en hat der er lidt for stor, så det er muligt at vokse, som udviklingspsykologen Lev Vygotsky ville sige. Fortæl andre, hvad de har gjort, som har inspireret dig, og gør selv hver dag bevidst en enkelt ting, hvor du efterlever dine egne værdier. Derigennem tager vi vare på skammen, så den ikke får mulighed for at udvikle sig til falsk stolthed igennem magt, frygt og vold.

Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt, men eksisterer som mulighed, for hver dag at minde os om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.