Ordene er Piet Heins, men hvor er vi dog mange, der kan nikke genkendende til dem. Det årstidsskift, vi befinder os i lige nu – fra vinter til forår – er længe ventet. For vinteren har været lang. Måske ekstra lang i år, og derfor føles det befriende at stå på tærsklen til en ny sæson og vide, at fra nu af bliver det langsomt grønnere og lysere. Temperaturen begynder at stige (og gasregningerne falde) og om lidt, når årets første varme er at finde i solens stråler, vil vi danskere nok engang pible ud af vores vinterhi. Snart sidder der glade unge på byens broer og torve og hører lidt for høj musik i lidt for koldt tøj. Om lidt åbner iskioskerne igen, om lidt vælter lyset pludselig ind. Og snart lukkes køerne ud på græs – ligesom de mange børn, der har tilbragt alt for mange timer indenfor i landets institutioner, fordi legepladserne nærmest er regnet væk i en januar, der har sat regn-rekord hos DMI. Men alt det er hurtigt glemt, når frugttræerne blomstrer og fuglene kvidrer. I hvert fald for de fleste af os. For nogle er foråret en svær tid. De lysere dage bringer håb med sig. Håb, der enten kan indfries eller skuffe. Alle skuffer over tid, synger Minds of 99, men måske føles smerten over skuffelsen desto større, når ens omgivelser – fra dyr og planter til mennesker – ellers synes at være gået i kollektiv forårsekstase. De digte og sange vi kender om forår handler om lyse nætter, ekstatisk forelskelse og nye begyndelser. Men faktisk er det i foråret at, selvmordsstatistikkerne topper – altså i sæsonen efter den årstid, hvor vi ellers med ord som ‘vinterdepression’ og ‘vintertræthed’ har en sproglig forventning om, at livet kan opleves svært. I narrativ praksis adskiller vi som bekendt problemet fra personen gennem eksternalisering. Det er problemet, der er problemet og ikke personen. Men hvad hvis vinterdepressionen ikke forsvinder sammen med vinteren? Eller at den først viser sig i foråret? Måske foråret kan forstærke følelsen af ensomhed eller ondt i livet, når vi i vores kultur næsten forventes at være euforiske? Det er i hvert fald værd at overveje ud fra den narrative grundantagelse om, at problemer opstår i en kultur og en tid med dens normer og standarder og særlige praksisser, der bidrager til at forme os som mennesker – og forme de problemer, vi rammes af. Det er denne grundantagelse, der ligger til grund for, at vi har givet vores kommende seminar titlen Kulturen til behandling. 
Vi har i et tidligere nyhedsbrev skrevet om, hvordan den voksende mistrivsel blandt børn og unge i Danmark danner bevæggrund for seminaret. Vi er stadig i gang med at lægge sidste hånd på programmet, hvad gælder selve overskifterne på de forskellige workshops og keynote-speakere, men navnene er på plads, og vi kan ærligt talt næsten ikke vente. Vi håber, at seminaret kan blive et sted, hvor vi har bedre tid til se på, hvor narrativ praksis er på vej hen med afsæt i det, vi er rundet af. Men vi håber også, at seminaret kan være medvirkende til, at vi stopper op og kigger på, hvad det er for et samfund, vi har skabt for vores børn og unge. Mange børn føler ikke, at de har problemer, men at de er problemet. Når børn kobler problemerne sammen med deres identitet, kaster de sig næsten altid ud i selvnedgørende handlinger – det er således ikke kun omgivelserne, der vender sig imod børnene, de vender sig imod sig selv. 
D. 30. marts afholder Allan Holmgren og Anette Holmgren et 1-dags kursus i Snekkersten, der henvender sig til alle, som som ønsker at kunne tale med børn på måder, som ikke gør barnet til problemet.
Det skal vi nemlig altid huske at gøre. Også når blomsterne springer ud. Rigtig godt forår – måske vi ses i det til nogle af vores kurser eller arrangementer, som I kan læse om i resten af dette nyhedsbrev. | 
