Det narrative perspektiv

Det narrative perspektiv
Udtrykket ‘narrativ’ betyder fortælling. Det narrative perspektiv indebærer en forståelse af, at livet får mening gennem fortællinger, og at fortællinger med deres implicitte moral udgør et af livets grundvilkår.

Man kan ikke undslippe fortællingen. Det er fortællingerne, der organiserer erfaringerne og derigennem giver dem mening. Mennesker og kulturer har aldrig kun én fortælling om livet. Der er altid mange forskellige fortællinger i spil – både hos det enkelte menneske og i kulturen. Det narrative perspektiv indebærer, at livet opfattes som multihistorielt. Der kan altid fortælles en anden historie. Vores fortællinger står oftest i et rodet og kompliceret forhold til hinanden. Og meget af det, som sker i vores liv, bliver ikke optaget og indarbejdet i en fortælling – mange af vores initiativer og handlinger forbliver ubemærkede af os selv og af andre.

Fortællingens moralske dimension
Værdierne, der er den moralske dimension i en fortælling, forbliver som oftest skjult for fortælleren. Det er på den måde fortællingen, der skaber fortælleren – og ikke omvendt. Vi bliver talt frem af den historie, vi fortæller. Man er blind for sine egne værdier, fordi de optræder som selvfølgeligheder i fortællingen. Man kan ikke på én gang være i sine værdier og se på dem udefra.

Livets vandfald af øjeblikke organiseres i fortællinger. Mennesker forsøger at skabe mening og sammenhæng igennem fortællinger, som et værn mod kaos og utryghed. Enhver fortælling er altid en del af en kulturel fortælling. Der eksisterer ingen kulturer uden fortællinger, der organiserer det, der kan siges og ses. Enhver fortælling fortælles i en diskurs, som kan defineres som en sproglig orden, en måde at tale på, der disciplinerer de mennesker, som betjener sig af denne diskurs, til netop at tale i denne diskurs og at definere verden i overensstemmelse med denne diskurs.
Det narrative perspektiv tager udgangspunkt i de problemer, som mennesker oplever i deres liv. Der skal altid være et godt problem som udgangspunkt for éns nysgerrighed. Hvor der er problemer, er der nemlig samtidig noget, som er vigtigt. Gennem samtalen om problemer, finder man frem til det, der er vigtigt i livet.

Allan Holmgren fortæller om "Det narrative perspektiv"

Styrken i det narrative perspektiv
Styrken i det narrative perspektiv er, at nysgerrigheden – kaldet ”de narrative kort” – i forhold til de konkrete problemer som mennesker, grupper og organisationer oplever, åbner muligheder for hver enkelt til at forholde sig til de dominerende ”tynde” konklusioner om sig selv og om andre. Igennem denne proces åbnes der mulighed for, at man kan komme i kontakt med sine egne foretrukne værdier, så man kan komme til at fortælle andre historier om sit liv. Derigennem får man styrke og en større grad af frihed. Og man får øje på flere handlemuligheder i sit liv. Der er altid en mulighed for at gøre noget andet med sit liv, end kulturen forventer. Deri ligger friheden.

En kultur kan defineres som netværket af konventioner, normer og standarder, der er forbundet med hinanden; de etablerer forventninger om en livsform, en måde at leve på.

Gennem samtaler baseret på nysgerrighed, interesse og opbakning baserer DISPUK således sit arbejde på en styrkelse af menneskers foretrukne fortællinger om det, der er vigtigt for dem i deres liv. Identitet skabes gennem kvaliteten af de samtaler, man har med andre, hvilket australske psykiater Russel Meares betegner som conversational play. Identiteten styrkes gennem bekræftende og opbakkende samtaler om det, der er vigtigt i livet, så man får bevidsthed om sine egne intentioner, værdier og perspektiver – uden, at de problematiseres eller kritiseres.

Ekstern bevidning som refleksionsform
Det er aldrig godt at være alene om sine problemer. Individuelle samtaler er aldrig så effektive som samtaler med vidner. At skulle klare alting selv er en af de største illusioner i vores kultur. Ensomhed skaber stress, angst og depression, og er det største problem for mennesker i vores tid, skriver den jødiske forfatter og nobelprismodtager Elie Wiezel.

Det narrative perspektiv indebærer ekstern bevidning som foretrukken refleksionsform. Der skal altid helst være flere til stede i en samtale. I den eksterne bevidning formulerer vidnerne ikke hypoteser om personen i centrum, de gør sig ikke kloge på dennes bekostning, men man hæfter sig som vidne ved det, som personen har sagt og udtrykt. Som vidne relaterer man dette udtryk til egne personlige erfaringer. Derigennem bliver vidnerne inspireret til at få øje på nye muligheder i deres eget liv.

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.