“Ethvert menneske er et portræt værdigt”
Af Lasse Offenberg
Sådan sagde filosoffen Anne Marie Pahuus forleden, da vi havde inviteret hende til Narrativ Salon i Aarhus for at være med til at overveje, om vi kan bruge kærlighed som et relevant begreb – også i faglige sammenhænge.
Hun var i gang med at fortælle om acceptkærligheden, den kærlighed, grækerne kaldte agape, og som vi kender fra den kristne næstekærlighed. En hengiven, accepterende kærlighed. En kærlighed, hvor noget udenfor mig er så dyrebart, at jeg ønsker at passe på det og behandle det med omsorg og mildhed. En kærlighed, der giver os blik for mennesket i ethvert menneske, og så kom det – en kærlighed, der minder os om, at enhver er et portræt værdigt, at vi kan tegne et nyt portræt og se bagom det fastfrosne billede, vi har dannet af den anden. Med det kærlighedsbillede ramte hun noget, jeg virkelig holder af i narrativ praksis.
Vi havde inviteret Anne Marie, fordi vi efterhånden længe har gået og talt om et særligt aspekt ved det narrative. Narrativ praksis vil gerne lære os nogle specifikke spørgsmål, som vi holder af og underviser i på DISPUK. Men når vi ser på Michael White og mange andre af dem, der har udviklet de narrative praksisser, er det som om, at disse spørgsmål ikke gør det alene. Det er som om, at spørgsmålene bliver stillet i en særlig ånd, stillet med et særligt blik for den anden, et særligt blik for mennesket – en ånd og et blik, som måske er sværere at indfange og formidle end selve spørgsmålene?
Og det var i et forsøg på at få begreber for den ånd, at vi havde inviteret Anne Marie, der har beskæftiget sig med kærlighed i mange år. For kan man sige, at det blik er et kærligt blik?
Find samtalen mellem Anne Marie Pahuus og jeg som podcast her.
Et særligt blik
Hvad er det for et blik, vi taler om her? Forleden læste jeg med et hold kursister en passage fra kapitlet Unikke undtagelser i Michael Whites Kort over Narrative Landskaber. I kapitlet gengives en samtale, Michael har med en ung mand Peter og hans mor Trudy.
Samtalen er kommet i stand, fordi Peters kontaktperson har lagt mærke til en særlig hændelse – nemlig en dag, hvor Peter blev provokeret, men ikke kom i slagsmål, fordi han i stedet trak sig fra situationen.
For de fleste af os, ville det ikke være særligt bemærkelsesværdigt, at vi ikke kom i slagsmål – det sker ret tit, uden at nogen lægger synderlig betydning i det. Men Peters kontaktperson lægger mærke til det, fordi Peter er kendt for at havne i ballade og slagsmål, og i det lys finder hun det bemærkelsesværdigt, at han her har undgået det vanlige. Hun får lyst til udforske yderligere, hvordan det mon er sket og deraf samtalen med Michael White.
I kapitlet kan man se, hvordan der i takt med, at Michael spørger, og Peter og Trudy svarer, udfolder sig en historie om en ung mand, der i situationen ”kiggede lidt ud over min egen næsetip og så, hvor jeg gerne ville være” og som ”kunne sige, hvad jeg gerne vil og gøre noget ved det”.
I samtalens gengivelse kan man følge de nænsomt tilpassede spørgsmål, der bringer Peters historie frem. Spørgsmål, vi kan lære meget af – men hvad sker der, hvis vi prøver at beskrive, hvad det er for et særligt blik, Michael betragter Peter med, da han stiller de spørgsmål?
Er der et særligt blik, der følger med og supplerer spørgsmålene – et blik, der ikke ligger i formuleringerne alene?
 Når jeg læser den slags praksishistorier, får jeg virkelig indtryk af en særlig ånd – og jeg får lyst til at beskrive den, så vi selv kan have den med, når vi stiller vores spørgsmål. Det er det blik, jeg tror man kan kalde et kærligt blik. Et blik, der ser den anden som et menneske med håb og drømme, et menneske med særlige værdier og længsler, og med viden og færdigheder, der er relevante i forhold til de problemer og udfordringer, personen står overfor. Et blik, der insisterer på, at der må være andet og mere, der kan fortælles om den – i dette tilfælde – unge mand, og som giver os lyst til at høre mere om de håb og drømme, længsler og færdigheder han har, for derigennem at tegne et nyt portræt. Et portræt, der ser bagom det fastfrosne billede, vi allerede har dannet af en ung mand med voldelige, udadreagerende problemer. Et portræt af et menneske.
Nye portrætter kommer til
På DISPUK er tiden op til jul en tid, der er præget af, at mange hold slutter, hvilket markeres med opgaveskrivning, eksamener og fremlæggelser. Det er med andre ord en tid, hvor vi hører et væld af historier om, hvordan vores kursister har taget narrative idéer til sig og brugt dem i deres daglige praksis.
Hvert år smiler jeg i denne tid over at være vidne til en enorm arbejdsomhed og kreativitet hos vidt forskellige mennesker, der har omsat de narrative idéer på forskellige måder og i helt forskellige sammenhænge.
Jeg har smilet lidt særligt i år, fordi jeg ikke har kunnet lade være med at lægge mærke til de kærlige blikke, jeg kan fornemme, har fulgt med de narrative spørgsmål. Igen og igen har jeg hørt og læst eksempler på, hvordan kursister har brugt de narrative idéer til at tegne nye portrætter af – og sammen med – dem, de har talt med. Portrætter, der ikke passer med de allerede fastfrosne billeder, der er opstået i en kultur og i et system, der har tendens til netop at fastfryse mennesker i ét billede.
Jeg har læst portrætter af unge mænd, der finder fritidsjob og tager kørekort, selv om det fastfrosne billede viser dem som voldsomme og uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg har set portrætter af børn, der bare gerne vil betragtes som helt almindelige og derfor er trætte af, at ordblindheden får andre til at tro, at de er dumme og unormale. Jeg har hørt portrætter af mennesker, der bliver ramt af angst og depression, men insisterer på at det ikke er rimeligt at portrættere dem som sindssyge. Når jeg ser på portrætterne, fornemmer jeg af de er blevet til gennem et kærligt blik. Et blik for mennesket.
Værdig og genkendt
De fleste af os ved fra os selv, eller fra nogle vi har kære, hvor forfærdeligt det kan være at mærke, hvordan andre ser os gennem et fastfrosset billede, som ikke føles værdigt eller genkendeligt. Heldigvis ved de fleste af os også, hvor befriende det kan være at møde et menneske, der har lyst til at være med til at tegne et nyt portræt.
James Gilligan skriver i artiklen Shame, Guilt and Violence, at vi mennesker har brug for det, vi med et engelsk ord kan kalde ‘recognition’ – et ord, der på dansk både kan oversættes til anerkendelse og genkendelse. Et blik, der, som han siger, kan efterlade den, som bliver kigget på, med en følelse af at have været værdige nok til at blive set på ny og kendt nok til at blive genkendt. Som et menneske frem for som én, der passer i en kategorisk kasse.
For mig er det netop, hvad narrativ praksis kan og vil: At se andre mennesker med et blik, så de kan mærke, at de er værdige til at blive set på ny og undervejs blive kendte nok til at blive genkendt.
Årets fremlæggelser og opgaver har mindet mig om, at det er et blik vi kan have med os overalt. På arbejdet og derhjemme, i terapeutiske samtaler og om julebordet. Og at det kan hjælpe os til at tegne de dejligste nye portrætter, så vi igen og igen kan træde frem for hinanden som mennesker.
Tak for det!
Og rigtig glædelig jul og godt nytår ønskes I
af Lasse Offenberg og resten af DISPUK
|
