Om Coronatiden som en passage

Om Coronatiden som en passage

10.09.2020
Share

Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, september 2020.

Der er sket meget i verden det sidste halve år. Tiden med Corona har været et mareridt for nogle, besynderligt for andre og måske en glæde for dem, der har været trætte af alt for megen social forpligtigelse. Jeg talte med en ung mand på 26 år, der blev far i marts, netop som nedlukningen af Danmark var blevet annonceret. Han og hans kæreste havde haft den mest vidunderlige og rolige tid med deres baby uden mange besøg. Corona-nedlukningen betød, at begge forældre kunne være hjemme de første tre måneder. Det havde været en gave, sagde han – oceaner af god tid sammen.

Corona-tiden kan måske forstås som en passage tid. Antropologerne har siden Arnold Van Gennep og Victor Turner interesseret sig for passage ritualer, rites de passage eller rites of passage, som det kaldes på henholdsvis fransk og engelsk. Ritualet markerer en overgang fra et sted til noget nyt. Fra barn til voksen, fra single til gift. Overgangen er passagen. Samtidig er ritualet i forbindelse med overgangen en bekræftelse af deltagernes tilhørsforhold. Vi kender det i dag fra noget så trivielt som fødselsdagen, hvor familien kommer og bekræfter deres tilhørsforhold. Overgangen fra et år til det næste markeres.

De passager, som peger hen mod noget ukendt føles ofte farlige eller utrygge. For nogle er passagen fra barn til ung en utryg passage. I voksenlivet kan en skilsmisse eller en fyring være en utryg passage til noget ukendt. Man ved ikke, hvor man ender. Nogle mener, at de store passager i livet tager mindst to år. To år før livet begynder at finde en mere stabil form. Det skal have været jul, nytår, sommer og vinter og fødselsdage to gange efter eksempelvis en skilsmisse, et dødsfald eller alvorlig sygdom, førend man føler sig som ”sig selv” igen – og dog som en anden.

Når et menneske er i så alvorlig en situation, at de henvender sig til et krisecenter, er der tale om en passage og en såkaldt liminal proces, en proces, der går til grænsen af det kendte. Limen betyder kant eller grænse. Det er de passager, hvor vi føler os ude af stand til at forestille os et liv på den anden side af grænsen. Man ved, at man ikke kan være, hvor man kommer fra, men man kan samtidig ikke få øje på, at der findes et muligt alternativ. En liminal proces er altid i fare for en umoden afslutning. Det vil sige en afslutning, hvor man efter et stykke tid går tilbage til det kendte i stedet for at fortsætte processen eller passagen mod det nye ukendte. Mennesker, der står i processer, som går til grænsen af deres forestillingsevne, har brug for andres øjne til at hjælpe dem igennem passagen. De har brug for hjælp til at se på, hvad dette nye liv måske kan indeholde og tryghed i forhold til at vide, at nogen vil stå der, hvis det bliver svært.

Corona-tiden kan forstås som en sådan liminal proces eller i hvert fald som en passage. Vi ved ikke, hvad der venter os, og det kan være skræmmende. Vi ønsker os tilbage til det gamle liv, men måske er det netop en umoden afslutning, måske denne tid rummer mulighed for at se kritisk på vores liv? En mulighed for at tage vores liv op til revision. Har vi haft for meget fart på? Er det nødvendigt med alle de indkøb af ting og sager? Er det nære liv måske det vigtigste? Behøver vi holde alle disse meningsløse møder for at bekræfte vores tilhørsforhold til hinanden?

Du vil måske også synes godt om…

Terapi, Traumer

Narrativ traumebehandling

Læs mere

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.