Nyhedsbreve

dokumentation

Nyhedsbrev juni 2022

Nyhedsbrev juni 2022

Mener vi det, når vi siger ”borgeren i centrum”?

06.06.2022
Share

Jeg er gennemsnitlig. Faktisk lidt under. Da jeg i 9. klasse satte mig for at få en anden karakter på den gamle skala end 7 i orden og med min sirligste håndskrift skrev i mit stilehæfte, var det med en solid tro på, at jeg nu ville kunne få en anden karakter. Det fik jeg ikke. Det gode ved den oplevelse var, at nu slap jeg for at gøre mere ud af det. Det stod alligevel ikke til at ændre.

Men det var også en oplevelse, der har bidraget til at forme mine tanker om mig selv og min identitet.Jeg er gennemsnitlig. Faktisk lidt under. Men jeg er også alt muligt andet, og hvem ved, hvad jeg vil udvikle mig til fremover. Som en klog skoleleder sagde til mig engang: Hvis der er noget mit job har lært mig, så er det, at jeg ikke er i stand til at forudsige børns fremtid.

Hvordan skaber vi plads til også at dokumentere noget af det?

Skriv til ikke om mennesket

Vi lever i en tid, hvor der skrives som aldrig før. Ikke bare på sociale medier, men også i diverse fagdiscipliner hvad enten man er lærer, pædagog, psykolog, sygeplejerske eller leder. Vi skriver ofte for at dokumentere og kommunikere vores arbejde til de instanser eller systemer, vi arbejder i.

I en årrække har jeg været optaget af, hvordan de dokumenter, vi laver, også bliver potentielle identitetspapirer for de mennesker, vores dokumenter handler om.
I mit arbejde med dokumentation er jeg blevet opmærksom på, hvor forbløffende mange dokumenter der laves om mennesker i kommuner, hvis centrale pejlemærke ellers lyder, at de har ”borgeren i centrum”.

Når vi skriver om mennesker gør vi dem til objekter. De forlader så at sige centrum. Det undrer mig gang på gang, hvorfor vi ikke i stedet skriver til dem, det handler om og viser andre interesserede, hvad vi har skrevet? Det ville sætte borgeren i centrum. Et menneske, der skrives til bliver et subjekt i verden.

Fra bevægelse til opgør

I maj måned var DISPUKs konsulenter på narrativ konference i Bergen. Der var mange spændende temaer på programmet og stof til eftertanke.



En af de ting jeg lagde særligt mærke til var, at flere af de workshops, der blev afholdt, kredsede om forskellige kreative måder at arbejde med dokumentationspraksis på. Fælles for dem alle var, at de særligt fokuserede på, hvordan dokumentationen kunne styrke handlekraften og lede til mere foretrukne identitetskonklusioner for de mennesker, dokumenterne handlede om.

Der blev talt om breve fra superhelte, problemer, afdøde bedstemødre, yngre udgaver af sig selv, ældre udgaver af sig selv og meget mere. Der er en bevægelse i gang. Det vil ikke være nyt for kursister i DISPUK. Vi har i årevis arbejdet med at lave alternativer til de eksisterende dokumentationspraksisser, der har det med at dominere. Og vi ved, hvilke effekter disse alternativer kan have for alle implicerede.

Måske er tiden ved at være moden til at gå skridtet videre. Måske vi er klar til ikke kun at lave alternativer, som lever side om side med det eksisterende, men også at kigge på det eksisterende og få lavet om på, hvordan vi dokumenterer i vores systemer. Det gør ikke noget, at det tager tid at skrive, hvis det man skriver, har en reel indflydelse på den hjælp, man forsøger at yde. Hvis dokumentet i sig selv opfattes som hjælpsomt af dem, det handler om. Sådan er det for sjældent nu.

Narrativ salon om sprogets kraft

Mette Larsen, lektor ved professionshøjskolen i København, udkom for et på måneder siden med bogen ”Blikke fra dem du skriver om – Børn og unges aktindsigt” om effekterne af de forskellige dokumentationspraksisser rundt om børn og unge, anbragt uden for hjemmet. De anbragte peger i bogen på, at det kan være både hårdt og traumatiserende at læse om sig selv i sagsakterne. At beskrivelserne kan skabe glæde, når man kan læse, at man blev set, forstået og inddraget, men også frustration og vrede, når der står noget om én, som man ikke er enig i.

Det er en alvorlig problemstilling, vi må få kigget på. Det går ikke, at det vi skriver, har potentielt skadelige virkninger på de børn og unge, det handler om.

Derfor har jeg inviteret Mette Larsen til DISPUK mandag den 5. september kl. 19.00 til en Narrativ Salon, hvor vi vil tale om sprogets skabende og destruerende kraft, om identitet og om, hvad man som socialrådgiver, pædagog, lærer, psykolog eller leder kan gøre for både at honorere, at vi skal leve op til særlige krav fra systemet, og styrke menneskers handlekraft og identitet, når vi skriver.

Tilmeld dig eventet her. 

Afskedsreception for Allan og Anette

Tak til alle, der mødte om tirsdag 7. juni, hvor vi med et festligt brag sagde farvel til Allan og Anette som direktører i DISPUK. Det var en meget smuk og rørende dag, hvor venner af huset gennem de sidste 30 år deltog, og flere holdt berigende taler.
Vi er glade for, at afskedsreceptionen ikke betyder farvel til Allan og Anette, der begge fortsætter som konsulenter hos DISPUK. 

 
 

Kontaktlæreruddannelse for efterskole- og højskolelærere

Ny uddannelse på DISPUK

Vi har lavet en ny uddannelse på DISPUK for lærere på landets høj- og efterskoler.

Det har vi fordi, måden vi som lærere bidrager til at møde de vanskeligheder, elever kan stå med på et høj- eller efterskoleophold, kan få stor betydning for, hvordan elevens identitet eller selvforståelse udvikles.

Læreren skal ikke være terapeut, men skal kunne hjælpe eleverne med at håndtere problemstillingerne i hverdagen. På de fleste efterskoler og højskoler har man mange års erfaring med at gøre det, og den oplæring, man som lærer har fået i at håndtere alt det, der ligger ud over at være underviser, har ofte været igennem ”learning by doing” og sparring med de mere erfarne lærere på skolen.

Vores erfaring siger, at lærerne ofte savner konkrete metoder at arbejde ud fra, når det kommer til denne del af lærergerningen, og at narrativ praksis her kan være en hjælp.
Den narrative praksis tilbyder nemlig et filosofisk afsæt og konkrete arbejdsmetoder til at håndtere samtaler og aktiviteter med mennesker for hvem, livet er svært, uden at det behøver at blive terapi.

Læs mere om uddannelsen her. 

 

Center for Narrativ Coaching

Tumler du med tanker om et bestemt tema i dit liv?

Vil du udvide dit perspektiv og dermed måske finde en løsning?
Center for Narrativ Coaching tilbyder dig assistance med start efter sommerferien.
5 samtaler for 500kr. Alle coaches er uddannet på DISPUK og har flere års erfaring i det narrative univers.
Henvend dig til;  CNC-snekkersten@dispuk.dk

Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK
træblomst

Nyhedsbrev maj 2022

Nyhedsbrev maj 2022

Et værn mod vold

02.05.2022
Share

Foråret er ankommet. Det spirer i haverne omkring DISPUK, og også inde i husene pibler nye ideer frem i hjerner og hjørner.

Men midt i alt det spirende står vi i et Europa, der er ramt af en krig, der må være forfærdelig for dem, som er de direkte ofre, men også rusker i os her. For hvad kan vi egentlig stille op? Hvordan håndterer vi forholdet til en statsleder, som man kan frygte, er klar til at kæmpe til det sidste? Hvordan forholder vi os til alle dem, der hurtigt er blevet venner og fjender på hver side af krigens grænser? Og hvad kan vi gøre med vores egen afmagt? Det er spørgsmål, der ikke findes enkle svar på. Men også spørgsmål, mennesker før os har måttet forholde sig til og forsøge at svare på. I en tid hvor der tales og skrives meget om våben og sanktioner, spredte nogle af de svar sig forleden i en smuk gammel sal på en skole, hvor der blev sunget aftensang. Sangen var den norske digter Nordahl Griegs formanende og meget aktuelle Kringsatt af Fiender og allerede i 2. vers giver Grieg et bud på, hvad vi måske kan gøre. Han skriver:

Her er dit vern mot vold, her er dit sverd: troen på livet vårt, menneskets verd. For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det, Dø om du må – men: øk det og styrk det! 

Og fortsætter i 6. vers:

Da synker våpnene maktesløst ned. Skaper vi menneskeverd skaper vi fred. 

Skaber vi menneskeværd skaber vi fred

På DISPUK har vi de sidste år været inspirerede af den amerikanske psykolog James Gilligan, der har viet store dele af sit liv til arbejdet med indsatte i amerikanske fængsler og til at dele de erfaringer, han har gjort sig ved at komme tættere på dem, der afsoner hårde voldsdomme.

Vold, siger han, er skammens sygdom. Igen og igen kan man i de indsattes fortællinger høre, hvordan de har levet liv, hvor de er blevet og har følt sig ringeagtet, ydmyget, mobbet, foragtet og set skævt til. Gilligan peger på, hvordan ydmygede mennesker ofte vil gøre meget for at genvinde selvrespekt, stolthed. Og har man ikke andre redskaber til rådighed i den kamp, kan volden blive den sidste udvej. Som en indsat bankrøver siger til James Gilligan: “I never got so much respect before in my life as I did when I first pointed a gun at someone” (Violence, s.109, Giligan).
James Gilligan mener – meget aktuelt her i udkanten af corona – at vi med fordel kan se på vold som på en epidemi. Vi er ofte meget optagede af, hvordan vold kan straffes – men betragtede vi vold som en epidemi, ville vi blive langt mere optagede af, hvordan vold kan forebygges. Og her mødes James Gilligan og Nordahl Grieg. Skaber vi menneskeværd, skaber vi fred. På mange måder resonerer det med filosofien i den narrative praksis’ slogan: ”Det er problemet, der er problemet – det er ikke personen, der er problemet”.  Det viser sig i nysgerrigheden efter at høre problemers historie – hvad der er sket, der har ført til, at vi nu sidder her i dag. Det viser sig i troen på, at mennesker altid kan, ved og vil noget – at det, vi gør, er knyttet til, hvad verden har lært os, og hvad der er vigtigt for os. Det viser sig også i et fokus på, hvordan vi taler og skriver om hinanden. Et fokus på hvordan vi let kommer til at bruge et sprog, der ikke er respektfuldt. Et sprog, der beskriver andre med kategorier, de ikke bryder sig om eller kan genkende sig i.

Fra Misbrugs- til Rusmiddelbehandleruddannelse

Som et lille sprog-eksempel har vi på DISPUK lige fået en Rusmiddelbehandleruddannelse. Selve uddannelsen har vi haft længe. Det er en uddannelse som kursister gennem årene har været meget glade for – dengang hed den Misbrugsuddannelsen. Men fra næste år skifter den navn. Hvorfor? Fordi ordet misbrug meget hurtigt skaber en kategori af mennesker, vi kan kalde misbrugere. En kategori som ingen drømmer om, at de selv eller deres nærmeste skal falde i. Det er ikke velanset eller ønsket at være en misbruger. Man bliver set skævt til og set ned på. Det er ikke en kategori, der øger menneskeværdet.

Derfor har uddannelsen fået et nyt navn. Et navn, der beskriver problemet – det skadelige forbrug af rusmidler – på en måde, der forsøger at undgå at kategorisere mennesker. Mennesker, som måske på den måde lettere kan bevare menneskeværd, både i deres eget blik og i vores blik på dem. Med Kringsatt af Fiender minder Nordahl Grieg os om, at noget af det, vi alle kan gøre for at skabe fred, er igen og igen at forsøge at være sammen på måder, der er fulde af respekt og skaber menneskeværd. Det løser nok ikke situationen i Ukraine. Men på den måde kan vi arbejde for fred hver dag. I skolen, på institutionerne, hjemme i familierne, der hvor vi færdes.
Det har været rørende at se, hvordan så mange i Danmark er klar til at udtrykke støtte og opbakning og tage mod flygtende ukrainere med åbne arme. Møde dem med kærlighed og respekt. Samtidig har man også kunnet mærke et spirende fjendskab – mod Putin, ja, men hurtigt også mod Rusland og russere. Sportsfolk, der bliver udelukket fra konkurrencer, kunstnere, der bliver forhindret i at præsentere deres kunst – fordi de er russere. Som den tidligere feltpræst Signe Danielsen sagde i P1-programmet Bagklog i påsken, er det som om, der er gået lidt fodboldjargon i den – vi hænger Ukrainske flag op i vinduerne og hepper på Ukraine mod Rusland.
https://www.dr.dk/lyd/p1/bagklog-pa-p1/bagklog-2022-04-16 I vores støtte til og respekt for én gruppe, kommer vi uendelig hurtigt til at skabe en kategori for de andre. De skyldige, de onde. En kategori som alt russisk og alle russere så kan placeres i og en kategori, der hurtigt får os til at se på dem alle med et ringeagtende blik. Uden at vide, hvad der er vigtigt for dem, hvad de længes efter og drømmer om, hvad livet har lært dem. En kategori, vi let kommer til at bruge uden at ane, om den enkelte russer vi taler om, er for eller imod krigen, har en historie med familiemedlemmer, der har protesteret mod skiftende styrer og betalt en høj pris, eller måske endda kæmper en farlig kamp for fred. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er imod krig. Men hvis vi betragter vold – og krig – som en epidemi, er der i alle konflikter måske grund til at stoppe op og tænke over, hvordan vi kan stoppe konflikten på måder, der øger gensidig respekt og menneskeværd. For hvis ikke parterne kan finde andre veje til at genvinde respekten, risikerer vi, at det får dem til at kæmpe for den.

Velkommen til Henrik Vendelbo

Og midt i konflikterne, uroen og usikkerheden for fremtiden insisterer foråret på at titte frem. Også i DISPUK. Vi har netop ansat Henrik Vendelbo som nyeste spire i undervisergruppen. Vi har i de sidste år haft fokus på skoler og på de mange børn og unge, som ikke ser ud til at trives i skolen. Henrik kommer fra skoleverdenen og har med afsæt i narrativ praksis arbejdet med at hjælpe unge på efterskoler og ungdomsuddannelser med at trives i de skolemiljøer, de dagligt færdes i. Vi glæder os til at få Henrik som kollega og høste af alle hans erfaringer fra skoleverdenen.

Reception

Vi ville gerne have holdt et brag af en reception for Allan og Anette i januar i forbindelse med, at Allan gav ejerskabet videre, og de begge trådte tilbage som direktører. Det spændte corona ben for, og det var måske ikke så tosset, for det giver os mulighed for at gøre braget desto større, når vi 7. juni klokken 13 inviterer til reception for at fejre den store indsats, Allan og Anette har gjort som ejer og direktører igennem de sidste 32 år.

Next level narrativ praksis

Til sidst vil vi gerne gøre opmærksom på workshoppen med Travis Heath i juni. Som lærere, pædagoger eller terapeuter har vi uddannet os til at vide noget om, hvordan man kan hjælpe mennesker med at lære, udvikle sig eller hele. Det er nyttig viden, men når vi placerer os i den vidende position i forhold til de aktiviteter, vi laver med folk, hvad enten det er undervisning, pædagogik eller terapi, så overser vi let den viden, dem, vi prøver at hjælpe, selv har om, hvad der virker. Nogle gange er det også vores opgave at hjælpe folk, som har et helt andet menneskesyn end vores eget. Det kan være et menneskesyn, som ikke bare er fremmed for os, men som strider imod det, vi selv står for. Travis Heath interesserer sig for, hvordan vi kan tilgå terapi med disse opmærksomheder in mente. Og så er han en eminent formidler, hvilket denne interessante Ted Talk understreger:
Kom og vær med og oplev en levende og nærværende formidler. Travis har sået frø, der i dag spirer hos os – hvilket vi synes, flere skal have fornøjelsen af.

Klik her for beskrivelse og tilmelding

Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK
Gruppe mennesker

Nyhedsbrev marts 2022

Nyhedsbrev marts 2022

Kontinuitet og fornyelse

07.03.2022
Share

Vi er nu to måneder inde i 2022 og det er blevet tid til årets første nyhedsbrev.

Et nyhedsbrev, som på den ene side blot er et i rækken af mange nyhedsbreve fra DISPUK, og som samtidig er særligt, fordi det er det første, efter at Allan Holmgren overdrog DISPUK for at vi, Henriette Askestad, Lasse Offenberg og Martin Nevers, kan føre det videre. På den måde er det også et nyhedsbrev, der meget godt illustrerer, at vi for tiden i DISPUK færdes i en skøn blanding af kontinuitet og mulighed for fornyelse.

På sin vis er det et stort skridt Allan har taget. Det er 32 år siden han etablerede DISPUK, og han har brugt langt det meste af sit arbejdsliv på at skabe det DISPUK, der er i dag.  Når vi ser tilbage, har der været en rød tråd i DISPUKs arbejde, som handler om at skabe bedre vilkår for dem, der har det svært, og styrke de marginaliseredes stemme. Som udgangspunkt med fokus på unge mennesker og psykiatrien, men gennem årene også i stadig bredere forstand. Og hvor Behandlingskollektivet i Snekkersten, hvor det hele startede, var bygget op om det daglige arbejde sammen med de unge beboere, har DISPUK gennem de sidste 30 år også arbejdet mod det mål, ved at tilbyde uddannelse til alle dem, der er interesseret i at finde inspiration til hvordan man måske kunne gøre det lidt anderledes – og lidt bedre. Den historie er udfoldet i det nyhedsbrev, der kom før jul som kan findes her – klik. Helt grundlæggende ønsker vi at videreføre det arbejde.

 

Hverdagsrevolutionær praksis

I Galskabens historie skriver Michel Foucault:

Folk ved, hvad de gør; ofte ved de også, hvorfor de gør det, men hvad de ikke ved, er, hvad det, de gør, gør” (Foucault, 2003).

Med det blik peger Foucault på, at vores måder at indrette samfund, kultur og institutioner, vores måder at behandle hinanden, ofte har effekter, som vi ikke har blik for. At selv når vi handler med de bedste intentioner, selv når vi gør det bedste vi har lært, kan det have effekter, der ikke passer med vores intentioner. At selv de mest velmenende handlinger- og behandlinger – f.eks. kan føre til marginalisering, ensomhed, skam- og fiaskofølelse. I samme bevægelse inviterer han os til at være opmærksomme på og tage ansvar for effekterne af det, vi gør.

Som supplement til den tænkning, har vi i DISPUK i de seneste år fundet inspiration hos den franske filosof Gilles Deleuze. Deleuze var ikke så interesseret i at finde frem til det gode liv, den rigtige måde at leve på. I stedet spurgte han “How might one live?” Hvordan kunne man leve – hvad kunne et menneskeliv også blive til. Selv om det først er i de senere år, at vi har stiftet bekendtskab med Deleuzes tænkning, er det som om de mange skønne mennesker, der har været på DISPUK gennem årene, har delt den optagethed. Det viser sig i meget af det vi underviser i som optakt til dem, der har tilbudt alternative praksisser: Michael White udviklede sine bevidningskategorier, som et alternativ til nogle af de kommentarer og responser, man ofte møder, når man fortæller om noget, der er svært. Eksternaliserende praksisser opstod, som et alternativ til det internaliserende blik, vi er så trænede i, i vores kultur og som overbeviser mennesker om at de selv er problemet. Mike Williams’ undercover anti-bulllying teams opstod som alternativ til praksisser, der gjorde mobning til et individualiseret fænomen, og mistede blikket for, hvordan mobning som regel opstår i mere komplekse sociale sammenhænge. Listen kunne fortsætte. Og vi ser et mønster: Med Foucault en løbende lyst til at se på, hvilke effekter det har, når vi gør, hvad vi gør. Og med Deleuze en lyst til at overveje hvordan vi måske kan gøre det lidt anderledes – og lidt bedre – og omsætte det i praksis. Hverdagsrevolutionær praksis.

 
Michel Foucault

 
Gilles Deleuze

Når vi gerne ville drive DISPUK videre, er det blandt andet fordi, vi er optaget af, at fortsætte det arbejde. At være med til at se på, hvordan noget af det vi alle gør med de bedste intentioner om at være til hjælp, kan have triste effekter, som vi ikke altid er opmærksomme på. At invitere til, at vi med mellemrum stopper op, ser på effekterne af det vi gør, og tager stilling til, om vi er tilfredse med de effekter. Og at overveje – og tilbyde ideer til – hvordan vi måske kunne gøre noget anderledes. Hvad enten det er i psykiatrien, i skolerne, på arbejdspladserne, ude i institutionerne, som pædagog, sundhedsplejerske, leder eller konsulent – og i vores helt almindelige hverdagsliv. Som mennesker.

Et lille skridt

Hvor overdragelsen på den ene side er et stort skridt, er den fra en lidt anden synsvinkel derfor ikke så stort et skridt i livet på DISPUK. Helt grundlæggende har intentionen med overtagelsen – både vores og fra Allans og Anettes været, at vi skulle tage tråden op og fortsætte DISPUKs virke. Og det er rutinerede kræfter, med tilsammen 42 års ansættelse i DISPUK, der har overtaget ledelsen af en lige så rutineret medarbejderskare, med intentionen om at holde den ånd i live for alle i huset – både medarbejdere og gæster.

For samtidig med at Allan og Anette som direktører har været tydelige stemmer og tegnet DISPUK ude i verden, har huset en vidunderligt loyal medarbejdergruppe, der gennem deres daglige arbejde har drevet og udviklet DISPUK og sætter en ære i at gøre det til et særligt sted.  Sådan har det været indtil nu, og sådan vil det blive ved med at være. Og vi er lykkelige over, at alle medarbejdere har bakket op om overdragelsen og sagt ja til at være med til at drive og udvikle også i den kommende tid.

I det lys virker det næsten forkert at begynde at præsentere os tre som de nye direktører i det DISPUK, der er til i kraft af alle medarbejderne og deres arbejde. Vi tænker nu alligevel at det kunne være på sin plads, at folk som ikke kender os, måske får et lille indtryk af, hvem der kommer til at lede DISPUK ind i den næste tid, så her kommer et par ord.

Henriette Askestad har i de sidste 11 år været økonomichef i DISPUK. Ud over det store forkromede overblik og indblik i økonomien har Henriette også en uddannelse i psykoterapi med sig. En uddannelse, der måske ikke umiddelbart har været så relevant i hendes daglige arbejde med økonomien, men som vidner om hendes interesse i mennesker og en lyst til at bidrage til at indgå i fællesskaber, hvor vi skaber bæredygtige samlivsformer, det være sig i familielivet eller på arbejdspladsen. En optagethed af det, DISPUK handler om. Henriette har sin arbejdshverdag på kontoret i Snekkersten og vil i det daglige være den administrerende direktør.

Lasse Offenberg har i de sidste 18 år arbejdet som konsulent i DISPUK. Han har en baggrund i psykologi og er optaget af at omsætte filosofisk inspiration i konkrete hverdagspraksisser. Han har gennem årene undervist på de fleste af vores uddannelser – primært på konsulent-, coaching- og vejledning-, konflikthåndterings- og psykoterapeutuddannelsen. I de senere år har han – inspireret af narrative og restorative ideer – som et gennemgående tema været stadig mere optaget af, hvordan vi kan skabe fællesskaber, hvor der er en respekteret plads til alle, og hvor alle kan have en stemme.  

Martin Nevers har i de sidste 13 år undervist på psykoterapeutuddannelsen, coaching- og vejledning og ledelse. Med sin baggrund i skoleverdenen og erfaringer som leder har han igennem årene haft et særligt fokus på hvordan vores sprog og den grammatik vi anvender har stor betydning for de positioner og konklusioner vi bliver tilbudt både i tale og på skrift.  

I det daglige vil Lasse og Martin i samarbejde med DISPUKS medarbejdere og eksterne undervisere stå i spidsen for den fortsatte faglige udvikling og undersøgelse af ideer, der kan styrke de fællesskaber mennesker indgår i med hinanden.  Martin sidder allerede nu i bestyrelsen for Selskabet for Psykoterapi og Lasse er lige blevet en del af STOKs revitaliseringsudvalg, og vi vil også fremadrettet engagere os aktivt i arbejdet i Psykoterapeutforeningen. Vi synes det er vigtigt, at vi skaber stærke fællesskaber, som kan være med til at påvirke de strømninger og veje vores kultur bevæger sig i, når nu vi skal i gang med at undersøge ”how might one live”.  

Allan og Anette er her stadig
DISPUK kommer til at fortsætte med en ny ledelse. Samtidig er det vigtigt for os at kunne sige, at vi ikke kommer til at sige farvel til Anette og Allan, der fortsætter som undervisere og konsulenter. Allan er f.eks. stadig den gennemgående figur på vores lederuddannelse og underviser også på flere andre uddannelser. Og vi er sikre på at hans optagethed af, at få skabt en mere menneskelig psykiatri de steder, hvor det halter, også fortsat vil være i fokus i hans arbejde. Anette underviser blandt andet på vores uddannelse for psykoterapeuter og vores konflikthåndteringsuddannelse og fortsætter sit mangeårige arbejde med traumer, som hun senest har beskrevet i sin bog ”Komplekse traumers psykologi – beretninger om det ubærlige” der forventes at udkomme på engelsk i 2022

 

 

Kontinuitet og fornyelse

I det sidste par år har Metoo bevægelsen sat skub i oprøret mod undertrykkende magtpraksisser. Det har været et nødvendigt og tiltrængt skub, som har fået mange organisationer til at kigge sig selv efter i sømmene. Foucault har lært os, at der ikke findes magtfrie rum, men det ser ud til at nogle af de kræfter der har undertrykt særligt kvinder – men også andre, i øjeblikket bliver demaskeret. Måske står vi lige nu et lidt særligt sted i historien, hvor vi har mulighed for at bygge institutioner, organisationer og arbejdspladser, som ikke læner sig op ad patriarkatets undertrykkelsesteknologier, men som gør det muligt for os at træde frem som mennesker for hinanden, som Nils Christie så smukt udtrykker det.  

”How might one live?” synes at være et meget relevant spørgsmål at stille sig, når nu man står med en kultur, hvor mange af de gamle striber eller stier ser ud til at viskes ud, og nye skal tegnes op eller betrædes.  

Det spørgsmål stiller vi selvfølgelig også os selv: Hvordan skal DISPUK se ud? Svaret finder vi hen ad vejen, i en skøn blanding af kontinuitet og fornyelse. Vi har altid været optaget af at påvirke og se ud i verden og omsætte teori og filosofi til håndterbar og konkret praksis. Og hvem ved hvilke nye inspirationer, det fører med sig, når vi i starten af maj drager til konference i Bergen, eller når vi i august deltager på den nordiske familieterapi kongres i København. I starten kommer meget til at ligne sig selv, men med tiden er vi sikre på at også noget nyt vil opstå. Og på den måde er alt her som det plejer at være.
 

Vi glæder os til at være sammen med jer.

Med venlig hilsen 

Henriette, Lasse og Martin og alle i DISPUK

 

Kommende kurser

Anti-koloniserende terapi:
Terapi i et multietnisk eller multikulturelt samfund

Travis Heath har i nogle år arbejdet i USA med det han kalder Anti-koloniserende terapi. Det grundlæggende spørgsmål han har stillet sig er, hvordan der kan blive plads til folks egne erfaringer og fortællinger om at få det bedre i det terapeutiske rum? Hvad ved bande-medlemmet om, hvad der hjælper, hvis man vil have det godt? Eller hvad ved barnet fra flygtninge-lejren?
På denne workshop vil du få mulighed for at høre om meget praksisnære eksempler på hvordan dette arbejde har set ud og hvordan det udvikler sig, og Travis vil tale om hvordan det har påvirket ham som samtalepartner og menneske at integrere et anti-koloniserende perspektiv i terapien

Klik her for beskrivelse og tilmelding

Online psykiatriseminar om spiseforstyrrelser

Hvorfor opstår spiseforstyrrelser og hvordan hjælper man bedst?

Klik her for beskrivelse og tilmelding

 

Tal om det vigtige! MUS med mening

Hånden på hjertet: Hvor mange ledere ser frem til at afholde MUS? Hvor mange medarbejdere glæder sig til at komme til dem? Det er jo egentlig virkelig spild af god tid. 2 dage med Eva Kragh.

Klik her for beskrivelse og tilmelding

Traumer og rusmidler

  Om hvordan man taler med den enkelte, arbejder i grupper, arbejder med parforholdet og i familien, der alle er ramt af effekterne af et misbrug.

Klik her for beskrivelse og tilmelding

Narrativ terapi og samtalepraksis live – 2 Michael White eftermiddage

Allan Holmgren vil på dagene gennemføre samtaler som deltagerne vil få mulighed for at være vidner til og i fællesskab reflektere over.

Klik her for beskrivelse og tilmelding

”The missing link in Narrative Practice”?

Studiegruppe med Todd May om Merleau-Ponty, krop og narrativitet.
Todd kommer ikke til Danmark i år, men har i stedet tilbudt at lede en studygroup i et nyt format, hvor gruppen mødes online, en gang om måneden kl. 16.30-18.00, i alt ti gange.

Klik her for beskrivelse og tilmelding
 

Fortsat ledige pladser på disse efteruddannelser:

 
Der er afskedsreception for Allan og Anette Holmgren onsdag den 7. juni 2022 klokken 13.30-18.00 i DISPUK 1, Snekkersten Stationsvej 13, Snekkersten. Der er planlagt et festligt program for denne reception med taler fra DISPUKs samarbejdsparter. Tilmelding påkrævet.
 
Klik her for tilmelding

Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.