|
Foråret er ankommet. Det spirer i haverne omkring DISPUK, og også inde i husene pibler nye ideer frem i hjerner og hjørner.
Men midt i alt det spirende står vi i et Europa, der er ramt af en krig, der må være forfærdelig for dem, som er de direkte ofre, men også rusker i os her. For hvad kan vi egentlig stille op? Hvordan håndterer vi forholdet til en statsleder, som man kan frygte, er klar til at kæmpe til det sidste? Hvordan forholder vi os til alle dem, der hurtigt er blevet venner og fjender på hver side af krigens grænser? Og hvad kan vi gøre med vores egen afmagt?
Det er spørgsmål, der ikke findes enkle svar på. Men også spørgsmål, mennesker før os har måttet forholde sig til og forsøge at svare på.
I en tid hvor der tales og skrives meget om våben og sanktioner, spredte nogle af de svar sig forleden i en smuk gammel sal på en skole, hvor der blev sunget aftensang. Sangen var den norske digter Nordahl Griegs formanende og meget aktuelle Kringsatt af Fiender og allerede i 2. vers giver Grieg et bud på, hvad vi måske kan gøre. Han skriver:
Her er dit vern mot vold,
her er dit sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
Dø om du må – men:
øk det og styrk det!
Og fortsætter i 6. vers:
Da synker våpnene
maktesløst ned.
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.
Skaber vi menneskeværd skaber vi fred
På DISPUK har vi de sidste år været inspirerede af den amerikanske psykolog James Gilligan, der har viet store dele af sit liv til arbejdet med indsatte i amerikanske fængsler og til at dele de erfaringer, han har gjort sig ved at komme tættere på dem, der afsoner hårde voldsdomme.
Vold, siger han, er skammens sygdom. Igen og igen kan man i de indsattes fortællinger høre, hvordan de har levet liv, hvor de er blevet og har følt sig ringeagtet, ydmyget, mobbet, foragtet og set skævt til. Gilligan peger på, hvordan ydmygede mennesker ofte vil gøre meget for at genvinde selvrespekt, stolthed. Og har man ikke andre redskaber til rådighed i den kamp, kan volden blive den sidste udvej. Som en indsat bankrøver siger til James Gilligan:
“I never got so much respect before in my life as I did when I first pointed a gun at someone” (Violence, s.109, Giligan).
James Gilligan mener – meget aktuelt her i udkanten af corona – at vi med fordel kan se på vold som på en epidemi. Vi er ofte meget optagede af, hvordan vold kan straffes – men betragtede vi vold som en epidemi, ville vi blive langt mere optagede af, hvordan vold kan forebygges. Og her mødes James Gilligan og Nordahl Grieg.
Skaber vi menneskeværd, skaber vi fred. På mange måder resonerer det med filosofien i den narrative praksis’ slogan:
”Det er problemet, der er problemet – det er ikke personen, der er problemet”.
Det viser sig i nysgerrigheden efter at høre problemers historie – hvad der er sket, der har ført til, at vi nu sidder her i dag. Det viser sig i troen på, at mennesker altid kan, ved og vil noget – at det, vi gør, er knyttet til, hvad verden har lært os, og hvad der er vigtigt for os. Det viser sig også i et fokus på, hvordan vi taler og skriver om hinanden. Et fokus på hvordan vi let kommer til at bruge et sprog, der ikke er respektfuldt. Et sprog, der beskriver andre med kategorier, de ikke bryder sig om eller kan genkende sig i.
Fra Misbrugs- til Rusmiddelbehandleruddannelse
Som et lille sprog-eksempel har vi på DISPUK lige fået en Rusmiddelbehandleruddannelse. Selve uddannelsen har vi haft længe. Det er en uddannelse som kursister gennem årene har været meget glade for – dengang hed den Misbrugsuddannelsen. Men fra næste år skifter den navn. Hvorfor? Fordi ordet misbrug meget hurtigt skaber en kategori af mennesker, vi kan kalde misbrugere. En kategori som ingen drømmer om, at de selv eller deres nærmeste skal falde i. Det er ikke velanset eller ønsket at være en misbruger. Man bliver set skævt til og set ned på. Det er ikke en kategori, der øger menneskeværdet.
Derfor har uddannelsen fået et nyt navn. Et navn, der beskriver problemet – det skadelige forbrug af rusmidler – på en måde, der forsøger at undgå at kategorisere mennesker. Mennesker, som måske på den måde lettere kan bevare menneskeværd, både i deres eget blik og i vores blik på dem.
Med Kringsatt af Fiender minder Nordahl Grieg os om, at noget af det, vi alle kan gøre for at skabe fred, er igen og igen at forsøge at være sammen på måder, der er fulde af respekt og skaber menneskeværd. Det løser nok ikke situationen i Ukraine. Men på den måde kan vi arbejde for fred hver dag. I skolen, på institutionerne, hjemme i familierne, der hvor vi færdes.
Det har været rørende at se, hvordan så mange i Danmark er klar til at udtrykke støtte og opbakning og tage mod flygtende ukrainere med åbne arme. Møde dem med kærlighed og respekt. Samtidig har man også kunnet mærke et spirende fjendskab – mod Putin, ja, men hurtigt også mod Rusland og russere. Sportsfolk, der bliver udelukket fra konkurrencer, kunstnere, der bliver forhindret i at præsentere deres kunst – fordi de er russere. Som den tidligere feltpræst Signe Danielsen sagde i P1-programmet Bagklog i påsken, er det som om, der er gået lidt fodboldjargon i den – vi hænger Ukrainske flag op i vinduerne og hepper på Ukraine mod Rusland.
https://www.dr.dk/lyd/p1/bagklog-pa-p1/bagklog-2022-04-16
I vores støtte til og respekt for én gruppe, kommer vi uendelig hurtigt til at skabe en kategori for de andre. De skyldige, de onde. En kategori som alt russisk og alle russere så kan placeres i og en kategori, der hurtigt får os til at se på dem alle med et ringeagtende blik. Uden at vide, hvad der er vigtigt for dem, hvad de længes efter og drømmer om, hvad livet har lært dem. En kategori, vi let kommer til at bruge uden at ane, om den enkelte russer vi taler om, er for eller imod krigen, har en historie med familiemedlemmer, der har protesteret mod skiftende styrer og betalt en høj pris, eller måske endda kæmper en farlig kamp for fred.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er imod krig. Men hvis vi betragter vold – og krig – som en epidemi, er der i alle konflikter måske grund til at stoppe op og tænke over, hvordan vi kan stoppe konflikten på måder, der øger gensidig respekt og menneskeværd. For hvis ikke parterne kan finde andre veje til at genvinde respekten, risikerer vi, at det får dem til at kæmpe for den.
 |
Velkommen til Henrik Vendelbo
Og midt i konflikterne, uroen og usikkerheden for fremtiden insisterer foråret på at titte frem. Også i DISPUK. Vi har netop ansat Henrik Vendelbo som nyeste spire i undervisergruppen. Vi har i de sidste år haft fokus på skoler og på de mange børn og unge, som ikke ser ud til at trives i skolen. Henrik kommer fra skoleverdenen og har med afsæt i narrativ praksis arbejdet med at hjælpe unge på efterskoler og ungdomsuddannelser med at trives i de skolemiljøer, de dagligt færdes i. Vi glæder os til at få Henrik som kollega og høste af alle hans erfaringer fra skoleverdenen. |
|
Reception
Vi ville gerne have holdt et brag af en reception for Allan og Anette i januar i forbindelse med, at Allan gav ejerskabet videre, og de begge trådte tilbage som direktører. Det spændte corona ben for, og det var måske ikke så tosset, for det giver os mulighed for at gøre braget desto større, når vi 7. juni klokken 13 inviterer til reception for at fejre den store indsats, Allan og Anette har gjort som ejer og direktører igennem de sidste 32 år.
|
|
|
 |
Next level narrativ praksis
Til sidst vil vi gerne gøre opmærksom på workshoppen med Travis Heath i juni.
Som lærere, pædagoger eller terapeuter har vi uddannet os til at vide noget om, hvordan man kan hjælpe mennesker med at lære, udvikle sig eller hele. Det er nyttig viden, men når vi placerer os i den vidende position i forhold til de aktiviteter, vi laver med folk, hvad enten det er undervisning, pædagogik eller terapi, så overser vi let den viden, dem, vi prøver at hjælpe, selv har om, hvad der virker.
Nogle gange er det også vores opgave at hjælpe folk, som har et helt andet menneskesyn end vores eget. Det kan være et menneskesyn, som ikke bare er fremmed for os, men som strider imod det, vi selv står for. Travis Heath interesserer sig for, hvordan vi kan tilgå terapi med disse opmærksomheder in mente. Og så er han en eminent formidler, hvilket denne interessante Ted Talk understreger:
Kom og vær med og oplev en levende og nærværende formidler. Travis har sået frø, der i dag spirer hos os – hvilket vi synes, flere skal have fornøjelsen af.
|
|
| Kærlig hilsen fra os alle i DISPUK |
|
|
|
