Det kan være svært at trappe ud af psykofarmaka uden bivirkninger.

Tæt ved 730.000 danskere tog i 2020 medicin mod en psykisk lidelse (tal fra Sundhedsdatastyrelsen). Det svarer til næsten 13 procent af befolkningen. Omkring 426.000 danskere bruger antidepressiva, de såkaldte SSRI-præparater, og 241.000 bruger beroligende medicin i form af benzodiazepiner og lignende midler mod angst, uro og søvnbesvær.

Det synes utroligt vanskeligt i Danmark (og i den vestlige verden i det hele taget) at få en ordentlig og kritisk drøftelse af psykiatriens og de praktiserende lægers ordination af psykofarmaka og af det faktum, at der på trods af et større og større forbrug af psykofarmaka, ikke bliver færre med psykiske lidelser – tværtimod. Med andre ord, medicinen løser ikke de problemer, den var sat i verden for at løse. Og værre endnu, mere og mere forskning peger på, at den muligvis forværrer dem. Utallige kronikker, læserbreve og debatindlæg fra patienter, pårørende og internt fra psykiatrien selv om mangelfuld og, til tider, decideret umenneskelig behandling, har ikke formået at ændre radikalt på hverken det bio-medicinske paradigme eller den lægelige dominans på landets voksenpsykiatriske afdelinger. Dette skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen præcist og næsten hjerteskærende om i en kronik fra Politiken – 24.10.2020. Ditlevsen havde mange forhåbninger, da han blev ansat i psykiatrien. Forhåbninger om samarbejde og åbenhed. Indtil han opdagede, hvordan det egentlig foregik. Hvis man har abonnement, kan man læse artiklen her.

Overlæge Janus Christian Jakobsen siger konkluderende: ”Fra et samfundsmæssigt perspektiv mener jeg, at man burde tage de penge, man bruger på at udskrive antidepressiva, og bruge dem til menneskeliggørelse af depressionsbehandlingen i stedet. Der er brug for medmenneskelighed. Tid til samtale. Nærvær.” (Ibid. s. 120)

Hvad menes der med en menneskeliggørelse af behandlingen? En af de ting, man har haft fokus på de senere år på flere psykiatriske afdelinger rundt om i landet, er en ”traumeorienteret tilgang”. I lyset af hvor mange patienter der har oplevet voldsomme og traumatiserende begivenheder – blandt andet har undersøgelser vist, at 70-80 procent af kvinderne på landets psykiatriske afdelinger har været udsat for seksuelle overgreb – er det glædeligt, at visse psykiatriske afdelinger har fået øjnene op for, hvordan daglige rutiner og etablerede behandlingsmetoder, såsom tvang, medvirker til at re-traumatisere og forstærke lidelse i stedet for at lindre. Næste skridt må være, at den traumeorienterede tilgang også kommer til at gælde selve behandlingen af den psykiske lidelse – der er vi desværre ikke endnu.

Den nu afdøde filosof og nobelprisvindende forfatter Elie Wiesel sagde. ”At lytte er at gå imod ensomhed, og ensomhed er det største problem for mennesker i vores tid.” Og man går næppe helt galt i byen, når man antager, at mentale problemer hænger sammen med en oplevelse af ensomhed, af ikke at blive taget alvorligt og få opbakning, ikke at blive lyttet til, men kritiseret og bebrejdet. Måske bør alle psykiatriske afdelinger, der ikke yder massiv psykoterapeutisk behandling, nedlægges og som en fugl Phønix genopstå som noget helt andet, nemlig som traumeterapeutiske refugier. Mennesker skal ikke behandles som isolerede væsener med psykofarmaka. Mennesker er relationelt afhængige, har ånd, følsomhed og handlekraft. Mennesker bliver kun noget i kraft af og sammen med andre. 

Den gode nyhed
Der er heldigvis mange som arbejder for alternativer til medicin i psykiatrien. En af dem, som igennem sin forskning har vist, at udtrapning af en længerevarende behandling med psykofarmaka er mulig og kan medføre et farvel til psykiatrien i det hele taget, er psykolog Anders Sørensen. Faktisk viser hans forskning, at et langvarigt forbrug af psykofarmaka i højere grad fastholder mennesker i psykiatrien fremfor at hjælpe dem ud af psykiatrien.