Et værd mod vold

Et værd mod vold

24.05.2022
Share

Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, maj 2022

Foråret er ankommet. Det spirer i haverne omkring DISPUK, og også inde i husene pibler nye ideer frem i hjerner og hjørner.

Men midt i alt det spirende står vi i et Europa, der er ramt af en krig, der må være forfærdelig for dem, som er de direkte ofre, men også rusker i os her. For hvad kan vi egentlig stille op? Hvordan håndterer vi forholdet til en statsleder, som man kan frygte, er klar til at kæmpe til det sidste? Hvordan forholder vi os til alle dem, der hurtigt er blevet venner og fjender på hver side af krigens grænser? Og hvad kan vi gøre med vores egen afmagt?
Det er spørgsmål, der ikke findes enkle svar på. Men også spørgsmål, mennesker før os har måttet forholde sig til og forsøge at svare på.
I en tid hvor der tales og skrives meget om våben og sanktioner, spredte nogle af de svar sig forleden i en smuk gammel sal på en skole, hvor der blev sunget aftensang. Sangen var den norske digter Nordahl Griegs formanende og meget aktuelle Kringsatt af Fiender og allerede i 2. vers giver Grieg et bud på, hvad vi måske kan gøre.
Han skriver:

Her er dit vern mot vold,
her er dit sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
Dø om du må – men:
øk det og styrk det!

Og fortsætter i 6. vers:

Da synker våpnene
maktesløst ned.
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.

Skaber vi menneskeværd skaber vi fred

På DISPUK har vi de sidste år været inspirerede af den amerikanske psykolog James Gilligan, der har viet store dele af sit liv til arbejdet med indsatte i amerikanske fængsler og til at dele de erfaringer, han har gjort sig ved at komme tættere på dem, der afsoner hårde voldsdomme.

Vold, siger han, er skammens sygdom. Igen og igen kan man i de indsattes fortællinger høre, hvordan de har levet liv, hvor de er blevet og har følt sig ringeagtet, ydmyget, mobbet, foragtet og set skævt til. Gilligan peger på, hvordan ydmygede mennesker ofte vil gøre meget for at genvinde selvrespekt, stolthed. Og har man ikke andre redskaber til rådighed i den kamp, kan volden blive den sidste udvej. Som en indsat bankrøver siger til James Gilligan:

 “I never got so much respect before in my life as I did when I first pointed a gun at someone” (Violence, s.109, Giligan).

James Gilligan mener – meget aktuelt her i udkanten af corona – at vi med fordel kan se på vold som på en epidemi. Vi er ofte meget optagede af, hvordan vold kan straffes – men betragtede vi vold som en epidemi, ville vi blive langt mere optagede af, hvordan vold kan forebygges. Og her mødes James Gilligan og Nordahl Grieg.

Skaber vi menneskeværd, skaber vi fred. På mange måder resonerer det med filosofien i den narrative praksis’ slogan:

”Det er problemet, der er problemet – det er ikke personen, der er problemet”.

Det viser sig i nysgerrigheden efter at høre problemers historie – hvad der er sket, der har ført til, at vi nu sidder her i dag. Det viser sig i troen på, at mennesker altid kan, ved og vil noget – at det, vi gør, er knyttet til, hvad verden har lært os, og hvad der er vigtigt for os. Det viser sig også i et fokus på, hvordan vi taler og skriver om hinanden. Et fokus på hvordan vi let kommer til at bruge et sprog, der ikke er respektfuldt. Et sprog, der beskriver andre med kategorier, de ikke bryder sig om eller kan genkende sig i.

Respekt for hinanden

Med Kringsatt af Fiender minder Nordahl Grieg os om, at noget af det, vi alle kan gøre for at skabe fred, er igen og igen at forsøge at være sammen på måder, der er fulde af respekt og skaber menneskeværd. Det løser nok ikke situationen i Ukraine. Men på den måde kan vi arbejde for fred hver dag. I skolen, på institutionerne, hjemme i familierne, der hvor vi færdes.

Det har været rørende at se, hvordan så mange i Danmark er klar til at udtrykke støtte og opbakning og tage mod flygtende ukrainere med åbne arme. Møde dem med kærlighed og respekt. Samtidig har man også kunnet mærke et spirende fjendskab – mod Putin, ja, men hurtigt også mod Rusland og russere. Sportsfolk, der bliver udelukket fra konkurrencer, kunstnere, der bliver forhindret i at præsentere deres kunst – fordi de er russere. Som den tidligere feltpræst Signe Danielsen sagde i P1-programmet Bagklog i påsken, er det som om, der er gået lidt fodboldjargon i den – vi hænger Ukrainske flag op i vinduerne og hepper på Ukraine mod Rusland.
I vores støtte til og respekt for én gruppe, kommer vi uendelig hurtigt til at skabe en kategori for de andre. De skyldige, de onde. En kategori som alt russisk og alle russere så kan placeres i og en kategori, der hurtigt får os til at se på dem alle med et ringeagtende blik. Uden at vide, hvad der er vigtigt for dem, hvad de længes efter og drømmer om, hvad livet har lært dem. En kategori, vi let kommer til at bruge uden at ane, om den enkelte russer vi taler om, er for eller imod krigen, har en historie med familiemedlemmer, der har protesteret mod skiftende styrer og betalt en høj pris, eller måske endda kæmper en farlig kamp for fred.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er imod krig. Men hvis vi betragter vold – og krig – som en epidemi, er der i alle konflikter måske grund til at stoppe op og tænke over, hvordan vi kan stoppe konflikten på måder, der øger gensidig respekt og menneskeværd. For hvis ikke parterne kan finde andre veje til at genvinde respekten, risikerer vi, at det får dem til at kæmpe for den.

Du vil måske også synes godt om…

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.