“Jeg har været med til at gøre mennesker små i mit tidligere virke – og jeg skammer mig over det”

Henrik Bækgaard Olesen fik et nyt syn på ledelse - efter mødet med DISPUK

20.09.2021
Share

Efter næsten to årtier som leder i en række multinationale firmaer valgte Henrik Bækgaard Olesen at gøre op med, hvad han selv betegner som den patriarkalske ånd, som han ser gennemsyre lederskab i mange organisationer.

Denne kronik er skrevet af Henrik Bækgaard Olesen, der er Senior Expert Strategist i forandringsledelse hos den tyske virksomhed ELFIN. Han har taget efteruddannelsen ’Narrativ leder-og konsulentuddannelse’ hos DISPUK, Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation. Kronikken blev bragt i dagbladet Politikens tillæg ‘Karriere’ den 17. september 2021.

 

Hvornår har du sidst hørt en leder indlede en samtale, et oplæg eller et møde med et ”undskyld”, eller ”jeg skammer mig faktisk over…”? Jeg tror, medarbejderne ville få kaffen galt i halsen, hvis det skete.

Mindset, performancemål og budgetter, der skal overholdes er hovedopgaverne for mange mellemledere i dag. De ser opad i systemet – men glemmer at se nedad og til siden. Narrativet om mellemledere er, at det er dem, der får tingene til at ske. Men måske de ikke altid reflekterer over, hvordan det foregår?

Jeg har selv i mere end tyve år været mellemleder i en række multinationale firmaer, og tidligere i min lederkarriere betragtede jeg ikke mine medarbejdere som mennesker – men nærmere som ressourcer eller assets. Noget, der kunne måles og vejes. Kogt helt ned handler det om respekt.

Det blev jeg klar over, da jeg nogle år tilbage tog en narrativ lederuddannelse hos DISPUK – Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation. Her fandt jeg ud af, at min idé om respekt gik én vej: Andre skulle respektere mig. Gennem et til tider navlebeskuende og intenst efteruddannelsesforløb blev jeg klar over, at mellemlederens rolle i lige så høj grad handler om, at jeg også skal respektere andre. Og tro på, at medarbejderen kan løse sin opgave – og selv bedst ved, hvordan det sker.

En sårbar mellemleder

Min forståelse af god ledelse blev udfordret og nuanceret hos DISPUK. Det at være sårbar og tale om skyld og skam er noget, vi helst ikke snakker om. Og slet ikke som leder i samtalen med kolleger og medarbejdere.

I dag mener jeg, at vigtige egenskaber hos en leder er at turde være sårbar, lyttende og insistere på, at løse opgaverne sammen med sine medarbejdere. Hvis flere mellemledere turde gøre det, så ville narrativet om dem ændre sig. Til ét som måske ville få færre mennesker til at brænde ud og skabe større arbejdsglæde. ’Først menneske – da leder’, siger man hos DISPUK. Jeg tror på, at der er mange ledere, der ønsker at ændre praksis – men de har brug for redskaber og åndsfælder, der kan støtte dem i processen.

Tid og mod

Vi vil som mennesker så uendeligt gerne have styr på tingene. Når vi står overfor noget nyt, bliver vi usikre, og som ledere kan vi være bange for at blotte os. Men når jorden gynger under os, eller når vi bevæger os ind i et landskab, vi ikke kender, så er der en mulighed for at lære noget nyt om os selv.

At lede på den måde kræver både tid og mod – og at man står solidt på sine værdier. Mellemlederen skal turde se opad i organisationen og insistere på at finde en anden måde at arbejde på. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre – og det har da også ført til, at jeg et par gange har måtte forlade lederstillinger.

Min efteruddannelse har åbnet for en ny kanal til kærligheden, omsorgen og ømheden. En kanal, som jeg har brugt det meste af mit liv på – og som mand har lært – at undertrykke. I bedste patriarkalske ånd har jeg altid fokuseret på at kæmpe og vinde alle slagene – og snakket performancemål og styrker og svagheder med mine medarbejdere. Med andre ord har jeg siddet for bordenden af mit liv.

Hos DISPUK lærte jeg at spørge ind til, hvad er vigtigt for den enkelte medarbejder, og hvordan jeg kunne hjælpe dem med at lave noget, som understøttede det. Og det skabte en helt ny relation. Disse samtaler åbnede op for en helt ny dimension i min ledelse, og flere medarbejdere har sagt til mig, at jeg er blevet mere opmærksom, nysgerrig og lyttende. Det er i min optik rigtig gode egenskaber, som jeg tidligere misundte andre, når jeg observerede, hvor let de kunne skabe et rum, hvor meninger blev udvekslet i et forum, som var inkluderende, og hvor medarbejdere følte sig og blev set.

Som sociologen Nils Christie siger i sin bog ’Små ord om store spørgsmål’, så ”bliver man lille af ikke at blive hørt”. Sådan er det også i samarbejdet mellem leder og medarbejder. Jeg har været med til at gøre mennesker små i mit tidligere virke, og det skammer jeg mig over. Men i dag har jeg fået øjnene op for den mangfoldighed og skønhed, der ligger I, at vi alle hjælper hinanden med at blive store. Det er meget smukt, og jeg bliver rørt bare ved at skrive det. 

Du vil måske også synes godt om…

Ledelse og konsulentarbejde

Narrativ leder- og konsulentuddannelse – først menneske, da leder

Læs mere

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.