Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Om det narrative perspektiv

Udtrykket ”narrativ” betyder fortælling. Det narrative perspektiv indebærer en forståelse af, at livet får mening gennem fortællinger, og at fortællinger med deres implicitte moral udgør et af livets grundvilkår.

Man kan ikke undslippe fortællingen. Det er fortællingerne, der organiserer erfaringerne og derigennem giver dem mening. Mennesker og kulturer har aldrig kun én fortælling om livet. Der er altid mange forskellige fortællinger i spil – både hos det enkelte menneske og i kulturen. Det narrative perspektiv indebærer, at livet opfattes som multihistorielt. Der kan altid fortælles en anden historie. Vores fortællinger står oftest i et rodet og kompliceret forhold til hinanden. Og meget af det, som sker i vores liv, bliver ikke optaget og indarbejdet i en fortælling - mange af vores initiativer og handlinger forbliver ubemærkede af os selv og af andre.

Se videoen om det narrative perspektiv her

Fortællingens moralske dimension

Den moralske dimension i en fortælling, værdierne, forbliver som oftest skjult for fortælleren. Det er på den måde fortællingen, der skaber fortælleren – og ikke omvendt. Vi bliver talt frem af den historie, vi fortæller. Man er blind for sine egne værdier, fordi de optræder som selvfølgeligheder i fortællingen. Man kan ikke på én gang være i sine værdier og se på dem ude fra.

Livets vandfald af øjeblikke organiseres i fortællinger. Mennesker forsøger at skabe mening og sammenhæng igennem fortællinger, som et værn mod kaos og utryghed. Enhver fortælling er altid en del af en kulturel fortælling. Der eksisterer ingen kulturer uden fortællinger, der organiserer det, der kan siges og ses. Enhver fortælling fortælles i en diskurs, som kan defineres som en sproglig orden, en måde at tale på, der disciplinerer de mennesker, der betjener sig af denne diskurs, til netop at tale i denne diskurs og at definere verden i overensstemmelse med denne diskurs.

Det narrative perspektiv tager udgangspunkt i de problemer, som mennesker oplever i deres liv. Der skal altid være et godt problem som udgangspunkt for éns nysgerrighed. Hvor der er problemer, er der nemlig samtidig noget, som er vigtigt. Gennem samtalen om problemer, finder man frem til det, der er vigtigt i livet.

Styrken i det narrative perspektiv

Styrken i det narrative perspektiv er, at nysgerrigheden (”de narrative kort”) i forhold til de konkrete problemer, som mennesker, grupper og organisationer oplever, åbner muligheder for hver enkelt til at forholde sig til de dominerende ”tynde” konklusioner om sig selv og om andre. Igennem denne proces åbnes der mulighed for, at man kan komme i kontakt med sine egne foretrukne værdier, så man kan komme til at fortælle andre historier om sit liv. Derigennem får man styrke og en større grad af frihed. Og man får øje på flere handlemuligheder i sit liv. Der er altid en mulighed for at gøre noget andet med sit liv, end kulturen forventer. Deri ligger friheden.

En kultur kan defineres som netværket af konventioner, af normer og standarder, der er forbundet med hinanden; de etablerer forventninger om en livsform, en måde at leve på.

DISPUK baserer således sit arbejde på en styrkelse af menneskers foretrukne fortællinger om det, der er vigtigt for dem i deres liv, gennem samtaler baseret på nysgerrighed, interesse og opbakning. Identitet skabes gennem kvaliteten af de samtaler, man har med andre (den australske psykiater Russel Meares taler om conversational play). Identiteten styrkes gennem bekræftende og opbakkende samtaler om det, der er vigtigt i livet, så man får bevidsthed om sine egne intentioner, værdier og perspektiver – uden at de problematiseres eller kritiseres.

Ekstern bevidning som refleksionsform

Det er aldrig godt at være alene om sine problemer. Individuelle samtaler er aldrig så effektive som samtaler med vidner. At skulle klare alting selv er en af de største illusioner i vores kultur. Ensomhed er det største problem for mennesker i vores tid, skriver Elie Wiezel. Ensomhed skaber stress, angst og depression.

Det narrative perspektiv indebærer ekstern bevidning som foretrukken refleksionsform. Der skal derfor altid helst være flere til steder i en samtale. I den eksterne bevidning formulerer vidnerne ikke hypoteser om personen i centrum, gør sig ikke kloge på dennes bekostning, men man hæfter sig som vidne ved det, som personen har sagt og udtrykt, og som vidne relaterer man dette udtryk til sit eget liv og sine egne personlige erfaringer. Derigennem bliver vidnerne inspireret til at få øje på nye muligheder i deres eget liv. 

Læs om en kvindes erfaring med narrativ terapi under indlæggelse på psykiatrisk her

Læs også artiklen om Narrativ terapi af Allan Holmgren her