Vi er nu to måneder inde i 2022 og det er blevet tid til årets første nyhedsbrev. Et nyhedsbrev, som på den ene side blot er et i rækken af mange nyhedsbreve fra DISPUK, og som samtidig er særligt, fordi det er det første, efter at Allan Holmgren overdrog DISPUK for at vi, Henriette Askestad, Lasse Offenberg og Martin Nevers, kan føre det videre. På den måde er det også et nyhedsbrev, der meget godt illustrerer, at vi for tiden i DISPUK færdes i en skøn blanding af kontinuitet og mulighed for fornyelse. På sin vis er det et stort skridt Allan har taget. Det er 32 år siden han etablerede DISPUK, og han har brugt langt det meste af sit arbejdsliv på at skabe det DISPUK, der er i dag. Når vi ser tilbage, har der været en rød tråd i DISPUKs arbejde, som handler om at skabe bedre vilkår for dem, der har det svært, og styrke de marginaliseredes stemme. Som udgangspunkt med fokus på unge mennesker og psykiatrien, men gennem årene også i stadig bredere forstand. Og hvor Behandlingskollektivet i Snekkersten, hvor det hele startede, var bygget op om det daglige arbejde sammen med de unge beboere, har DISPUK gennem de sidste 30 år også arbejdet mod det mål, ved at tilbyde uddannelse til alle dem, der er interesseret i at finde inspiration til hvordan man måske kunne gøre det lidt anderledes – og lidt bedre. Den historie er udfoldet i det nyhedsbrev, der kom før jul som kan findes her – klik. Helt grundlæggende ønsker vi at videreføre det arbejde. Hverdagsrevolutionær praksis I Galskabens historie skriver Michel Foucault: ”Folk ved, hvad de gør; ofte ved de også, hvorfor de gør det, men hvad de ikke ved, er, hvad det, de gør, gør” (Foucault, 2003).”
Med det blik peger Foucault på, at vores måder at indrette samfund, kultur og institutioner, vores måder at behandle hinanden, ofte har effekter, som vi ikke har blik for. At selv når vi handler med de bedste intentioner, selv når vi gør det bedste vi har lært, kan det have effekter, der ikke passer med vores intentioner. At selv de mest velmenende handlinger- og behandlinger – f.eks. kan føre til marginalisering, ensomhed, skam- og fiaskofølelse. I samme bevægelse inviterer han os til at være opmærksomme på og tage ansvar for effekterne af det, vi gør. Som supplement til den tænkning, har vi i DISPUK i de seneste år fundet inspiration hos den franske filosof Gilles Deleuze. Deleuze var ikke så interesseret i at finde frem til det gode liv, den rigtige måde at leve på. I stedet spurgte han “How might one live?” Hvordan kunne man leve – hvad kunne et menneskeliv også blive til. Selv om det først er i de senere år, at vi har stiftet bekendtskab med Deleuzes tænkning, er det som om de mange skønne mennesker, der har været på DISPUK gennem årene, har delt den optagethed. Det viser sig i meget af det vi underviser i som optakt til dem, der har tilbudt alternative praksisser: Michael White udviklede sine bevidningskategorier, som et alternativ til nogle af de kommentarer og responser, man ofte møder, når man fortæller om noget, der er svært. Eksternaliserende praksisser opstod, som et alternativ til det internaliserende blik, vi er så trænede i, i vores kultur og som overbeviser mennesker om at de selv er problemet. Mike Williams’ undercover anti-bulllying teams opstod som alternativ til praksisser, der gjorde mobning til et individualiseret fænomen, og mistede blikket for, hvordan mobning som regel opstår i mere komplekse sociale sammenhænge. Listen kunne fortsætte. Og vi ser et mønster: Med Foucault en løbende lyst til at se på, hvilke effekter det har, når vi gør, hvad vi gør. Og med Deleuze en lyst til at overveje hvordan vi måske kan gøre det lidt anderledes – og lidt bedre – og omsætte det i praksis. Hverdagsrevolutionær praksis. 
Michel Foucault
Gilles Deleuze Når vi gerne ville drive DISPUK videre, er det blandt andet fordi, vi er optaget af, at fortsætte det arbejde. At være med til at se på, hvordan noget af det vi alle gør med de bedste intentioner om at være til hjælp, kan have triste effekter, som vi ikke altid er opmærksomme på. At invitere til, at vi med mellemrum stopper op, ser på effekterne af det vi gør, og tager stilling til, om vi er tilfredse med de effekter. Og at overveje – og tilbyde ideer til – hvordan vi måske kunne gøre noget anderledes. Hvad enten det er i psykiatrien, i skolerne, på arbejdspladserne, ude i institutionerne, som pædagog, sundhedsplejerske, leder eller konsulent – og i vores helt almindelige hverdagsliv. Som mennesker. Et lille skridt Hvor overdragelsen på den ene side er et stort skridt, er den fra en lidt anden synsvinkel derfor ikke så stort et skridt i livet på DISPUK. Helt grundlæggende har intentionen med overtagelsen – både vores og fra Allans og Anettes været, at vi skulle tage tråden op og fortsætte DISPUKs virke. Og det er rutinerede kræfter, med tilsammen 42 års ansættelse i DISPUK, der har overtaget ledelsen af en lige så rutineret medarbejderskare, med intentionen om at holde den ånd i live for alle i huset – både medarbejdere og gæster. For samtidig med at Allan og Anette som direktører har været tydelige stemmer og tegnet DISPUK ude i verden, har huset en vidunderligt loyal medarbejdergruppe, der gennem deres daglige arbejde har drevet og udviklet DISPUK og sætter en ære i at gøre det til et særligt sted. Sådan har det været indtil nu, og sådan vil det blive ved med at være. Og vi er lykkelige over, at alle medarbejdere har bakket op om overdragelsen og sagt ja til at være med til at drive og udvikle også i den kommende tid. I det lys virker det næsten forkert at begynde at præsentere os tre som de nye direktører i det DISPUK, der er til i kraft af alle medarbejderne og deres arbejde. Vi tænker nu alligevel at det kunne være på sin plads, at folk som ikke kender os, måske får et lille indtryk af, hvem der kommer til at lede DISPUK ind i den næste tid, så her kommer et par ord. | 
