Der er en viljestyrke og en protest i det sårbare

Teksten er en genudgivelse af forordet i Sårbare Fortællinger – fra pårørende med psykisk sygdom inde på livet. Forlaget Historia, 2022 

Jeg har altid været tiltrukket af det sårbare. Af der hvor mennesker åbner sig for andre og viser både det ømme og det værdifulde. Jeg holder langt mere af den tynde hud, end jeg holder af det “lykkepanser” af status og succes, som kulturen påfører os, og som de fleste af os så desperat tilstræber.

Der er en viljestyrke og en protest i det sårbare, som bedst kan sammenlignes med vintergækken, når den med sin blødhed bryder den frosne jord. Men det sårbare er langt mere end menneskeligt, stærkt og følsomt. Ifølge den amerikanske filosof Judith Butler er sårbarheden et muligt sted for modstand. Det, som opleves sårbart, udtrykker samtidig de dominerende ideer og sociale grænser i vores kultur. Og derfor kan sårbarheden være udgangspunktet for handlinger, som kan rykke ved sociale grænser. Handlinger som kan påvirke, hvordan vi forstår og taler om betydningsfulde aspekter af livet.

Senest har Me-Too-bevægelsen gjort netop dette. “Demarkationslinjen mellem det sigeligt og det usigeligt installerer de nugældende grænser for det sociale” siger Judith Butler i bogen Ordenes Vold.1 Med de ord giver hun også en anvisning til, hvordan vi kan lade det sårbare være en modstandshandling. Modstanden opstår, når det, som er næsten umuligt at sige, bliver et omdrejningspunkt for den sociale samtale – så skabes muligheden for nye grænsesætninger.

Vi har alle usigelige erfaringer, som har fået påskrevet sociale mundbind. Det er erfaringer, som enten aldrig bliver fortalt, eller som kun kommer frem i lukkede rum hos lægen eller terapeuten. Man stiller sig et sårbart sted, når man bryder sociale grænser og siger ord, der beskriver tanker og handlinger, der almindeligvis holdes tilbage af konventioner. Ved at turde det har forfatterne i denne bog taget det sociale mundbind af og givet sig selv, og læseren, en mulighed for at forandre den sociale verden. De sårbare fortællinger i bogen er tekster skrevet af pårørende med psykisk sygdom inde på livet. De handler både om det, der kan og skal siges, og så handler de om det, som næsten ikke kan siges – f.eks. at kærligheden til den elskede lidende indimellem forsvinder.

I bogen all about love siger Bell Hooks, at kærlighed ikke så meget er en følelse, men en handling vi kan gøre, når vi altså kan det. Hooks definerer kærlighed som viljen til at strække sig ud over sig selv i forsøget på at varetage sin egen eller en andens “spirituelle vækst”. At varetage sin egen eller en andens spirituelle vækst betyder, at det, vi gør, når vi gør kærlighed, bidrager til, at den anden får mulighed for at komme tættere på sig selv og tættere på sine værdier. Som pårørende til mennesker med psykisk sygdom inde på livet ved man alt om, hvordan både egen og den andens kærlighedsevne smerteligt kan forsvinde, uanset hvor meget man elsker. Her beskrevet i glimt fra den bog, du sidder med i hænderne.  

Der er intet omkring dig eller i dig,  
jeg ikke registrerer  
Jeg er slidt helt ned.  
Ingen kræfter til noget som helst.  
Dårlig nattesøvn, grus i hovedet  
og så den dårlige hukommelse  
Morgenen er altid et signal om,  
hvad dagen bringer  
Din angst har lagt sig  
som en tynd membran mellem vores ord,  
i vores samtaler, vores blikke  
og manglende berøringer  
Jeg er altid på vagt.  
Altid i beredskab,  
altid klar på det uforudsigelige  

Fortællinger om det mest sårbare er også fortællinger, der skaber håb. Det er de i kraft af netop deres sårbarhed. Håbet ligger i, at når vi gør det usigeligt sigeligt, så åbner vi for forståelse og anerkendelse af alt det, der også er. Hvor der er smerte og lidelse, er der altid responser på smerter og lidelse. Disse responser er fortællinger om færdigheder, om viden og om betydningsfulde værdier. Fortællingerne i denne bog er fyldt af sådanne responser. Bag hver beskrivelse af det svære skal du som læser forestille dig, at forfatterne og andre har responderet på lidelserne med viden og færdigheder, og at disse responser hver og én i sig har en beretning om ønsker og håb – uanset at disse måske ikke har kunnet overskygge smerten. Derfor er denne bog i min optik, både direkte og indirekte, fyldt med beskrivelser af håb og kærlighed. Hør blot dette:  

Undskyld, at jeg glemte  
at give dig sokker på i kisten  
Jeg smiler til dig  
Vi kører nu  
Du lægger din hånd ovenpå min  
– min ryster mere end din  
Jeg drømmer om,  
at nogen lægger en hånd på din arm  
og siger at det nok skal gå  
 

“Stakkels menneske, du lider af sammenligningens uro” sagde Kierkegaard. Sårbare fortællinger gør det modsatte. De skaber sammenligningens ro. De knytter os nærmere til hinanden. Jo mere de folder sig ud, jo mere viser de, hvordan livet også er. Med udgangspunkt i sårbarheden og ønsket om at sige det, der kan fortælles, og det, som ikke kan fortælles, er de skrevet for, at både forfatter og læser kan komme tættere på hinanden og på sig selv – og derigennem påvirke verden.  

Anette Holmgren Snekkersten, feb. 2022