Du har nok allerede hørt det, men tirsdag d. 12. september slår vi dørene op for årets DISPUK-seminar, som vi har givet titlen Kulturen til behandling. For i en tid, hvor antallet af danskere, der bliver sendt til behandling for psykiske problemstillinger, tilsyneladende bliver ved at stige, mener vi, at der god grund til at se nærmere på, hvordan den kultur, vi lever i, bidrager til problemerne. Ja, vi synes faktisk, at kulturen også trænger til en tur til behandling. Og nu vi er i gang, er det værd også at kaste et blik på de fremherskende behandlingskulturer – de måder, vores kultur behandler problemerne på, når vi gør det bedste, vi har lært – og overveje, om også de kunne trænge til at komme til behandling? Mellem kultur og terapi, mellem normer og identitet Det er en helt grundlæggende del af narrativ tænkning og praksis at kaste et kritisk blik på kulturen. Michael White var kraftigt inspireret af Michel Foucault og gjorde en dyd ud af at tale om, hvordan mange af de problemer, mennesker henvender sig til terapeuter med, er af kulturel karakter: De er opstået i en særlig kultur og bliver ofte håndteret i kulturelle praksisser, der eksempelvis objektiverer mennesker ved at lokalisere og klassificere problemerne som fejlfunktioner i krop og psyke. Praksisser, der ofte ser bort fra den komplekse indflydelse omgivelserne og kulturen har på, hvordan problemerne er opstået og udvikler sig. Michel Foucault inviterede til kritisk tænkning. Men kritik i en særlig forstand: A critique does not consist in saying that things aren’t good the way they are. It consists in seeing on what type of assumptions, of familiar notions, of established, unexamined ways of thinking the accepted practices are based. […] Criticism consists in uncovering that thought and trying to change it: showing that things are not as obvious as people believe, making it so that what is taken for granted is no longer taken for granted. To do criticism is to make harder those acts which are now too easy. (Foucault, 1981, p. 456) Narrativ praksis er baseret på den slags kritisk tænkning. På en grundantagelse om, at problemer ikke bare opstår indefra og ud hos det enkelte individ, men opstår i en kultur og en tid, der med dens normer, forventninger og praksisser for eksempel konstant inviterer os til at sammenligne os med andre. En kultur, der giver grobund for følelsen af at være udenfor, for ikke at slå til og være en fiasko. Men også en kultur og en tid, der helt reelt efterlader mange mennesker udenfor eller på kanten af arbejdsmarkedet, fællesskaberne, gruppen af “de normale” – og for nogen på kanten af samfundet. 
Med den kritiske tænkning følger et blik for, at vi lever i en kultur, der har en tendens til at individualisere menneskers problemer – at se dem som individuelle problemer og forsøge at behandle dem individuelt med terapi og coaching, supervision, konsulentarbejde, skole-hjem-samtaler, medicinsk behandling osv. Dermed overses, hvordan mange af problemerne er opstået i sociale sammenhænge og formentlig med fordel også kunne håndteres i sociale sammenhænge. Politik med lille p En ting er at tænke kritisk. Men den kritiske tænkning minder os også om, at det kunne være anderledes. Og at vi kan bidrage til, at det ikke bare bliver anderledes, men bedre. Igen inspireret af Foucault talte Michael White om, hvordan vi i vores daglige praksis kan udøve politik med lille p. Ikke politik med stort P gennem de politiske institutioner, partier og parlamenter, men politik forstået som de handlinger, hvor vi i vores daglige virke, i terapien, i skolerne, i psykiatriske praksisser, på bostedet eller hvor man færdes, eksempelvis går imod objektiviseringen af mennesker og peger på de bredere sociale kontekster, der er med til at understøtte problemerne og kunne være med til at reducere dem. De narrative praksisser som eksempelvis eksternalisering og bevidning er udviklet som forsøg på at drive politik i den forstand: At adskille person og problem, så mennesker ikke objektiveres som problemer. På den måde tager narrativ praksis kulturen til behandling. 
Som optakt til vores DISPUK-seminar har vi inviteret den amerikanske filosof Todd May til en Narrativ Salon d. 14. juni, hvor han i selskab med Lasse Offenberg vil udforske, hvordan vi kan omsætte Michael Whites inspiration fra Michel Foucault om ”politik med lille p” i vores hverdagspraksis. Billetterne til salonen er sat til salg, og vi håber meget at se jer. Noget lidt andet end det fremherskende På seminaret d. 12. september favner vi bredt. Vi starter dagen med en talk fra Tom Carlson og Travis Heath, som har været medforfattere på bogen Reimagining Narrative Practice. Vi har bedt dem om at tale om netop det – hvordan vi og de kan være med til at gentænke narrativ praksis, så den passer til den tid og de problemer mennesker møder. Derudover har vi fire workshopspor – et om ledelse og organisation, et om terapi, et om psykiatri og et om børn, unge og fællesskaber. Her vil vi selv præsentere nogle af vores erfaringer med at arbejde med kultur, og samtidig har vi inviteret en række praktikere, der fra hver deres felt er i gang med at tage kulturen til behandling ved at betragte og gribe problemerne an på lidt andre måder end de fremherskende. 
Et eksempel er Kristian Sloth og Anders Lindelof, der sammen leder en psykiatrisk afdeling i Randers. I en artikel i Socialt Indblik beskrev journalist Niels Svanborg sit første møde med deres arbejdsplads således: “Hvis ikke lige jeg vidste, at jeg var på Psykiatrisk afdeling C i Regionspsykiatrien i Randers, så kunne jeg nemt forveksle afdelingen med en efterskole eller højskole, hvor lærerne forsøgte at få sparket dagen i gang. Kristian Sloth og hans kollega Anders Lindelof kan da også meget let forveksles med et par meget energiske efterskolelærere, der gerne vil i gang med dagens aktiviteter.” En psykiatrisk afdeling, der minder om en efterskole? Det lyder unægtelig som om, de har skabt en anden kultur end den, der har været fremherskende i psykiatrien i mange år. Anders Lindelofs fortsætter i samme artikel: ”Man har i dele af psykiatrien sådan en tyrkertro på, at den klassiske behandling med antidepressiver, antipsykotika, stemningsstabiliserende og lidt beroligende til natten virker og skaber et bedre liv for patienterne. Det virker på symptomerne, men det virker typisk ikke på patientens funktionsniveau. De har stadig brug for at blive rummet i samfundet. De har stadigvæk brug for at føle sig elsket og værdsat i samfundet. Så disse patienter skal have nogle rammer, hvor de kan trives og få et meningsfyldt liv. Men i psykiatrien er vi alt for optaget af vores egen del, og så lader vi resten sejle. Og i og med at den anden del sejler, så bliver de dårligere. Så får de mere medicin.” Kom og mød Kristian Sloth og Anders Lindelof i den ene af vores workshops, hvor vi har bedt dem fortælle om, hvorfor de mener, at svaret på psykiatriens udfordringer ikke er mere psykiatri, men derimod at skabe bedre betingelser for de mennesker, der ikke trives i samfundet. En anden stemme fra psykiatrien er vores nye konsulent Camilla Schjørring, der er kommet til DISPUK efter en lang årrække i børne- og ungdomspsykiatrien. Til seminaret holder hun en workshop, hvor hun deler ud af sine erfaringer med at arbejde med narrativ praksis i psykiatrien. Et emne hun også berører i den netop lancerede sjette sæson af DISPUK-podcastserien Tætte Talks, hvor Camilla taler med forældre til børn i mistrivsel. Mere om podcasten senere i dette nyhedsbrev. På tværs af arenaer Med eksemplet fra Randers og Camillas erfaringer kaster vi et blik ind i psykiatrien. Og vi kunne have nøjedes med at fokusere der. Eller på skolerne, på behandlingsinstitutionerne, på voksne eller på børn og unge. Ofte er det, hvad der sker, når bekymrende tal kommer frem: Medier og politikere stiller helt skarpt lige på ét område og lover, at nu skal psykiatrien eller nu skal skolerne styrkes. 
Men det er vores overbevisning, at vi ved at stille skarpt, ikke får set på de grundlæggende logikker, der ligger bag. Her risikerer vi at overse noget helt centralt: At der er nogle særlige gennemgående kendetegn ved den kultur, vi lever i i dag, som bidrager til at mange får det skidt og får det skidt på en anden måde, end de måske gjorde for 50 år siden. For den kultur, vi lever i, har en afgørende betydning. Det er netop det, de har blik for i Randers, når de siger, at vi lever i en kultur, hvor man let kan komme ud på kanten af samfundet og blive alene. Fællesskab eller mangel på samme Når vi zoomer lidt ud og ser på kulturen på tværs af forskellige fagområder, kan vi se, at der tegner sig nogle fællestræk. Et ord som ‘fællesskab’ dukker ikke bare op hos Kristian og Anders i psykiatrien i Randers, men faktisk i skriv fra alle vores kommende workshopholdere, eksempelvis hos Settlementet, der arbejder for at styrke socialt udsatte og på deres side skriver: “I Settlementet tror vi på det enkelte menneske og de stærke fællesskaber.” Når så mange på tværs af fagfelter peger på fællesskaber som noget, der mangler i mange menneskers liv, kunne det tyde på, at vi har fået lavet en kultur, hvor risikoen for at havne udenfor fællesskaberne er større end nogensinde før. 
En kultur, som i jagten på den enkeltes lykke og udvikling er begyndt at glemme det kollektive? Og en behandlingskultur, hvor vi – når nogen står udenfor – er overbeviste om, at det må være dem selv, der er noget galt med og går i gang med at se, om vi kan reparere det enkelte menneske og på den måde tilføje følelsen af at være forkert til følelsen af at være udenfor.
Måske har den tyske sociolog Hartmut Rosa fat i noget vigtigt, når han til Politiken siger: “Mistrivslen skyldes ikke skrøbelige psyker, men tværtimod klarsynethed – de unge har indset, at der er noget galt med vores samfund.” Vi glæder os til at undersøge det nærmere og sammen med vores workshopholdere og gæster fra nær og fjern tage kulturen til behandling. I de kommende nyhedsbreve kan du møde flere af de workshopholdere, der kommer på seminaret. Billetter til seminaret kan købes her. 
|
