Livet er fuldt af valg, så hvad skal man vælge? Jeg møder ofte unge mennesker i min samtalepraksis, der er ramt af tvivl og utryghed og som ikke aner, hvad de skal vælge. De ser ikke ud til at være hjulpet af hverken velmenende forældre, lærere eller andre, der fortæller dem, at de kan, hvad de vil eller bare skal følge deres hjerte. Nu står vi så over for endnu et valg. Et Folketingsvalg. Måske vi foruden at vælge skal huske at se på de processer, der går i gang og undersøge, hvad vi gør for at hjælpe folk med at træffe deres valg? For nyligt læste jeg Kenneth Gergens nye bog Den relationelle fordring. Jeg håber, at vores politikere også giver sig tid til at læse den, når nu de står midt i en valgkamp. Men måske endnu vigtigere – at de journalister, som dækker valget, læser Gergens refleksioner over måden, der konstrueres vælgermøder under valgkampe. Som han beskriver, bliver disse vælgermøder ofte et rum, hvor ”kandidaterne retfærdiggør eller glorificerer sig selv og kritiserer modstanderen.” Gergen beskriver disse processer som degenerative processer, der skaber afstand imellem mennesker. ”Det nytter ikke noget at diskutere, vi taler alligevel fra hvert vores sted,” skriver den franske filosof Gilles Deleuze. Kriserne står tilsyneladende i kø i disse år, og det ligger ligefor at tænke, at kriserne bidrager til afstanden mellem mennesker, hvilket nok ofte også er tilfældet. Men spørgsmålet er, om ikke afstanden mellem mennesker også bidrager til kriserne. Hvad kom egentlig først: Afstanden eller krisen? Forleden talte jeg med et ungt familiemedlem, som netop er vendt hjem efter et år på High School i det nordlige Californien. Jeg spurgte hende, hvad hun syntes var det mest mærkværdige, hun havde oplevet derovre. Til det svarede hun, at det var, at hvis man var demokrat kunne man ikke have republikanske venner og omvendt. Hun oplevede en nærmest hadsk tone, når talen faldt på den anden part. Mange af vores kursister på DISPUK arbejder i dagligdagen med familier ramt af skilsmisser og/eller høje konfliktniveauer. Kursisterne beskriver, hvordan børnene ofte kommer til at stå imellem deres forældre. At de bliver ramt af de effekter, som skilsmissen eller konflikterne har og har haft på alle i familien. I forældrenes måde at håndtere forældreskabet, ses de samme måder at kommunikere på som i Gergens beskrivelse af det politiske system, hvor folk forherliger sig selv og kritiserer modstanderen. Når tilliden til vores politikere falder, som den gør i øjeblikket, kan det hænge sammen med disse degenerative måder at tale om sig selv og hinanden på. Ingen synes, det er en god ide at forældre taler sådan, da det skader børnenes tillid til sig selv og til de voksne. Det skaber utryghed i familien. Jeg tror heller ikke det er en god ide at reproducere selvsamme måde at tale til og om hinanden på i den politiske kultur. Ikke desto mindre ser det ud til, at journalisterne og de politiske kommentatorer har svært ved at skabe andre måder at bringe politikerne sammen, så vi kan høre om deres politiske visioner.  I DISPUK kommer vi i efteråret 2023 til at afholde et kursus om arbejdet med skilsmissefamilier med et højt konfliktniveau – hold øje med vores hjemmeside, hvor vi snart lægger mere info ud.
Måske vi skulle invitere journalister og politikere til at deltage i workshoppen. For mister vi tilliden til vores politikere og det politiske system, er vi på vej mod det mit unge familiemedlem oplevede i USA. Et polariseret samfund, hvor vi hader dem, som ikke tænker og synes det samme som os selv. Det må vi for alt i verden undgå. Rigtig godt valg 1. november. | 
