Hvad er narrativ teori og praksis?
På DISPUK har vi siden 2007 haft narrativ teori og praksis, som vores faglige fundament. Det betyder ikke, at vi ikke også lader os inspirere af andre ideer og praksisser, men i vores eget arbejde og på vores uddannelser ligger narrativ praksis som det grundlag, vi tager udgangspunkt i. Så når vi bliver spurgt, hvordan vi arbejder, lyder svaret: Vi arbejder narrativt.
Men hvad mener vi egentlig med det? Det vil vi give nogle bud på her.
Når vi skal beskrive, hvad vi mener med, at vi arbejder ud fra et narrativt perspektiv, er der flere veje at gå. Læs om tre tilgange til det narrative perspektiv her.
Praksis-tilgangen:
Den ene tager afsæt i en række terapeutiske praksisser som Michael White fra Australien og David Epston fra New Zealand udviklede i et kreativt samarbejde, der startede helt tilbage i slut 70’erne, og som de henad vejen begyndte at kalde ”narrativ terapi”. Narrativ terapi blev for alvor kendt i bredere kredse, da White og Epston introducerede de såkaldt eksternaliserende samtaler som en tilgang til problemer. Denne tilgang insisterer på, at det aldrig er personen, der er problemet – det er altid problemet, der er problemet. Deres udviklingsarbejde fortsatte og blev til en række praksisser – eksternalisering, genforfattende samtaler, bevidning og meget mere – som vi i dag samlet henviser til som narrativ terapi, og som danner grundlag på vores uddannelser.
Teori-tilgangen:
Vi kan også beskrive narrativ praksis ved at fokusere på det teoretiske fundament, der henvises til med ordet ‘narrativ’. Med det narrative perspektiv, går vi ud fra, at mennesker skaber mening i deres liv og tilværelse gennem de historier – de narrativer – der fortælles om dem. Narrativ praksis henviser derfor til praksisser, der har blik for de historier, der bidrager til at skabe mening i vores liv. Det narrative perspektiv inviterer os for det første til at få øje på de historier, der fx. fortælles om et menneske og på den måde bidrager til at skabe mening om hendes identitet: Hvem hun er, hvad hun kan og ikke kan. Men da ingen historie kan rumme hele det levede livs kompleksitet, kaster vi i narrativ praksis et kritisk blik på de historier, der former vores liv, for derigennem at kunne få øje på og udvikle alternative historier, der gør os i stand til at være i livet på måder, der er i overensstemmelse med hvad vi foretrækker.
På vores grunduddannelse får du det teoretisk bredeste narrative afsæt
Etik-tilgangen:
En tredje vej til at beskrive narrativ praksis kan forklares som, at det er praksisser, der er baseret på en særlig etik. Praksisser, der går ud fra, at vi som mennesker er intentionelle væsner – at når vi gør noget, gør vi det, fordi, der er noget vi gerne vil, noget vi tillægger værdi. Når vi handler, trækker vi på den viden og de færdigheder, som vi har udviklet gennem livet. Den narrative tilgang betyder altså praksisser, der går ud fra, at alle mennesker har noget, de kan, noget, de ved, og noget, de gerne vil. Samtidig er det prakisser, der har blik for, at det vi kan, ved og vil ikke nødvendigvis er særligt tydeligt, heller ikke for os selv.
Det giver os et særligt etisk ståsted som narrative praktikere. Dels er det en nysgerrig praksis: Vi får lyst til sammen med de mennesker vi arbejder med, at blive klogere på hvad de kan se: Hvordan de har forstået den situation, de står i, hvad de egentlig håber på eller ville foretrække, hvad de allerede ved, siden de har forsøgt at tackle situationen som de gjorde. Hvad de synes om de historier, der har været med til at definere dem og de måder, det påvirker både dem selv og andre. Og vi gør det som udgangspunkt ved at stille spørgsmål, som vi ikke selv kender svarene på, men som inviterer den andens perspektiver i forgrunden.
På den måde er narrative praksisser respektfulde praksisser, der ikke fælder dom over menneskers måder at håndtere deres liv på, men i langt højere grad inviterer dem, vi arbejder med, til selv at tage stilling til de problemer, de står overfor og de effekter, de har. Hvor vi spørger hvad de synes om de problemer de bokser med og de effekter, de har – i stedet for at vi tager stilling for dem, og beslutter hvilke veje de skal gå i deres liv. Og endelig er det praksisser, der i vid udstrækning lader dem vi arbejder med være forfattere i deres eget liv. Vi tager deres ord alvorligt, lytter og noterer så ordret som muligt, så de historier, vi i fællesskab udvikler, er deres.
Tætte Talks
Læs her om, hvilke forskellige sammenhænge, vi arbejder med narrativ praksis
De narrative praksisser, vi trækker på, blev udviklet i terapeutiske sammenhænge. Men i DISPUK arbejder vi med meget andet end terapi – og vi har blandt andet videreuddannelser i Coaching og Vejledning, Supervision, Ledelse, Familieterapi, konsultativt arbejde og meget mere.
Fælles for alle vores uddannelser er, at de hviler på et narrativt fundament. For grundlaget i den narrative terapi er alment – når vi siger, at mennesker er meningsskabende væsener, gælder det ikke kun mennesker, der opsøger terapi, men også ledere, medarbejdere, coaches og coachede, supervisorer og supervisanter. Fra et narrativt perspektiv vil vi sige, at de alle forstår og skaber mening i det, de står i, gennem de fortællinger, der skabes om dem, og at de fortællinger får betydning for, hvordan de forstår sig selv og hinanden. Pointen om, at ingen historie kan rumme hele det levede livs kompleksitet, gælder også, når man er leder eller går til supervision – der er udviklet særlige historier, og ud fra dem har vi alle gjort vores bedste. Men hvis det ikke har ført os videre på måder, vi er tilfredse med, kan det være relevant at se på historierne, hvordan de er udviklet og hvilke effekter, de har.
Samtaler og konsulentydelser
På mange måder kan det narrative perspektiv opsummeres således:
Fortællinger handler om at skabe mening. Fortællinger organiserer det, vi oplever. Fortællinger har derfor betydning for, hvordan vi kan leve, hvordan vi forstår og ser os selv, og hvad vi tænker, vi kan gøre eller ikke kan gøre.