Mener vi det, når vi siger ”borgeren i centrum”?

Nyhedsbrev skrevet af Martin Nevers - Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, maj 2022 

Jeg er gennemsnitlig. Faktisk lidt under. Da jeg i 9. klasse satte mig for at få en anden karakter på den gamle skala end 7 i orden og med min sirligste håndskrift skrev i mit stilehæfte, var det med en solid tro på, at jeg nu ville kunne få en anden karakter. Det fik jeg ikke. Det gode ved den oplevelse var, at nu slap jeg for at gøre mere ud af det. Det stod alligevel ikke til at ændre. Men det var også en oplevelse, der har bidraget til at forme mine tanker om mig selv og min identitet.  
Jeg er gennemsnitlig. Faktisk lidt under. Men jeg er også alt muligt andet, og hvem ved, hvad jeg vil udvikle mig til fremover. Som en klog skoleleder sagde til mig engang: Hvis der er noget mit job har lært mig, så er det, at jeg ikke er i stand til at forudsige børns fremtid. 

Hvordan skaber vi plads til også at dokumentere noget af det? 

Skriv til ikke om mennesket  

Vi lever i en tid, hvor der skrives som aldrig før. Ikke bare på sociale medier, men også i diverse fagdiscipliner hvad enten man er lærer, pædagog, psykolog, sygeplejerske eller leder. Vi skriver ofte for at dokumentere og kommunikere vores arbejde til de instanser eller systemer, vi arbejder i.

I en årrække har jeg været optaget af, hvordan de dokumenter, vi laver, også bliver potentielle identitetspapirer for de mennesker, vores dokumenter handler om.  
I mit arbejde med dokumentation er jeg blevet opmærksom på, hvor forbløffende mange dokumenter der laves om mennesker i kommuner, hvis centrale pejlemærke ellers lyder, at de har ”borgeren i centrum”.

Når vi skriver om mennesker gør vi dem til objekter. De forlader så at sige centrum. Det undrer mig gang på gang, hvorfor vi ikke i stedet skriver til dem, det handler om og viser andre interesserede, hvad vi har skrevet? Det ville sætte borgeren i centrum. Et menneske, der skrives til bliver et subjekt i verden.  

 
Fra bevægelse til opgør   

I maj måned var DISPUKs konsulenter på narrativ konference i Bergen. Der var mange spændende temaer på programmet og stof til eftertanke.

En af de ting jeg lagde særligt mærke til var, at flere af de workshops, der blev afholdt, kredsede om forskellige kreative måder at arbejde med dokumentationspraksis på. Fælles for dem alle var, at de særligt fokuserede på, hvordan dokumentationen kunne styrke handlekraften og lede til mere foretrukne identitetskonklusioner for de mennesker, dokumenterne handlede om. 
 
Der blev talt om breve fra superhelte, problemer, afdøde bedstemødre, yngre udgaver af sig selv, ældre udgaver af sig selv og meget mere. Der er en bevægelse i gang. Det vil ikke være nyt for kursister i DISPUK. Vi har i årevis arbejdet med at lave alternativer til de eksisterende dokumentationspraksisser, der har det med at dominere. Og vi ved, hvilke effekter disse alternativer kan have for alle implicerede.  
 
Måske er tiden ved at være moden til at gå skridtet videre. Måske vi er klar til ikke kun at lave alternativer, som lever side om side med det eksisterende, men også at kigge på det eksisterende og få lavet om på, hvordan vi dokumenterer i vores systemer. Det gør ikke noget, at det tager tid at skrive, hvis det man skriver, har en reel indflydelse på den hjælp, man forsøger at yde. Hvis dokumentet i sig selv opfattes som hjælpsomt af dem, det handler om. Sådan er det for sjældent nu.