Nyhedsbreve

Interview

Nyhedsbrev december 2022

Nyhedsbrev december 2022

Ethvert menneske er et portræt værdigt

01.12.2022
Interview
Share

“Ethvert menneske er et portræt værdigt”

Af Lasse Offenberg

Sådan sagde filosoffen Anne Marie Pahuus forleden, da vi havde inviteret hende til Narrativ Salon i Aarhus for at være med til at overveje, om vi kan bruge kærlighed som et relevant begreb – også i faglige sammenhænge.

Hun var i gang med at fortælle om acceptkærligheden, den kærlighed, grækerne kaldte agape, og som vi kender fra den kristne næstekærlighed. En hengiven, accepterende kærlighed. En kærlighed, hvor noget udenfor mig er så dyrebart, at jeg ønsker at passe på det og behandle det med omsorg og mildhed. En kærlighed, der giver os blik for mennesket i ethvert menneske, og så kom det – en kærlighed, der minder os om, at enhver er et portræt værdigt, at vi kan tegne et nyt portræt og se bagom det fastfrosne billede, vi har dannet af den anden. Med det kærlighedsbillede ramte hun noget, jeg virkelig holder af i narrativ praksis.

                    

Vi havde inviteret Anne Marie, fordi vi efterhånden længe har gået og talt om et særligt aspekt ved det narrative. Narrativ praksis vil gerne lære os nogle specifikke spørgsmål, som vi holder af og underviser i på DISPUK. Men når vi ser på Michael White og mange andre af dem, der har udviklet de narrative praksisser, er det som om, at disse spørgsmål ikke gør det alene. Det er som om, at spørgsmålene bliver stillet i en særlig ånd, stillet med et særligt blik for den anden, et særligt blik for mennesket – en ånd og et blik, som måske er sværere at indfange og formidle end selve spørgsmålene?
Og det var i et forsøg på at få begreber for den ånd, at vi havde inviteret Anne Marie, der har beskæftiget sig med kærlighed i mange år. For kan man sige, at det blik er et kærligt blik?

Find samtalen mellem Anne Marie Pahuus og jeg som podcast her.

Et særligt blik

Hvad er det for et blik, vi taler om her? Forleden læste jeg med et hold kursister en passage fra kapitlet Unikke undtagelser i Michael Whites Kort over Narrative Landskaber. I kapitlet gengives en samtale, Michael har med en ung mand Peter og hans mor Trudy.

Samtalen er kommet i stand, fordi Peters kontaktperson har lagt mærke til en særlig hændelse – nemlig en dag, hvor Peter blev provokeret, men ikke kom i slagsmål, fordi han i stedet trak sig fra situationen.

For de fleste af os, ville det ikke være særligt bemærkelsesværdigt, at vi ikke kom i slagsmål – det sker ret tit, uden at nogen lægger synderlig betydning i det. Men Peters kontaktperson lægger mærke til det, fordi Peter er kendt for at havne i ballade og slagsmål, og i det lys finder hun det bemærkelsesværdigt, at han her har undgået det vanlige. Hun får lyst til udforske yderligere, hvordan det mon er sket og deraf samtalen med Michael White.

I kapitlet kan man se, hvordan der i takt med, at Michael spørger, og Peter og Trudy svarer, udfolder sig en historie om en ung mand, der i situationen ”kiggede lidt ud over min egen næsetip og så, hvor jeg gerne ville være” og som ”kunne sige, hvad jeg gerne vil og gøre noget ved det”.

I samtalens gengivelse kan man følge de nænsomt tilpassede spørgsmål, der bringer Peters historie frem. Spørgsmål, vi kan lære meget af – men hvad sker der, hvis vi prøver at beskrive, hvad det er for et særligt blik, Michael betragter Peter med, da han stiller de spørgsmål?
Er der et særligt blik, der følger med og supplerer spørgsmålene  – et blik, der ikke ligger i formuleringerne alene?

Når jeg læser den slags praksishistorier, får jeg virkelig indtryk af en særlig ånd – og jeg får lyst til at beskrive den, så vi selv kan have den med, når vi stiller vores spørgsmål. Det er det blik, jeg tror man kan kalde et kærligt blik. Et blik, der ser den anden som et menneske med håb og drømme, et menneske med særlige værdier og længsler, og med viden og færdigheder, der er relevante i forhold til de problemer og udfordringer, personen står overfor. Et blik, der insisterer på, at der må være andet og mere, der kan fortælles om den – i dette tilfælde – unge mand, og som giver os lyst til at høre mere om de håb og drømme, længsler og færdigheder han har, for derigennem at tegne et nyt portræt. Et portræt, der ser bagom det fastfrosne billede, vi allerede har dannet af en ung mand med voldelige, udadreagerende problemer. Et portræt af et menneske.

Nye portrætter kommer til

På DISPUK er tiden op til jul en tid, der er præget af, at mange hold slutter, hvilket markeres med opgaveskrivning, eksamener og fremlæggelser. Det er med andre ord en tid, hvor vi hører et væld af historier om, hvordan vores kursister har taget narrative idéer til sig og brugt dem i deres daglige praksis.

Hvert år smiler jeg i denne tid over at være vidne til en enorm arbejdsomhed og kreativitet hos vidt forskellige mennesker, der har omsat de narrative idéer på forskellige måder og i helt forskellige sammenhænge.

Jeg har smilet lidt særligt i år, fordi jeg ikke har kunnet lade være med at lægge mærke til de kærlige blikke, jeg kan fornemme, har fulgt med de narrative spørgsmål. Igen og igen har jeg hørt og læst eksempler på, hvordan kursister har brugt de narrative idéer til at tegne nye portrætter af – og  sammen med – dem, de har talt med. Portrætter, der ikke passer med de allerede fastfrosne billeder, der er opstået i en kultur og i et system, der har tendens til netop at fastfryse mennesker i ét billede.

Jeg har læst portrætter af unge mænd, der finder fritidsjob og tager kørekort, selv om det fastfrosne billede viser dem som voldsomme og uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg har set portrætter af børn, der bare gerne vil betragtes som helt almindelige og derfor er trætte af, at ordblindheden får andre til at tro, at de er dumme og unormale. Jeg har hørt portrætter af mennesker, der bliver ramt af angst og depression, men insisterer på at det ikke er rimeligt at portrættere dem som sindssyge. Når jeg ser på portrætterne, fornemmer jeg af de er blevet til gennem et kærligt blik. Et blik for mennesket.

Værdig og genkendt

De fleste af os ved fra os selv, eller fra nogle vi har kære, hvor forfærdeligt det kan være at mærke, hvordan andre ser os gennem et fastfrosset billede, som ikke føles værdigt eller genkendeligt. Heldigvis ved de fleste af os også, hvor befriende det kan være at møde et menneske, der har lyst til at være med til at tegne et nyt portræt.

James Gilligan skriver i artiklen Shame, Guilt and Violence, at vi mennesker har brug for det, vi med et engelsk ord kan kalde ‘recognition’ – et ord, der på dansk både kan oversættes til anerkendelse og genkendelse. Et blik, der, som han siger, kan efterlade den, som bliver kigget på, med en følelse af at have været værdige nok til at blive set på ny og kendt nok til at blive genkendt. Som et menneske frem for som én, der passer i en kategorisk kasse.

For mig er det netop, hvad narrativ praksis kan og vil: At se andre mennesker med et blik, så de kan mærke, at de er værdige til at blive set på ny og undervejs blive kendte nok til at blive genkendt.

Årets fremlæggelser og opgaver har mindet mig om, at det er et blik vi kan have med os overalt. På arbejdet og derhjemme, i terapeutiske samtaler og om julebordet. Og at det kan hjælpe os til at tegne de dejligste nye portrætter, så vi igen og igen kan træde frem for hinanden som mennesker.

Tak for det!

Og rigtig glædelig jul og godt nytår ønskes I
af Lasse Offenberg og resten af DISPUK



Nu vi er ved kærlighed 

Så er det måske værd at nævne, at vi i maj 2023 holder Narrativ Salon med Anne Øfsti om at arbejde med kærlighedens kompleksitet gennem parterapi.

Læs mere og tilmeld dig her.

Og nu vi er ved Narrative Saloner

Så byder 2023 på en række spændende af slagsen.

I januar inviterer vi sammen med plejehjemmet Munkensdam i Kolding til Narrativ Salon om de dominerende fortællinger, der findes om plejehjem – og hvilke alternative historier, der også kunne fortælles. Læs mere her.

I februar inviterer vi sammen med Ryslinge Efterskole til en Narrativ Salon om efterskolelærergerningen. Mere info følger. 

I marts afholder vi en ny salon om dokumentation og sprogets kraft – du kan høre podcasten fra den sidste, der foregik i Snekkersten her. Denne gang holdes salonen i Aarhus, og billetter købes her.

I april holder Anne Romer en Narrativ Salon i Snekkersten med titlen: Når terapi kan slå ihjel. Mere info følger. 

I maj holder vi omtalte salon om parterapi. Billetter købes her.

Og i juni holder vi Narrativ Salon med den amerikanske filosof Todd May. Sammen med Lasse Offenberg vil Todd tale om, hvorfor og hvordan det narrative felt også er et politisk felt. Mere info følger.

Hold øje med vores eventside, hvor vi løbende opdaterer. 

Kan du ikke vente til det nye år? 

Så er decembers Narrative Salon netop udkommet som podcast

I den taler Nanna Boysen, der er forfatter til ‘Telefonrådgivning – en grundbog’, med den erfarne telefonrådgiver Katinka Bonde Lind og Eva Kragh fra DISPUK om den rådgivning, som mange praktiserer, men som der sjældent gives særlig opmærksomhed til.

Ny narrativ supervisionsgruppe

Velkommen til Camilla Schjørring

I starten af denne måned kunne vi med stor begejstring byde vores nye kollega Camilla Schjørring velkommen til DISPUK. Camilla er uddannet psykolog og Specialist i psykoterapi med børn – og har blandt andet været ansat 9 år i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor hun har arbejdet med narrativ familieterapi og samskabelse af viden mellem sektorer.

15. maj 2023 starter Camilla en narrativ supervisionsgruppe for psykologer med henblik på autorisation.
I alt 10 enkeltdage kl. 9-16, svarende til 60 timer, som omregnes til 40 eksterne supervisionstimer ved 4 eller 5 deltagere.

Læs mere og tilmeld dig her.

Onlineseminar 

SAD IN DENMARK
Stress, Angst og Depression
Fredag den 17. marts 2023, kl. 9-16

Medierne er fyldt med historier om voksende mental mistrivsel i Danmark– og sikkert i det meste af den vestlige verden. Især blandt børn og unge er der flere og flere der slås med angst og skolevægring. Siden 1987 har der været en eksplosion i antallet og omfanget af psykiske lidelser.

Hvordan kan man forstå det på både et mikrosocialt niveau og på et kulturelt og samfundsmæssigt niveau? Hvad bidrager til stress, angst og depression i vores kultur? Lad os lytte til nogle af de mennesker, der har været ramt af og stadig mærker disse ”moderne” lidelser.

Dette års psykiatriseminar er det første i en række, hvor det ikke primært er eksperter, der kommer til orde, men de mennesker, som har personlige erfaringer med stress, angst og/eller depression.

Allan Holmgren vil på dette seminar have samtaler på 30-45 minutter med en række personer, der har personlige erfaringer med mentale sammenbrud, terapi og psykiatri.

Dagen rundes af med en opmuntrende fortælling fra psykiatrien i Randers, der arbejder med et relationelt paradigme, og som blandt andet i denne artikel Socialt Indblik udtaler:
‘Vi har ikke brug for mere psykiatri. Vi har brug for mere fællesskab.’

Læs mere om psykiatriseminaret, se programmet og køb billet her.

Brug for coaching? 

Har du brug for at tale om bøvlet på din arbejdsplads, vende en problemstilling fra arbejdspladsen eller livet i det hele taget med en samtalepartner? Vil du gerne tættere på det, der er vigtigt for dig og blive styrket som menneske?

Så kan Center for Narrativ Coaching være noget for dig. Center for Narrativ Coaching tilbyder coachingsamtaler med en samtalepartner, som deltager eller har deltaget på en af DISPUKs efteruddannelser.

Samtalerne foregår på onsdage i lige uger kl. 16.30 eller kl. 18.30, og har til formål at hjælpe og inspirere dig i forhold til de vanskeligheder og problemstillinger, du trækkes med.

Samtalerne er samtidig en lærings- og træningsmulighed for coachen. Ved hver samtale deltager to coaches. Den ene er din samtalepartner, den anden har fokus på den læring, der skal komme ud af jeres samtale og vil give dig sin personlige respons.

Alle samtaler optages på DVD, og bliver brugt til supervision af coachene. Optagelserne slettes, når dit forløb på Center for Narrativ Coaching er slut.

Hvornår:

Onsdage i lige uger

kl. 16.30-17.45 eller kl. 18.30-19.45

Pris:

Kr. 500,- inkl. moms for 5 samtaler

Tilmelding og yderligere information

Har du spørgsmål eller vil tilmelde dig, så skriv en mail til cnc-snekkersten@dispuk.dk og du vil blive kontaktet hurtigst muligt.

Dette var årets sidste nyhedsbrev. Tak til alle for et dejligt 2022, vi er tilbage i det nye år fra 3. januar.
balloner

Nyhedsbrev november 2022

Nyhedsbrev november 2022

Sådan kan man lede

14.11.2022
balloner
Share

"Det er ikke længere en metode for mig, men et mindset."

Sådan skriver Majken Muus Meyer i DISPUKs forlags nyeste udgivelse Sådan kan man lede. Majken er en af femten bidragsydere, der har gennemgået DISPUKs toårige lederuddannelse, og som alle fortæller i bogen, hvad uddannelsen har inspireret dem til at praktisere.

DISPUKs grundlægger Allan Holmgren, der underviser på DISPUKs lederuddannelse, har skrevet bogens indledende kapitel Fortællingernes magt. Om den bærende idé i narrativ praksis, der indebærer, at det er lederens opgave at sørge for, at alle medarbejderne kan fortælle en historie om, hvorfor arbejdspladsen eksisterer og hvad den bidrager til i vores samfund.

I dette nyhedsbrev har vi fået mulighed for at stille Allan nogle spørgsmål om initiativet bag bogen om lederuddannelse, hvor der i øvrigt stadig er ledige pladser til kursusstart 2023 i både Snekkersten og Aarhus 2023.

Tillykke med bogen, Allan. Hvad er tanken bag Sådan kan man lede?

“Tak. Jeg har længe haft et ønske om at få de mange fortællinger om narrativ ledelse i praksis ud til et større publikum. Når man har gennemført et 2-årigt uddannelsesforløb i ledelse inspireret af narrative samtalemetoder og praksisformer, fortæller de studerende i en halv time om deres praksis. De fortæller, hvad de har gjort på deres arbejdsplads, inspireret af de narrative ”samtalekort”, som Michael White kaldte sine metoder. Jeg bliver hver gang slået af, hvor kreativ og inspirerende den praksis, uddannelseskandidaterne fortæller om, er. Det er praksisser, hvor medarbejderne bliver inddraget og deres erfaringer bliver opgraderet, så alle kan føle mere frihed, fordi der bliver etableret større og flere fællesskaber. Flere personer fortæller også om, hvordan de er blevet forandret som mennesker, når de er blevet klar over, hvad der virkelig er vigtigt for dem.
Narrativ praksis har ikke fokus på at løse komplekse eller ”vilde” problemer, men mere på at få et overblik over de magtspil, der finder sted på arbejdspladserne. Så tanken med bogen er at inspirere andre ledere til nye og mere inddragende og kreative måder at være sammen på på arbejdspladsen. Derigennem kommer lederne, der læser med, forhåbentlig til at føle sig mindre ensomme. Og ensomhed er simpelthen det største problem i vores tid. Det er bl.a. derfor, at 30-35.000 mennesker er sygemeldt med stress i dagens Danmark.”

Hvorfor de praksisnære beretninger? Hvad er det, de kan? 

“Praksisnære fortællinger kan inspirere. Den østrigsk-britiske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein skriver, at sproget har brug for eksempler til at udfylde sprogets huller: “To fill out the loopholes in language.” Jo flere konkrete eksempler, jo mere resonans og genklang giver det – forhåbentlig – i læseren. Så kan man lettere sige ”nåh, er det sådan man kan gøre.” 
Mange ledelsesbøger er fyldt med begreber uden eksempler. Eller også er de fyldt med anekdoter uden begreber og teori. De praksisnære fortællinger, der eksemplificerer metoder, kan skabe forbindelser mellem teori og praksis. Det tror jeg, der er brug for. Der er næppe brug for flere teorier om ledelse. Jeg tror, at der er brug for flere fortællinger om den kompleksitet og de magtspil, mennesker lever under og i. Journalisten Sigge Winther Nielsen taler om ”vilde og tamme problemer” i sin bog Entreprenørstaten. Ledelse handler om at håndtere de vilde problemer, der ikke er nemme ”løsninger” på, hvor der ingen enkle svar er. Man begår en stor fejl ved at betragte vilde og komplekse problemer som tamme problemer eller tekniske problemer, der har enkle løsninger.
”At lede er at lede efter det, der ikke er fundet,” som Ole Fogh Kirkeby skriver.
Ellers var der ingen grund til at lede.”

Hvad kom mest bag på dig ifm. ledernes beretninger?    

“Jeg tror, at det især var ledernes mod til at gå i kast med nye praksisser, som deres medarbejdere og chefer havde en vis modvilje mod i starten, der både kom bag på og imponerede mig. Mange af ledernes medarbejdere havde som de fleste af os en vis tilbageholdenhed med at afprøve nye møde- og praksisformer. Men de fik alle meget lyst bagefter.
Et eksempel på en praksisform, vi på uddannelsen opfordrer lederne til at afholde er ”fortælleværksteder”, hvor den længst ansatte medarbejder fortæller om afdelingens eller arbejdspladsens op- og nedture. Fortællingen bevidnes af de øvrige kolleger. Pludselig forstår alle, hvad der er sket. Pludselig har alle fat i meningen med, hvorfor vi er sammen, og hvad vores opgaver er. Lederne fortæller også om, hvordan de nu tør gå ind i og håndtere konflikter og spændinger. Det er altså imponerende.”

Hvordan er bidragsyderne til ledelsesfortællinger fundet og sammensat?

“Alle deltagere på lederuddannelsen, der afsluttede uddannelsen i 2020 og 2021 og som ville skrive om deres erfaringer med at arbejde med nogle af de narrative praksisser, er blevet inviteret til at indsende en lille rapport. Alle rapporterne er medtaget efter, at jeg i samarbejde med forfatterne har redigeret de mange bidrag.
Bogen er som sådan et overflødighedshorn af praksisser, inspireret af både de narrative samtalemetoder, af Ole Fogh Kirkebys radikalt fænomenologiske ledelsesfilosofi og af poststrukturalistisk filosofi. Bogen er absolut ikke et teoretisk tungt værk. Den skal fungere som en inspiration til en mere livgivende og innovativ ledelsespraksis og til at styrke arbejdspladsernes fællesskaber. Det er jo et Sisyfosarbejde. På lige fod med ægteskaber og samværet med børn. Børn skal ikke opdrages – de skal inddrages. Sådan er det også med medarbejdere – de skal ikke opdrages eller belæres, de skal inddrages.”

bog

Kom med til bogreception

Fredag den 25. november kl. 14-16 i DISPUK 1
Snekkersten Stationsvej 13 3070 Snekkersten
Tilmelding direkte til Allan på Holmgren@dispuk.dk

Bogen kan efterfølgende købes her.

Og så til noget helt andet…
NYE Narrative Saloner
Det sørme det snart december, og pludselig hedder kalenderen 2023.
Vi er derfor i fuld gang med at opdatere vores eventside med en håndfuld nye Narrative Saloner, som vi håber at se en masse af jer til i det nye år.
I 2023’s saloner skal vi blandt andet tale om ældreplejen, om livet som efterskolelærer og om parterapi. Og så kan vi fortælle, at vi efter flere forespørgsler har valgt at holde vores salon om dokumentation – som du kan høre podcasten fra her – igen, denne gang i Aarhus.

Gå ind på vores eventside, hvor vi løbende opdaterer programmet.

glade mennesker

Kan du ikke vente til 2023?
Så er der stadig billetter til vores Narrative Salon om telefonrådgivning – og med endnu en gæst den 7. december i Snekkersten.
Hvert år modtager hundredtusinder af mennesker rådgivning over telefon alene gennem de mange danske telefonrådgivninger. Hertil kommer al den rådgivning, som socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, psykologer og andre fagprofessionelle foretager hver dag over telefon som en del af deres arbejde.

Nanna Boysen fra Mødrehjælpen er en af forfatterne til bogen ‘Telefonrådgivning – en grundbog’, og hun er gæst på Narrativ Salon den 7. december, hvor hun i samtale med DISPUKs konsulent Eva Kragh vil snakke om, hvad der kan bidrage til at styrke og kvalificere fagligheden for de, der har telefonrådgivning som en væsentlig del af deres arbejde.

Derudover har vi inviteret Kathinka Bonde Lind, der som sygeplejerske i kompetencecenter for debuterende psykose i Region Sjælland er en erfaren telefonrådgiver. Kathinka vil give os et konkret indblik i den telefonrådgivning, som så mange praktiserer, og sammen med Eva og Nanna vil hun tale om dilemmaer, glæder, sorger, tips og tricks.

Til salonen vil der serveres et glas vin, og det vil være muligt at stille spørgsmål til Nanna, Kathinka og Eva.

Billet koster 200 kr,- og kan købes her.

Opfølgningsdage for tidligere kursister
Hold narrativ praksis i live
Gennem årene har vi haft stadig flere kursister, der efter at have gjort deres DISPUK-uddannelse færdig, har efterspurgt en mulighed for at holde de narrative idéer i live i deres tænkning og praksis. En del har også nævnt, at det ville være spændende at arbejde mere med, hvordan narrative idéer kan omsættes i arbejdet med grupper.

Derfor har vi oprettet disse 4 opfølgningsdage, der fordelt ud over året er tilrettelagt, så der både bliver mulighed for at genbesøge narrative idéer og praksisser, man allerede har mødt, udveksle erfaringer med at omsætte dem i praksis i forskellige felter samt at blive præsenteret for nye idéer og måder at omsætte de kendte ideer på – og på den måde holde narrative idéer i live i sin praksis.

Læs mere om opfølgningsdagene, der undervises af Eva Kragh klik her.

Eva Kragh underviser
valgkasse

Nyhedsbrev oktober 2022

Nyhedsbrev oktober 2022

Hvad skal man vælge?

03.10.2022
valgkasse

Af Martin Nevers, DISPUK

Share

Hvad skal man vælge?

Livet er fuldt af valg, så hvad skal man vælge? Jeg møder ofte unge mennesker i min samtalepraksis, der er ramt af tvivl og utryghed og som ikke aner, hvad de skal vælge. De ser ikke ud til at være hjulpet af hverken velmenende forældre, lærere eller andre, der fortæller dem, at de kan, hvad de vil eller bare skal følge deres hjerte.

Nu står vi så over for endnu et valg. Et Folketingsvalg. Måske vi foruden at vælge skal huske at se på de processer, der går i gang og undersøge, hvad vi gør for at hjælpe folk med at træffe deres valg?

For nyligt læste jeg Kenneth Gergens nye bog Den relationelle fordring. Jeg håber, at vores politikere også giver sig tid til at læse den, når nu de står midt i en valgkamp. Men måske endnu vigtigere – at de journalister, som dækker valget, læser Gergens refleksioner over måden, der konstrueres vælgermøder under valgkampe. Som han beskriver, bliver disse vælgermøder ofte et rum, hvor ”kandidaterne retfærdiggør eller glorificerer sig selv og kritiserer modstanderen.”

Gergen beskriver disse processer som degenerative processer, der skaber afstand imellem mennesker. ”Det nytter ikke noget at diskutere, vi taler alligevel fra hvert vores sted,” skriver den franske filosof Gilles Deleuze.

 

 

Kriserne står tilsyneladende i kø i disse år, og det ligger ligefor at tænke, at kriserne bidrager til afstanden mellem mennesker, hvilket nok ofte også er tilfældet. Men spørgsmålet er, om ikke afstanden mellem mennesker også bidrager til kriserne. Hvad kom egentlig først: Afstanden eller krisen?

Forleden talte jeg med et ungt familiemedlem, som netop er vendt hjem efter et år på High School i det nordlige Californien. Jeg spurgte hende, hvad hun syntes var det mest mærkværdige, hun havde oplevet derovre. Til det svarede hun, at det var, at hvis man var demokrat kunne man ikke have republikanske venner og omvendt. Hun oplevede en nærmest hadsk tone, når talen faldt på den anden part.

Mange af vores kursister på DISPUK arbejder i dagligdagen med familier ramt af skilsmisser og/eller høje konfliktniveauer. Kursisterne beskriver, hvordan børnene ofte kommer til at stå imellem deres forældre. At de bliver ramt af de effekter, som skilsmissen eller konflikterne har og har haft på alle i familien. I forældrenes måde at håndtere forældreskabet, ses de samme måder at kommunikere på som i Gergens beskrivelse af det politiske system, hvor folk forherliger sig selv og kritiserer modstanderen.

Når tilliden til vores politikere falder, som den gør i øjeblikket, kan det hænge sammen med disse degenerative måder at tale om sig selv og hinanden på. Ingen synes, det er en god ide at forældre taler sådan, da det skader børnenes tillid til sig selv og til de voksne. Det skaber utryghed i familien. Jeg tror heller ikke det er en god ide at reproducere selvsamme måde at tale til og om hinanden på i den politiske kultur. Ikke desto mindre ser det ud til, at journalisterne og de politiske kommentatorer har svært ved at skabe andre måder at bringe politikerne sammen, så vi kan høre om deres politiske visioner.

I DISPUK kommer vi i efteråret 2023 til at afholde et kursus om arbejdet med skilsmissefamilier med et højt konfliktniveau – hold øje med vores hjemmeside, hvor vi snart lægger mere info ud.
Måske vi skulle invitere journalister og politikere til at deltage i workshoppen. For mister vi tilliden til vores politikere og det politiske system, er vi på vej mod det mit unge familiemedlem oplevede i USA. Et polariseret samfund, hvor vi hader dem, som ikke tænker og synes det samme som os selv. Det må vi for alt i verden undgå.

Rigtig godt valg 1. november.

 
Narrativ Salon 
Kærlighed som faglighed – Nu med gæst 

Som vi tidligere har skrevet, vil vores direktør og konsulent Lasse Offenberg på en Narrativ Salon 15. november dykke ned i, om kærlighed kan være et relevant begreb i vores faglige praksis?Nu kan vi med glæde informere om, at Lasse ikke kommer til at tale alene om, hvorvidt kærlighed overhovedet er et legitimt begreb at bringe ind i et fagligt felt.

Til salonen har han inviteret Anne Marie Pahuus, lektor i filosofi og prodekan på Aarhus Universitet. Anne Marie står bag nr. 14 i rækken af Aarhus Universitetsforlags populære Tænkepauser, der meget passende handler om og har titlen Kærlighed. Derudover har hun blandt meget andet beskæftiget sig indgående med Hannah Arendt og K. E. Løgstrup, som måske også har noget relevant at sige om emnet.

All You Need Is Love og en billet til vores Narrative Salon, som du finder her.

Narrativ Salon, 15. november, kl. 17 -19
RESTAURANT NorR, Marselisborg Havn i Aarhus.

Pris 200,- kr.

 
Ny podcast
Tætte Talks om familiebrud

“Når vi tager afstand fra en relation, så er det fordi, der er noget, der er vigtigt for os. Jeg er interesseret i at få talt det frem,” forklarer vores konsulent Lasse Hauge, der er vært på den nye sæson af DIPSUKs podcastserie Tætte Talks. I sæsonen taler vi med mennesker, der aktivt har brudt med et eller flere familiemedlemmer.

Du kan møde Rikke, Tina, Jesper samt en anonym kvinde, der hver især fortæller netop deres historie og bl.a. sætter ord på de familieidealer, de har skulle kæmpe mod hos både sig selv og hos andre ift. deres beslutning, men også om, hvordan de ved at komme i andre typer hjem oplevede, hvordan det kunne være.

 
Narrativ Salon

Hvorfor telefonrådgivning
ikke bare er at tale i telefon

Der er stadig billetter til vore Narrative Salon 7. december, hvor Eva Kragh fra DIPUK har inviteret Nanna Boysen fra Mødrehjælpen til Snekkersten for at tale om disciplinen telefonrådgivning.

Hvert år modtager hundredtusinder af mennesker rådgivning over telefon alene gennem de mange danske telefonrådgivninger. Hertil kommer al den rådgivning, som socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, psykologer og andre fagprofessionelle foretager hver dag over telefon som en del af deres arbejde.

Ikke desto mindre gives den faglighed, der knytter sig til denne særlige rådgivningsform, sjældent særlig opmærksomhed. Men det giver vi den på decembers Narrative Salon, som du kan læse mere om og købe billetter til her.

 
Nyt kursus

Sådan kan man lede. Først menneske, da leder

24.- 26. maj 2023 afholder Allan Holmgren et nyt intensivt kursus i narrativ ledelse og organisationsarbejde for ledere, chefer, direktører, konsulenter og coaches, der arbejder med menneskers og organisationers lærings-, udviklings- og forandringsprocesser. Det foregår på på Comwell Klarskovgaard i Korsør og prisen dækker kursus, forplejning og 2 overnatninger.Læs mere og tilmeld dig her.

Nyhedsbrev september 2022

Nyhedsbrev september 2022

Hvor mange børn og unge skal lide mentalt, før vi laver noget om?

05.09.2022

Af Lasse Offenberg, psykolog og direktør

Share

Vi kan ikke nøjes med at håbe på, at vi kan behandle os ud af, hvad Kresten Dørup, centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, Politiken i august kaldte en mistrivselsepidemi blandt børne og unge. Efter år med håndsprit og mundbind har vi alle lært, at hvis vi skal stoppe en epidemi, må vi også kigge på forebyggelse. Det gælder også, når vi skal stoppe mistrivselsepidemien. I den forbindelse er vi nødt til at kigge på, hvad det er for et samfund, vi har skabt for vores børn og unge. Derfor er børn og unges trivsel – og de betingelser vi skaber for dem, temaet for DISPUKs seminar i september 2023, som du kan læse om til sidst i dette nyhedsbrev.

Har du mødt et barn i mental mistrivsel? En, der har det rigtig skidt, måske føler sig udenfor, forkert eller alene? En, der langsomt ændrer sig og måske bliver mere og mere mut, ulykkelig, vred eller tavs, på en måde, hvor du har på fornemmelsen, at der er sider hos ham eller hende, der er ved helt at forsvinde, og andre, der fylder stadig mere, så du til sidst ikke helt kan kende ham eller hende? Det har jeg. Både privat, men i den grad også professionelt, hvor jeg oftere og oftere har samtaler med børn og unge ramt af livet.

De af os, der har gået ved siden af et barn, der har det sådan ved, at det kan være hjerteskærende og næsten ubærligt både for børn og voksne, og at det kan efterlade os med en forfærdelig afmagtsfølelse. For hvad skal man stille op? Og hvem kan egentlig hjælpe?

Når man står overfor den slags spørgsmål i alt fra skolen til sundhedsvæsenet, går svarene tit i retning af diagnoser og individuelle behandlingsforløb. Alt for sjældent løfter vi blikket og spørger, hvad det er, der gør det så svært at trives i den verden, vi har skabt for de unge. Men det er vores overbevisning, at vi bliver nødt til også at fokusere på det, hvis den mistrivselsepidemi, vi oplever i øjeblikket, skal stoppe. Forebyggelse er i dag et nøglebegreb, når vi taler om alt fra rygning til corona. Men det er som om, at når det handler om mental trivsel, er det oftest behandlingslogikken, der dukker op. Selvfølgelig skal vi have gode behandlingstilbud, men hvis vi vil undgå længere ventelister i psykiatrien, undgå at endnu flere voksne føler sig afmægtige og vigtigst af alt undgå, at så mange børn og unge mistrives, er det væsentligt ikke kun at snakke behandling, men at turde kigge på årsagerne bag.

 

Fokus på forebyggelse 

Man skal ikke følge meget med i pressen for at vide, at stadig flere børn og unge har det skidt. Et stærkt stigende antal børn og unge bliver henvist til psykiatrien for at blive udredt for lidelser som autisme, ADHD og spiseforstyrrelser – i en grad så Kresten Dørup, centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden i Politiken d. 16. august taler om en ”epidemi af børn og unge i mental mistrivsel og psykisk sygdom.” Samtidig bliver der fra de psykiatriske afdelinger og ambulatorier råbt vagt i gevær, fordi der ikke er kapacitet til at behandle alle dem, der har behov, mens ventetiderne bare stiger og stiger.

Situationen er alarmerende, og mens vi venter på den lovede psykiatriplan, der skal vise vejen for psykiatrien i en 10-årsperiode, er samtalerne om behovet for en styrket psykiatri i fuld gang. I den brede, offentlige debat rejste den tragiske skudepisode i Fields for alvor spørgsmålet, om vi gør nok for dem, der har brug for psykiatrisk hjælp. I sådan en situation kommer debatten let til at handle om hvordan der kan skaffes øget behandlingskapacitet. Det bliver oplagt for politikere at forsøge at fremstå handlekraftige ved at love flere behandlingspladser og Sundhedsminister Magnus Heunicke udtaler da også, at en ti-årsplan for psykiatrien skal nedbringe ventetiden i psykiatrien og sikre, at børn og unge får den hjælp, de har brug for.

Men midt i debatten om, hvordan vi kan hjælpe dem, der er hårdest ramt, er det som om, vi let kommer til at gå udenom et presserende og måske lidt uoverskueligt spørgsmål. For hvordan kan det egentlig være at stadigt flere børn og unge får det skidt? Og hvordan stopper man en epidemi af mental mistrivsel?

Efter et par års pandemi kan de fleste af os i dag teste os selv for corona. Vi ved, hvordan man bærer et mundbind, og at man hoster i albuerne. Det kan og ved vi, fordi vi alle er blevet undervist i, hvordan vi hjælper med at stoppe smittespredningen. Intet af det kan gøre en coronasmittet rask igen, men vi har alle lært, at behandling af de syge kun er ét ben i bekæmpelsen af en epidemi, og at det er mindst lige så vigtigt at finde ud af, hvordan smitten spredes og derigennem forsøge at minimere spredningen.

 

Hvordan smitter mental mistrivsel?  

Mental mistrivsel og psykisk lidelse smitter heldigvis ikke som en virus. Man får ikke ADHD eller angst gennem dråber i luften. Men hvordan forklarer vi egentlig, at tallet stiger så eksplosivt for tiden?

Til det spørgsmål svarede cheflæge Nina Staal, leder den ambulante enhed i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, i Politiken d. 17. august:

”Jeg har ingen forklaring på, hvorfor så mange børn og unge får brug for psykiatrisk behandling. Vi ser det også i mange lande i Europa, vi sammenligner os med. Der kan være biologiske og sociale forklaringer. Noget i vores samfundsstruktur. At børn og unge hele tiden ser et perfekt liv spejlet på sociale medier. I don’t know«.

På DISPUK vil vi godt vove det ene øje og sige, at en del af svaret på det spørgsmål er, at det samfund og de rammer, vi har skabt for vores børn og unge, har ændret sig markant. Og nej – set fra vores perspektiv er det ikke bare mobiltelefonerne og de sociale mediers skyld, selv om de da nok er på listen, men en langt mere grundlæggende ændring af betingelserne for børne- og ungdomsliv, vi må se på. For når en generation af unge lider, er det ikke den enkelte, der er noget galt med.

Den amerikanske kulturantropolog Catherine Bateson sagde for mange år siden, at vi må udskifte spørgsmålet “hvad er der galt med dig?” til spørgsmålet “hvad er der sket med dig?” Måske skal vi bruge mere tid på at spørge: “Hvad er der sket med dem, vores børn og unge?”

En konstant kamp for at være god nok 

Via supervision og undervisning møder jeg ofte mennesker, der er i direkte kontakt med de unge. Jeg møder også unge selv. Og fra begge grupper lyder det, at en del af forklaringen bag den store mistrivsel går på, at vi i vores samfund i dag lever liv, hvor børn har alle muligheder – men også alle muligheder for ikke at slå til.

Heldigvis er der både i den offentlige debat og i faglige kredse mennesker, der har et meget nært kendskab til børne- og ungdomsliv. Mennesker, der er i gang med at se på, at det, at vi forstår os selv som en konkurrencestat, er med til at forme konkurrenceliv, hvor man konstant er i fare for ikke at være god nok, ikke at kunne komme ind, eller med andre ord – er i konstant fare for at ryge ud.

Måske er alle de tv-programmer, hvor deltagerne én for én bliver stemt ud, et meget godt billede på ungdomslivet i dag – en konstant kamp for at undgå blive den, der ‘ryger hjem’ fra vennegruppen, fællesskabet, uddannelsessystemet og siden jobmarkedet. Hvor mange tv-programmer har vi egentlig, hvor flere og flere bliver inviteret indenfor og hvor fællesskabet skridt for skridt bliver udvidet og styrket. Hvor der er en plads til alle?

Hvorfor lytter vi ikke mere til de fagpersoner eller de unge selv, der påpeger netop det? Tager deres pointer med i debatten om mistrivsel, som var de epidemiologer under coronakrisen. Lader bøger som Utilstrækkelig af Christian Hjortkjær være pensum, når vi taler om forebyggelse? En bog, der beretter om et ungdomsliv, hvor man konstant bliver bedt om at leve livet, få det bedste ud af det, Just do it, Make your life extraordinary – men aldrig får at vide, hvornår man har gjort nok. For kunne man ikke altid have gjort mere? Tager det meget alvorligt, når 1000 PPR-psykologer i et åbent brev til Folketinget beskriver, hvordan det er umuligt at give den hjælp og det nærvær, der er brug for?

Den australske narrative terapeut Michael White skrev, inspireret af den franske idéhistoriker Michel Foucault, at vi lever på det tidspunkt i verdenshistorien, hvor risikoen for at føle sig som en personlig fiasko er størst. Fordi antallet af normer vi kan forsøge at leve op til, er større end nogensinde. Og fordi der er altid er nogen, der står klar til at ”hjælpe” os ved at minde os om, hvordan vi kunne gøre endnu mere for at blive den bedste version af os selv. Du er aldrig god nok.

I vores bestræbelser på at vinde kapløbet med kineserne om konkurrenceevnen og med finnerne om, hvem der er bedst til at læse, er vi måske kommet til at glemme at børne- og ungdomsliv også kan handle om andet og mere end det. At det er vigtigt at have en grundlæggende fornemmelse af at være god nok, at betyde noget for andre og føle sig som en betydningsfuld del af sociale fællesskaber. Det er noget af det, Danmark, velfærdsstaten og de danske institutioner har været fantastiske til at skabe gennem årene. Men de seneste år har vi skiftet spor bl.a. med nationale tests og screeninger i børnehaven. Og gad vide, om ikke vi nu ser effekten.

 

 

Lad os anlægge et forsigtighedsprincip  

Det er så let at sende alle, der får det skidt, i behandling. Eller let er måske så meget sagt, for det er dyrt, og derfor vokser ventelisterne i øjeblikket. Men det er let at se problemerne som individuelle og prøve at behandle dem individuelt. Desværre ser det ikke ud til at stoppe mistrivselsepidemien, hverken hos børn, unge eller voksne.

Men hvornår er nok egentlig nok? Hvor mange procent af en ungdomsårgang skal have en psykiatrisk diagnose, før vi anlægger et forsigtighedsprincip og begynder at spørge, hvad der er sket med dem, i stedet for kun at interessere os for, hvad der er galt med dem? Før vi accepterer, at mental lidelse rammer den enkelte, men opstår i sociale sammenhænge, og for alvor begynder at se på hvilken rolle kulturen og vores institutioner spiller for den stadige stigning i antallet af unge, der lider? Før vi lader opmærksomheden på forebyggelse fylde lige så meget som blikket på behandling?

Efter flere lockdowns kender vi om nogen til effekten af forebyggelse. Og nej, det handler ikke om to meters afstand, psykisk lidelse smitter ikke via kram, men det betyder ikke, at det bare er noget, der kommer indefra – at nogen er disponerede og sådan er det. Siden Bateson og de andre systemikere har mange fået fokus på det, der i dag kan synes oplagt. Nemlig at psykisk lidelse kan opstå som reaktion på livsomstændigheder.

Derfor må vi ikke fokusere ensidigt på behandling som svaret på problemet, men insistere på også at tænke i forebyggelse. Det er ikke nemt, og det kan kræve, at vi med et langt sejt træk må ændre radikalt på den kultur og nogle af de rammer, vi har skabt for børn og unge. Det kan virke næsten uoverskueligt og synes meget lettere at nøjes med at sende barnet afsted til psykolog eller psykiater, men det har vi prøvet og noget tyder på, at det ikke er nok…

DISPUK-seminar 2023: Kulturen til behandling?  

12. september 2023 afholder vi DISPUK-seminar, der netop omhandler trivsel som forebyggelse. Vi har kaldt seminaret Kulturen til behandling?, og er i øjeblikket i fuld gang med at programplanlægge osv.

Du kan tilmelde dig denne side for at få direkte besked, når program og tilmelding er klar. Vi glæder os.

 
Ny podcast
Narrativ salon om dokumentation 

“Hun så i dokumentation sig selv beskrevet som ‘en vanskelig pige’. Men hun syntes jo, at hun var en pige i vanskeligheder. Gad vide, hvilket blik det havde givet, hvis der var blevet skrevet sådan.”

Sådan sagde Mette Larsen, da hun d. 5 september talte med DISPUKs direktør Martin Nevers om sprogets skabende og destruerende kraft til vores udsolgte Narrative Salon.

En samtale, der netop er udkommet som podcast.

Tjek kalenderen her for at se de kommende narrative saloner. Vi afholder både i Snekkersten og Aarhus.

 

Ny uddannelse for journalister
– om arbejdet med sårbare kilder

Hvordan kan vi fortælle om folk uden at efterlade dem et mere sårbart sted? 

Vi glæder os til efteråret 2023, for her udbyder vi et splinternyt kursus for journalister, tv-tilrettelæggere og kommunikatører om sårbare kilder i journalistikken.

Med kurset ønsker vi at bringe vores viden og erfaring om, hvordan man kan tale med og beskrive mennesker, der står i svære situationer i deres liv, i spil i journalistikken.

Så er du eller kender du journalister, dokumentarister og kommunikatører, der søger efteruddannelse i arbejdet med sårbare kilder uden at gå på kompromis med den skarpe historiefortælling, så læs mere om vores 4-dages kursus her.

Bag kurset står Lasse Offenberg, direktør i DISPUK, og Olivia Nepper Winther, formidlingsansvarlig i DISPUK. De to har rødder i henholdsvis psykologien og journalistikken, men fælles baggrund i narrativ teori og praksis. Samtidig vil to af kursusdagene indeholde oplæg fra to forskellige gæsteundervisere, Moussa Mchangama samt Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen, der henholdsvis har oplevet at være sårbar kilde i medierne samt at arbejde med at interviewe sårbare kilder.

 
Ledige pladser 
Samtalehuset har lige nu ledige forløb til unge
mellem 15-23 år

Unge mennesker kan have brug for at vende livet med nogen. Måske specielt med nogen, som ikke er tæt på. De unge vi ser i Samtalehuset beskriver, at de kan være ramt af angst eller frygt, negative tanker, tristhed, tomhed, vrede, forvirring, uoverskuelighed, kærestesorger, negative selvfølelse, misbrug eller andre ting.
Måske føler de unge, at det de bøvler med, ikke er slemt nok til at søge hjælp, men de har heller ikke lyst til at involvere deres omgivelser i deres problemer. I Samtalehuset, som kan være et fristed for de unge, vurderer vi ikke problemer i forhold til hvor ”svære” eller ”slemme” de er. Vi er mere interesserede i, hvordan det lykkes problemer at få fat i menneskers liv, og vi ved, at det er muligt at vinde sit liv, eller sig selv, tilbage fra problemer og vanskeligheder.
Vi arbejder med de unge om, hvordan det kan lade sig gøre at stå lidt mere fast på det, man tror på og synes er et godt liv. Måske handler det også lidt mindre om det som andre mennesker synes, man skal gøre og mene.
Vi har plads til nye samtaleforløb i øjeblikket.

Et samtaleforløb strækker sig typisk over 5-10 samtaler og koster kr. 400.- i alt.

Kontakt koordinator Jakob Neimann på mail@samtalehuset-dispuk.dk
og se mere på Samtalehuset-dispuk.dk 

sol hviler i hånd

Nyhedsbrev august 2022

Nyhedsbrev august 2022

Sommeren rinder ud

08.08.2022
Share

Vi befinder os i slutningen af august. Kalenderens sidste sommermåned. Om lidt rinder sommeren og dagene ud, men sikke en august, vi har haft.

Utallige solrige dage, hvor rekordhøje temperaturer har fået vaffelis til at løbe ned af kinderne, og selv de mest kuldskære til at hoppe i bølgen blå. Lune aftener, hvor en stor orange blodmåne har rejst sig fra havet og banet vej for klare stjernenætter med flere spektakulære meteorregne, der har givet os god mulighed for at ønske. Sommerfester og festivaler uden coronapas og mundbind, hvor støvede dansetrin er blevet fundet frem og pudset af.

Samtidig har det været en august, hvor klimaforandringernes uhyggelige konsekvenser er blevet tydelige for os alle. Hvor den lave nedbør kombineret med de sveddryppende temperaturer har medført ekstrem tørke flere steder i Europa. Vi har set billeder af skovbrande i Frankrig og af den udtørrede flod Po i det nordlige Italien, og hvis en landmand har mødt en mariehøne på sin vej, er den højst sandsynligt blevet sendt afsted med et ønske om regnvejr i morgen.

Og samtidig med, at vi har svedt – og til dels både nydt og bekymret os om varmen – har det ligget i de fleste baghoveder, at vi om lidt kigger ind i en vinter med rekordhøje el- og varmepriser, grundet en krig, der synes uden ende.

Ja august 2022 har for mange budt på en særegen cocktail af sommerrus og bekymringer, men også på nye begyndelser. Ikke mindst rundt om på landets skoler og uddannelsesinstitutionerne, hvor et “nyt år” er ringet ind. Ovenpå en lang sommerferie står den igen på madpakker, skoletasker, forelæsninger og spidsede blyanter. Hverdagen er i gang – men med lidt ekstra energi.

           

Det gælder også hos os i DISPUK.

Husene i Snekkersten og Aarhus vrimler igen med entusiastiske kursister, der lyder latter og refleksioner rundt om i haverne og på gangene, og duften af krydderier og nybagt kage spreder sig fra vores køkkener. Det samme gør idéerne og initiativerne fra vores konsulentkontor og ledelse.

Vi har samlet lidt af dem her…

 

Aftenevent

Narrativ Salon i Aarhus
Kærlighed på arbejdspladsen

De sidste par år har vores direktør og konsulent Lasse Offenberg tænkt stadig mere på begrebet kærlighed i faglige sammenhænge.

Den gamle chilenske biolog, Humberto Maturana, der var med til at udvikle systemiske ideer, skrev og talte om kærlighed som et grundbegreb og som en fundamental kraft i al udvikling.

Samtidig har den gamle skelnen mellem det professionelle, personlige og private gjort sit til, at fagfolk ikke blev for varme om hjertet – og denne stærke skelnen dukker stadig op, når snakken om kærlighed på arbejdspladsen tages.

Til denne narrative salon vil Lasse Offenberg dykke ned i, om kærlighed kan være et relevant begreb i vores faglige praksis? Hvad kan den, kærligheden, når vi arbejder med mennesker – og måske mennesker, som ikke har mødt så meget af den? Og er det overhovedet legitimt at bringe et sådant begreb ind i et fagligt felt, eller er det – som nogen vil mene – at bringe private følelser ind i arbejdet?

Narrativ Salon, 15. november, kl. 17 -19
RESTAURANT NorR, Marselisborg Havn i Aarhus.

Pris 200,- kr.

Klik her for tilmelding

 

Ny uddannelse på DISPUK

Kontaktlæreruddannelse for
efterskole- og højskolelærere

Vi har lavet en ny uddannelse på DISPUK for lærere på landets høj- og efterskoler.

Læreren skal ikke være terapeut, men skal kunne hjælpe eleverne med at håndtere problemstillingerne i hverdagen. På de fleste efterskoler og højskoler har man mange års erfaring med at gøre det, og den oplæring, man som lærer har fået i at håndtere alt det, der ligger ud over at være underviser, har ofte været igennem ”learning by doing” og sparring med de mere erfarne lærere på skolen.
Vores erfaring siger, at lærerne ofte savner konkrete metoder at arbejde ud fra, når det kommer til denne del af lærergerningen, og at narrativ praksis her kan være en hjælp.
Den narrative praksis tilbyder nemlig et filosofisk afsæt og konkrete arbejdsmetoder til at håndtere samtaler og aktiviteter med mennesker for hvem, livet er svært, uden at det behøver at blive terapi.

Læs mere om uddannelsen her.

 

Eftermiddagsevent 

Oplev live narrative samtaler

På DISPUK tilbyder vi en unik mulighed for at bevidne en narrativ samtalesession med enkeltpersoner, par eller familier i både Snekkersten og Aarhus. Hvert halvår er der fire samtaler i begge byer, hvor man som deltager kan opleve, hvordan en narrativ samtale med en af DISPUKs konsulenter kan udspille sig. Samtalerne bevidnes af deltagerne skriftligt med et brev til den eller dem, der bliver interviewet om deres problemer. Her kan deltagerne relatere samtalens temaer og problemstillinger til deres eget liv. Der vil være mulighed for drøftelse af samtalen, når den er afsluttet .

I Snekkersten gennemføres samtalerne af Allan Holmgren, Martin Nevers, Lasse Offenberg og Anne Romer.
I Aarhus gennemføres samtalerne af Allan Holmgren, Lone Kaae Morell og Lasse Hauge.
Prisen er 750 kr. inkl. moms

Tilmeld dig her.

 

OVERVEJER DU AT LÆSE TIL PSYKOTERAPEUT?

KOM TIL GRATIS INFOMØDE I SNEKKERSTEN ELLER AARHUS

Det kan være en vigtig og stor beslutning at vælge efteruddannelse. Der er mange retninger og ”skoler” at vælge imellem, og uddannelse er både tidskrævende og omkostningsfuldt.

DISPUKs fulde uddannelse i narrativ samtalepraksis består af tre trin: DISPUKs 5-årige psykoterapeutiske efteruddannelse er den længste og mest omfattende uddannelse. Mange tager bare første år, eller de tre første år – måske fordi man ikke kan se sig selv i en decideret psykoterapeutisk praksis. Uanset om man arbejder indenfor familiearbejde,  i skoleverdenen, på opholdssteder, børne- og ungdomsinstitutioner, med behandling – og rådgivning, erhvervslivet eller i privat praksis, giver DISPUKs uddannelser et solidt narrativt fundament at arbejde ud fra.

På vores infomøder vil deltagerne få information om uddannelsens opbygning og indhold, og der vil blive rig lejlighed til at stille spørgsmål og få en fornemmelse af stemningen og ånden i DISPUK.

Det er gratis at deltage. Du melder dig til her.

1. sep 2022 Aarhus

13. okt 2022 Snekkersten

Aftenevent 

Narrativ Salon i Snekkersten
Hvorfor telefonrådgivning ikke bare er at tale i telefon

Hvert år modtager hundredtusinder af mennesker rådgivning over telefon alene gennem de mange danske telefonrådgivninger. Hertil kommer al den rådgivning, som socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, psykologer og andre fagprofessionelle foretager hver dag over telefon som en del af deres arbejde. Ikke desto mindre gives den faglighed, der knytter sig til denne særlige rådgivningsform, sjældent særlig opmærksomhed, ligesom den også er mindre statusbelagt end ”face-to-face” rådgivning. ”Alle kan vel tale i telefon” kan være indstillingen.

Socialrådgiver og cand.scient.soc. Nanna Boysen fra Mødrehjælpen er en af forfatterne til bogen Telefonrådgivning – en grundbog, og hun er gæst på Narrativ Salon den 7. december, hvor hun i samtale med DISPUKs konsulent Eva Kragh vil fortælle om de muligheder og fordele, der findes ifm. telefonrådgivning.

Nanna vil også fortælle om, hvad der kan bidrage til at styrke og kvalificere fagligheden for de, der har telefonrådgivning som en væsentlig del af deres arbejde.

Narrativ Salon, 7. december kl. 19-21
DISPUK 2, Strandvejen 202B 

Pris 200 kroner. Køb billet her.

 

Podcast

Ny sæson af Tætte Talks på vej

I øjeblikket er vi i gang med forberedelserne til optagelsen af efterårets sæson af vores podcastserie Tætte Talks.

Denne gang går vi tæt på mennesker, der bevidst har brudt med en eller flere familiemedlemmer. Det er vores konsulent Lasse Hauge, der har valgt temaet, og det bliver ham, der taler med de medvirkende.

Vi giver besked på diverse kanaler, når podcasten er klar. I mellemtiden kan du høre vores tidligere Tætte-Talks sæsoner her.

 
Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK
trist barn

Nyhedsbrev juli 2022

Nyhedsbrev juli 2022

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Suspendisse non pharetra diam.

11.07.2022
Share

DISPUK går i ny podcast tæt på at vokse op i et rusmiddelhjem

I vores podcastserie Tætte Talks er vi tidligere gået tæt på at vokse op med skilsmisse, mobning samt spiseforstyrrelser.

Denne sommer udkommer vores fjerde sæson, og her taler DISPUKs direktør og konsulent Martin Nevers med seks personer, der ligesom ham er vokset op i det, Martin kalder et rusmiddelhjem.

I podcasten kan du blandt andet møde Thit, der fortæller om det frirum, hendes fodboldhold udgjorde. Du kan høre Michelle fortæller om kampen for at eje sin historie ved at skrive en bog om sin barndom. Om Olivia, der bruger sin opvækst som eksempel på, hvilken slags forældre hun ikke vil være. Du kan møde Martin, der for tre år siden bestemte sig for at være ærlig overfor sig selv – modsat hans mor, der levede i et kriminelt miljø. Og du kan høre Rikke fortælle om den stolthed, hun følte som ung, når hun tog bussen forbi det sociale boligbyggeri, hun havde boet i med sin far, og kunne se, at hendes liv havde taget en anden retning.

Det er seks vidt forskellige historier, der alle har det til fælles, at vores deltagere har erfaret de ødelæggende konsekvenser, rusmidler kan have på menneskers liv. Men det er også seks historier om at ville være mere og andet end et barn af en misbruger.

Sæsonen kan høres, hvor du normalt lytter til podcast – eller du kan trykke på linket via billedet her:

Hvad er et rusmiddelhjem?

Når vi nu bruger en stor del af vores tid og virke her på DISPUK med netop at tale om, undervise i og beskæftige os med diskurs, dokumentation og ordets magt, så skal vi selvfølgelig også spørge os selv, hvorfor vi bruger de ord, vi gør, og hvilke slags effekter de har.

Det var netop, hvad der skete, da vores konsulent Lone Kaae Morell forleden stillede sig kritisk overfor titlen på den nye podcastserie, som vi præsenterede på et personalemøde. Heldigvis kunne vi sagtens følge hendes betragtninger, der resonerer meget med, hvad Martin selv siger i podcasten. Men vi synes også, at dem, der måske ikke lytter med, skal vide, at vi er klar over, at et ord som rusmiddelhjem har en kraft.

Derfor har vi bedt Lone skrive sine betænkeligheder her i nyhedsbrevet:

“Hvad er et rusmiddelhjem? Spurgte en af vores skarpe kursister fra Aarhus. Anledningen var, at DISPUK søgte medvirkende til sommerens podcastserie om at vokse op i et hjem hvor forældrene havde et skadeligt forbrug af rusmidler. Kursisten pegede på kraften og definitionsmagten i sprogbruget: Er du vokset op i et rusmiddelhjem, stod der i opslaget på de sociale medier.
Jeg deler min kursists opmærksomhed og jeg får lyst til, at vi skal tale meget mere om idéen med at anvende et eksternaliserende sprog.  De fleste har efterhånden set fidusen og friheden i at tænke og tale mere nuanceret om tingene, især det, der er svært og problematisk, når det knytter sig til mennesket. Vi ved godt, at psykisk sygdom, handicap, modløshed eller for den sags skyld lykke ikke kan betegne, hvad et menneske er – et menneske er alt muligt og langt mere end en alkoholiker. Alkoholismen har formentlig forandret sig, har taget forskellige former, har hjulpet eller skadet forskelligt fra tid til anden, i forskellige kontekster osv. En lykkelig barndom eller en psykisk sygdom forandrer sig, slår sig ned for en tid eller dukker mere eller mindre stærkt op hos mennesker. ”What else is there?” spørger Deleuze. Og derfor mener jeg, det er vigtigt at tale om, hvad det konkrete hjem også er. Det er aldrig kun et rusmiddelhjem.”

Vi håber at leve op til både Lone og Deleuzes ønske i podcasten, hvor Martin taler med deltagerne om, hvad deres konkrete hjem også var. I prologen til den nye sæson kan man også høre om Martins betænkeligheder ved at bruge ordet rusmiddelhjem, men – siger han:

“Når jeg alligevel har valgt at bruge den titel, så skyldes det, at jeg selv er vokset op i et hjem, hvor rusmidler spillede en rolle, der ikke kun kunne lokaliseres til, at min far – og i perioder også min mor – drak. Det påvirkede, hvordan vi lavede hjem på. At vokse op med forældre, der drikker, er også at vokse op i et hjem, hvor eksempelvis de store søskende skal lave mad til de små eller sørger for, at far bliver soigneret.”

 
 

 GLÆDELIG SOMMER 

 
Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK
dokumentation

Nyhedsbrev juni 2022

Nyhedsbrev juni 2022

Mener vi det, når vi siger ”borgeren i centrum”?

06.06.2022
Share

Jeg er gennemsnitlig. Faktisk lidt under. Da jeg i 9. klasse satte mig for at få en anden karakter på den gamle skala end 7 i orden og med min sirligste håndskrift skrev i mit stilehæfte, var det med en solid tro på, at jeg nu ville kunne få en anden karakter. Det fik jeg ikke. Det gode ved den oplevelse var, at nu slap jeg for at gøre mere ud af det. Det stod alligevel ikke til at ændre.

Men det var også en oplevelse, der har bidraget til at forme mine tanker om mig selv og min identitet.Jeg er gennemsnitlig. Faktisk lidt under. Men jeg er også alt muligt andet, og hvem ved, hvad jeg vil udvikle mig til fremover. Som en klog skoleleder sagde til mig engang: Hvis der er noget mit job har lært mig, så er det, at jeg ikke er i stand til at forudsige børns fremtid.

Hvordan skaber vi plads til også at dokumentere noget af det?

Skriv til ikke om mennesket

Vi lever i en tid, hvor der skrives som aldrig før. Ikke bare på sociale medier, men også i diverse fagdiscipliner hvad enten man er lærer, pædagog, psykolog, sygeplejerske eller leder. Vi skriver ofte for at dokumentere og kommunikere vores arbejde til de instanser eller systemer, vi arbejder i.

I en årrække har jeg været optaget af, hvordan de dokumenter, vi laver, også bliver potentielle identitetspapirer for de mennesker, vores dokumenter handler om.
I mit arbejde med dokumentation er jeg blevet opmærksom på, hvor forbløffende mange dokumenter der laves om mennesker i kommuner, hvis centrale pejlemærke ellers lyder, at de har ”borgeren i centrum”.

Når vi skriver om mennesker gør vi dem til objekter. De forlader så at sige centrum. Det undrer mig gang på gang, hvorfor vi ikke i stedet skriver til dem, det handler om og viser andre interesserede, hvad vi har skrevet? Det ville sætte borgeren i centrum. Et menneske, der skrives til bliver et subjekt i verden.

Fra bevægelse til opgør

I maj måned var DISPUKs konsulenter på narrativ konference i Bergen. Der var mange spændende temaer på programmet og stof til eftertanke.



En af de ting jeg lagde særligt mærke til var, at flere af de workshops, der blev afholdt, kredsede om forskellige kreative måder at arbejde med dokumentationspraksis på. Fælles for dem alle var, at de særligt fokuserede på, hvordan dokumentationen kunne styrke handlekraften og lede til mere foretrukne identitetskonklusioner for de mennesker, dokumenterne handlede om.

Der blev talt om breve fra superhelte, problemer, afdøde bedstemødre, yngre udgaver af sig selv, ældre udgaver af sig selv og meget mere. Der er en bevægelse i gang. Det vil ikke være nyt for kursister i DISPUK. Vi har i årevis arbejdet med at lave alternativer til de eksisterende dokumentationspraksisser, der har det med at dominere. Og vi ved, hvilke effekter disse alternativer kan have for alle implicerede.

Måske er tiden ved at være moden til at gå skridtet videre. Måske vi er klar til ikke kun at lave alternativer, som lever side om side med det eksisterende, men også at kigge på det eksisterende og få lavet om på, hvordan vi dokumenterer i vores systemer. Det gør ikke noget, at det tager tid at skrive, hvis det man skriver, har en reel indflydelse på den hjælp, man forsøger at yde. Hvis dokumentet i sig selv opfattes som hjælpsomt af dem, det handler om. Sådan er det for sjældent nu.

Narrativ salon om sprogets kraft

Mette Larsen, lektor ved professionshøjskolen i København, udkom for et på måneder siden med bogen ”Blikke fra dem du skriver om – Børn og unges aktindsigt” om effekterne af de forskellige dokumentationspraksisser rundt om børn og unge, anbragt uden for hjemmet. De anbragte peger i bogen på, at det kan være både hårdt og traumatiserende at læse om sig selv i sagsakterne. At beskrivelserne kan skabe glæde, når man kan læse, at man blev set, forstået og inddraget, men også frustration og vrede, når der står noget om én, som man ikke er enig i.

Det er en alvorlig problemstilling, vi må få kigget på. Det går ikke, at det vi skriver, har potentielt skadelige virkninger på de børn og unge, det handler om.

Derfor har jeg inviteret Mette Larsen til DISPUK mandag den 5. september kl. 19.00 til en Narrativ Salon, hvor vi vil tale om sprogets skabende og destruerende kraft, om identitet og om, hvad man som socialrådgiver, pædagog, lærer, psykolog eller leder kan gøre for både at honorere, at vi skal leve op til særlige krav fra systemet, og styrke menneskers handlekraft og identitet, når vi skriver.

Tilmeld dig eventet her. 

Afskedsreception for Allan og Anette

Tak til alle, der mødte om tirsdag 7. juni, hvor vi med et festligt brag sagde farvel til Allan og Anette som direktører i DISPUK. Det var en meget smuk og rørende dag, hvor venner af huset gennem de sidste 30 år deltog, og flere holdt berigende taler.
Vi er glade for, at afskedsreceptionen ikke betyder farvel til Allan og Anette, der begge fortsætter som konsulenter hos DISPUK. 

 
 

Kontaktlæreruddannelse for efterskole- og højskolelærere

Ny uddannelse på DISPUK

Vi har lavet en ny uddannelse på DISPUK for lærere på landets høj- og efterskoler.

Det har vi fordi, måden vi som lærere bidrager til at møde de vanskeligheder, elever kan stå med på et høj- eller efterskoleophold, kan få stor betydning for, hvordan elevens identitet eller selvforståelse udvikles.

Læreren skal ikke være terapeut, men skal kunne hjælpe eleverne med at håndtere problemstillingerne i hverdagen. På de fleste efterskoler og højskoler har man mange års erfaring med at gøre det, og den oplæring, man som lærer har fået i at håndtere alt det, der ligger ud over at være underviser, har ofte været igennem ”learning by doing” og sparring med de mere erfarne lærere på skolen.

Vores erfaring siger, at lærerne ofte savner konkrete metoder at arbejde ud fra, når det kommer til denne del af lærergerningen, og at narrativ praksis her kan være en hjælp.
Den narrative praksis tilbyder nemlig et filosofisk afsæt og konkrete arbejdsmetoder til at håndtere samtaler og aktiviteter med mennesker for hvem, livet er svært, uden at det behøver at blive terapi.

Læs mere om uddannelsen her. 

 

Center for Narrativ Coaching

Tumler du med tanker om et bestemt tema i dit liv?

Vil du udvide dit perspektiv og dermed måske finde en løsning?
Center for Narrativ Coaching tilbyder dig assistance med start efter sommerferien.
5 samtaler for 500kr. Alle coaches er uddannet på DISPUK og har flere års erfaring i det narrative univers.
Henvend dig til;  CNC-snekkersten@dispuk.dk

Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK
træblomst

Nyhedsbrev maj 2022

Nyhedsbrev maj 2022

Et værn mod vold

02.05.2022
Share

Foråret er ankommet. Det spirer i haverne omkring DISPUK, og også inde i husene pibler nye ideer frem i hjerner og hjørner.

Men midt i alt det spirende står vi i et Europa, der er ramt af en krig, der må være forfærdelig for dem, som er de direkte ofre, men også rusker i os her. For hvad kan vi egentlig stille op? Hvordan håndterer vi forholdet til en statsleder, som man kan frygte, er klar til at kæmpe til det sidste? Hvordan forholder vi os til alle dem, der hurtigt er blevet venner og fjender på hver side af krigens grænser? Og hvad kan vi gøre med vores egen afmagt? Det er spørgsmål, der ikke findes enkle svar på. Men også spørgsmål, mennesker før os har måttet forholde sig til og forsøge at svare på. I en tid hvor der tales og skrives meget om våben og sanktioner, spredte nogle af de svar sig forleden i en smuk gammel sal på en skole, hvor der blev sunget aftensang. Sangen var den norske digter Nordahl Griegs formanende og meget aktuelle Kringsatt af Fiender og allerede i 2. vers giver Grieg et bud på, hvad vi måske kan gøre. Han skriver:

Her er dit vern mot vold, her er dit sverd: troen på livet vårt, menneskets verd. For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det, Dø om du må – men: øk det og styrk det! 

Og fortsætter i 6. vers:

Da synker våpnene maktesløst ned. Skaper vi menneskeverd skaper vi fred. 

Skaber vi menneskeværd skaber vi fred

På DISPUK har vi de sidste år været inspirerede af den amerikanske psykolog James Gilligan, der har viet store dele af sit liv til arbejdet med indsatte i amerikanske fængsler og til at dele de erfaringer, han har gjort sig ved at komme tættere på dem, der afsoner hårde voldsdomme.

Vold, siger han, er skammens sygdom. Igen og igen kan man i de indsattes fortællinger høre, hvordan de har levet liv, hvor de er blevet og har følt sig ringeagtet, ydmyget, mobbet, foragtet og set skævt til. Gilligan peger på, hvordan ydmygede mennesker ofte vil gøre meget for at genvinde selvrespekt, stolthed. Og har man ikke andre redskaber til rådighed i den kamp, kan volden blive den sidste udvej. Som en indsat bankrøver siger til James Gilligan: “I never got so much respect before in my life as I did when I first pointed a gun at someone” (Violence, s.109, Giligan).
James Gilligan mener – meget aktuelt her i udkanten af corona – at vi med fordel kan se på vold som på en epidemi. Vi er ofte meget optagede af, hvordan vold kan straffes – men betragtede vi vold som en epidemi, ville vi blive langt mere optagede af, hvordan vold kan forebygges. Og her mødes James Gilligan og Nordahl Grieg. Skaber vi menneskeværd, skaber vi fred. På mange måder resonerer det med filosofien i den narrative praksis’ slogan: ”Det er problemet, der er problemet – det er ikke personen, der er problemet”.  Det viser sig i nysgerrigheden efter at høre problemers historie – hvad der er sket, der har ført til, at vi nu sidder her i dag. Det viser sig i troen på, at mennesker altid kan, ved og vil noget – at det, vi gør, er knyttet til, hvad verden har lært os, og hvad der er vigtigt for os. Det viser sig også i et fokus på, hvordan vi taler og skriver om hinanden. Et fokus på hvordan vi let kommer til at bruge et sprog, der ikke er respektfuldt. Et sprog, der beskriver andre med kategorier, de ikke bryder sig om eller kan genkende sig i.

Fra Misbrugs- til Rusmiddelbehandleruddannelse

Som et lille sprog-eksempel har vi på DISPUK lige fået en Rusmiddelbehandleruddannelse. Selve uddannelsen har vi haft længe. Det er en uddannelse som kursister gennem årene har været meget glade for – dengang hed den Misbrugsuddannelsen. Men fra næste år skifter den navn. Hvorfor? Fordi ordet misbrug meget hurtigt skaber en kategori af mennesker, vi kan kalde misbrugere. En kategori som ingen drømmer om, at de selv eller deres nærmeste skal falde i. Det er ikke velanset eller ønsket at være en misbruger. Man bliver set skævt til og set ned på. Det er ikke en kategori, der øger menneskeværdet.

Derfor har uddannelsen fået et nyt navn. Et navn, der beskriver problemet – det skadelige forbrug af rusmidler – på en måde, der forsøger at undgå at kategorisere mennesker. Mennesker, som måske på den måde lettere kan bevare menneskeværd, både i deres eget blik og i vores blik på dem. Med Kringsatt af Fiender minder Nordahl Grieg os om, at noget af det, vi alle kan gøre for at skabe fred, er igen og igen at forsøge at være sammen på måder, der er fulde af respekt og skaber menneskeværd. Det løser nok ikke situationen i Ukraine. Men på den måde kan vi arbejde for fred hver dag. I skolen, på institutionerne, hjemme i familierne, der hvor vi færdes.
Det har været rørende at se, hvordan så mange i Danmark er klar til at udtrykke støtte og opbakning og tage mod flygtende ukrainere med åbne arme. Møde dem med kærlighed og respekt. Samtidig har man også kunnet mærke et spirende fjendskab – mod Putin, ja, men hurtigt også mod Rusland og russere. Sportsfolk, der bliver udelukket fra konkurrencer, kunstnere, der bliver forhindret i at præsentere deres kunst – fordi de er russere. Som den tidligere feltpræst Signe Danielsen sagde i P1-programmet Bagklog i påsken, er det som om, der er gået lidt fodboldjargon i den – vi hænger Ukrainske flag op i vinduerne og hepper på Ukraine mod Rusland.
https://www.dr.dk/lyd/p1/bagklog-pa-p1/bagklog-2022-04-16 I vores støtte til og respekt for én gruppe, kommer vi uendelig hurtigt til at skabe en kategori for de andre. De skyldige, de onde. En kategori som alt russisk og alle russere så kan placeres i og en kategori, der hurtigt får os til at se på dem alle med et ringeagtende blik. Uden at vide, hvad der er vigtigt for dem, hvad de længes efter og drømmer om, hvad livet har lært dem. En kategori, vi let kommer til at bruge uden at ane, om den enkelte russer vi taler om, er for eller imod krigen, har en historie med familiemedlemmer, der har protesteret mod skiftende styrer og betalt en høj pris, eller måske endda kæmper en farlig kamp for fred. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er imod krig. Men hvis vi betragter vold – og krig – som en epidemi, er der i alle konflikter måske grund til at stoppe op og tænke over, hvordan vi kan stoppe konflikten på måder, der øger gensidig respekt og menneskeværd. For hvis ikke parterne kan finde andre veje til at genvinde respekten, risikerer vi, at det får dem til at kæmpe for den.

Velkommen til Henrik Vendelbo

Og midt i konflikterne, uroen og usikkerheden for fremtiden insisterer foråret på at titte frem. Også i DISPUK. Vi har netop ansat Henrik Vendelbo som nyeste spire i undervisergruppen. Vi har i de sidste år haft fokus på skoler og på de mange børn og unge, som ikke ser ud til at trives i skolen. Henrik kommer fra skoleverdenen og har med afsæt i narrativ praksis arbejdet med at hjælpe unge på efterskoler og ungdomsuddannelser med at trives i de skolemiljøer, de dagligt færdes i. Vi glæder os til at få Henrik som kollega og høste af alle hans erfaringer fra skoleverdenen.

Reception

Vi ville gerne have holdt et brag af en reception for Allan og Anette i januar i forbindelse med, at Allan gav ejerskabet videre, og de begge trådte tilbage som direktører. Det spændte corona ben for, og det var måske ikke så tosset, for det giver os mulighed for at gøre braget desto større, når vi 7. juni klokken 13 inviterer til reception for at fejre den store indsats, Allan og Anette har gjort som ejer og direktører igennem de sidste 32 år.

Next level narrativ praksis

Til sidst vil vi gerne gøre opmærksom på workshoppen med Travis Heath i juni. Som lærere, pædagoger eller terapeuter har vi uddannet os til at vide noget om, hvordan man kan hjælpe mennesker med at lære, udvikle sig eller hele. Det er nyttig viden, men når vi placerer os i den vidende position i forhold til de aktiviteter, vi laver med folk, hvad enten det er undervisning, pædagogik eller terapi, så overser vi let den viden, dem, vi prøver at hjælpe, selv har om, hvad der virker. Nogle gange er det også vores opgave at hjælpe folk, som har et helt andet menneskesyn end vores eget. Det kan være et menneskesyn, som ikke bare er fremmed for os, men som strider imod det, vi selv står for. Travis Heath interesserer sig for, hvordan vi kan tilgå terapi med disse opmærksomheder in mente. Og så er han en eminent formidler, hvilket denne interessante Ted Talk understreger:
Kom og vær med og oplev en levende og nærværende formidler. Travis har sået frø, der i dag spirer hos os – hvilket vi synes, flere skal have fornøjelsen af.

Klik her for beskrivelse og tilmelding

Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK
Gruppe mennesker

Nyhedsbrev marts 2022

Nyhedsbrev marts 2022

Kontinuitet og fornyelse

07.03.2022
Share

Vi er nu to måneder inde i 2022 og det er blevet tid til årets første nyhedsbrev.

Et nyhedsbrev, som på den ene side blot er et i rækken af mange nyhedsbreve fra DISPUK, og som samtidig er særligt, fordi det er det første, efter at Allan Holmgren overdrog DISPUK for at vi, Henriette Askestad, Lasse Offenberg og Martin Nevers, kan føre det videre. På den måde er det også et nyhedsbrev, der meget godt illustrerer, at vi for tiden i DISPUK færdes i en skøn blanding af kontinuitet og mulighed for fornyelse.

På sin vis er det et stort skridt Allan har taget. Det er 32 år siden han etablerede DISPUK, og han har brugt langt det meste af sit arbejdsliv på at skabe det DISPUK, der er i dag.  Når vi ser tilbage, har der været en rød tråd i DISPUKs arbejde, som handler om at skabe bedre vilkår for dem, der har det svært, og styrke de marginaliseredes stemme. Som udgangspunkt med fokus på unge mennesker og psykiatrien, men gennem årene også i stadig bredere forstand. Og hvor Behandlingskollektivet i Snekkersten, hvor det hele startede, var bygget op om det daglige arbejde sammen med de unge beboere, har DISPUK gennem de sidste 30 år også arbejdet mod det mål, ved at tilbyde uddannelse til alle dem, der er interesseret i at finde inspiration til hvordan man måske kunne gøre det lidt anderledes – og lidt bedre. Den historie er udfoldet i det nyhedsbrev, der kom før jul som kan findes her – klik. Helt grundlæggende ønsker vi at videreføre det arbejde.

 

Hverdagsrevolutionær praksis

I Galskabens historie skriver Michel Foucault:

Folk ved, hvad de gør; ofte ved de også, hvorfor de gør det, men hvad de ikke ved, er, hvad det, de gør, gør” (Foucault, 2003).

Med det blik peger Foucault på, at vores måder at indrette samfund, kultur og institutioner, vores måder at behandle hinanden, ofte har effekter, som vi ikke har blik for. At selv når vi handler med de bedste intentioner, selv når vi gør det bedste vi har lært, kan det have effekter, der ikke passer med vores intentioner. At selv de mest velmenende handlinger- og behandlinger – f.eks. kan føre til marginalisering, ensomhed, skam- og fiaskofølelse. I samme bevægelse inviterer han os til at være opmærksomme på og tage ansvar for effekterne af det, vi gør.

Som supplement til den tænkning, har vi i DISPUK i de seneste år fundet inspiration hos den franske filosof Gilles Deleuze. Deleuze var ikke så interesseret i at finde frem til det gode liv, den rigtige måde at leve på. I stedet spurgte han “How might one live?” Hvordan kunne man leve – hvad kunne et menneskeliv også blive til. Selv om det først er i de senere år, at vi har stiftet bekendtskab med Deleuzes tænkning, er det som om de mange skønne mennesker, der har været på DISPUK gennem årene, har delt den optagethed. Det viser sig i meget af det vi underviser i som optakt til dem, der har tilbudt alternative praksisser: Michael White udviklede sine bevidningskategorier, som et alternativ til nogle af de kommentarer og responser, man ofte møder, når man fortæller om noget, der er svært. Eksternaliserende praksisser opstod, som et alternativ til det internaliserende blik, vi er så trænede i, i vores kultur og som overbeviser mennesker om at de selv er problemet. Mike Williams’ undercover anti-bulllying teams opstod som alternativ til praksisser, der gjorde mobning til et individualiseret fænomen, og mistede blikket for, hvordan mobning som regel opstår i mere komplekse sociale sammenhænge. Listen kunne fortsætte. Og vi ser et mønster: Med Foucault en løbende lyst til at se på, hvilke effekter det har, når vi gør, hvad vi gør. Og med Deleuze en lyst til at overveje hvordan vi måske kan gøre det lidt anderledes – og lidt bedre – og omsætte det i praksis. Hverdagsrevolutionær praksis.

 
Michel Foucault

 
Gilles Deleuze

Når vi gerne ville drive DISPUK videre, er det blandt andet fordi, vi er optaget af, at fortsætte det arbejde. At være med til at se på, hvordan noget af det vi alle gør med de bedste intentioner om at være til hjælp, kan have triste effekter, som vi ikke altid er opmærksomme på. At invitere til, at vi med mellemrum stopper op, ser på effekterne af det vi gør, og tager stilling til, om vi er tilfredse med de effekter. Og at overveje – og tilbyde ideer til – hvordan vi måske kunne gøre noget anderledes. Hvad enten det er i psykiatrien, i skolerne, på arbejdspladserne, ude i institutionerne, som pædagog, sundhedsplejerske, leder eller konsulent – og i vores helt almindelige hverdagsliv. Som mennesker.

Et lille skridt

Hvor overdragelsen på den ene side er et stort skridt, er den fra en lidt anden synsvinkel derfor ikke så stort et skridt i livet på DISPUK. Helt grundlæggende har intentionen med overtagelsen – både vores og fra Allans og Anettes været, at vi skulle tage tråden op og fortsætte DISPUKs virke. Og det er rutinerede kræfter, med tilsammen 42 års ansættelse i DISPUK, der har overtaget ledelsen af en lige så rutineret medarbejderskare, med intentionen om at holde den ånd i live for alle i huset – både medarbejdere og gæster.

For samtidig med at Allan og Anette som direktører har været tydelige stemmer og tegnet DISPUK ude i verden, har huset en vidunderligt loyal medarbejdergruppe, der gennem deres daglige arbejde har drevet og udviklet DISPUK og sætter en ære i at gøre det til et særligt sted.  Sådan har det været indtil nu, og sådan vil det blive ved med at være. Og vi er lykkelige over, at alle medarbejdere har bakket op om overdragelsen og sagt ja til at være med til at drive og udvikle også i den kommende tid.

I det lys virker det næsten forkert at begynde at præsentere os tre som de nye direktører i det DISPUK, der er til i kraft af alle medarbejderne og deres arbejde. Vi tænker nu alligevel at det kunne være på sin plads, at folk som ikke kender os, måske får et lille indtryk af, hvem der kommer til at lede DISPUK ind i den næste tid, så her kommer et par ord.

Henriette Askestad har i de sidste 11 år været økonomichef i DISPUK. Ud over det store forkromede overblik og indblik i økonomien har Henriette også en uddannelse i psykoterapi med sig. En uddannelse, der måske ikke umiddelbart har været så relevant i hendes daglige arbejde med økonomien, men som vidner om hendes interesse i mennesker og en lyst til at bidrage til at indgå i fællesskaber, hvor vi skaber bæredygtige samlivsformer, det være sig i familielivet eller på arbejdspladsen. En optagethed af det, DISPUK handler om. Henriette har sin arbejdshverdag på kontoret i Snekkersten og vil i det daglige være den administrerende direktør.

Lasse Offenberg har i de sidste 18 år arbejdet som konsulent i DISPUK. Han har en baggrund i psykologi og er optaget af at omsætte filosofisk inspiration i konkrete hverdagspraksisser. Han har gennem årene undervist på de fleste af vores uddannelser – primært på konsulent-, coaching- og vejledning-, konflikthåndterings- og psykoterapeutuddannelsen. I de senere år har han – inspireret af narrative og restorative ideer – som et gennemgående tema været stadig mere optaget af, hvordan vi kan skabe fællesskaber, hvor der er en respekteret plads til alle, og hvor alle kan have en stemme.  

Martin Nevers har i de sidste 13 år undervist på psykoterapeutuddannelsen, coaching- og vejledning og ledelse. Med sin baggrund i skoleverdenen og erfaringer som leder har han igennem årene haft et særligt fokus på hvordan vores sprog og den grammatik vi anvender har stor betydning for de positioner og konklusioner vi bliver tilbudt både i tale og på skrift.  

I det daglige vil Lasse og Martin i samarbejde med DISPUKS medarbejdere og eksterne undervisere stå i spidsen for den fortsatte faglige udvikling og undersøgelse af ideer, der kan styrke de fællesskaber mennesker indgår i med hinanden.  Martin sidder allerede nu i bestyrelsen for Selskabet for Psykoterapi og Lasse er lige blevet en del af STOKs revitaliseringsudvalg, og vi vil også fremadrettet engagere os aktivt i arbejdet i Psykoterapeutforeningen. Vi synes det er vigtigt, at vi skaber stærke fællesskaber, som kan være med til at påvirke de strømninger og veje vores kultur bevæger sig i, når nu vi skal i gang med at undersøge ”how might one live”.  

Allan og Anette er her stadig
DISPUK kommer til at fortsætte med en ny ledelse. Samtidig er det vigtigt for os at kunne sige, at vi ikke kommer til at sige farvel til Anette og Allan, der fortsætter som undervisere og konsulenter. Allan er f.eks. stadig den gennemgående figur på vores lederuddannelse og underviser også på flere andre uddannelser. Og vi er sikre på at hans optagethed af, at få skabt en mere menneskelig psykiatri de steder, hvor det halter, også fortsat vil være i fokus i hans arbejde. Anette underviser blandt andet på vores uddannelse for psykoterapeuter og vores konflikthåndteringsuddannelse og fortsætter sit mangeårige arbejde med traumer, som hun senest har beskrevet i sin bog ”Komplekse traumers psykologi – beretninger om det ubærlige” der forventes at udkomme på engelsk i 2022

 

 

Kontinuitet og fornyelse

I det sidste par år har Metoo bevægelsen sat skub i oprøret mod undertrykkende magtpraksisser. Det har været et nødvendigt og tiltrængt skub, som har fået mange organisationer til at kigge sig selv efter i sømmene. Foucault har lært os, at der ikke findes magtfrie rum, men det ser ud til at nogle af de kræfter der har undertrykt særligt kvinder – men også andre, i øjeblikket bliver demaskeret. Måske står vi lige nu et lidt særligt sted i historien, hvor vi har mulighed for at bygge institutioner, organisationer og arbejdspladser, som ikke læner sig op ad patriarkatets undertrykkelsesteknologier, men som gør det muligt for os at træde frem som mennesker for hinanden, som Nils Christie så smukt udtrykker det.  

”How might one live?” synes at være et meget relevant spørgsmål at stille sig, når nu man står med en kultur, hvor mange af de gamle striber eller stier ser ud til at viskes ud, og nye skal tegnes op eller betrædes.  

Det spørgsmål stiller vi selvfølgelig også os selv: Hvordan skal DISPUK se ud? Svaret finder vi hen ad vejen, i en skøn blanding af kontinuitet og fornyelse. Vi har altid været optaget af at påvirke og se ud i verden og omsætte teori og filosofi til håndterbar og konkret praksis. Og hvem ved hvilke nye inspirationer, det fører med sig, når vi i starten af maj drager til konference i Bergen, eller når vi i august deltager på den nordiske familieterapi kongres i København. I starten kommer meget til at ligne sig selv, men med tiden er vi sikre på at også noget nyt vil opstå. Og på den måde er alt her som det plejer at være.
 

Vi glæder os til at være sammen med jer.

Med venlig hilsen 

Henriette, Lasse og Martin og alle i DISPUK

 

Kommende kurser

Anti-koloniserende terapi:
Terapi i et multietnisk eller multikulturelt samfund

Travis Heath har i nogle år arbejdet i USA med det han kalder Anti-koloniserende terapi. Det grundlæggende spørgsmål han har stillet sig er, hvordan der kan blive plads til folks egne erfaringer og fortællinger om at få det bedre i det terapeutiske rum? Hvad ved bande-medlemmet om, hvad der hjælper, hvis man vil have det godt? Eller hvad ved barnet fra flygtninge-lejren?
På denne workshop vil du få mulighed for at høre om meget praksisnære eksempler på hvordan dette arbejde har set ud og hvordan det udvikler sig, og Travis vil tale om hvordan det har påvirket ham som samtalepartner og menneske at integrere et anti-koloniserende perspektiv i terapien

Klik her for beskrivelse og tilmelding

Online psykiatriseminar om spiseforstyrrelser

Hvorfor opstår spiseforstyrrelser og hvordan hjælper man bedst?

Klik her for beskrivelse og tilmelding

 

Tal om det vigtige! MUS med mening

Hånden på hjertet: Hvor mange ledere ser frem til at afholde MUS? Hvor mange medarbejdere glæder sig til at komme til dem? Det er jo egentlig virkelig spild af god tid. 2 dage med Eva Kragh.

Klik her for beskrivelse og tilmelding

Traumer og rusmidler

  Om hvordan man taler med den enkelte, arbejder i grupper, arbejder med parforholdet og i familien, der alle er ramt af effekterne af et misbrug.

Klik her for beskrivelse og tilmelding

Narrativ terapi og samtalepraksis live – 2 Michael White eftermiddage

Allan Holmgren vil på dagene gennemføre samtaler som deltagerne vil få mulighed for at være vidner til og i fællesskab reflektere over.

Klik her for beskrivelse og tilmelding

”The missing link in Narrative Practice”?

Studiegruppe med Todd May om Merleau-Ponty, krop og narrativitet.
Todd kommer ikke til Danmark i år, men har i stedet tilbudt at lede en studygroup i et nyt format, hvor gruppen mødes online, en gang om måneden kl. 16.30-18.00, i alt ti gange.

Klik her for beskrivelse og tilmelding
 

Fortsat ledige pladser på disse efteruddannelser:

 
Der er afskedsreception for Allan og Anette Holmgren onsdag den 7. juni 2022 klokken 13.30-18.00 i DISPUK 1, Snekkersten Stationsvej 13, Snekkersten. Der er planlagt et festligt program for denne reception med taler fra DISPUKs samarbejdsparter. Tilmelding påkrævet.
 
Klik her for tilmelding

Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.