Sådan kan man lede

Tillykke med bogen, Allan. Hvad er tanken bag Sådan kan man lede?

“Tak. Jeg har længe haft et ønske om at få de mange fortællinger om narrativ ledelse i praksis ud til et større publikum. Når man har gennemført et 2-årigt uddannelsesforløb i ledelse inspireret af narrative samtalemetoder og praksisformer, fortæller de studerende i en halv time om deres praksis. De fortæller, hvad de har gjort på deres arbejdsplads, inspireret af de narrative ”samtalekort”, som Michael White kaldte sine metoder. Jeg bliver hver gang slået af, hvor kreativ og inspirerende den praksis, uddannelseskandidaterne fortæller om, er. Det er praksisser, hvor medarbejderne bliver inddraget og deres erfaringer bliver opgraderet, så alle kan føle mere frihed, fordi der bliver etableret større og flere fællesskaber. Flere personer fortæller også om, hvordan de er blevet forandret som mennesker, når de er blevet klar over, hvad der virkelig er vigtigt for dem.
Narrativ praksis har ikke fokus på at løse komplekse eller ”vilde” problemer, men mere på at få et overblik over de magtspil, der finder sted på arbejdspladserne. Så tanken med bogen er at inspirere andre ledere til nye og mere inddragende og kreative måder at være sammen på på arbejdspladsen. Derigennem kommer lederne, der læser med, forhåbentlig til at føle sig mindre ensomme. Og ensomhed er simpelthen det største problem i vores tid. Det er bl.a. derfor, at 30-35.000 mennesker er sygemeldt med stress i dagens Danmark.”

Hvorfor de praksisnære beretninger? Hvad er det, de kan? 

“Praksisnære fortællinger kan inspirere. Den østrigsk-britiske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein skriver, at sproget har brug for eksempler til at udfylde sprogets huller: “To fill out the loopholes in language.” Jo flere konkrete eksempler, jo mere resonans og genklang giver det – forhåbentlig – i læseren. Så kan man lettere sige ”nåh, er det sådan man kan gøre.” 
Mange ledelsesbøger er fyldt med begreber uden eksempler. Eller også er de fyldt med anekdoter uden begreber og teori. De praksisnære fortællinger, der eksemplificerer metoder, kan skabe forbindelser mellem teori og praksis. Det tror jeg, der er brug for. Der er næppe brug for flere teorier om ledelse. Jeg tror, at der er brug for flere fortællinger om den kompleksitet og de magtspil, mennesker lever under og i. Journalisten Sigge Winther Nielsen taler om ”vilde og tamme problemer” i sin bog Entreprenørstaten. Ledelse handler om at håndtere de vilde problemer, der ikke er nemme ”løsninger” på, hvor der ingen enkle svar er. Man begår en stor fejl ved at betragte vilde og komplekse problemer som tamme problemer eller tekniske problemer, der har enkle løsninger.
”At lede er at lede efter det, der ikke er fundet,” som Ole Fogh Kirkeby skriver.
Ellers var der ingen grund til at lede.”

Hvad kom mest bag på dig ifm. ledernes beretninger?    

“Jeg tror, at det især var ledernes mod til at gå i kast med nye praksisser, som deres medarbejdere og chefer havde en vis modvilje mod i starten, der både kom bag på og imponerede mig. Mange af ledernes medarbejdere havde som de fleste af os en vis tilbageholdenhed med at afprøve nye møde- og praksisformer. Men de fik alle meget lyst bagefter.
Et eksempel på en praksisform, vi på uddannelsen opfordrer lederne til at afholde er ”fortælleværksteder”, hvor den længst ansatte medarbejder fortæller om afdelingens eller arbejdspladsens op- og nedture. Fortællingen bevidnes af de øvrige kolleger. Pludselig forstår alle, hvad der er sket. Pludselig har alle fat i meningen med, hvorfor vi er sammen, og hvad vores opgaver er. Lederne fortæller også om, hvordan de nu tør gå ind i og håndtere konflikter og spændinger. Det er altså imponerende.”

Hvordan er bidragsyderne til ledelsesfortællinger fundet og sammensat?

“Alle deltagere på lederuddannelsen, der afsluttede uddannelsen i 2020 og 2021 og som ville skrive om deres erfaringer med at arbejde med nogle af de narrative praksisser, er blevet inviteret til at indsende en lille rapport. Alle rapporterne er medtaget efter, at jeg i samarbejde med forfatterne har redigeret de mange bidrag.
Bogen er som sådan et overflødighedshorn af praksisser, inspireret af både de narrative samtalemetoder, af Ole Fogh Kirkebys radikalt fænomenologiske ledelsesfilosofi og af poststrukturalistisk filosofi. Bogen er absolut ikke et teoretisk tungt værk. Den skal fungere som en inspiration til en mere livgivende og innovativ ledelsespraksis og til at styrke arbejdspladsernes fællesskaber. Det er jo et Sisyfosarbejde. På lige fod med ægteskaber og samværet med børn. Børn skal ikke opdrages – de skal inddrages. Sådan er det også med medarbejdere – de skal ikke opdrages eller belæres, de skal inddrages.”