“Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt”

“Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt”

"Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt"

24.08.2021
Share

Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, november 2020.

Det er som om, at skam har fået et ’comeback’. Foruden et monsterhit af en norsk ungdomsserie ved navn Skam, taler vi om klimaskam, Coronaskam, skam over kolonitidens forbrydelser og skam over nutidens strukturelle nedgørelse af dem, som er nederst i hierarkierne – uanset om det beror på køn, farve, seksualitet eller social status.

Skammen er flersidet. Den kommer til os som etisk skam, når bevægelser som BlackLivesMatter, klimaaktivismen og #MeToo viser os de lidelser, som er blevet påført andre. Etisk skam er den skam, vi rammes af, når vi skammer os over noget, der går imod vores værdier. Den kommer også til den, hvis handlinger i offentlighedens øjne og med ofrenes fortællinger afsløres som magtmisbrug og nedbrydende og dermed skammelige. Men skammen har hele tiden været til stede som en del af offerets virkelighed, fordi skam er det modsatte af kærlighed.

Hvordan ser du mig?

Identitet og følelser skabes i det sociale samliv. Vores vurdering af os selv, afhænger af vores vurdering af andres vurdering af os. Skam er den følelse, der opstår, når jeg i den andens blik og handling føler mig mindre værd, og jeg ikke er i stand til at holde mit eget værd. Sagt med andre ord, føler jeg skam, når jeg føler, at den anden eller kulturen ser ned på mig, og jeg ikke har forståelse og omsorg nok til at stå imod bedømmelsen.

Det er godt, at vi kan rammes af skam. Uden skam ville verden være et uhyggeligt sted. Skammen opstår som en konsekvens af, at vi ikke kan tåle at ydmyge hinanden. Ifølge den amerikanske psykiater Judith Herman opstår skammen både, når vi er for tæt på hinanden, og når vi er for langt fra hinanden.

Skammens modsætning er stolthed. Dér, hvor der er ægte stolthed og glæde, har skammen ingen plads. Derfor kan skam også være en drivkraft. Skammen over ikke at kunne cykle kan drive et barn til at blive ved, indtil hun har lært det. Så er barnet ved at revne af stolthed, som man siger.

Men skam kan også være en af livets mest destruktive kræfter. Det sker, når balancen mellem skam og stolthed forskubbes, så skam fylder mere end stolthed. Det sker, når de nedbrydende fortællinger fylder mere end de vitaliserende, og når livet ikke har budt på tilstrækkelig med kærlige og stolthedsfremmende erfaringer til at modstå erfaringer med modsat fortegn. Og her kommer skylden ind i billedet.

Det kræver en vis portion selvkærlighed at kunne påtage sig skyld. Det ved vi fra det lille barn, der i de første leveår straks vil begynde at græde, hvis nogen pålægger det skyld. Senere er det i stand til at påtage sig delvis skyld, som da en legekammerat til husets 4-årige søn konstaterede: ”Der er nogle, der har klippet telefonledningen over”.

Senere igen lærer barnet at påtage sig skyld og undskylde. Dette er en vigtig evne, for som den norske psykolog Arnhild Launveng siger: ”Når andre ikke påtager sig deres skyld, så bliver det min skam.”

Men for det menneske, der ikke har tilstrækkelig stolthedsfremmende muligheder eller erfaringer, kan det at påtage sig skyld blot betyde yderligere skam.

Vold er skammens sygdom

Ifølge den amerikanske psykiater James Gilligan, som er god ven af DISPUK, så motiverer skamfølelsen til vrede. Når man bliver vred på andre, så mindskes skammen: ”Det er ikke mig, der er den skamfulde, men den anden.”

Skamfølelser er destruktive og vokser jo flere skamfulde erfaringer, man har gjort sig. Dette kan lede et menneske til, hvad Gilligan kalder: falsk stolthed. Det er stolthed, som opstår igennem ”andres frygt for mig.” Det er den magtfulde leder, den magtfulde voldsmand, det magtfulde familieoverhoved. Gilligans analyse bringer ham til at betegne vold som skammens sygdom. Mennesker, der begår vold, lider af skam. Jo mere skamfuld, jo vigtigere er det, at ingen opdager længslen efter kærlighed, omsorg og varme.

Det letteste vil være at sige, at der er brug for mere kærlighed. Mere korrekt vil det måske være at sige, at der er brug for mere stolthed – eller mere at være stolt af og glæde sig over. I mange år har man vidst, at uddannelse er den bedste måde at forebygge vold og kriminalitet.

I hverdagen kan vi gøre mange små stolthedsfremmende tiltag. Giv ansvar til en person som måske ikke var klar over, at hun kunne bære det. Giv eleven en hat der er lidt for stor, så det er muligt at vokse, som udviklingspsykologen Lev Vygotsky ville sige. Fortæl andre, hvad de har gjort, som har inspireret dig, og gør selv hver dag bevidst en enkelt ting, hvor du efterlever dine egne værdier. Derigennem tager vi vare på skammen, så den ikke får mulighed for at udvikle sig til falsk stolthed igennem magt, frygt og vold.

Vi skal værne om skammen, så den hverken vokser eller forsvinder helt, men eksisterer som mulighed, for hver dag at minde os om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

 

Du vil måske også synes godt om…

Coaching, Vejledning

Narrativ coaching og vejledning

Læs mere

Konflikthåndtering, Narrative samtaler

Narrativ konflikthåndtering

Læs mere

Ny samtalebog om erfaringerne fra en institution for tvangsfjernede børn

Ny samtalebog om erfaringerne fra en institution for tvangsfjernede børn

DISPUK udgiver bog om erfaringerne fra et børnehjem

04.06.2021
Share

Denne tekst er i første gang bragt som en del af DISPUKs nyhedsbrev, maj 2021.

Mange – både børn og voksne – har haft det svært det sidste års tid med isolation og ensomhed, men mange børn har det permanent svært. Især de børn, der er anbragt uden for hjemmet. På børnehjem og opholdssteder.

DISPUK udgav 4. juni 2021 Må jeg få lidt natmad? En kritisk samtalebog, der gennem en e-mail udveksling mellem socialpædagog Niels Palle og psykolog Allan Holmgren afslører og dokumenterer de urimelige forhold, der bydes børn og unge på en institution for tvangsfjernede børn, hvor Niels Palle har arbejdet.

Lyt til narrativ salon om bogen her

Fraværende ledelse

Der bliver råbt ad børnene, og de bliver straffet for mindre forseelser. Man får nærmest indtryk af at læse om forholdene i et ungdoms- eller børnefængsel fra 1950’erne. Gennem Niels Palles iagttagelser fra sin ansættelse på en institution for anbragte børn og unge, giver Må jeg få lidt natmad? et både hjerteskærende og humoristisk indblik i, hvordan de voksne og professionelle bidrager til de problemer, som de forsøger at afhjælpe. Her er et uddrag fra bogen:

 ”Der er ikke et pædagogisk sprog blandt personalet, men en masse “synes”. Fagligheden er ekstremt lav, måske ikkeeksisterende. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal snakke med om det her. Ledelsen er fraværende. Vi ser dem på møder, hvor de fortæller, hvordan vi skal gøre, men de kommer aldrig ud på gulvet med os. Hvis institutionen er et skib, og livet er en flod, så står der ingen ved rorpinden. Vi smadrer ind i store sten og tømmer på vej ned ad floden. Det hele føles som overlevelse uden overblik og retning. På institutionen tager vi et minut ad gangen.

Kærlig hilsen, Niels Palle.”

Det særlige ved denne bog er, at den er så personlig. Det er ikke en idealistisk, men realistisk bog, der giver indblik i noget, vi sjældent hører om, nemlig den socialpædagogiske indsats – og ikke mindst manglen på samme – på en institution, hvor børn og unge er anbragt. Gennem egne erfaringer og fælles kritiske refleksioner med Allan Holmgren, sætter Niels Palle fokus på, hvordan fraværet af både ledelse og fælles faglighed skaber et dybt problematisk sted for børn at vokse op i Danmark.

Køb bogen på DISPUKs Forlag – klik her

Du vil måske også synes godt om…

Børn og unge, Narrativ praksis, Narrative samtaler, Terapi

DISPUKs narrative grunduddannelse

Læs mere

Om børn og unges trivsel i Corona-genåbningen

Om børn og unges trivsel i Corona-genåbningen

Hvordan kan man tale med børn og unge om effekterne af Corona-nedlukningerne?

26.05.2021
Share

I marts 2021 satte vi os for at iværksætte en lille kampagne, som kan inspirere og forhåbentligt hjælpe lærer og pædagoger med at håndtere de trivselsproblemer, som Corona-nedlukningerne måtte have skabt for elever rundt om i landet.

Vi har lavet fem små videoer, hvor DISPUKs konsulenter Martin Nevers og Lasse Offenberg giver et bud på, hvordan man kan arbejde med klasser eller andre grupper, der har været ramt af nedlukningerne.

 

I Zetlands daglige nyhedsoverblik Dagens Helikopter fra 10. marts fortæller professor Karen Wistoft om en undersøgelse, der viser, at 20 % af eleverne i den danske folkeskole har det særligt svært. I forskningens terminologi vil det sige, at deres selvbillede er forandret, at de har et negativt selvbillede, ikke tror på at de kan lære noget, ikke tror på deres evner og for manges vedkommende næsten ikke orker at stå op.

Det tal ligger normalt mellem 2-8%, hvilket i sig selv kan siges at være alt for højt.

En stor del af den stigende mistrivsel skyldes formentlig den lange isolationsperiode, børnene har været gennem, men det ser også ud til, at en stor gruppe af børn og unge er bekymrede for at vende tilbage til det fysiske møde i skolen. Det kan der være forskellige grunde til, og heldigvis er mange skoler godt i gang med at prøve at gøre, hvad de kan for at hjælpe eleverne tilbage.

Man kommer let til at tænke, at opgaven må være hurtigst muligt at bringe eleverne tilbage i den vante gænge. Man kan tænke i velkommen tilbage-fester eller andre sociale arrangementer, der kan ryste eleverne sammen og få dem til at glemme Coronatidens tristhed og bekymringer, og vi voksne kan få lyst til at gøre, hvad vi kan for at overbevise dem om, at alt nok skal blive godt igen.

Karen Wistoft peger på, at der er et andet stykke reparationsarbejde, der er vigtigt. Et stykke arbejde, hvor vi tager børnenes situation alvorligt og lytter til de problemer, de har bokset med under nedlukningerne, så de også i fællesskab får talt om problemerne, om det der har været svært og om, hvordan de – sammen og hver for sig – kan komme videre fra denne tid. Måske endda på måder, der kan styrke både den enkelte og fællesskabet mellem dem.

Gør vi ikke det, er der en overhængende risiko for, at problemerne bliver hængende som harpiks på fingrene. At følelsen af at være alene, ubetydelig eller ikke at kunne følge med i det faglige ikke forsvinder. Måske kan den slags følelser endda vokse sig større hos den enkelte ved mødet med alle de andre, der på overfladen ser ud til at have det godt – selv om mange af dem sikkert også har sorte tanker, som der bare ikke tales om.

Det vil vi på DISPUK gerne hjælpe til, der bliver gjort… 

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan man løser reparationsopgaven.
Hvis vi pludselig fik at vide, at 20% af eleverne i skolen ikke kunne læse, så ville man nok sætte massivt ind på at håndtere det problem ved at sikre, at lærerne var klædt fagligt på til at styrke læsefærdighederne.
Lige nu står vi i en anden type akut opstået situation, og i første omgang kan vi trække på nogle af alle de idéer og erfaringer, der er at hente blandt fagfolk og ildsjæle, som arbejder med børn og unge – også når det er svært.

På DISPUK satte vi os for at iværksætte en lille kampagne, der kan være med til at samle og formidle idéer, som kan inspirere og forhåbentligt hjælpe lærerne og pædagogerne med at håndtere de trivselsproblemer, som Corona-nedlukningerne måtte have skabt for eleverne.

Vi har lavet fem små gratis videoer – en introduktion og fire procesbeskrivelser, som tilsammen giver et bud på, hvordan man kan arbejde med klasser eller andre grupper, der har været ramt af nedlukningerne. 


Det er vores håb, at videoerne kan være et bidrag til et øget fokus på at hjælpe børn og unge med at håndtere effekterne af Coronasituationen. Så del gerne videoerne med alle, der kunne have glæde af dem.

 

Du vil måske også synes godt om…

Narrativ Salon

Podcast - Narrative Saloner

Lyt til vores Narrative Saloner

25.05.2021
Share

Stress, skam, mobning, kærlighed og bipolaritet. I efteråret 2020 lancerede vi et nyt initiativ i DISPUK: Narrativ Salon. Vores saloner tager udgangspunkt i temaer, der har fascineret og indfanget faglig interesse for den interviewede person, og giver deltagerne mulighed for at møde os til et glas vin og på tæt hold opleve den narrative praksis.

Se fremtidige saloner på vores eventside

Samtidig optager vi salonerne, så man efterfølgende kan høre dem som podcast.

Lyt med her.

Du vil måske også synes godt om…

Tag en lyttepause

Tag en lyttepause

Tag en lyttepause

24.05.2021
Share

Tvivl, skam, ensomhed og sprog. Det er bare nogle af de forskellige narrative temaer, som DISPUKs undervisere fortæller om i vores podcastserie Lyttepauser. Hvert afsnit varer mellem 3 og 5 minutter – så stop op, tag en pause og lyt.

Du vil måske også synes godt om…

Narrativ praksis, Narrative samtaler

4 dages kursus i narrative samtaler

Læs mere

Podcastserien Tætte Talks – Mobning

Podcastserien Tætte Talks – Mobning

Når det gør ondt i maven at gå i skole

21.05.2021
Share

I anden sæson af vore podcastserie Tætte Talks har vi talt med mennesker, der på egen krop har mærket hvordan skolen kan være et ubarmhjertigt sted at være. De fortæller os, hvordan de blev behandlet, og hvordan det har påvirket dem, mens det stod på, og for nogle også videre i livet. Og de fortæller om, hvordan de ofte følte sig helt alene og om, hvad de kunne have ønsket, at nogen havde gjort undervejs. 

Heldigvis fortæller de også om nogle af dem, der faktisk gjorde noget, der hjalp. En mormor, en pædagog, en klassekammerat, en god ven, en vikar, en lærer, en fra skolepatruljen – mennesker, som så dem, så, hvad der skete, at der var et barn, der ikke havde det godt. Mennesker som gjorde noget, der gjorde en forskel. Ikke bare for dem, vi har talt med, men ofte også for den klasse, de gik i. 

Lyt med – og få ideer til, hvad vi kan gøre, så børn ikke kommer til at stå alene med den slags problemer. 

 

Denne podcastserie kan du også finde på

og

Du vil måske også synes godt om…

Podcastserien Tætte Talks – Skilsmisse

Podcastserien Tætte Talks – Skilsmisse

Når man går fra det velkendte til det uvisse.

07.05.2021

En skilsmisse er en brat overgang for alle involverede. Usikkerheden og utrygheden kan være voldsom. Skilsmissen markerer en tilstand, hvor intet mere er som det plejer – en undtagelsestilstand i en periode. Der skal etableres nye aftaler, nye rutiner og nye ritualer. I første sæson af vores podcastserie Tætte Talks går vi tæt på skilsmisse set fra barnets perspektiv.

Vi taler med børn af skilsmisser og hører, hvordan det var at stå i dengang  og hvordan skilsmissen har påvirket relationen til forældre, søskende – og til en selv. 

Lyt med her. 

Share

Denne podcastserie kan du også finde på

og

Du vil måske også synes godt om…

Allan Holmgrens små klip om narrativ ledelse

Allan Holmgrens små klip om narrativ ledelse

Allan Holmgrens små klip om narrativ ledelse

07.05.2021
Share

Hvilke ledelsesaspekter og tanker er centrale i det narrative perspektiv? Det fortæller Allan Holmgren om i denne serie af 18 små videoer om narrativ ledelse. Hver video varer mellem 2 og 4 minutter – næsten som en gammeldags singleplade, men kan springe til og fra eller nyde samlet.

Begrebet narrativ betyder fortælling og indeholder tanken om et problem, som hovedpersonen – altså lederen – klarer gennem sin snilde. Et eksempel er den græske sagnhelt Odysseus, der på rejsen fra Troja til hjemøen Ithaca kom ud for mange storme, prøvelser og i det hele taget blev slået ud af kurs. Han overlevede i kraft af sin snilde og kreativitet.

 

Det sker også for de fleste ledere, at de bliver slået ud af kurs og ramt af uforudsigelige storme og begivenheder. Hvad gør man så? Narrativ ledelse har en række pointer og principper, som ledere i et vanskeligt farvand præget af smarte buzzwords og et neoliberalt måle-, styrings- og registreringsregime måske kan lade sig inspirere af.

Titlerne på de 18 videoklip er:

  • Først menneske – så leder.
  • Man bliver lille af ikke at blive hørt.
  • Diskussion er forbudt i den velfungerende organisation.
  • Den store meningsfulde fortælling.
  • Al magt til mellemlederne.
  • Værdibaseret ledelse er noget vrøvl.
  • Lejrbålsledelse: Lederen skal skabe samling og fællesskaber.
  • Den gode leder kender sin teori og sine metoder.
  • Ledelse er en pædagogisk disciplin: De syv grundprincipper.
  • Ledere skal stille spørgsmål.
  • Stress handler om oplevelsen af ensomhed.
  • Den vanskeligste position man kan have er muligvis at være chef.
  • Som leder skal man bevare sin følsomhed.
  • Hemmeligheden bag et godt team.
  • En velfungerende organisation kræver en modig leder.
  • Gør medarbejderne interesserede i deres egne fortællinger.
  • Lederen skal opgradere sine medarbejderes erfaringer.
  • Store og fine ord skaber afstand og adskillelse.

Du vil måske også synes godt om…

Ledelse og konsulentarbejde

Narrativ leder- og konsulentuddannelse – først menneske, da leder

Læs mere

Ledelse og konsulentarbejde

Refleksionsuge på Kreta – ledelse og organisationsarbejde

Læs mere

Det tænkende jeg og det villende jeg

Det tænkende jeg og det villende jeg

Det tænkende jeg og det villende jeg

16.04.2021
Share

Det er inspirerende at skelne mellem ”det tænkende jeg” og ”det villende jeg”, som filosoffen Hannah Arendt gør. Dette nyhedsbrev starter med et udpluk af en samtale, der har fundet mellem en underviser på en større uddannelsesinstitution og en af DISPUKs terapeuter. Samtalen er gengivet i forkortet form og kan illustrere, hvor vigtigt det er at få fat i ”det tænkende jeg”. Efter vignetten kommer nogle uddybende betragtninger om de to jeg-former, Hannah Arendt taler om.

“Alvoren og ansvarligheden gør mig nok for selvhøjtidelig og selvfed”
En underviser på en større uddannelsesinstitution bad om en coachingsamtale i forhold til et problem, der gik ham voldsomt på.

Vi kalder underviseren for B. Han sad sammen med en terapeut, vi kalder A:

B: ”Min arbejdsplads er en diskussionsklub. Der er magtkampe. Det gør mig enormt usikker og forvirret. Det er ikke sjovt. Jeg overvejer dagligt at finde noget andet. Jeg synes, jeg har en masse fagligt at komme med. Jeg har så mange erfaringer at bidrage med. Jeg opfatter mig selv som noget af et fagligt fyrtårn. Jeg prøver på at forstå magtkampene, men de giver ikke mening for mig. Jeg kan ikke få klare svar. Tingene bliver ikke sagt klart. Det hele er meget utydeligt for mig. Når jeg plumper i og taler om faglighed, bliver der klaget over mig.”

A: ”Hvordan ligner situationen på din arbejdsplads forholdene i den familie eller det sted, du voksede op?”

B: ”Ha. Det er da noget af det samme kaos. Jeg kunne heller ikke finde ud af, hvad der foregik i min familie. Alt var utydeligt. Det var kun min moster, der tog sig af mig. Hun reddede mig. Hun kunne se den lille, kærlige, meget bløde, men utrygge dreng indeni. Hos hende var der tryghed, madpakker, fred og ro. Hjemme var jeg vist en meget alvorlig dreng, der tog meget ansvar for mine yngre søskende.”

A: ”Den ansvarlighed og den alvorlighed, du taler om, er det noget, du har med dig i dag, og som eventuelt tynger? Hvad er din position i AOA – ansvarlighedens og alvorens klub? Er du medlem af bestyrelsen, eventuelt formand?”

B: ”Jeg er præsident for den klub. Men det er sgu også belastende, at alvoren tynger. Hm, jeg må hellere få styr på mig selv og mine egne traumer frem for at forsøge at forstå og lave om på arbejdspladsen. Alvoren og ansvarligheden gør mig nok for selvhøjtidelig og selvfed, så jeg kommer til at optræde som en anden prædikant. Og det gider ingen jo høre på. Jeg synes bare, at jeg har så meget byde på. Jeg vil så gerne gøre noget.”

Om Hannah Arendts pointer
Filosoffen Hannah Arendt skelner mellem ”det tænkende jeg” og ”det villende eller handlende jeg” i sin monumentale bog Åndens liv.

”Det tænkende jeg” stopper tiden og kiler sig ind mellem fortid og fremtid, så nutiden stopper og der bliver plads til, at tankerne kan komme ud af hverdagens fængsel og blive luftet.
”Det villende jeg” vil handling. Det er forfaldent til løsninger. Det lytter ikke. Det er selvoptaget og selvretfærdigt. Det har som regel travlt på andres vegne, og synes at de andre bare skal gøre noget. ”Det villende jeg” bliver sur på de andre, det har et ”jeg kan” i sig eller måske snarere end desperation over, at ”jeg vil, men kan ikke.”

“Det villende jeg” giver de andre skylden. Det ser ikke på sig selv.

Når “det villende jeg” løber ind i problemer og sidder fast, bliver det ved med at ville uden at se, at det graver sig længere og længere ned i kviksandet og desperationen. At det ser sin egen fastlåshed som de andres skyld. “Det villende jeg” er i en vis forstand holdt op med at tænke. Ja, “det villende jeg” er faktisk “det tænkende jegs” negation.

“Det tænkende jeg” ønsker en ny begyndelse, en ‘fødthed’, som Hannah Arendt kaldet det. Hvis vi hopper ud af de velkendte tankefolder, kan vores liv få et nyt perspektiv, en ny start. Det er ikke viljen, der skaber det nye perspektiv; det er tanken.

Værdier kan fungere som lappegrej
Den afdøde svenske statsminister Olof Palme skrev en bog, der hed Politik er at ville. Vi vil med Arendt sige: Nej, handling forstået som klog politisk handlen er først og fremmest at tænke. Det er spørgsmålenes styrke, der som en donkraft kan løfte den punkterede vilje, når der pustes tænkning ind i slangen på hjulet, så man kan bevæge sig og køre videre.

Det, der skabte bevægelse i den tidligere gengivne samtale, var, da B fik fat i sine værdier ud fra A’s spørgsmål: ”Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig i alt det her?” ”Fællesskab, loyalitet og min mosters ånd,” svarede B og lyste op med et smil. Værdier kan fungere som lappegrej, der stopper hullet i viljen. Relevante spørgsmål skaber kreative processer, der som en lygte viser vej til værdierne, til det, der betyder noget. Så er man ikke længere blokeret og blændet af at stirre ind i problemet eller på det, der kan skabe blokeringer og frustrationer.

Hannah Arendt skriver, at ånden ikke selv kan klare at befrugte sig selv: ”Ingen af de ting, som forstyrrer åndens aktivitet, udspringer fra ånden selv, for de to-i-en [som er bevidstheden i forholdet mellem jeg og mig-selv] er venner og partnere, og bevarelsen af denne ”harmoni” er det tænkende jegs vigtigste opgave” (Arendt, Åndens liv, 2019 s. 297).

Tænkningens vej
Vejen ud af viljens problemer og frustrationer er således tænkningens vej. Men tænkningen kan være farlig. Den kan skabe en foreløbig rystelse, en disharmoni, ”kløfter mellem intentioner i relation til hinanden,” som Michel Foucault skriver. Tænkningens jeg kan skabe klarhed for viljens jeg. Men det kan være en deprimerende klarhed.

Hvad kan man så bruge Hannah Arendts skelnen mellem “det tænkende jeg” og “det villende jeg” til? Først og fremmest er det nødvendigt at stoppe op og få hjælp af andre til at tænke sig om og ikke bare sammenbidt fortsætte i den plovfure, ens tænkning har boret sig ned i. Det kan være skamfuldt at bede om hjælp; at indrømme, at man har taget fejl, at man er kørt fast eller, at man føler sig ensom. Men er det ikke det vi alle har brug for en gang imellem? Et trygt fællesskab, hvori man kan tale om sine problemer. For det er kun gennem samtalen om problemer, at man får fat i sine værdier, og der er kun problemer, fordi der er noget, som er vigtigt.

Du vil måske også synes godt om…

Alle alene i verden?

Alle alene i verden?

Alle alene i verden?

17.02.2021
Share

Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, februar 2021.

Muligheden for at kunne arbejde hjemme og være på online kan for nogle mennesker skabe mere nærvær med dem, vi faktisk må se. Det gælder især dem, der i forvejen trives godt. Men den i forvejen store ensomhed, der er det største problem i vores tid, som Elie Wiesel skriver, er blevet mere synlig, dominerende og påtrængende under pandemien. Alle er blevet alene i verden.

Præstationsballonen

Det i forvejen store kulturelle pres med mantraer som at være sig selv, være den bedste udgave af sig selv og, at det bedste ikke er godt nok, bliver stærkere og stærkere. Vi performer, som om alt er godt og, at ingen lider overlast. Men alle er ensomme – hver for sig. Ikke kun Palle er alene i Verden. Selvom om vi må være fem personer sammen, står skuffelserne i kø: Alle skuffer over tid, som The Minds of 99 synger, når de prøver at hive luften ud af præstationsballonen.

Nudging, hedder det. Det venlige puf i den rigtige retning. Man får så mange puf, som teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær siger i sin bog Utilstrækkelig. Men disse puf skaber afmagt, dårlig samvittighed og skam. Jo mere forældre, familie og venner spørger til, hvordan det går med uddannelsen, kæresten, børnene osv., jo mere puster de til den dårlige samvittighed. Den, der spørger, har magten. Ethvert spørgsmål kræver et svar. Man skal stå til ansvar. Og så er man skyldig. Prøv at svare ærligt, at det går ad helvede til med at leve op til idealet. Prøv med mere nærvær til dig selv og dine værdier.

Kulde er fravær af varme

Nærvær handler om at få mulighed for at være tæt på sine egne værdier sammen med en anden, der er tæt på sine egne værdier. Væk fra den dominerende præstationsmoral. Den store frygt er frygten for at miste kærligheden fra andre, bekræftelsen fra andre. Selvet bliver skabt ad omvejen om den anden, som den franske filosof Paul Ricoeur skrev.

Frygten for eksklusion fra sin familie, som forfatteren Katrine Marie Guldager skriver om i sin nye roman Det meste og noget helt andet, er nok den værste. Nogle hader deres familie og kan ikke undvære den. Had er ikke det modsatte af kærlighed. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed. Vi har alle brug for det varme nærvær med masser af kærlighed. Det er livsnødvendigt. Husk, at kulde er fravær af varme.

Nærvær over skærmen

I DISPUK lykkes det os rent faktisk at skabe nærvær på skærmen. Onlinenærvær kunne man kalde det. Man tror det næppe, men intensiteten kan være stor over skærmen. Selv med fysisk afstand kan den mentale afstand være lille. Når de spørgsmål, der stilles, og når det, der siges, tager udgangspunkt i noget vigtigt og meningsfuldt, bliver den fysiske afstand ophævet. Man er måske mere nøgen på skærmen. Mere nærværende. Forstillelsen bliver afsløret. Det fortæller vores konsulenter Marin Nevers og Lasse Offenberg om i denne video om DISPUK på Zoom.

Du vil måske også synes godt om…

Børn og unge, Narrativ praksis, Narrative samtaler, Terapi

DISPUKs narrative grunduddannelse

Læs mere

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.