Narrativt arbejde med traumer og rusmidler


Lad os interessere os for, Hvorfor Jeppe drikker – og hjælpe ham med det frem for "bare" at få ham til at blive ædru… På dette narrative 6-dags kursus arbejder vi med særligt fokus på at kunne respondere meningsfuldt i mødet med traumereaktioner og skadeligt forbrug af rusmidler.

Rusmiddelbehandlingen står i dag over for store udfordringer med nye og mere komplekse misbrugsmønstre – særligt blandt unge og i relation til medicin. Måske kalder det på andre måder at forstå og møde de mennesker, det handler om. Måder, hvor vi i højere grad ser mennesket som et intentionelt væsen, der responderer og yder modstand. Et anderledes fokus på behandlingen, med en større nysgerrighed og interesse i, hvad der er sket og hvordan det har været muligt at håndtere livet.

På DISPUK har vi endnu til gode at møde et menneske, der drikker eller tager andre former for rusmidler for at fralægge sig ansvaret for sit liv, eller som ønsker at skade eller bryde med sine nærmeste. Til gengæld har vi mødt mange, der fortæller om ensomhed, forkerthed, skam og sorg over ikke at kunne leve op til de forventninger, de oplever, verden omkring dem stiller.

Måske kunne vi begynde at forstå brugen af rusmidler som et menneskes måde at håndtere et kulturelt socialt pres på. Og hvis det er tilfældet, kalder det på, at vi retter opmærksomheden mod det, der ligger uden for individet: Hvad er det i vores kultur, der driver mennesker til et nogle gange skadeligt forbrug af rusmidler? Og hvordan kan vi frem for at konstatere, at Jeppe drikker, skabe samtaler om det, der er sket for Jeppe, der gør, at han drikker? I de samtaler om hvad der er sket, vil der altid dukke fortællinger om færdigheder, værdier, og håb for et mere værdigt liv op – de fortællinger skal vi sætte lys på.

Og måske vigtigst af alt: Det her er ikke kun Jeppes problem, det er samfundets problem. Du og jeg skal ændre og skrue på verden, så det bliver muligt også for Jeppe at være med.

Hvad lærer du på rusmiddelbehandler-kurset?

På kurset undersøger vi derfor, hvordan nye fortællinger kan åbne for andre forståelser og handlemuligheder, og hvordan små forandringer i sprog og opmærksomhed fra professionelle, medier – ja, fra alle – kan skabe store bevægelser i menneskers liv. Her hjælper et af grundbegreberne i narrativ praksis os, nemlig bevidning. En faglig indstilling hos den professionelle om at gå ved siden af, tilbyde viden og opbakning og hele tide være optaget af, hvad der betyder noget for menneskers liv – og hvad der driver dem.

Du vil blive trænet i at føre eksternaliserende samtaler, hvor problemerne bliver adskilt fra personen. For på den måde at kunne se hvad det er der har fat i én og for at kunne forholde sig til det.

Derudover introduceres du til genmedlemsgørende og genforfattende samtaler, der dels peger på betydningen af ikke at stå alene med sine erfaringer, men også at få dem spejlet og genfortalt i fællesskab med andre.

Et centralt omdrejningspunkt for kurset er samtaler om traumer og deres effekter, herunder angst, skam, skyld og sorg, som ofte kan stå i vejen for, at mennesker kan bevæge sig i retning, de ønsker.

Endelig arbejder vi med inddragelse af familie og netværk som en aktiv del af det terapeutiske arbejde.

Hvem henvender rusmiddelbehandler-kurset sig til?

Kurset henvender sig til professionelle, der arbejder med eller ønsker at arbejde med rusmiddelbehandling. Det kan være terapeuter, psykologer, socialrådgivere, pædagoger, peermedarbejdere og andre, der i deres arbejde møder mennesker med erfaringer ifht skadeligt forbrug af rusmidler.

Hvordan er rusmiddelbehandler-kurset sat sammen?

Undervisningen foregår over 6 dage og veksler mellem teoretiske oplæg og konkrete øvelser, der gør det muligt at afprøve idéerne i praksis. Undervejs arbejder deltagerne også med hjemmearbejde, som sendes til underviserne og bliver fulgt op med skriftlig feedback og vejledning.

Hver undervisningsdag suppleres af udvalgt litteratur, der fordyber og udvider arbejdet mellem dagene.

Hvem vil du blive undervist af?

Kurset varetages af Lone Kaae Morell, der er er en erfaren underviser inden for det narrative felt og rusmiddelbehandling. Lone er uddannet socialpædagog og psykoterapeut. Lone er optaget af i sin undervisning og praksis at hjælpe mennesker med at frigøre sig fra (rusmidlets) dominerende og negative indflydelser på deres liv og skabe et grundlag for varige forandringer – men også af, hvordan vi sammen kan ændre en kultur, der har haft tradition for at individualisere og internalisere problemerne.

Kontakt Mette Agerbo, agerbo@dispuk.dk for en drøftelse af det konkrete behov og mulighederne for lokalt tilrettelagte forløb.

Ofte stillede spørgsmål

Afmelding af efteruddannelser og kurser sker i henhold til følgende betingelser:

For efteruddannelser:
Ved afmelding inden sidste tilmeldingsfrist opkræves 0%
Ved afmelding efter sidste tilmeldingsfrist og inden uddannelsesstart opkræves 50%
Ved afmelding efter uddannelsesstart opkræves 100%

Ved flerårige efteruddannelsesforløb, hæfter man kun økonomisk for et uddannelsesår ad gangen. Et eventuelt afbud til fortsættelse på en efteruddannelse, skal være DISPUK i hænde senest 3 mdr. inden næste uddannelsesårs opstart.

For workshops og kortere kurser:
Ved afmelding inden tilmeldingsfrist opkræves 0%
Ved afmelding efter sidste tilmeldingsfrist opkræves 100%

NB. Man har altid 14 dages fortrydelsesret fra den dag man tilmelder sig. Dette gælder også ved tilmelding efter sidste tilmeldingsfrist.

Nej. Man skal ikke betale ved tilmelding. Der fremsendes faktura efter sidste tilmeldingsfrist (medmindre andet er angivet i kursusbeskrivelsen).

Ja, er man privatbetalende kan man betale i rater. Man får en faktura på det fulde beløb, som man selv deler op i det antal rater, man ønsker. Det skal være det samme beløb, der indbetales hver gang. Det er et krav, at første rate er betalt inden kursusstart, og at sidste rate er betalt inden uddannelsen afsluttes.

Ja, på alle vores kurser og uddannelser er der inkluderet morgenmad, frokostbuffet og eftermiddagskaffe/kage.

Vores frokostbuffet er grøn med fokus på årstidens grøntsager. Det er derfor muligt at spise sig mæt, selvom man ikke spiser dagens kødret. Der bruges æg og animalske mejeriprodukter i vores køkken, så det er ikke muligt at spise vegansk. Kontakt kontoret ved eventuelle spørgsmål på dispuk@dispuk.dk

Har du fødevareallergener, så kontakt kontoret for at gøre os opmærksom på det. Aftal også gerne nærmere med køkkenpersonalet, når du møder ind på undervisningsstedet.

Uddannelsen afholdes eksternt/ aftales med underviser (6 dage)

Kontakt for pris kr.

Underviser

Datoer

Nedenfor kan du se relevante datoer og andre detaljer for kurset.

Datoer oplyses senere.

Har du spørgsmål til kurset?

Kontakt

Mette Agerbo

Kursussekretær

agerbo@dispuk.dk

4922 5161

Send mail

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.