Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, oktober 2020.

Der er debat om sexisme for tiden. En debat båret frem af #MeToo-bevægelsen. Debatten er tiltrængt og vigtig. Der bliver talt om strukturel sexisme, om magthierarkier på arbejdspladserne, om frygt for at sige fra og miste fremtidige muligheder, om forskellen på tankeløs og egoistisk sexisme og overgreb. Det er godt, at alt dette kommer frem.

Denne tekst peger på sammenhængen mellem sexisme og de underliggende og ofte ubevidste kulturelle kønsnormer. Disse normer er afgørende for at forstå den psykologi, der er dominerende i en patriarkalsk kultur. De er afgørende for mænd og kvinders, drenge og pigers mulighed for at mærke og tale om følelser og afgørende for overhovedet at have en stemme. 

Det patriarkalske magthierarki

Den amerikanske psykolog Carol Gilligan og den amerikanske lektor i jura David A.J.Richards beskriver i deres bog fra 2009 The Deepening Darkness (Den fortsatte formørkelse, Red.), hvordan vores kultur er gennemsyret af ‘patriarkalske normer’. Det er normer, som går langt tilbage i vores historie og har større betydning for det enkelte menneskes liv, end de fleste af os er klar over.

Grundlæggende er patriarkatet et magthierarki, der vurderer bestemte ting som mere værd end andet. Fornuft sættes højere end følelser, individ højere end relationer, tanker højere end krop. Manden er i den patriarkalske kultur traditionelt blevet italesat som mere fornuft end følelse, mere selvstændighed end relationsafhængighed og mere tanke end krop, hvilket i sagens natur har værdisat mænd højere end kvinder og nogle mænd – nemlig de som efterlever de patriarkalske idealer – højere end andre mænd. En persons mandighed og dermed magtfuldhed vurderes i forhold til personens evne til at handle rationelt, selvstændigt og klogt. Og en persons kvindelighed vurderes ud fra personens evne til at vise følsomhed, være relationsafhængig og kropslig. I den patriarkalske kultur kan kvinder altså fremstå som mere eller mindre kvindelige, men altid under manden.

“Patriarkatet skader både mænd og kvinder ved at tvinge mænd til at agere, som om de ikke behøver relationer, og kvinder til at agere som om de ikke behøver en egen stemme,” skriver Carol Gilligan i The Deepening Darkness. Hvis en kvinde fremtræder med fornuft, egoisme og klogskab, kan hun opnå indflydelse og magt, men er i fare for at blive set på som mindre kvindelig. Hvis en mand demonstrerer følsomhed, fællesskabsånd og kropslighed, kan han opnå tættere relationer, men er i fare for at miste magt og position.

Kønssocialisering

I sin nyeste bog Why Patriarchy Still Persist (Hvorfor patriarkatet er her endnu, Red.), forsøger Gilligan at forklare, hvorfor en flere tusinde år gammel struktur fortsat kan eksistere. I en kultur præget af patriarkalske normer bliver drenge nødt til at begynde en undertrykkelse af deres følsomhed i 4-6-årsalderen, når de går fra at være små drenge til at blive store drenge. Drenge må i flere henseender ofre deres evne til virkelig empati for at blive en del af det relationelle netværk af drenge, som hylder selvstændighed, fornuft og rationalitet. Dermed må de undertrykke følsomheden og længslen efter omsorg, som er en del af alle menneskers behov for kærlighed. Drenge defineres ud fra, hvad de ikke må være. De må ikke være kvindelige, altså må de frem for alt ikke være tøsedrenge, påpeger Gilligan. Derfor oplever mange drenge en form for følsomhedstab for at kunne opnå en anden form for intimitet, nemlig fællesskabet med andre drenge. Dette tab er sårbart, og længslen efter den omsorgsfulde og kærlige intimitet er der fortsat. Men undertrykt, ubevidst og sprogløst.

Pigernes kønssocialisering, skriver Gilligan, sker først og fremmest i 10-årsalderen, hvor piger begynder at blive gjort tavse. De mister en del af deres stemme og dermed en del af deres handlekraft. For at blive en del af pigegruppen kræves det af pigerne i denne alder, at de nedtoner at være krævende, påståelige, selvhævdende og handlekraftige. I stedet skal de tage højde for de andres oplevelser og samtidig justere deres egne handlinger og udtalelser, så de ikke fremtræder dominerende eller selvhævdende. Kulturen, det vil blandt andet sige skolen, populærkulturen og forældrene, “hjælper” pigerne med dette. Hvor drenge ofrer deres følsomhed og sensitivitet for at være “en rigtig mand”, så ofrer piger deres handlekraft og selvstændige stemme for at begynde at blive “en rigtig kvinde”.

Konklusionen på denne kønssocialisering og gentagelse af ældgamle magthierarkier er en tabsoplevelse for begge køn. En tabsoplevelse, som ligger så dybt i vores socialitet, psyke og kultur, at den er usynlig, men som fortæller manden, at han mister mandighed og dermed relationen, hvis han viser, hvor sårbar og kærlighedssøgende han egentlig er. Og som fortæller kvinden, at hun mister kvindelighed og relationer, hvis hun insisterer på sin stemmes betydning og indflydelse og på at sige, hvad hun egentlig mener. Gilligan skriver: “Vi undgår den selvsamme ting, som vi ønsker – kærlighed – for ikke igen at blive sårbare i forhold til et tab, der føles uundgåeligt og ubærligt.” Det leder hendetil denne konklusion: “Patriarkatet eksisterer fortsat, til dels fordi det indebærer et kærlighedstab, som det dernæst præsenterer som uopretteligt.” 

Afmagtens logik

Og hvordan kan alt dette kaste endnu et lys på debatten om sexisme? Sexisme er muligt, fordi den, der har mere magt, har mulighed for at tvinge den, som har mindre magt. Den særlige form for magtudøvelse, som ligger i sexisme, er yderligere mulig på grund af det ældgamle magthierarki, som udgøres af de patriarkalske normer. For at forstå sexismens psykologi må man forstå mere end magtens logik. Man må også forstå afmagtens logik, det vil sige den afmagt og smerte, der for drenge er forbundet med at miste troen på andres empatiske forståelse for deres følsomhed, og for piger er forbundet med at miste deres stemmes værdi og handlekraft.

Når en magtfuld politiker, medieperson, virksomhedsleder eller andre højt placeret i hierarkiet begår fysiske eller verbale overgreb, handler dette altså ikke kun om magtens “jeg gør det, fordi jeg kan ”-logik. Det handler muligvis om en længsel efter omsorg, forståelse og reel intimitet. En længsel, der ikke kan udtrykkes, dels af frygt for en gentagelse af barndommens smertelige tab af selvsamme omsorg og dels af frygt for ikke at blive set som værende “en rigtig mand”. Det er måske en overvejelse værd om den sexisme, der trives især blandt ensomme chefer og i konkurrenceprægede miljøer, i dette lys kan forstås som en form for længsel efter omsorg? Kunne Morten Østergaards, Frank Jensens eller de andre belyste og ikke belyste krænkelser være undgået, hvis det var muligt for den magtfulde i ædru tilstand at vise sårbarhed uden at miste position? Hvis det uden frygt for afvisning og latterliggørelse var muligt at føle og dernæst sige: “Synes du, jeg gør det godt?” Eller: “Jeg ved ikke, om andre egentlig kan lide mig som person.” Eller: “Jeg føler mig ensom, gider du snakke lidt med mig?”. Og hvis kvinderne, der blev spurgt, uden frygt kunne svare: “Jeg forstår godt, du har brug for at snakke, vil du høre, hvad jeg egentlig mener?” Eller: “Jeg forstår godt, det er en ensom tjans, du har – men måske er det ikke mig, du skal tale med om det.” Kvinder længes ofte efter at kunne sige, hvad de virkelig mener, skriver Gilligan, men frygter at gøre det, fordi de er bange for at miste relationen.

Generobring af sårbarhedens stemme

Overgreb skaber skam og ensomhed – både for den, som overgrebet går ud over, og for den, der udøver den. Medicinen er fællesskab. Ikke at stå alene. Hvis man ikke bliver lyttet til, forstået, taget alvorligt og respekteret, dør man mentalt. Vi må som kultur generobre sårbarhedens og kærlighedens stemme – for at vi kan leve anti-patriarkalsk. Vi skal Ikke definere, hvem andre er eller, hvordan de skal leve, men tale om, hvad vi ikke længere vil finde os i, og hvordan vi ikke vil leve. Vi skal tale om, hvordan man kunne leve.

 Der er stadig lang vej til reel ligestilling. En del af denne vej handler om at gøre op med normer, der bilder os ind, at kvinders styrke er mandens svaghed. Nedbrydning af patriarkatet er et frihedsprojekt for alle – også for drengene og mændene.