Nyhedsbreve

Nyhedsbrev juli 2023

Nyhedsbrev juli 2023

At lytte, så folk får lyst til at tale 

03.07.2023
Share

Vi kender nok alle følelsen af at sidde overfor en god lytter. Den der ven, kollega eller familiemedlem, som formår at få os til at åbne lidt mere op, føle os lidt tættere på os selv eller finde nye perspektiver i vores egen fortælling – bare ved at lytte.

‘Bare ved at lytte’ skriver jeg. Men måske det ikke er så ‘bare’ – det der med at slå ørerne rigtigt ud. For ligesom vi kender personer, der er gode lyttere, så kender vi nok også alle nogen, der er det modsatte. Måske vi sågar selv kan have svært ved lytningens kunst.

“At tale er at så, at lytte er at høste.” Sådan lyder et gammelt tyrkisk ordsprog.

Ofte kan det dog virke som om, at høsten udebliver, fordi vi er mere optagede af at snakke selv, end af at høre, hvad andre har at sige.

Måske du – som DISPUKs ene direktør Martin Nevers fortæller om i denne podcast om dokumentation – har oplevet at fortælle noget, hvortil din samtalepartner konkluderer: “Det jeg hører dig sige er…” for herefter at sige noget helt andet end det, du faktisk sagde.

Måske du har prøvet at blive afbrudt igen og igen af en samtalepartner, der synes mere ivrig efter at høre sine egne perspektiver og fortællinger end dine.

Eller måske du – som DISPUKs anden direktør Lasse Offenberg fortæller om i denne netop udkomne podcast om narrativ praksis som politik med lille p – kender følelsen af at sidde overfor en samtalepartner, der har så travlt med at give dig gode råd, at personen aldrig får hørt, om du egentlig er interesseret i at få sådanne.

Resultatet af ikke at føle sig godt lyttet til er, at vi ofte holder op med at fortælle.

Og det er en skam. For på DISPUK tror vi netop på fortællingernes kraft. Det er grundlaget for alt vores arbejde – både i undervisning og terapi – at folk har lyst til at fortælle. Derfor er det en vigtig – men måske mindre italesat – del af det narrative perspektiv, at kunne lytte.

I artiklen The complexity of listening skriver Lasse Offenberg med flere netop om, hvordan der er blevet talt rigtig meget om Michael Whites evne til at stille spørgsmål, mens hans helt særlige evne til at lytte stadig kalder på opmærksomhed.

Knyt og lyt

Når vi lytter til en anden, giver vi værdi til denne person ved sammen med den talende at have blik for de historier, der bidrager til at skabe mening i dennes liv.

Men vi skaber også nærvær til det andet menneske, når vi lytter. I bogen Broen til det andet menneske skriver den danske professor Per Schultz Jørgensen eksempelvis, at lytning kan reducere den eksistentielle ensomhed og øge vores forbundethed, fordi vi gennem lytning øger vores forståelse for den anden.

I en netop udgivet narrativ salon, fortæller efterskolelærer på Haarby Efterskole Martin Svane, hvordan han praktiserer, hvad han kalder ‘knyt og lyt’ i samværet med sine elever. Martin fortæller også, hvordan han stadig har relationer til flere elever, der gik på efterskolen for mange år siden, blandt andet til en ung fyr, der en gang imellem tager toget fra København til Fyn for at dele en pizza med sin tidligere lærer. Gad vide, om ikke Martins evne til ‘knyt og lyt’ spiller ind her?

Vi har tidligere skrevet nyhedsbreve om den stigende mistrivsel og følelse af alenehed blandt danskere, og på det store DISPUK-seminar i september har vi blandt andet inviteret forskellige workshopholdere til at fortælle om, hvordan de arbejder med fællesskab og relationsopbygning som en modkultur til den voksende individualisering.

Følger vi Per Schultz Jørgensens ord, må vi ikke glemme lytningens kunst som en del af denne modkultur. For lytter vi ikke ordentligt efter, øges distancen mellem os.

“Man bliver lille af ikke at blive hørt,” som den norske kriminolog Nils Christie så præcist skriver i Små ord om store spørgsmål.

 

Det moderne livs kakofoni

Vi lever i en verden af larm og lyde. Når vi ikke taler, bombarderes vi med kommunikation fra de sociale medier, vi læser mails på farten, skriver SMS’er hen over spisebordet og vasketøjet ordnes gerne med en podcast i ørerne. Der er ord alle steder fra, i en sådan grad, at vi måske nogle gange glemmer at lytte til andre – og også os selv.

Ifølge den amerikanske journalist og forfatter Kate Murphy er dårlige lytteevner en samfundsmæssig svøbe.

Det forklarer hun i dette interview i Kristeligt Dagblad:

”Som samfund ophøjer vi dem, der taler. Billedet på succes og magt i dag er en mikrofonopkoblet person, der spankulerer rundt på en scene eller står bag en talerstol og taler foran et stort, henført publikum. Vi lærer fra en tidlig alder, at det er bedre at lede en samtale end at følge en samtale. Til selskaber taler vi i munden på hinanden. Vores politikere forsøger konstant at overdøve hinanden. På et praktisk plan holder det moderne livs kakofoni os også fra at lytte. Akustikken i åbne kontorlandskaber, i butikker og på caféer er så larmende, at det er vanskeligt for os at høre hinanden tydeligt. Og jo mindre, vi lytter, jo dårligere bliver vi til det,” siger Kate Murphy.

Som man spørger, får man svar

På DISPUKs efteruddannelser bliver vores kursister i høj grad trænet i at stille narrative spørgsmål. Spørgsmål, der har til formål at forbinde personer med deres værdier og give dem en fornemmelse af, hvad der for dem er vigtigt, og hvorfor det er vigtigt.

Som kommunikationsansvarlig på DISPUK har jeg fornøjelsen af at have min daglige gang i husene – og her har jeg ofte hørt en kursist udbryde over en frokost eller midt i en undervisningsøvelse: “Hvor er det vildt, hvad folk vil fortælle, når bare man stiller de rigtige spørgsmål.”

De rigtige spørgsmål. Det gode spørgsmål. Hvad er det egentlig?

Hvis vi spørger den danske filosof Pia Lauritzen, er netop det spørgsmål faktisk ikke det væsentligste. Nej, det interessante spørgsmål er, hvorfor vi stiller spørgsmålet.

Det forklarede hun forleden i P1-Programmet Klog på Sprog:

“Vi bruger spørgsmål til alt muligt andet end til at øve os på at lytte eller til at få informationer. Det er faktisk ret sjældent, at vi bruger spørgsmål til det. Ofte bruger vi spørgsmål til at påvirke hinanden, til at få folk til at gøre noget eller mene det samme, som vi selv mener.”

Måske er det her, at kimen til ‘aha’-oplevelserne hos mange af vores kursister ligger? At de – med en guide til livets træ, en eksternaliseringsøvelse eller måske et positionskort i hånden – sætter sig overfor en medkursist med ingen anden forventning end at skulle følge de printede spørgsmål. De skal ikke påvirke den anden eller fortælle noget om sig selv, nej, de skal simpelthen bare lytte til dennes svar.

Jeg hører, hvad du siger – men skriver noget helt andet

Nu skrev jeg før, at vores kursister kun skal lytte. Det er på sin vis korrekt, og så alligevel ikke helt, for ofte beder vores undervisere dem – eller en anden medkursist – også om at skrive det, den adspurgte siger ned for bagefter at kunne bruge disse ord i en poetisering eller i et bevidningsbrev.

Til sådanne øvelser lægger DISPUKs undervisere altid stor vægt på, at det skal være de præcis sagte ord, der gengives. Ikke spørgerens eller brevskriverens ord, men den adspurgtes.

Man kunne ellers foranlediges til at tro, at når narrativ praksis handler om at hjælpe folk med at udvikle alternative fortællinger, så ville en løsning være, at man stillede disse alternativer til rådighed, ved at give sin analyse eller sit besyv med på den andens fortælling.

Men går vi tilbage til indledningen på dette nyhedsbrev, hvor jeg skrev om følelsen af at sidde overfor en god lytter, så er mit gæt, at den person, der dukkede op i dit hoved, ikke var en af dem, der ‘hører hvad du siger’ for derefter at gengive andre ord eller vendinger end dine.

Det giver en følelse af ikke at være blevet hørt, af – som Nils Christie siger – at være lille, når vi citeres forkert. Den gestus, som det at lytte til et andet menneske er, handler således også om, at vi – når vi skal gengive det lyttede – har gjort os umage med at skrive så ordret ned som muligt.

Det gælder også uden for terapi- eller undervisningsrummet, men for eksempel i de mange dokumentationspraksisser, der foregår dagligt, når ansatte laver statusrapporter, handleplaner, elevplaner osv., som Martin Nevers beskæftiger sig med, når han udbyder en populær workshop i både Aarhus og Snekkersten.

Martin Nevers underviser

Og det gør sig bestemt også gældende i journalistikken. Fejlciterer du en kilde, kan det få fatale konsekvenser, og derfor ved journalister kun alt for godt, at de skal dokumentere præcist.

De fleste journalister ved også, hvor effektfuldt det er at lytte. Ja, faktisk er det en metode i faget at tie stille i et interview. For når journalisten ikke siger noget, begynder kilderne ofte at tale endnu mere.

Med den viden kan det undre, at journalister – undertegnede inklusiv – ikke pr. automatik mestrer lytningens kunst i det private. Måske det skyldes, at vi fagligt er trænet til at lytte efter noget specifikt? Noget, der passer ind i en given vinkel – og at vi dermed ikke altid har blik for de alternative fortællinger, der også kunne lyttes frem.

Hvad kunne der også fortælles om dig?

Dette efterår udbyder DISPUK en workshop henvendt til en helt ny målgruppe, nemlig til journalister, tv-tilrettelæggere og kommunikatører, der arbejder med udsatte kilder.

Som journalister lærer vi at vinkle – og i det at tale en meget klar identitetskonklusion frem. Det gør det ofte lettere for modtageren at forstå, men fører også til, at vi potentielt efterlader vores kilder et mere sårbart sted.

Hvis vi fx. kun skriver om misbruget, lader vi et menneske stå som misbruger og ikke mere end det. Men gad vide, hvad det ville gøre for både journalisten, kilden og læseren, hvis der i et interview om en person med et misbrug også blev beskrevet, hvordan denne person også er andet end det og fx. er virkelig god til at bygge huler med sine niecer?

Det at have flere historier til rådighed giver mulighed for at leve mere nuancerede liv og bidrager samtidig til, at vi andre får mere nuancerede og ofte rigtigere og mere præcise billeder af personen.

Der er altid flere historier at fortælle om et menneske.

Men det kræver, at vi lytter efter – og ikke mindst til dem.

Mulighed for PU-støtte - Sårbare kilder i journalistikken

Apropos vores nye kursus, der henvender sig til journalister, dokumentarister, tv-tilrettelæggere, podcast-producenter og kommunikatører, der søger efteruddannelse i arbejdet med sårbare kilder, så er det blevet udvalgt til Mediernes Efteruddannelseskatalog. Det betyder, at Pressens Uddannelsesfond (PU) yder støtte til kurset. Så er du - eller kender du en, der er berettiget til støtte - skal du tilmelde dig til kurset hos Mediernes Efteruddannelse. 
NYT KURSUS

Ledige pladser i Aarhus og Snekkersten
Oplev narrative samtaler live

På DISPUK tilbyder vi en unik mulighed for at opleve narrativ terapi i praksis. På de såkaldte Michael White-eftermiddage, kan man bevidne en narrativ samtalesession med enkeltpersoner, par eller familier i både Snekkersten og Aarhus.

Det koster 750,- kroner at deltage på 4 eftermiddage

Vi har ledige pladser i både Aarhus og Snekkersten med opstart 4. september i Aarhus og 18. september i Snekkersten. 

 

Start i efteråret 2023 i Aarhus
Narrativ rusmiddelbehandler-uddannelse

Hvad er der sket? Hvad er vigtigt for dig? Hvilke mulige veje er der at gå herfra? Og sammen med hvem?
Selv et skadeligt forbrug er altid forbundet med grunde, intentioner og håb, som mennesker kan have brug for at tale om for at kunne komme videre. Med narrative metoder kan professionelle hjælpe mennesker med at frigøre sig fra rusmidlets dominerende og negative indflydelse på deres liv og skabe et grundlag for varige forandringer.

Denne intensive 1-årige efteruddannelse giver en grundig indføring i den narrative praksis og i dens metodiske, teoretiske og etiske perspektiver i behandling af mennesker og deres familier ramt af misbrug.

Kurset starter 5. oktober 2023 i Aarhus og der er stadig ledige pladser. 

4-dages kursus på Fyn 
Kort kursus i narrative samtaler

Mens efterårets 4-dages kursus i narrative samtaler er overtegnet i Snekkersten, har vi stadig ledige pladser på vores hold på Fyn, der starter 31. oktober og har Lasse Hauge som underviser.

Kurset er for alle, der ønsker en introduktion til eller et genbesøg med narrativ praksis.

Kan du ikke nå det i år, har vi også 4-dages kurser i Snekkersten og Aarhus næste år.

Lasse Hauge underviser

Rigtig god sommerferie fra alle os på DISPUK

Du vil måske også synes godt om…

Nyhedsbrev marts 2023

Nyhedsbrev marts 2023

Hvordan ændrer man en kultur?

14.03.2023
Share

Du har nok allerede hørt det, men tirsdag d. 12. september slår vi dørene op for årets DISPUK-seminar, som vi har givet titlen Kulturen til behandling.

For i en tid, hvor antallet af danskere, der bliver sendt til behandling for psykiske problemstillinger, tilsyneladende bliver ved at stige, mener vi, at der god grund til at se nærmere på, hvordan den kultur, vi lever i, bidrager til problemerne. Ja, vi synes faktisk, at kulturen også trænger til en tur til behandling.  

Og nu vi er i gang, er det værd også at kaste et blik på de fremherskende behandlingskulturer – de måder, vores kultur behandler problemerne på, når vi gør det bedste, vi har lært – og overveje, om også de kunne trænge til at komme til behandling? 

 

Mellem kultur og terapi, mellem normer og identitet 

Det er en helt grundlæggende del af narrativ tænkning og praksis at kaste et kritisk blik på kulturen. Michael White var kraftigt inspireret af Michel Foucault og gjorde en dyd ud af at tale om, hvordan mange af de problemer, mennesker henvender sig til terapeuter med, er af kulturel karakter: De er opstået i en særlig kultur og bliver ofte håndteret i kulturelle praksisser, der eksempelvis objektiverer mennesker ved at lokalisere og klassificere problemerne som fejlfunktioner i krop og psyke. Praksisser, der ofte ser bort fra den komplekse indflydelse omgivelserne og kulturen har på, hvordan problemerne er opstået og udvikler sig.

Michel Foucault inviterede til kritisk tænkning. Men kritik i en særlig forstand: 

A critique does not consist in saying that things aren’t good the way they are. It consists in seeing on what type of assumptions, of familiar notions, of established, unexamined ways of thinking the accepted practices are based. […]  

Criticism consists in uncovering that thought and trying to change it: showing that things are not as obvious as people believe, making it so that what is taken for granted is no longer taken for granted. To do criticism is to make harder those acts which are now too easy.  

(Foucault, 1981, p. 456) 

Narrativ praksis er baseret på den slags kritisk tænkning. På en grundantagelse om, at problemer ikke bare opstår indefra og ud hos det enkelte individ, men opstår i en kultur og en tid, der med dens normer, forventninger og praksisser for eksempel konstant inviterer os til at sammenligne os med andre. En kultur, der giver grobund for følelsen af at være udenfor, for ikke at slå til og være en fiasko. Men også en kultur og en tid, der helt reelt efterlader mange mennesker udenfor eller på kanten af arbejdsmarkedet, fællesskaberne, gruppen af “de normale” – og for nogen på kanten af samfundet. 

Med den kritiske tænkning følger et blik for, at vi lever i en kultur, der har en tendens til at individualisere menneskers problemer – at se dem som individuelle problemer og forsøge at behandle dem individuelt med terapi og coaching, supervision, konsulentarbejde, skole-hjem-samtaler, medicinsk behandling osv. Dermed overses, hvordan mange af problemerne er opstået i sociale sammenhænge og formentlig med fordel også kunne håndteres i sociale sammenhænge.   

Politik med lille p 

En ting er at tænke kritisk. Men den kritiske tænkning minder os også om, at det kunne være anderledes. Og at vi kan bidrage til, at det ikke bare bliver anderledes, men bedre. 

Igen inspireret af Foucault talte Michael White om, hvordan vi i vores daglige praksis kan udøve politik med lille p. Ikke politik med stort P gennem de politiske institutioner, partier og parlamenter, men politik forstået som de handlinger, hvor vi i vores daglige virke, i terapien, i skolerne, i psykiatriske praksisser, på bostedet eller hvor man færdes, eksempelvis går imod objektiviseringen af mennesker og peger på de bredere sociale kontekster, der er med til at understøtte problemerne og kunne være med til at reducere dem. 

De narrative praksisser som eksempelvis eksternalisering og bevidning er udviklet som forsøg på at drive politik i den forstand: At adskille person og problem, så mennesker ikke objektiveres som problemer. På den måde tager narrativ praksis kulturen til behandling.  

Som optakt til vores DISPUK-seminar har vi inviteret den amerikanske filosof Todd May til en Narrativ Salon d. 14. juni, hvor han i selskab med Lasse Offenberg vil udforske, hvordan vi kan omsætte Michael Whites inspiration fra Michel Foucault om ”politik med lille p” i vores hverdagspraksis.

Billetterne til salonen er sat til salg, og vi håber meget at se jer.  

Noget lidt andet end det fremherskende  

På seminaret d. 12. september favner vi bredt. Vi starter dagen med en talk fra Tom Carlson og Travis Heath, som har været medforfattere på bogen Reimagining Narrative Practice. Vi har bedt dem om at tale om netop det – hvordan vi og de kan være med til at gentænke narrativ praksis, så den passer til den tid og de problemer mennesker møder.  

Derudover har vi fire workshopspor – et om ledelse og organisation, et om terapi, et om psykiatri og et om børn, unge og fællesskaber. Her vil vi selv præsentere nogle af vores erfaringer med at arbejde med kultur, og samtidig har vi inviteret en række praktikere, der fra hver deres felt er i gang med at tage kulturen til behandling ved at betragte og gribe problemerne an på lidt andre måder end de fremherskende.  

Et eksempel er Kristian Sloth og Anders Lindelof, der sammen leder en psykiatrisk afdeling i Randers. I en artikel i Socialt Indblik beskrev journalist Niels Svanborg sit første møde med deres arbejdsplads således:  

“Hvis ikke lige jeg vidste, at jeg var på Psykiatrisk afdeling C i Regionspsykiatrien i Randers, så kunne jeg nemt forveksle afdelingen med en efterskole eller højskole, hvor lærerne forsøgte at få sparket dagen i gang. Kristian Sloth og hans kollega Anders Lindelof kan da også meget let forveksles med et par meget energiske efterskolelærere, der gerne vil i gang med dagens aktiviteter.”  

En psykiatrisk afdeling, der minder om en efterskole? Det lyder unægtelig som om, de har skabt en anden kultur end den, der har været fremherskende i psykiatrien i mange år.  

Anders Lindelofs fortsætter i samme artikel: 

”Man har i dele af psykiatrien sådan en tyrkertro på, at den klassiske behandling med antidepressiver, antipsykotika, stemningsstabiliserende og lidt beroligende til natten virker og skaber et bedre liv for patienterne. Det virker på symptomerne, men det virker typisk ikke på patientens funktionsniveau. De har stadig brug for at blive rummet i samfundet. De har stadigvæk brug for at føle sig elsket og værdsat i samfundet. Så disse patienter skal have nogle rammer, hvor de kan trives og få et meningsfyldt liv. Men i psykiatrien er vi alt for optaget af vores egen del, og så lader vi resten sejle. Og i og med at den anden del sejler, så bliver de dårligere. Så får de mere medicin.”  

Kom og mød Kristian Sloth og Anders Lindelof i den ene af vores workshops, hvor vi har bedt dem fortælle om, hvorfor de mener, at svaret på psykiatriens udfordringer ikke er mere psykiatri, men derimod at skabe bedre betingelser for de mennesker, der ikke trives i samfundet.  

En anden stemme fra psykiatrien er vores nye konsulent Camilla Schjørring, der er kommet til DISPUK efter en lang årrække i børne- og ungdomspsykiatrien. Til seminaret holder hun en workshop, hvor hun deler ud af sine erfaringer med at arbejde med narrativ praksis i psykiatrien.

Et emne hun også berører i den netop lancerede sjette sæson af DISPUK-podcastserien Tætte Talks, hvor Camilla taler med forældre til børn i mistrivsel. Mere om podcasten senere i dette nyhedsbrev.  

På tværs af arenaer 

Med eksemplet fra Randers og Camillas erfaringer kaster vi et blik ind i psykiatrien. Og vi kunne have nøjedes med at fokusere der. Eller på skolerne, på behandlingsinstitutionerne, på voksne eller på børn og unge.  

Ofte er det, hvad der sker, når bekymrende tal kommer frem: Medier og politikere stiller helt skarpt lige på ét område og lover, at nu skal psykiatrien eller nu skal skolerne styrkes.  

Men det er vores overbevisning, at vi ved at stille skarpt, ikke får set på de grundlæggende logikker, der ligger bag. Her risikerer vi at overse noget helt centralt: At der er nogle særlige gennemgående kendetegn ved den kultur, vi lever i i dag, som bidrager til at mange får det skidt og får det skidt på en anden måde, end de måske gjorde for 50 år siden.  

For den kultur, vi lever i, har en afgørende betydning. Det er netop det, de har blik for i Randers, når de siger, at vi lever i en kultur, hvor man let kan komme ud på kanten af samfundet og blive alene. 

Fællesskab eller mangel på samme  

Når vi zoomer lidt ud og ser på kulturen på tværs af forskellige fagområder, kan vi se, at der tegner sig nogle fællestræk.

Et ord som ‘fællesskab’ dukker ikke bare op hos Kristian og Anders i psykiatrien i Randers, men faktisk i skriv fra alle vores kommende workshopholdere, eksempelvis hos Settlementet, der arbejder for at styrke socialt udsatte og på deres side skriver: 

“I Settlementet tror vi på det enkelte menneske og de stærke fællesskaber.” 

Når så mange på tværs af fagfelter peger på fællesskaber som noget, der mangler i mange menneskers liv, kunne det tyde på, at vi har fået lavet en kultur, hvor risikoen for at havne udenfor fællesskaberne er større end nogensinde før.


En kultur, som i jagten på den enkeltes lykke og udvikling er begyndt at glemme det kollektive? Og en behandlingskultur, hvor vi – når nogen står udenfor – er overbeviste om, at det må være dem selv, der er noget galt med og går i gang med at se, om vi kan reparere det enkelte menneske og på den måde tilføje følelsen af at være forkert til følelsen af at være udenfor.  

Måske har den tyske sociolog Hartmut Rosa fat i noget vigtigt, når han til Politiken siger:

“Mistrivslen skyldes ikke skrøbelige psyker, men tværtimod klarsynethed – de unge har indset, at der er noget galt med vores samfund.” 

Vi glæder os til at undersøge det nærmere og sammen med vores workshopholdere og gæster fra nær og fjern tage kulturen til behandling. 

I de kommende nyhedsbreve kan du møde flere af de workshopholdere, der kommer på seminaret.  

Billetter til seminaret kan købes her. 

 
PODCAST 

Ny sæson af
Tætte Talks 

I sjette sæson af DISPUKs podcastserie Tætte Talks, taler Camilla Schjørring med forældre til børn, der har eller har haft det svært psykisk.

Det første afsnit – som vi har valgt at kalde prolog – er udkommet. Her fortæller Camilla om baggrunden for at give forældrestemmer fokus i den såkaldte mistrivselsepidemi. 

I de kommende uger vil vi udgive afsnittene med de forskellige forældre. Vi håber, at de kan være en inspiration eller hjælp til andre med børn på vej ind i eller som allerede er i psykiatrien. Eller måske til folk, der i deres dagligdag møder og arbejder med disse børn. 

 

AUTORISATION FOR PSYKOLOGER
Narrativ supervisionsgruppe

Nu vi er ved Camilla, så er det værd at nævne, at vi d. 15. maj har opstart af en narrativ supervisionsgruppe, som hun leder, for psykologer med henblik på autorisation. Gruppen afholdes i Snekkersten og svarer til 60 timer, der omregnes til 40 eksterne supervisionstimer.

DISPUKs supervisionsgruppe er en tilbagevendende refleksion i en travl hverdag. Deltagelse i gruppen skaber mulighed for at se nærmere på egen stil og foretrukne måder at arbejde på, ligesom det vil give ideer og perspektiver i forhold til samarbejde med kollegaer og samarbejdspartnere.

 

PODCAST
Narrativ Salon om Dokumentation Vol. 2 

Efter en udsolgt salon i Snekkersten i efteråret 2022, afholdt vi i marts endnu en Narrativ Salon om dokumentation med Mette Larsen og Martin Nevers. Og selvom emnet var det samme, kom de to ind på mange nye og spændende perspektiver. Dem kan du høre i podcasten fra salonen. 

 

 

NARRATIV SALON

Apropos vores Narrative Saloner
 får I her forårets program: 

25. april. Mange efterskoler beskriver at elevgruppen har ændret sig. De får elever, som tumler med vanskeligheder af forskellig art, der har indflydelse på hvordan de kan deltage i fællesskaberne, som er helt centrale på en efterskole. Haarby Efterskole på Fyn har inviteret Martin Nevers til at komme og tale med efterskolelærere om, hvordan det narrative perspektiv privat såvel som professionelt kan understøtte de mange fagfolk, der har kastet sig over efterskolelærergerningen, og hvordan man som efterskolelærer kan hjælpe de unge med at håndtere de komplekse liv der også leves på en efterskole.
Deltagelse er gratis, men læs mere og tilmeld jer her

2. maj holder vi salon i Snekkersten om parterapi. Her vil Lasse Offenberg og den norske terapeut og forsker Anne Øfsti tale om den kompleksitet, som kærlighed repræsenterer i menneskers liv i dag, og som terapeuter bliver nødt til at forholde sig til i arbejdet med parterapi. 
Billetter købes her.  

14. juni har vi som optakt til vores DISPUK-seminar inviteret den amerikanske filosof Todd May til en Narrativ Salon i Snekkersten, hvor han i selskab med Lasse Offenberg vil udforske, hvad Michael White mente når han med inspiration fra Michel Foucault talte om narrativ praksis som ”politik med lille p”. Og hvordan vi måske kan omsætte den inspiration i vores hverdagspraksis? 
Billetter købes her.  

 

LEDIGE PLADSER
Narrativ supervisor­uddannelse & Familieterapiuddannelsen

 

Vi har stadig et par ledige pladser på Supervisoruddannelse i Snekkersten samt på Familieterapiuddannelsen i Aarhus.

Læs mere her: 
Supervisoruddannelse i Snekkersten med start den 19.-20. april
Familieterapiuddannelsen i Aarhus med start den 12.-14. juni.

 

GOD PÅSKE FRA  ALLE OS PÅ DISPUK 

 

Du vil måske også synes godt om…

Nyhedsbrev februar 2023

Der er årstider nok, men af alle der gi’s vil jeg tildele foråret første pris.

Nyhedsbrev februar 2023

Forårsforventninger

14.02.2023
Share

Der er årstider nok, men af alle der gi’s vil jeg tildele foråret første pris.

Ordene er Piet Heins, men hvor er vi dog mange, der kan nikke genkendende til dem. Det årstidsskift, vi befinder os i lige nu – fra vinter til forår – er længe ventet. 

For vinteren har været lang. Måske ekstra lang i år, og derfor føles det befriende at stå på tærsklen til en ny sæson og vide, at fra nu af bliver det langsomt grønnere og lysere.

Temperaturen begynder at stige (og gasregningerne falde) og om lidt, når årets første varme er at finde i solens stråler, vil vi danskere nok engang pible ud af vores vinterhi.

Snart sidder der glade unge på byens broer og torve og hører lidt for høj musik i lidt for koldt tøj. Om lidt åbner iskioskerne igen, om lidt vælter lyset pludselig ind. Og snart lukkes køerne ud på græs – ligesom de mange børn, der har tilbragt alt for mange timer indenfor i landets institutioner, fordi legepladserne nærmest er regnet væk i en januar, der har sat regn-rekord hos DMI. 

Men alt det er hurtigt glemt, når frugttræerne blomstrer og fuglene kvidrer.

I hvert fald for de fleste af os. For nogle er foråret en svær tid.

De lysere dage bringer håb med sig. Håb, der enten kan indfries eller skuffe. Alle skuffer over tid, synger Minds of 99, men måske føles smerten over skuffelsen desto større, når ens omgivelser – fra dyr og planter til mennesker – ellers synes at være gået i kollektiv forårsekstase.

De digte og sange vi kender om forår handler om lyse nætter, ekstatisk forelskelse og nye begyndelser. Men faktisk er det i foråret at, selvmordsstatistikkerne topper – altså i sæsonen efter den årstid, hvor vi ellers med ord som ‘vinterdepression’ og ‘vintertræthed’ har en sproglig forventning om, at livet kan opleves svært. 

I narrativ praksis adskiller vi som bekendt problemet fra personen gennem eksternalisering. Det er problemet, der er problemet og ikke personen. Men hvad hvis vinterdepressionen ikke forsvinder sammen med vinteren? Eller at den først viser sig i foråret?

Måske foråret kan forstærke følelsen af ensomhed eller ondt i livet, når vi i vores kultur næsten forventes at være euforiske? Det er i hvert fald værd at overveje ud fra den narrative grundantagelse om, at problemer opstår i en kultur og en tid med dens normer og standarder og særlige praksisser, der bidrager til at forme os som mennesker – og forme de problemer, vi rammes af.

Det er denne grundantagelse, der ligger til grund for, at vi har givet vores kommende seminar titlen Kulturen til behandling.

Vi har i et tidligere nyhedsbrev skrevet om, hvordan den voksende mistrivsel blandt børn og unge i Danmark danner bevæggrund for seminaret. Vi er stadig i gang med at lægge sidste hånd på programmet, hvad gælder selve overskifterne på de forskellige workshops og keynote-speakere, men navnene er på plads, og vi kan ærligt talt næsten ikke vente. 

Vi håber, at seminaret kan blive et sted, hvor vi har bedre tid til se på, hvor narrativ praksis er på vej hen med afsæt i det, vi er rundet af. Men vi håber også, at seminaret kan være medvirkende til, at vi stopper op og kigger på, hvad det er for et samfund, vi har skabt for vores børn og unge. 

Mange børn føler ikke, at de har problemer, men at de er problemet. Når børn kobler problemerne sammen med deres identitet, kaster de sig næsten altid ud i selvnedgørende handlinger – det er således ikke kun omgivelserne, der vender sig imod børnene, de vender sig imod sig selv.


D. 30. marts afholder Allan Holmgren og Anette Holmgren et 1-dags kursus i Snekkersten, der henvender sig til alle, som som ønsker at kunne tale med børn på måder, som ikke gør barnet til problemet.

Det skal vi nemlig altid huske at gøre. Også når blomsterne springer ud. 

Rigtig godt forår – måske vi ses i det til nogle af vores kurser eller arrangementer, som I kan læse om i resten af dette nyhedsbrev. 

 

Stadig ledige pladser på

Grunduddannelsen i Aarhus 

Mens vores narrative grunduddannelse i Snekkersten er overtegnet, er der stadig ledige pladser på vores hold i Aarhus med opstart 27. marts 2023. 

På grunduddannelse, der også danner 1. året for DISPUKs psykoterapeutuddannelse, introduceres du for den narrative samtalepraksis og de narrative ”samtalekort,” der styrker menneskers selvfortællinger, fornemmelse af sig selv og handlekraft.

Se videoen nedenfor, hvor vores underviser i Aarhus, Lasse Hauge, forklarer om DISPUKs narrative grunduddannelse – som han også kalder for vores mest grundige uddannelse. 

Du kan også læse mere om uddannelsen og tilmelding her

 
 

Opfølgningsdage for tidligere kursister

Gennem årene har vi haft stadig flere kursister, der efter at have gjort deres DISPUK-uddannelse færdig, har efterspurgt en mulighed for at holde de narrative idéer i live i deres tænkning og praksis. 

Derfor har vi oprettet 4 opfølgningsdage, der er fordelt ud over året, og som giver mulighed for at genbesøge narrative idéer og praksisser, man allerede har mødt, udveksle erfaringer med at omsætte dem i praksis i forskellige felter samt at blive præsenteret for nye idéer og måder at omsætte de kendte ideer på.

Holdstart er 14. april 2023 i Snekkersten, underviser er Eva Kragh og der er stadig ledige pladser. 

Vi glæder os til at skulle holde de narrative idéer i live med jer.

 

Narrative Saloner 2023

Vi ved det godt. Vi har præsenteret jer for programmet før, men vi vil så gerne se jer – så her får I forårets program for vores Narrative Saloner igen: 

13. marts afholder vi en ny salon om dokumentation og sprogets kraft mellem Martin Nevers og Mette Larsen – du kan høre podcasten fra den sidste, der foregik i Snekkersten her. Denne gang holdes salonen i Aarhus, hvor Mette Larsen også vil fortælle om de skriftlighedsprincipper, hun siden sidste salon, har udviklet og aktuelt underviser kommunale medarbejdere i. 
Billetter købes her.  
Denne salon bliver i øvrigt afholdt samme dag som den anden af vores livesamtaler i Aarhus, og vi har lagt dem, så I kan nå med til begge. Læs mere om vores livesamtaler her

25. april. Mange efterskoler beskriver at elevgruppen har ændret sig. De får elever, som tumler med vanskeligheder af forskellig art, der har indflydelse på hvordan de kan deltage i fællesskaberne, som er helt centrale på en efterskole. Haarby Efterskole på Fyn har inviteret Martin Nevers til at komme og tale med efterskolelærere om, hvordan det narrative perspektiv privat såvel som professionelt kan understøtte de mange fagfolk, der har kastet sig over efterskolelærergerningen, og hvordan man som efterskolelærer kan hjælpe de unge med at håndtere de komplekse liv der også leves på en efterskole.
Deltagelse er gratis, men læs mere og tilmeld jer her

2. maj holder vi salon i Snekkersten om parterapi. Her vil Lasse Offenberg og den norske terapeut og forsker Anne Øfsti tale om den kompleksitet, som kærlighed repræsenterer i menneskers liv i dag, og som terapeuter bliver nødt til at forholde sig til i arbejdet med parterapi. 
Billetter købes her.  

14. juni har vi som optakt til vores DISPUK-seminar inviteret den amerikanske filosof Todd May til en Narrativ Salon i Snekkersten, hvor han i selskab med Lasse Offenberg vil udforske, hvad Michael White mente når han med inspiration fra Michel Foucault talte om narrativ praksis som ”politik med lille p”. Og hvordan vi måske kan omsætte den inspiration i vores hverdagspraksis? 
Billetter købes her.  

 

Oplev DISPUKs konsulenter afholde narrative samtaler 

Som nævnt i oversigten over vores Narrative Saloner, afholder vi d. 13. marts ikke bare en salon i Aarhus, men også en livesamtale klokken 16.30 – 19.30.

Vores livesamtaler giver en unik mulighed for at bevidne, hvordan en professionel narrativ samtale udspiller sig. 

Kurset i Aarhus har allerede haft en mødegang, men der er stadig mulighed for at deltage i de sidste 3 eftermiddage.

Kurset i Snekkersten starter 18. september. 

 

Nyhedsbrev januar 2023

Nyhedsbrev januar 2023

Nye pejlemærker for fremtiden

14.01.2023
Share

Lad 2023 blive fællesskabernes år

Af Martin Nevers

Kære gamle og kommende venner af DISPUK. 

Vi – Henriette, Lasse og jeg – har nu været i gang i et års tid efter at have overtaget roret fra Allan og Anette, og det er måske et passende tidspunkt at skue frem i tiden og pege på retninger eller bevægelser, vi er i gang med at gøre i DISPUK.

Det, synes vi, er så spændende at beskæftige os med, at vi har helliget et helt seminar til det d. 12 september. Mere om det i slutningen af denne tekst.   

Modsvar på individualisering 

Jeg har lige været i biografen og se den nye Avatar film. Hos Na’vierne, som er den stamme, der er omdrejningspunktet for filmen, har man en særlig hilsen.  
”Jeg ser dig”, siger de til hinanden. I denne lille hilsen ligger der både en bekræftelse af det andet menneske på dets egne præmisser og en tilkendegivelse af, at du er en af os. Jeg blev meget rørt over at se Na’vierne hilse på hinanden på den måde, måske fordi jeg genkender det som et billede på den ånd, jeg oplever i narrativ praksis. Det er ikke nok at udvikle praksisser, hvor folk slipper af med deres problemer, hvis ikke praksissen bidrager til kærlige og fællesskabende liv.

Narrativ praksis har historisk set udviklet sig med stor inspiration fra Foucault, og med et blik på kulturelle magtpraksisser og de effekter de har i menneskers liv. Vi har med inspiration fra blandt andet Michael White leveret bud på, hvordan man kan hjælpe mennesker med at forholde sig til kulturen og dens effekter og leve mere foretrukne liv baseret på mere foretrukne fortællinger om, hvordan livet kan leves. Et vigtigt perspektiv, som vi fortsat er meget optagede af. 

Det er også et perspektiv, der har brug for at tage afstand til de magtpraksisser, vi ser i kulturen, der har skadelige effekter på menneskers liv. Der er brug for dette kritiske blik på en individualiserende kultur, hvor det er den enkeltes opgave at få et lykkeligt liv. Hvad et lykkeligt liv så end er for noget? 

Michael White udviklede bevidning som et modsvar mod denne individualisering. Det er vores håb, og heldigvis også det vi hører fra mange af vores kursister og studerende, at DISPUK har bidraget til, at man har kunne føle sig mindre alene. Men en effekt af det fællesskab, som skabes som modreaktion på en individualiserende kultur kan være, at dem, der tænker anderledes eller som ikke er med i modbevægelsen, oplever sig ekskluderet. Det kan skabe afstand mellem folk, som paradoksalt nok er det modsatte af det, som vi ønsker. 

Os og dem

Mekanismen af ”os, der er de gode og de andre, som ikke har fanget storheden i det, vi tænker og siger”, blev måske tydelig under corona-epidemien, som vi jo nu kan omtale i datid. Her blev der skabt store kløfter imellem dem, der tænkte rigtigt og dem, der tænkte forkert, og hvor alle var enige om, at de selv tænkte rigtigt. Men vi ser det også mange andre steder i kulturen. I MeToo-debatten, i klimadebatten og i kønsdebatten for blot at nævne nogle.

Ud af kampen

Hvad kan vi så gøre for at håndtere de polariserende kræfter i vores kultur? Det er noget af det, vi er optagede af og i gang med at udforske. Hvad kan vi gøre for at fremme, at mennesker kommer tættere på hinanden? Og hvordan undgår vi, at de fællesskaber, vi træder ind i, mest kommer til at handle om fællesskaber imod nogen?

Michael White introducerede et eksternaliserende sprog. Et sprog som gør det muligt ikke at identificere nogen som et problem, men i højere grad tale om noget af det, som spænder ben for, at vi kan leve mere foretrukne liv. Hvordan kan vi bruge dette sprog til at skabe sammenhænge, hvor vi i fællesskab kan håndtere de udfordringer vi står med, hvad enten det er i skolerne, i psykiatrien, i terapien eller som leder i det daglige. 

DISPUK-seminar 2023

Vores håb for 2023 er, at det bliver fællesskabernes år. Den 12. september afholder vi som tidligere bebudet et DISPUK-seminar, som vi håber kan blive et sted, hvor mennesker kan komme tættere på hinanden og finde fælles inspiration. Et seminar, hvor vi har bedre tid til se på, hvor narrativ praksis er på vej hen med afsæt i det, vi er rundet af.

Vi har planlagt et potpourri af idéer, vi er optagede af, med mennesker vi finder inspiration hos og som forhåbentligt kan være med til at bevæge os. Udover plenum-oplæggene på seminaret vil der være fire spor af workshops som særligt fokuserer på børn/unge og skole, terapi, psykiatri og ledelse. Disse er valgt for at tage fat i fire af de aspekter, vi arbejdet meget med på vores kurser og uddannelser, og fra hvert deres sted at se på, hvor vi er på vej hen.  

Vi er selv ret begejstrede for programmet, som vi håber, at I vil læse, og så håber vi, at det bliver et arrangement, som både kan samle gamle venner af huset og nye interesserede i en fællesskabende dag. Vi har forsøgt at holde prisen nede i håb om, at man får lyst til at tage en ven, sin gamle læsegruppe eller måske endnu bedre én, der tænker helt anderledes end én selv med. 

Vi håber at det bliver stort, men ikke større end, at vi kan være i vores egne lokaler i Snekkersten, så vi har kun ca. 100 pladser. Måske bliver der rift om dem, så skynd dig at melde dig til…

Hvis ikke vi ses til DISPUK-seminaret, så håber vi at vi ses i andre fællesskaber i løbet af året, og ønsker alle et godt fællesskabende år.  

 


DISPUK-seminar 2023:
Kulturen til behandling 

Tirsdag d. 12 september 2023 afholder vi DISPUK-seminar i Snekkersten, hvor vi har inviteret en række spændende danske og udenlandske talere og workshopholdere.

Besøg vores eventside for at købe billet og læse mere om dagen.
Programmet opdateres løbende.  

 

 

Narrative Saloner 2023

Programmet for vores Narrative Saloner er nu på plads frem til sommerferien. Vi glæder os meget til at møde jer derude, hvor vi skal tale om alt fra efterskoleliv til parterapi.  

13. marts afholder vi en ny salon om dokumentation og sprogets kraft mellem Martin Nevers og Mette Larsen – du kan høre podcasten fra den sidste, der foregik i Snekkersten her. Denne gang holdes salonen i Aarhus, hvor Mette Larsen også vil fortælle om de skriftlighedsprincipper, hun siden sidste salon, har udviklet og aktuelt underviser kommunale medarbejdere i. 
Billetter købes her.  
Denne salon bliver i øvrigt afholdt samme dag som den anden af vores livesamtaler i Aarhus, og vi har lagt dem, så I kan nå med til begge. Læs mere om vores livesamtaler her

25. april har Haarby Efterskole på Fyn inviteret Martin Nevers til at komme og tale om, hvordan det narrative perspektiv privat såvel som professionelt kan understøtte de mange fagfolk, der har kastet sig over efterskolelærergerningen.
Deltagelse er gratis, men læs mere og tilmeld jer her

2. maj holder vi salon i Snekkersten om parterapi. Her vil Lasse Offenberg og Anne Øfsti tale om den kompleksitet, som kærlighed repræsenterer i menneskers liv i dag, og som terapeuter bliver nødt til at forholde sig til i arbejdet med parterapi. 
Billetter købes her.  

14. juni har vi som optakt til vores DISPUK-seminar inviteret den amerikanske filosof Todd May til en Narrativ Salon i Snekkersten, hvor han i selskab med Lasse Offenberg vil udforske, hvad Michael White mente når han med inspiration fra Michel Foucault talte om narrativ praksis som ”politik med lille p”. Og hvordan vi måske kan omsætte den inspiration i vores hverdagspraksis? 
Billetter købes her.  

Hold øje med vores eventside, hvor vi løbende opdaterer. 
 

Kan du ikke vente til marts? 

Så er januars Narrative Salon netop udkommet som podcast

”Jeg skal i hvert fald ikke ende på plejehjem.” En gængs frase for mange danskere. Men hvilken effekt har den? Både for den, der siger det (og måske ender netop der), men også for dem, der arbejder på et plejehjem eller måske har pårørende, der bor på plejehjem? 

12. januar var DISPUKs konsulent Lone Kaae Morell taget til Kolding for at tale med leder på Munkensdam Pleje- og daghjem Lena Schødt Sørensen samt chef for plejehjem, aktivitet, køkken og demensområdet i Kolding Kommune Gitte Meyer om de dominerende narrativer om landets plejehjem.

 

DISPUK søger medvirkende til podcast om familieliv ramt af psykisk mistrivsel

Til podcasten Tætte Talks vil vi gerne i kontakt med forældre til et barn/ung, der har det svært psykisk. 

Hvad har været en hjælp for jer som familie? Hvad kunne være gjort bedre? Hvad ved I mon nu, som kan være brugbar viden for andre i en lignende situation?

Samtalen er med Camilla Schjørring, konsulent i DISPUK.

Optagelserne foregår i Snekkersten. Du skal kunne 2. og/eller 3. marts i Snekkersten i tidsrummet 9.30-15.00. 

Kontakt kommunikationsansvarlig Olivia på Winther@dispuk.dk senest 29. januar. 

 

Onlineseminar 

SAD IN DENMARK 
Stress, Angst og Depression
Fredag den 17. marts 2023, kl. 9-16

Medierne er fyldt med historier om voksende mental mistrivsel i Danmark – og sikkert i det meste af den vestlige verden. Især blandt børn og unge er der flere og flere der slås med angst og skolevægring. Siden 1987 har der været en eksplosion i antallet og omfanget af psykiske lidelser.

Hvordan kan man forstå det på både et mikrosocialt niveau og på et kulturelt og samfundsmæssigt niveau? Hvad bidrager til stress, angst og depression i vores kultur? Lad os lytte til nogle af de mennesker, der har været ramt af og stadig mærker disse ”moderne” lidelser.

Dette års psykiatriseminar er det første i en række, hvor det ikke primært er eksperter, der kommer til orde, men de mennesker, som har personlige erfaringer med stress, angst og/eller depression.

Allan Holmgren vil på dette seminar have samtaler på 30-45 minutter med en række personer, der har personlige erfaringer med mentale sammenbrud, terapi og psykiatri.

Dagen rundes af med en opmuntrende fortælling fra psykiatrien i Randers, der arbejder med et relationelt paradigme, og som blandt andet i denne artikel Socialt Indblik udtaler: 
‘Vi har ikke brug for mere psykiatri. Vi har brug for mere fællesskab.’

Læs mere om psykiatriseminaret, se programmet og køb billet her

 

Gratis samtalegruppe for unge i Aarhus

Samtalehuset i Aarhus tilbyder samtalegruppeforløb for alle unge mellem 18 og 24 år, der går og bøvler med noget eller har ondt i livet. Det kan være udfordringer som: Ensomhed, præstationskultur, lavt selvværd, svære tanker om sig selv mv.

I fællesskab vil vi i samtalegruppen undersøge, dele og tale om udfordringer og noget af det, der kan være svært. Det er vores hensigt, at du gennem samtalerne oplever at blive en del af et fællesskab, hvor du bliver set og hørt, hører andres historier og derved får en fornemmelse af at være mindre alene med problemet.

Du vil gennem samtalerne få mulighed for at få øje på nye eller glemte sider af dig selv, finde nye handlemuligheder og blive mere afklaret om, hvad du kan, ved og vil.

Samtalerne foregår i et fortroligt miljø, hvor alle har tavshedspligt. Vi håber at kunne samle en gruppe på 4-6 unge mennesker.
Forløbet er gratis og varer ca. 5 gange. Vi regner med opstart sidst i februar/først i marts.

Samtalerne foregår tirsdage i lige uger klokken 18.15 – 19.45 i Haldor Huset, som DISPUKs Samtalehus låner.

Hvis det lyder som noget for dig, eller du bare gerne vil høre lidt mere, så kontakt Signe Grønning på telefon 22742384 eller mail signebinebom@hotmail.com

 

Du vil måske også synes godt om…

Interview

Nyhedsbrev december 2022

Nyhedsbrev december 2022

Ethvert menneske er et portræt værdigt

01.12.2022
Interview
Share

“Ethvert menneske er et portræt værdigt”

Af Lasse Offenberg

Sådan sagde filosoffen Anne Marie Pahuus forleden, da vi havde inviteret hende til Narrativ Salon i Aarhus for at være med til at overveje, om vi kan bruge kærlighed som et relevant begreb – også i faglige sammenhænge.

Hun var i gang med at fortælle om acceptkærligheden, den kærlighed, grækerne kaldte agape, og som vi kender fra den kristne næstekærlighed. En hengiven, accepterende kærlighed. En kærlighed, hvor noget udenfor mig er så dyrebart, at jeg ønsker at passe på det og behandle det med omsorg og mildhed. En kærlighed, der giver os blik for mennesket i ethvert menneske, og så kom det – en kærlighed, der minder os om, at enhver er et portræt værdigt, at vi kan tegne et nyt portræt og se bagom det fastfrosne billede, vi har dannet af den anden. Med det kærlighedsbillede ramte hun noget, jeg virkelig holder af i narrativ praksis.

                    

Vi havde inviteret Anne Marie, fordi vi efterhånden længe har gået og talt om et særligt aspekt ved det narrative. Narrativ praksis vil gerne lære os nogle specifikke spørgsmål, som vi holder af og underviser i på DISPUK. Men når vi ser på Michael White og mange andre af dem, der har udviklet de narrative praksisser, er det som om, at disse spørgsmål ikke gør det alene. Det er som om, at spørgsmålene bliver stillet i en særlig ånd, stillet med et særligt blik for den anden, et særligt blik for mennesket – en ånd og et blik, som måske er sværere at indfange og formidle end selve spørgsmålene?
Og det var i et forsøg på at få begreber for den ånd, at vi havde inviteret Anne Marie, der har beskæftiget sig med kærlighed i mange år. For kan man sige, at det blik er et kærligt blik?

Find samtalen mellem Anne Marie Pahuus og jeg som podcast her.

Et særligt blik

Hvad er det for et blik, vi taler om her? Forleden læste jeg med et hold kursister en passage fra kapitlet Unikke undtagelser i Michael Whites Kort over Narrative Landskaber. I kapitlet gengives en samtale, Michael har med en ung mand Peter og hans mor Trudy.

Samtalen er kommet i stand, fordi Peters kontaktperson har lagt mærke til en særlig hændelse – nemlig en dag, hvor Peter blev provokeret, men ikke kom i slagsmål, fordi han i stedet trak sig fra situationen.

For de fleste af os, ville det ikke være særligt bemærkelsesværdigt, at vi ikke kom i slagsmål – det sker ret tit, uden at nogen lægger synderlig betydning i det. Men Peters kontaktperson lægger mærke til det, fordi Peter er kendt for at havne i ballade og slagsmål, og i det lys finder hun det bemærkelsesværdigt, at han her har undgået det vanlige. Hun får lyst til udforske yderligere, hvordan det mon er sket og deraf samtalen med Michael White.

I kapitlet kan man se, hvordan der i takt med, at Michael spørger, og Peter og Trudy svarer, udfolder sig en historie om en ung mand, der i situationen ”kiggede lidt ud over min egen næsetip og så, hvor jeg gerne ville være” og som ”kunne sige, hvad jeg gerne vil og gøre noget ved det”.

I samtalens gengivelse kan man følge de nænsomt tilpassede spørgsmål, der bringer Peters historie frem. Spørgsmål, vi kan lære meget af – men hvad sker der, hvis vi prøver at beskrive, hvad det er for et særligt blik, Michael betragter Peter med, da han stiller de spørgsmål?
Er der et særligt blik, der følger med og supplerer spørgsmålene  – et blik, der ikke ligger i formuleringerne alene?

Når jeg læser den slags praksishistorier, får jeg virkelig indtryk af en særlig ånd – og jeg får lyst til at beskrive den, så vi selv kan have den med, når vi stiller vores spørgsmål. Det er det blik, jeg tror man kan kalde et kærligt blik. Et blik, der ser den anden som et menneske med håb og drømme, et menneske med særlige værdier og længsler, og med viden og færdigheder, der er relevante i forhold til de problemer og udfordringer, personen står overfor. Et blik, der insisterer på, at der må være andet og mere, der kan fortælles om den – i dette tilfælde – unge mand, og som giver os lyst til at høre mere om de håb og drømme, længsler og færdigheder han har, for derigennem at tegne et nyt portræt. Et portræt, der ser bagom det fastfrosne billede, vi allerede har dannet af en ung mand med voldelige, udadreagerende problemer. Et portræt af et menneske.

Nye portrætter kommer til

På DISPUK er tiden op til jul en tid, der er præget af, at mange hold slutter, hvilket markeres med opgaveskrivning, eksamener og fremlæggelser. Det er med andre ord en tid, hvor vi hører et væld af historier om, hvordan vores kursister har taget narrative idéer til sig og brugt dem i deres daglige praksis.

Hvert år smiler jeg i denne tid over at være vidne til en enorm arbejdsomhed og kreativitet hos vidt forskellige mennesker, der har omsat de narrative idéer på forskellige måder og i helt forskellige sammenhænge.

Jeg har smilet lidt særligt i år, fordi jeg ikke har kunnet lade være med at lægge mærke til de kærlige blikke, jeg kan fornemme, har fulgt med de narrative spørgsmål. Igen og igen har jeg hørt og læst eksempler på, hvordan kursister har brugt de narrative idéer til at tegne nye portrætter af – og  sammen med – dem, de har talt med. Portrætter, der ikke passer med de allerede fastfrosne billeder, der er opstået i en kultur og i et system, der har tendens til netop at fastfryse mennesker i ét billede.

Jeg har læst portrætter af unge mænd, der finder fritidsjob og tager kørekort, selv om det fastfrosne billede viser dem som voldsomme og uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg har set portrætter af børn, der bare gerne vil betragtes som helt almindelige og derfor er trætte af, at ordblindheden får andre til at tro, at de er dumme og unormale. Jeg har hørt portrætter af mennesker, der bliver ramt af angst og depression, men insisterer på at det ikke er rimeligt at portrættere dem som sindssyge. Når jeg ser på portrætterne, fornemmer jeg af de er blevet til gennem et kærligt blik. Et blik for mennesket.

Værdig og genkendt

De fleste af os ved fra os selv, eller fra nogle vi har kære, hvor forfærdeligt det kan være at mærke, hvordan andre ser os gennem et fastfrosset billede, som ikke føles værdigt eller genkendeligt. Heldigvis ved de fleste af os også, hvor befriende det kan være at møde et menneske, der har lyst til at være med til at tegne et nyt portræt.

James Gilligan skriver i artiklen Shame, Guilt and Violence, at vi mennesker har brug for det, vi med et engelsk ord kan kalde ‘recognition’ – et ord, der på dansk både kan oversættes til anerkendelse og genkendelse. Et blik, der, som han siger, kan efterlade den, som bliver kigget på, med en følelse af at have været værdige nok til at blive set på ny og kendt nok til at blive genkendt. Som et menneske frem for som én, der passer i en kategorisk kasse.

For mig er det netop, hvad narrativ praksis kan og vil: At se andre mennesker med et blik, så de kan mærke, at de er værdige til at blive set på ny og undervejs blive kendte nok til at blive genkendt.

Årets fremlæggelser og opgaver har mindet mig om, at det er et blik vi kan have med os overalt. På arbejdet og derhjemme, i terapeutiske samtaler og om julebordet. Og at det kan hjælpe os til at tegne de dejligste nye portrætter, så vi igen og igen kan træde frem for hinanden som mennesker.

Tak for det!

Og rigtig glædelig jul og godt nytår ønskes I
af Lasse Offenberg og resten af DISPUK



Nu vi er ved kærlighed 

Så er det måske værd at nævne, at vi i maj 2023 holder Narrativ Salon med Anne Øfsti om at arbejde med kærlighedens kompleksitet gennem parterapi.

Læs mere og tilmeld dig her.

Og nu vi er ved Narrative Saloner

Så byder 2023 på en række spændende af slagsen.

I januar inviterer vi sammen med plejehjemmet Munkensdam i Kolding til Narrativ Salon om de dominerende fortællinger, der findes om plejehjem – og hvilke alternative historier, der også kunne fortælles. Læs mere her.

I februar inviterer vi sammen med Ryslinge Efterskole til en Narrativ Salon om efterskolelærergerningen. Mere info følger. 

I marts afholder vi en ny salon om dokumentation og sprogets kraft – du kan høre podcasten fra den sidste, der foregik i Snekkersten her. Denne gang holdes salonen i Aarhus, og billetter købes her.

I april holder Anne Romer en Narrativ Salon i Snekkersten med titlen: Når terapi kan slå ihjel. Mere info følger. 

I maj holder vi omtalte salon om parterapi. Billetter købes her.

Og i juni holder vi Narrativ Salon med den amerikanske filosof Todd May. Sammen med Lasse Offenberg vil Todd tale om, hvorfor og hvordan det narrative felt også er et politisk felt. Mere info følger.

Hold øje med vores eventside, hvor vi løbende opdaterer. 

Kan du ikke vente til det nye år? 

Så er decembers Narrative Salon netop udkommet som podcast

I den taler Nanna Boysen, der er forfatter til ‘Telefonrådgivning – en grundbog’, med den erfarne telefonrådgiver Katinka Bonde Lind og Eva Kragh fra DISPUK om den rådgivning, som mange praktiserer, men som der sjældent gives særlig opmærksomhed til.

Ny narrativ supervisionsgruppe

Velkommen til Camilla Schjørring

I starten af denne måned kunne vi med stor begejstring byde vores nye kollega Camilla Schjørring velkommen til DISPUK. Camilla er uddannet psykolog og Specialist i psykoterapi med børn – og har blandt andet været ansat 9 år i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor hun har arbejdet med narrativ familieterapi og samskabelse af viden mellem sektorer.

15. maj 2023 starter Camilla en narrativ supervisionsgruppe for psykologer med henblik på autorisation.
I alt 10 enkeltdage kl. 9-16, svarende til 60 timer, som omregnes til 40 eksterne supervisionstimer ved 4 eller 5 deltagere.

Læs mere og tilmeld dig her.

Onlineseminar 

SAD IN DENMARK
Stress, Angst og Depression
Fredag den 17. marts 2023, kl. 9-16

Medierne er fyldt med historier om voksende mental mistrivsel i Danmark– og sikkert i det meste af den vestlige verden. Især blandt børn og unge er der flere og flere der slås med angst og skolevægring. Siden 1987 har der været en eksplosion i antallet og omfanget af psykiske lidelser.

Hvordan kan man forstå det på både et mikrosocialt niveau og på et kulturelt og samfundsmæssigt niveau? Hvad bidrager til stress, angst og depression i vores kultur? Lad os lytte til nogle af de mennesker, der har været ramt af og stadig mærker disse ”moderne” lidelser.

Dette års psykiatriseminar er det første i en række, hvor det ikke primært er eksperter, der kommer til orde, men de mennesker, som har personlige erfaringer med stress, angst og/eller depression.

Allan Holmgren vil på dette seminar have samtaler på 30-45 minutter med en række personer, der har personlige erfaringer med mentale sammenbrud, terapi og psykiatri.

Dagen rundes af med en opmuntrende fortælling fra psykiatrien i Randers, der arbejder med et relationelt paradigme, og som blandt andet i denne artikel Socialt Indblik udtaler:
‘Vi har ikke brug for mere psykiatri. Vi har brug for mere fællesskab.’

Læs mere om psykiatriseminaret, se programmet og køb billet her.

Brug for coaching? 

Har du brug for at tale om bøvlet på din arbejdsplads, vende en problemstilling fra arbejdspladsen eller livet i det hele taget med en samtalepartner? Vil du gerne tættere på det, der er vigtigt for dig og blive styrket som menneske?

Så kan Center for Narrativ Coaching være noget for dig. Center for Narrativ Coaching tilbyder coachingsamtaler med en samtalepartner, som deltager eller har deltaget på en af DISPUKs efteruddannelser.

Samtalerne foregår på onsdage i lige uger kl. 16.30 eller kl. 18.30, og har til formål at hjælpe og inspirere dig i forhold til de vanskeligheder og problemstillinger, du trækkes med.

Samtalerne er samtidig en lærings- og træningsmulighed for coachen. Ved hver samtale deltager to coaches. Den ene er din samtalepartner, den anden har fokus på den læring, der skal komme ud af jeres samtale og vil give dig sin personlige respons.

Alle samtaler optages på DVD, og bliver brugt til supervision af coachene. Optagelserne slettes, når dit forløb på Center for Narrativ Coaching er slut.

Hvornår:

Onsdage i lige uger

kl. 16.30-17.45 eller kl. 18.30-19.45

Pris:

Kr. 500,- inkl. moms for 5 samtaler

Tilmelding og yderligere information

Har du spørgsmål eller vil tilmelde dig, så skriv en mail til cnc-snekkersten@dispuk.dk og du vil blive kontaktet hurtigst muligt.

Dette var årets sidste nyhedsbrev. Tak til alle for et dejligt 2022, vi er tilbage i det nye år fra 3. januar.
balloner

Nyhedsbrev november 2022

Nyhedsbrev november 2022

Sådan kan man lede

14.11.2022
balloner
Share

"Det er ikke længere en metode for mig, men et mindset."

Sådan skriver Majken Muus Meyer i DISPUKs forlags nyeste udgivelse Sådan kan man lede. Majken er en af femten bidragsydere, der har gennemgået DISPUKs toårige lederuddannelse, og som alle fortæller i bogen, hvad uddannelsen har inspireret dem til at praktisere.

DISPUKs grundlægger Allan Holmgren, der underviser på DISPUKs lederuddannelse, har skrevet bogens indledende kapitel Fortællingernes magt. Om den bærende idé i narrativ praksis, der indebærer, at det er lederens opgave at sørge for, at alle medarbejderne kan fortælle en historie om, hvorfor arbejdspladsen eksisterer og hvad den bidrager til i vores samfund.

I dette nyhedsbrev har vi fået mulighed for at stille Allan nogle spørgsmål om initiativet bag bogen om lederuddannelse, hvor der i øvrigt stadig er ledige pladser til kursusstart 2023 i både Snekkersten og Aarhus 2023.

Tillykke med bogen, Allan. Hvad er tanken bag Sådan kan man lede?

“Tak. Jeg har længe haft et ønske om at få de mange fortællinger om narrativ ledelse i praksis ud til et større publikum. Når man har gennemført et 2-årigt uddannelsesforløb i ledelse inspireret af narrative samtalemetoder og praksisformer, fortæller de studerende i en halv time om deres praksis. De fortæller, hvad de har gjort på deres arbejdsplads, inspireret af de narrative ”samtalekort”, som Michael White kaldte sine metoder. Jeg bliver hver gang slået af, hvor kreativ og inspirerende den praksis, uddannelseskandidaterne fortæller om, er. Det er praksisser, hvor medarbejderne bliver inddraget og deres erfaringer bliver opgraderet, så alle kan føle mere frihed, fordi der bliver etableret større og flere fællesskaber. Flere personer fortæller også om, hvordan de er blevet forandret som mennesker, når de er blevet klar over, hvad der virkelig er vigtigt for dem.
Narrativ praksis har ikke fokus på at løse komplekse eller ”vilde” problemer, men mere på at få et overblik over de magtspil, der finder sted på arbejdspladserne. Så tanken med bogen er at inspirere andre ledere til nye og mere inddragende og kreative måder at være sammen på på arbejdspladsen. Derigennem kommer lederne, der læser med, forhåbentlig til at føle sig mindre ensomme. Og ensomhed er simpelthen det største problem i vores tid. Det er bl.a. derfor, at 30-35.000 mennesker er sygemeldt med stress i dagens Danmark.”

Hvorfor de praksisnære beretninger? Hvad er det, de kan? 

“Praksisnære fortællinger kan inspirere. Den østrigsk-britiske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein skriver, at sproget har brug for eksempler til at udfylde sprogets huller: “To fill out the loopholes in language.” Jo flere konkrete eksempler, jo mere resonans og genklang giver det – forhåbentlig – i læseren. Så kan man lettere sige ”nåh, er det sådan man kan gøre.” 
Mange ledelsesbøger er fyldt med begreber uden eksempler. Eller også er de fyldt med anekdoter uden begreber og teori. De praksisnære fortællinger, der eksemplificerer metoder, kan skabe forbindelser mellem teori og praksis. Det tror jeg, der er brug for. Der er næppe brug for flere teorier om ledelse. Jeg tror, at der er brug for flere fortællinger om den kompleksitet og de magtspil, mennesker lever under og i. Journalisten Sigge Winther Nielsen taler om ”vilde og tamme problemer” i sin bog Entreprenørstaten. Ledelse handler om at håndtere de vilde problemer, der ikke er nemme ”løsninger” på, hvor der ingen enkle svar er. Man begår en stor fejl ved at betragte vilde og komplekse problemer som tamme problemer eller tekniske problemer, der har enkle løsninger.
”At lede er at lede efter det, der ikke er fundet,” som Ole Fogh Kirkeby skriver.
Ellers var der ingen grund til at lede.”

Hvad kom mest bag på dig ifm. ledernes beretninger?    

“Jeg tror, at det især var ledernes mod til at gå i kast med nye praksisser, som deres medarbejdere og chefer havde en vis modvilje mod i starten, der både kom bag på og imponerede mig. Mange af ledernes medarbejdere havde som de fleste af os en vis tilbageholdenhed med at afprøve nye møde- og praksisformer. Men de fik alle meget lyst bagefter.
Et eksempel på en praksisform, vi på uddannelsen opfordrer lederne til at afholde er ”fortælleværksteder”, hvor den længst ansatte medarbejder fortæller om afdelingens eller arbejdspladsens op- og nedture. Fortællingen bevidnes af de øvrige kolleger. Pludselig forstår alle, hvad der er sket. Pludselig har alle fat i meningen med, hvorfor vi er sammen, og hvad vores opgaver er. Lederne fortæller også om, hvordan de nu tør gå ind i og håndtere konflikter og spændinger. Det er altså imponerende.”

Hvordan er bidragsyderne til ledelsesfortællinger fundet og sammensat?

“Alle deltagere på lederuddannelsen, der afsluttede uddannelsen i 2020 og 2021 og som ville skrive om deres erfaringer med at arbejde med nogle af de narrative praksisser, er blevet inviteret til at indsende en lille rapport. Alle rapporterne er medtaget efter, at jeg i samarbejde med forfatterne har redigeret de mange bidrag.
Bogen er som sådan et overflødighedshorn af praksisser, inspireret af både de narrative samtalemetoder, af Ole Fogh Kirkebys radikalt fænomenologiske ledelsesfilosofi og af poststrukturalistisk filosofi. Bogen er absolut ikke et teoretisk tungt værk. Den skal fungere som en inspiration til en mere livgivende og innovativ ledelsespraksis og til at styrke arbejdspladsernes fællesskaber. Det er jo et Sisyfosarbejde. På lige fod med ægteskaber og samværet med børn. Børn skal ikke opdrages – de skal inddrages. Sådan er det også med medarbejdere – de skal ikke opdrages eller belæres, de skal inddrages.”

bog

Kom med til bogreception

Fredag den 25. november kl. 14-16 i DISPUK 1
Snekkersten Stationsvej 13 3070 Snekkersten
Tilmelding direkte til Allan på Holmgren@dispuk.dk

Bogen kan efterfølgende købes her.

Og så til noget helt andet…
NYE Narrative Saloner
Det sørme det snart december, og pludselig hedder kalenderen 2023.
Vi er derfor i fuld gang med at opdatere vores eventside med en håndfuld nye Narrative Saloner, som vi håber at se en masse af jer til i det nye år.
I 2023’s saloner skal vi blandt andet tale om ældreplejen, om livet som efterskolelærer og om parterapi. Og så kan vi fortælle, at vi efter flere forespørgsler har valgt at holde vores salon om dokumentation – som du kan høre podcasten fra her – igen, denne gang i Aarhus.

Gå ind på vores eventside, hvor vi løbende opdaterer programmet.

glade mennesker

Kan du ikke vente til 2023?
Så er der stadig billetter til vores Narrative Salon om telefonrådgivning – og med endnu en gæst den 7. december i Snekkersten.
Hvert år modtager hundredtusinder af mennesker rådgivning over telefon alene gennem de mange danske telefonrådgivninger. Hertil kommer al den rådgivning, som socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, psykologer og andre fagprofessionelle foretager hver dag over telefon som en del af deres arbejde.

Nanna Boysen fra Mødrehjælpen er en af forfatterne til bogen ‘Telefonrådgivning – en grundbog’, og hun er gæst på Narrativ Salon den 7. december, hvor hun i samtale med DISPUKs konsulent Eva Kragh vil snakke om, hvad der kan bidrage til at styrke og kvalificere fagligheden for de, der har telefonrådgivning som en væsentlig del af deres arbejde.

Derudover har vi inviteret Kathinka Bonde Lind, der som sygeplejerske i kompetencecenter for debuterende psykose i Region Sjælland er en erfaren telefonrådgiver. Kathinka vil give os et konkret indblik i den telefonrådgivning, som så mange praktiserer, og sammen med Eva og Nanna vil hun tale om dilemmaer, glæder, sorger, tips og tricks.

Til salonen vil der serveres et glas vin, og det vil være muligt at stille spørgsmål til Nanna, Kathinka og Eva.

Billet koster 200 kr,- og kan købes her.

Opfølgningsdage for tidligere kursister
Hold narrativ praksis i live
Gennem årene har vi haft stadig flere kursister, der efter at have gjort deres DISPUK-uddannelse færdig, har efterspurgt en mulighed for at holde de narrative idéer i live i deres tænkning og praksis. En del har også nævnt, at det ville være spændende at arbejde mere med, hvordan narrative idéer kan omsættes i arbejdet med grupper.

Derfor har vi oprettet disse 4 opfølgningsdage, der fordelt ud over året er tilrettelagt, så der både bliver mulighed for at genbesøge narrative idéer og praksisser, man allerede har mødt, udveksle erfaringer med at omsætte dem i praksis i forskellige felter samt at blive præsenteret for nye idéer og måder at omsætte de kendte ideer på – og på den måde holde narrative idéer i live i sin praksis.

Læs mere om opfølgningsdagene, der undervises af Eva Kragh klik her.

Eva Kragh underviser
valgkasse

Nyhedsbrev oktober 2022

Nyhedsbrev oktober 2022

Hvad skal man vælge?

03.10.2022
valgkasse

Af Martin Nevers, DISPUK

Share

Hvad skal man vælge?

Livet er fuldt af valg, så hvad skal man vælge? Jeg møder ofte unge mennesker i min samtalepraksis, der er ramt af tvivl og utryghed og som ikke aner, hvad de skal vælge. De ser ikke ud til at være hjulpet af hverken velmenende forældre, lærere eller andre, der fortæller dem, at de kan, hvad de vil eller bare skal følge deres hjerte.

Nu står vi så over for endnu et valg. Et Folketingsvalg. Måske vi foruden at vælge skal huske at se på de processer, der går i gang og undersøge, hvad vi gør for at hjælpe folk med at træffe deres valg?

For nyligt læste jeg Kenneth Gergens nye bog Den relationelle fordring. Jeg håber, at vores politikere også giver sig tid til at læse den, når nu de står midt i en valgkamp. Men måske endnu vigtigere – at de journalister, som dækker valget, læser Gergens refleksioner over måden, der konstrueres vælgermøder under valgkampe. Som han beskriver, bliver disse vælgermøder ofte et rum, hvor ”kandidaterne retfærdiggør eller glorificerer sig selv og kritiserer modstanderen.”

Gergen beskriver disse processer som degenerative processer, der skaber afstand imellem mennesker. ”Det nytter ikke noget at diskutere, vi taler alligevel fra hvert vores sted,” skriver den franske filosof Gilles Deleuze.

 

 

Kriserne står tilsyneladende i kø i disse år, og det ligger ligefor at tænke, at kriserne bidrager til afstanden mellem mennesker, hvilket nok ofte også er tilfældet. Men spørgsmålet er, om ikke afstanden mellem mennesker også bidrager til kriserne. Hvad kom egentlig først: Afstanden eller krisen?

Forleden talte jeg med et ungt familiemedlem, som netop er vendt hjem efter et år på High School i det nordlige Californien. Jeg spurgte hende, hvad hun syntes var det mest mærkværdige, hun havde oplevet derovre. Til det svarede hun, at det var, at hvis man var demokrat kunne man ikke have republikanske venner og omvendt. Hun oplevede en nærmest hadsk tone, når talen faldt på den anden part.

Mange af vores kursister på DISPUK arbejder i dagligdagen med familier ramt af skilsmisser og/eller høje konfliktniveauer. Kursisterne beskriver, hvordan børnene ofte kommer til at stå imellem deres forældre. At de bliver ramt af de effekter, som skilsmissen eller konflikterne har og har haft på alle i familien. I forældrenes måde at håndtere forældreskabet, ses de samme måder at kommunikere på som i Gergens beskrivelse af det politiske system, hvor folk forherliger sig selv og kritiserer modstanderen.

Når tilliden til vores politikere falder, som den gør i øjeblikket, kan det hænge sammen med disse degenerative måder at tale om sig selv og hinanden på. Ingen synes, det er en god ide at forældre taler sådan, da det skader børnenes tillid til sig selv og til de voksne. Det skaber utryghed i familien. Jeg tror heller ikke det er en god ide at reproducere selvsamme måde at tale til og om hinanden på i den politiske kultur. Ikke desto mindre ser det ud til, at journalisterne og de politiske kommentatorer har svært ved at skabe andre måder at bringe politikerne sammen, så vi kan høre om deres politiske visioner.

I DISPUK kommer vi i efteråret 2023 til at afholde et kursus om arbejdet med skilsmissefamilier med et højt konfliktniveau – hold øje med vores hjemmeside, hvor vi snart lægger mere info ud.
Måske vi skulle invitere journalister og politikere til at deltage i workshoppen. For mister vi tilliden til vores politikere og det politiske system, er vi på vej mod det mit unge familiemedlem oplevede i USA. Et polariseret samfund, hvor vi hader dem, som ikke tænker og synes det samme som os selv. Det må vi for alt i verden undgå.

Rigtig godt valg 1. november.

 
Narrativ Salon 
Kærlighed som faglighed – Nu med gæst 

Som vi tidligere har skrevet, vil vores direktør og konsulent Lasse Offenberg på en Narrativ Salon 15. november dykke ned i, om kærlighed kan være et relevant begreb i vores faglige praksis?Nu kan vi med glæde informere om, at Lasse ikke kommer til at tale alene om, hvorvidt kærlighed overhovedet er et legitimt begreb at bringe ind i et fagligt felt.

Til salonen har han inviteret Anne Marie Pahuus, lektor i filosofi og prodekan på Aarhus Universitet. Anne Marie står bag nr. 14 i rækken af Aarhus Universitetsforlags populære Tænkepauser, der meget passende handler om og har titlen Kærlighed. Derudover har hun blandt meget andet beskæftiget sig indgående med Hannah Arendt og K. E. Løgstrup, som måske også har noget relevant at sige om emnet.

All You Need Is Love og en billet til vores Narrative Salon, som du finder her.

Narrativ Salon, 15. november, kl. 17 -19
RESTAURANT NorR, Marselisborg Havn i Aarhus.

Pris 200,- kr.

 
Ny podcast
Tætte Talks om familiebrud

“Når vi tager afstand fra en relation, så er det fordi, der er noget, der er vigtigt for os. Jeg er interesseret i at få talt det frem,” forklarer vores konsulent Lasse Hauge, der er vært på den nye sæson af DIPSUKs podcastserie Tætte Talks. I sæsonen taler vi med mennesker, der aktivt har brudt med et eller flere familiemedlemmer.

Du kan møde Rikke, Tina, Jesper samt en anonym kvinde, der hver især fortæller netop deres historie og bl.a. sætter ord på de familieidealer, de har skulle kæmpe mod hos både sig selv og hos andre ift. deres beslutning, men også om, hvordan de ved at komme i andre typer hjem oplevede, hvordan det kunne være.

 
Narrativ Salon

Hvorfor telefonrådgivning
ikke bare er at tale i telefon

Der er stadig billetter til vore Narrative Salon 7. december, hvor Eva Kragh fra DIPUK har inviteret Nanna Boysen fra Mødrehjælpen til Snekkersten for at tale om disciplinen telefonrådgivning.

Hvert år modtager hundredtusinder af mennesker rådgivning over telefon alene gennem de mange danske telefonrådgivninger. Hertil kommer al den rådgivning, som socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, psykologer og andre fagprofessionelle foretager hver dag over telefon som en del af deres arbejde.

Ikke desto mindre gives den faglighed, der knytter sig til denne særlige rådgivningsform, sjældent særlig opmærksomhed. Men det giver vi den på decembers Narrative Salon, som du kan læse mere om og købe billetter til her.

 
Nyt kursus

Sådan kan man lede. Først menneske, da leder

24.- 26. maj 2023 afholder Allan Holmgren et nyt intensivt kursus i narrativ ledelse og organisationsarbejde for ledere, chefer, direktører, konsulenter og coaches, der arbejder med menneskers og organisationers lærings-, udviklings- og forandringsprocesser. Det foregår på på Comwell Klarskovgaard i Korsør og prisen dækker kursus, forplejning og 2 overnatninger.Læs mere og tilmeld dig her.

Nyhedsbrev september 2022

Nyhedsbrev september 2022

Hvor mange børn og unge skal lide mentalt, før vi laver noget om?

05.09.2022

Af Lasse Offenberg, psykolog og direktør

Share

Vi kan ikke nøjes med at håbe på, at vi kan behandle os ud af, hvad Kresten Dørup, centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, Politiken i august kaldte en mistrivselsepidemi blandt børne og unge. Efter år med håndsprit og mundbind har vi alle lært, at hvis vi skal stoppe en epidemi, må vi også kigge på forebyggelse. Det gælder også, når vi skal stoppe mistrivselsepidemien. I den forbindelse er vi nødt til at kigge på, hvad det er for et samfund, vi har skabt for vores børn og unge. Derfor er børn og unges trivsel – og de betingelser vi skaber for dem, temaet for DISPUKs seminar i september 2023, som du kan læse om til sidst i dette nyhedsbrev.

Har du mødt et barn i mental mistrivsel? En, der har det rigtig skidt, måske føler sig udenfor, forkert eller alene? En, der langsomt ændrer sig og måske bliver mere og mere mut, ulykkelig, vred eller tavs, på en måde, hvor du har på fornemmelsen, at der er sider hos ham eller hende, der er ved helt at forsvinde, og andre, der fylder stadig mere, så du til sidst ikke helt kan kende ham eller hende? Det har jeg. Både privat, men i den grad også professionelt, hvor jeg oftere og oftere har samtaler med børn og unge ramt af livet.

De af os, der har gået ved siden af et barn, der har det sådan ved, at det kan være hjerteskærende og næsten ubærligt både for børn og voksne, og at det kan efterlade os med en forfærdelig afmagtsfølelse. For hvad skal man stille op? Og hvem kan egentlig hjælpe?

Når man står overfor den slags spørgsmål i alt fra skolen til sundhedsvæsenet, går svarene tit i retning af diagnoser og individuelle behandlingsforløb. Alt for sjældent løfter vi blikket og spørger, hvad det er, der gør det så svært at trives i den verden, vi har skabt for de unge. Men det er vores overbevisning, at vi bliver nødt til også at fokusere på det, hvis den mistrivselsepidemi, vi oplever i øjeblikket, skal stoppe. Forebyggelse er i dag et nøglebegreb, når vi taler om alt fra rygning til corona. Men det er som om, at når det handler om mental trivsel, er det oftest behandlingslogikken, der dukker op. Selvfølgelig skal vi have gode behandlingstilbud, men hvis vi vil undgå længere ventelister i psykiatrien, undgå at endnu flere voksne føler sig afmægtige og vigtigst af alt undgå, at så mange børn og unge mistrives, er det væsentligt ikke kun at snakke behandling, men at turde kigge på årsagerne bag.

 

Fokus på forebyggelse 

Man skal ikke følge meget med i pressen for at vide, at stadig flere børn og unge har det skidt. Et stærkt stigende antal børn og unge bliver henvist til psykiatrien for at blive udredt for lidelser som autisme, ADHD og spiseforstyrrelser – i en grad så Kresten Dørup, centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden i Politiken d. 16. august taler om en ”epidemi af børn og unge i mental mistrivsel og psykisk sygdom.” Samtidig bliver der fra de psykiatriske afdelinger og ambulatorier råbt vagt i gevær, fordi der ikke er kapacitet til at behandle alle dem, der har behov, mens ventetiderne bare stiger og stiger.

Situationen er alarmerende, og mens vi venter på den lovede psykiatriplan, der skal vise vejen for psykiatrien i en 10-årsperiode, er samtalerne om behovet for en styrket psykiatri i fuld gang. I den brede, offentlige debat rejste den tragiske skudepisode i Fields for alvor spørgsmålet, om vi gør nok for dem, der har brug for psykiatrisk hjælp. I sådan en situation kommer debatten let til at handle om hvordan der kan skaffes øget behandlingskapacitet. Det bliver oplagt for politikere at forsøge at fremstå handlekraftige ved at love flere behandlingspladser og Sundhedsminister Magnus Heunicke udtaler da også, at en ti-årsplan for psykiatrien skal nedbringe ventetiden i psykiatrien og sikre, at børn og unge får den hjælp, de har brug for.

Men midt i debatten om, hvordan vi kan hjælpe dem, der er hårdest ramt, er det som om, vi let kommer til at gå udenom et presserende og måske lidt uoverskueligt spørgsmål. For hvordan kan det egentlig være at stadigt flere børn og unge får det skidt? Og hvordan stopper man en epidemi af mental mistrivsel?

Efter et par års pandemi kan de fleste af os i dag teste os selv for corona. Vi ved, hvordan man bærer et mundbind, og at man hoster i albuerne. Det kan og ved vi, fordi vi alle er blevet undervist i, hvordan vi hjælper med at stoppe smittespredningen. Intet af det kan gøre en coronasmittet rask igen, men vi har alle lært, at behandling af de syge kun er ét ben i bekæmpelsen af en epidemi, og at det er mindst lige så vigtigt at finde ud af, hvordan smitten spredes og derigennem forsøge at minimere spredningen.

 

Hvordan smitter mental mistrivsel?  

Mental mistrivsel og psykisk lidelse smitter heldigvis ikke som en virus. Man får ikke ADHD eller angst gennem dråber i luften. Men hvordan forklarer vi egentlig, at tallet stiger så eksplosivt for tiden?

Til det spørgsmål svarede cheflæge Nina Staal, leder den ambulante enhed i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, i Politiken d. 17. august:

”Jeg har ingen forklaring på, hvorfor så mange børn og unge får brug for psykiatrisk behandling. Vi ser det også i mange lande i Europa, vi sammenligner os med. Der kan være biologiske og sociale forklaringer. Noget i vores samfundsstruktur. At børn og unge hele tiden ser et perfekt liv spejlet på sociale medier. I don’t know«.

På DISPUK vil vi godt vove det ene øje og sige, at en del af svaret på det spørgsmål er, at det samfund og de rammer, vi har skabt for vores børn og unge, har ændret sig markant. Og nej – set fra vores perspektiv er det ikke bare mobiltelefonerne og de sociale mediers skyld, selv om de da nok er på listen, men en langt mere grundlæggende ændring af betingelserne for børne- og ungdomsliv, vi må se på. For når en generation af unge lider, er det ikke den enkelte, der er noget galt med.

Den amerikanske kulturantropolog Catherine Bateson sagde for mange år siden, at vi må udskifte spørgsmålet “hvad er der galt med dig?” til spørgsmålet “hvad er der sket med dig?” Måske skal vi bruge mere tid på at spørge: “Hvad er der sket med dem, vores børn og unge?”

En konstant kamp for at være god nok 

Via supervision og undervisning møder jeg ofte mennesker, der er i direkte kontakt med de unge. Jeg møder også unge selv. Og fra begge grupper lyder det, at en del af forklaringen bag den store mistrivsel går på, at vi i vores samfund i dag lever liv, hvor børn har alle muligheder – men også alle muligheder for ikke at slå til.

Heldigvis er der både i den offentlige debat og i faglige kredse mennesker, der har et meget nært kendskab til børne- og ungdomsliv. Mennesker, der er i gang med at se på, at det, at vi forstår os selv som en konkurrencestat, er med til at forme konkurrenceliv, hvor man konstant er i fare for ikke at være god nok, ikke at kunne komme ind, eller med andre ord – er i konstant fare for at ryge ud.

Måske er alle de tv-programmer, hvor deltagerne én for én bliver stemt ud, et meget godt billede på ungdomslivet i dag – en konstant kamp for at undgå blive den, der ‘ryger hjem’ fra vennegruppen, fællesskabet, uddannelsessystemet og siden jobmarkedet. Hvor mange tv-programmer har vi egentlig, hvor flere og flere bliver inviteret indenfor og hvor fællesskabet skridt for skridt bliver udvidet og styrket. Hvor der er en plads til alle?

Hvorfor lytter vi ikke mere til de fagpersoner eller de unge selv, der påpeger netop det? Tager deres pointer med i debatten om mistrivsel, som var de epidemiologer under coronakrisen. Lader bøger som Utilstrækkelig af Christian Hjortkjær være pensum, når vi taler om forebyggelse? En bog, der beretter om et ungdomsliv, hvor man konstant bliver bedt om at leve livet, få det bedste ud af det, Just do it, Make your life extraordinary – men aldrig får at vide, hvornår man har gjort nok. For kunne man ikke altid have gjort mere? Tager det meget alvorligt, når 1000 PPR-psykologer i et åbent brev til Folketinget beskriver, hvordan det er umuligt at give den hjælp og det nærvær, der er brug for?

Den australske narrative terapeut Michael White skrev, inspireret af den franske idéhistoriker Michel Foucault, at vi lever på det tidspunkt i verdenshistorien, hvor risikoen for at føle sig som en personlig fiasko er størst. Fordi antallet af normer vi kan forsøge at leve op til, er større end nogensinde. Og fordi der er altid er nogen, der står klar til at ”hjælpe” os ved at minde os om, hvordan vi kunne gøre endnu mere for at blive den bedste version af os selv. Du er aldrig god nok.

I vores bestræbelser på at vinde kapløbet med kineserne om konkurrenceevnen og med finnerne om, hvem der er bedst til at læse, er vi måske kommet til at glemme at børne- og ungdomsliv også kan handle om andet og mere end det. At det er vigtigt at have en grundlæggende fornemmelse af at være god nok, at betyde noget for andre og føle sig som en betydningsfuld del af sociale fællesskaber. Det er noget af det, Danmark, velfærdsstaten og de danske institutioner har været fantastiske til at skabe gennem årene. Men de seneste år har vi skiftet spor bl.a. med nationale tests og screeninger i børnehaven. Og gad vide, om ikke vi nu ser effekten.

 

 

Lad os anlægge et forsigtighedsprincip  

Det er så let at sende alle, der får det skidt, i behandling. Eller let er måske så meget sagt, for det er dyrt, og derfor vokser ventelisterne i øjeblikket. Men det er let at se problemerne som individuelle og prøve at behandle dem individuelt. Desværre ser det ikke ud til at stoppe mistrivselsepidemien, hverken hos børn, unge eller voksne.

Men hvornår er nok egentlig nok? Hvor mange procent af en ungdomsårgang skal have en psykiatrisk diagnose, før vi anlægger et forsigtighedsprincip og begynder at spørge, hvad der er sket med dem, i stedet for kun at interessere os for, hvad der er galt med dem? Før vi accepterer, at mental lidelse rammer den enkelte, men opstår i sociale sammenhænge, og for alvor begynder at se på hvilken rolle kulturen og vores institutioner spiller for den stadige stigning i antallet af unge, der lider? Før vi lader opmærksomheden på forebyggelse fylde lige så meget som blikket på behandling?

Efter flere lockdowns kender vi om nogen til effekten af forebyggelse. Og nej, det handler ikke om to meters afstand, psykisk lidelse smitter ikke via kram, men det betyder ikke, at det bare er noget, der kommer indefra – at nogen er disponerede og sådan er det. Siden Bateson og de andre systemikere har mange fået fokus på det, der i dag kan synes oplagt. Nemlig at psykisk lidelse kan opstå som reaktion på livsomstændigheder.

Derfor må vi ikke fokusere ensidigt på behandling som svaret på problemet, men insistere på også at tænke i forebyggelse. Det er ikke nemt, og det kan kræve, at vi med et langt sejt træk må ændre radikalt på den kultur og nogle af de rammer, vi har skabt for børn og unge. Det kan virke næsten uoverskueligt og synes meget lettere at nøjes med at sende barnet afsted til psykolog eller psykiater, men det har vi prøvet og noget tyder på, at det ikke er nok…

DISPUK-seminar 2023: Kulturen til behandling?  

12. september 2023 afholder vi DISPUK-seminar, der netop omhandler trivsel som forebyggelse. Vi har kaldt seminaret Kulturen til behandling?, og er i øjeblikket i fuld gang med at programplanlægge osv.

Du kan tilmelde dig denne side for at få direkte besked, når program og tilmelding er klar. Vi glæder os.

 
Ny podcast
Narrativ salon om dokumentation 

“Hun så i dokumentation sig selv beskrevet som ‘en vanskelig pige’. Men hun syntes jo, at hun var en pige i vanskeligheder. Gad vide, hvilket blik det havde givet, hvis der var blevet skrevet sådan.”

Sådan sagde Mette Larsen, da hun d. 5 september talte med DISPUKs direktør Martin Nevers om sprogets skabende og destruerende kraft til vores udsolgte Narrative Salon.

En samtale, der netop er udkommet som podcast.

Tjek kalenderen her for at se de kommende narrative saloner. Vi afholder både i Snekkersten og Aarhus.

 

Ny uddannelse for journalister
– om arbejdet med sårbare kilder

Hvordan kan vi fortælle om folk uden at efterlade dem et mere sårbart sted? 

Vi glæder os til efteråret 2023, for her udbyder vi et splinternyt kursus for journalister, tv-tilrettelæggere og kommunikatører om sårbare kilder i journalistikken.

Med kurset ønsker vi at bringe vores viden og erfaring om, hvordan man kan tale med og beskrive mennesker, der står i svære situationer i deres liv, i spil i journalistikken.

Så er du eller kender du journalister, dokumentarister og kommunikatører, der søger efteruddannelse i arbejdet med sårbare kilder uden at gå på kompromis med den skarpe historiefortælling, så læs mere om vores 4-dages kursus her.

Bag kurset står Lasse Offenberg, direktør i DISPUK, og Olivia Nepper Winther, formidlingsansvarlig i DISPUK. De to har rødder i henholdsvis psykologien og journalistikken, men fælles baggrund i narrativ teori og praksis. Samtidig vil to af kursusdagene indeholde oplæg fra to forskellige gæsteundervisere, Moussa Mchangama samt Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen, der henholdsvis har oplevet at være sårbar kilde i medierne samt at arbejde med at interviewe sårbare kilder.

 
Ledige pladser 
Samtalehuset har lige nu ledige forløb til unge
mellem 15-23 år

Unge mennesker kan have brug for at vende livet med nogen. Måske specielt med nogen, som ikke er tæt på. De unge vi ser i Samtalehuset beskriver, at de kan være ramt af angst eller frygt, negative tanker, tristhed, tomhed, vrede, forvirring, uoverskuelighed, kærestesorger, negative selvfølelse, misbrug eller andre ting.
Måske føler de unge, at det de bøvler med, ikke er slemt nok til at søge hjælp, men de har heller ikke lyst til at involvere deres omgivelser i deres problemer. I Samtalehuset, som kan være et fristed for de unge, vurderer vi ikke problemer i forhold til hvor ”svære” eller ”slemme” de er. Vi er mere interesserede i, hvordan det lykkes problemer at få fat i menneskers liv, og vi ved, at det er muligt at vinde sit liv, eller sig selv, tilbage fra problemer og vanskeligheder.
Vi arbejder med de unge om, hvordan det kan lade sig gøre at stå lidt mere fast på det, man tror på og synes er et godt liv. Måske handler det også lidt mindre om det som andre mennesker synes, man skal gøre og mene.
Vi har plads til nye samtaleforløb i øjeblikket.

Et samtaleforløb strækker sig typisk over 5-10 samtaler og koster kr. 400.- i alt.

Kontakt koordinator Jakob Neimann på mail@samtalehuset-dispuk.dk
og se mere på Samtalehuset-dispuk.dk 

sol hviler i hånd

Nyhedsbrev august 2022

Nyhedsbrev august 2022

Sommeren rinder ud

08.08.2022
Share

Vi befinder os i slutningen af august. Kalenderens sidste sommermåned. Om lidt rinder sommeren og dagene ud, men sikke en august, vi har haft.

Utallige solrige dage, hvor rekordhøje temperaturer har fået vaffelis til at løbe ned af kinderne, og selv de mest kuldskære til at hoppe i bølgen blå. Lune aftener, hvor en stor orange blodmåne har rejst sig fra havet og banet vej for klare stjernenætter med flere spektakulære meteorregne, der har givet os god mulighed for at ønske. Sommerfester og festivaler uden coronapas og mundbind, hvor støvede dansetrin er blevet fundet frem og pudset af.

Samtidig har det været en august, hvor klimaforandringernes uhyggelige konsekvenser er blevet tydelige for os alle. Hvor den lave nedbør kombineret med de sveddryppende temperaturer har medført ekstrem tørke flere steder i Europa. Vi har set billeder af skovbrande i Frankrig og af den udtørrede flod Po i det nordlige Italien, og hvis en landmand har mødt en mariehøne på sin vej, er den højst sandsynligt blevet sendt afsted med et ønske om regnvejr i morgen.

Og samtidig med, at vi har svedt – og til dels både nydt og bekymret os om varmen – har det ligget i de fleste baghoveder, at vi om lidt kigger ind i en vinter med rekordhøje el- og varmepriser, grundet en krig, der synes uden ende.

Ja august 2022 har for mange budt på en særegen cocktail af sommerrus og bekymringer, men også på nye begyndelser. Ikke mindst rundt om på landets skoler og uddannelsesinstitutionerne, hvor et “nyt år” er ringet ind. Ovenpå en lang sommerferie står den igen på madpakker, skoletasker, forelæsninger og spidsede blyanter. Hverdagen er i gang – men med lidt ekstra energi.

           

Det gælder også hos os i DISPUK.

Husene i Snekkersten og Aarhus vrimler igen med entusiastiske kursister, der lyder latter og refleksioner rundt om i haverne og på gangene, og duften af krydderier og nybagt kage spreder sig fra vores køkkener. Det samme gør idéerne og initiativerne fra vores konsulentkontor og ledelse.

Vi har samlet lidt af dem her…

 

Aftenevent

Narrativ Salon i Aarhus
Kærlighed på arbejdspladsen

De sidste par år har vores direktør og konsulent Lasse Offenberg tænkt stadig mere på begrebet kærlighed i faglige sammenhænge.

Den gamle chilenske biolog, Humberto Maturana, der var med til at udvikle systemiske ideer, skrev og talte om kærlighed som et grundbegreb og som en fundamental kraft i al udvikling.

Samtidig har den gamle skelnen mellem det professionelle, personlige og private gjort sit til, at fagfolk ikke blev for varme om hjertet – og denne stærke skelnen dukker stadig op, når snakken om kærlighed på arbejdspladsen tages.

Til denne narrative salon vil Lasse Offenberg dykke ned i, om kærlighed kan være et relevant begreb i vores faglige praksis? Hvad kan den, kærligheden, når vi arbejder med mennesker – og måske mennesker, som ikke har mødt så meget af den? Og er det overhovedet legitimt at bringe et sådant begreb ind i et fagligt felt, eller er det – som nogen vil mene – at bringe private følelser ind i arbejdet?

Narrativ Salon, 15. november, kl. 17 -19
RESTAURANT NorR, Marselisborg Havn i Aarhus.

Pris 200,- kr.

Klik her for tilmelding

 

Ny uddannelse på DISPUK

Kontaktlæreruddannelse for
efterskole- og højskolelærere

Vi har lavet en ny uddannelse på DISPUK for lærere på landets høj- og efterskoler.

Læreren skal ikke være terapeut, men skal kunne hjælpe eleverne med at håndtere problemstillingerne i hverdagen. På de fleste efterskoler og højskoler har man mange års erfaring med at gøre det, og den oplæring, man som lærer har fået i at håndtere alt det, der ligger ud over at være underviser, har ofte været igennem ”learning by doing” og sparring med de mere erfarne lærere på skolen.
Vores erfaring siger, at lærerne ofte savner konkrete metoder at arbejde ud fra, når det kommer til denne del af lærergerningen, og at narrativ praksis her kan være en hjælp.
Den narrative praksis tilbyder nemlig et filosofisk afsæt og konkrete arbejdsmetoder til at håndtere samtaler og aktiviteter med mennesker for hvem, livet er svært, uden at det behøver at blive terapi.

Læs mere om uddannelsen her.

 

Eftermiddagsevent 

Oplev live narrative samtaler

På DISPUK tilbyder vi en unik mulighed for at bevidne en narrativ samtalesession med enkeltpersoner, par eller familier i både Snekkersten og Aarhus. Hvert halvår er der fire samtaler i begge byer, hvor man som deltager kan opleve, hvordan en narrativ samtale med en af DISPUKs konsulenter kan udspille sig. Samtalerne bevidnes af deltagerne skriftligt med et brev til den eller dem, der bliver interviewet om deres problemer. Her kan deltagerne relatere samtalens temaer og problemstillinger til deres eget liv. Der vil være mulighed for drøftelse af samtalen, når den er afsluttet .

I Snekkersten gennemføres samtalerne af Allan Holmgren, Martin Nevers, Lasse Offenberg og Anne Romer.
I Aarhus gennemføres samtalerne af Allan Holmgren, Lone Kaae Morell og Lasse Hauge.
Prisen er 750 kr. inkl. moms

Tilmeld dig her.

 

OVERVEJER DU AT LÆSE TIL PSYKOTERAPEUT?

KOM TIL GRATIS INFOMØDE I SNEKKERSTEN ELLER AARHUS

Det kan være en vigtig og stor beslutning at vælge efteruddannelse. Der er mange retninger og ”skoler” at vælge imellem, og uddannelse er både tidskrævende og omkostningsfuldt.

DISPUKs fulde uddannelse i narrativ samtalepraksis består af tre trin: DISPUKs 5-årige psykoterapeutiske efteruddannelse er den længste og mest omfattende uddannelse. Mange tager bare første år, eller de tre første år – måske fordi man ikke kan se sig selv i en decideret psykoterapeutisk praksis. Uanset om man arbejder indenfor familiearbejde,  i skoleverdenen, på opholdssteder, børne- og ungdomsinstitutioner, med behandling – og rådgivning, erhvervslivet eller i privat praksis, giver DISPUKs uddannelser et solidt narrativt fundament at arbejde ud fra.

På vores infomøder vil deltagerne få information om uddannelsens opbygning og indhold, og der vil blive rig lejlighed til at stille spørgsmål og få en fornemmelse af stemningen og ånden i DISPUK.

Det er gratis at deltage. Du melder dig til her.

1. sep 2022 Aarhus

13. okt 2022 Snekkersten

Aftenevent 

Narrativ Salon i Snekkersten
Hvorfor telefonrådgivning ikke bare er at tale i telefon

Hvert år modtager hundredtusinder af mennesker rådgivning over telefon alene gennem de mange danske telefonrådgivninger. Hertil kommer al den rådgivning, som socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, psykologer og andre fagprofessionelle foretager hver dag over telefon som en del af deres arbejde. Ikke desto mindre gives den faglighed, der knytter sig til denne særlige rådgivningsform, sjældent særlig opmærksomhed, ligesom den også er mindre statusbelagt end ”face-to-face” rådgivning. ”Alle kan vel tale i telefon” kan være indstillingen.

Socialrådgiver og cand.scient.soc. Nanna Boysen fra Mødrehjælpen er en af forfatterne til bogen Telefonrådgivning – en grundbog, og hun er gæst på Narrativ Salon den 7. december, hvor hun i samtale med DISPUKs konsulent Eva Kragh vil fortælle om de muligheder og fordele, der findes ifm. telefonrådgivning.

Nanna vil også fortælle om, hvad der kan bidrage til at styrke og kvalificere fagligheden for de, der har telefonrådgivning som en væsentlig del af deres arbejde.

Narrativ Salon, 7. december kl. 19-21
DISPUK 2, Strandvejen 202B 

Pris 200 kroner. Køb billet her.

 

Podcast

Ny sæson af Tætte Talks på vej

I øjeblikket er vi i gang med forberedelserne til optagelsen af efterårets sæson af vores podcastserie Tætte Talks.

Denne gang går vi tæt på mennesker, der bevidst har brudt med en eller flere familiemedlemmer. Det er vores konsulent Lasse Hauge, der har valgt temaet, og det bliver ham, der taler med de medvirkende.

Vi giver besked på diverse kanaler, når podcasten er klar. I mellemtiden kan du høre vores tidligere Tætte-Talks sæsoner her.

 
Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK
trist barn

Nyhedsbrev juli 2022

Nyhedsbrev juli 2022

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Suspendisse non pharetra diam.

11.07.2022
Share

DISPUK går i ny podcast tæt på at vokse op i et rusmiddelhjem

I vores podcastserie Tætte Talks er vi tidligere gået tæt på at vokse op med skilsmisse, mobning samt spiseforstyrrelser.

Denne sommer udkommer vores fjerde sæson, og her taler DISPUKs direktør og konsulent Martin Nevers med seks personer, der ligesom ham er vokset op i det, Martin kalder et rusmiddelhjem.

I podcasten kan du blandt andet møde Thit, der fortæller om det frirum, hendes fodboldhold udgjorde. Du kan høre Michelle fortæller om kampen for at eje sin historie ved at skrive en bog om sin barndom. Om Olivia, der bruger sin opvækst som eksempel på, hvilken slags forældre hun ikke vil være. Du kan møde Martin, der for tre år siden bestemte sig for at være ærlig overfor sig selv – modsat hans mor, der levede i et kriminelt miljø. Og du kan høre Rikke fortælle om den stolthed, hun følte som ung, når hun tog bussen forbi det sociale boligbyggeri, hun havde boet i med sin far, og kunne se, at hendes liv havde taget en anden retning.

Det er seks vidt forskellige historier, der alle har det til fælles, at vores deltagere har erfaret de ødelæggende konsekvenser, rusmidler kan have på menneskers liv. Men det er også seks historier om at ville være mere og andet end et barn af en misbruger.

Sæsonen kan høres, hvor du normalt lytter til podcast – eller du kan trykke på linket via billedet her:

Hvad er et rusmiddelhjem?

Når vi nu bruger en stor del af vores tid og virke her på DISPUK med netop at tale om, undervise i og beskæftige os med diskurs, dokumentation og ordets magt, så skal vi selvfølgelig også spørge os selv, hvorfor vi bruger de ord, vi gør, og hvilke slags effekter de har.

Det var netop, hvad der skete, da vores konsulent Lone Kaae Morell forleden stillede sig kritisk overfor titlen på den nye podcastserie, som vi præsenterede på et personalemøde. Heldigvis kunne vi sagtens følge hendes betragtninger, der resonerer meget med, hvad Martin selv siger i podcasten. Men vi synes også, at dem, der måske ikke lytter med, skal vide, at vi er klar over, at et ord som rusmiddelhjem har en kraft.

Derfor har vi bedt Lone skrive sine betænkeligheder her i nyhedsbrevet:

“Hvad er et rusmiddelhjem? Spurgte en af vores skarpe kursister fra Aarhus. Anledningen var, at DISPUK søgte medvirkende til sommerens podcastserie om at vokse op i et hjem hvor forældrene havde et skadeligt forbrug af rusmidler. Kursisten pegede på kraften og definitionsmagten i sprogbruget: Er du vokset op i et rusmiddelhjem, stod der i opslaget på de sociale medier.
Jeg deler min kursists opmærksomhed og jeg får lyst til, at vi skal tale meget mere om idéen med at anvende et eksternaliserende sprog.  De fleste har efterhånden set fidusen og friheden i at tænke og tale mere nuanceret om tingene, især det, der er svært og problematisk, når det knytter sig til mennesket. Vi ved godt, at psykisk sygdom, handicap, modløshed eller for den sags skyld lykke ikke kan betegne, hvad et menneske er – et menneske er alt muligt og langt mere end en alkoholiker. Alkoholismen har formentlig forandret sig, har taget forskellige former, har hjulpet eller skadet forskelligt fra tid til anden, i forskellige kontekster osv. En lykkelig barndom eller en psykisk sygdom forandrer sig, slår sig ned for en tid eller dukker mere eller mindre stærkt op hos mennesker. ”What else is there?” spørger Deleuze. Og derfor mener jeg, det er vigtigt at tale om, hvad det konkrete hjem også er. Det er aldrig kun et rusmiddelhjem.”

Vi håber at leve op til både Lone og Deleuzes ønske i podcasten, hvor Martin taler med deltagerne om, hvad deres konkrete hjem også var. I prologen til den nye sæson kan man også høre om Martins betænkeligheder ved at bruge ordet rusmiddelhjem, men – siger han:

“Når jeg alligevel har valgt at bruge den titel, så skyldes det, at jeg selv er vokset op i et hjem, hvor rusmidler spillede en rolle, der ikke kun kunne lokaliseres til, at min far – og i perioder også min mor – drak. Det påvirkede, hvordan vi lavede hjem på. At vokse op med forældre, der drikker, er også at vokse op i et hjem, hvor eksempelvis de store søskende skal lave mad til de små eller sørger for, at far bliver soigneret.”

 
 

 GLÆDELIG SOMMER 

 
Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.