Fortællinger kan forbedre - eller forværre

Dette indlæg er skrevet af DISPUKs direktører Anette Holmgren og Allan Holmgren og blev bragt i nyhedsbrevet for august måned 2021:

Det narrative perspektiv har fortællinger i centrum. Fortællinger har magt. Der er altid kamp mellem forskellige fortællinger. Fortællinger giver perspektiver: de kan indsnævre verdener – eller udvide dem.

Det har i en årrække været fast praksis, at ”sagerne” i vores socialforvaltninger bliver styret gennem fastlæggelse af bestemte mål for den enkelte og for familien. Det gør “rådgiverne”. At sætte mål for et andet menneskes liv er samtidig en delikat handling – ikke mindst når den, hvis liv vi beslutter retning for, har søgt hjælp af nød.

Den norske samfundsforsker og kriminolog Nils Christie, som i årene inden sin død blev en nær ven af DISPUK, sagde på et af vores seminarer: ”Der er grund til at tro, at forandring er lettere, når vi gør noget sammen med mennesker, frem for ved eller for dem.”

Der er socialforvaltninger, hvor familiebehandlerne og hjemme-hos-pædagogerne må møde familierne med helt umulige opdrag som: ”Sørg for at barnet får venner” eller ”sørg for at forældrene begynder at interessere sig for børnene” eller “vi har tre måneder til denne indsats.” Rammerne for den sociale hjælp og disse rammers krav om tydelige målsætninger, der kan indskrives i journalernes dertil indrettede skemaer, fremtræder i bedste fald absurde og i værste fald re-traumatiserende, når de møder familiernes virkelighed. Familierne er ofte socialt, følelsesmæssigt og økonomisk traumatiserede og presset i bund. Derfor opstår der kampe mellem de systemskabte fortællinger om kortsigtede målsætninger og familiernes fortællinger om traumer, smerte og forsøg på overlevelse.

Værdier og intentioner
Narrativ terapi og behandling, narrativ ledelse og narrativ praksis i det hele taget fokuserer på, at mennesker kan noget, og at de vil noget – at de har intentioner. Utryghed, vold og svigt kan sløre disse intentioner, så vi kun oplever vrede, afvisning, opgivelse, sorg og mismod. Narrativ praksis fokuserer på at blive ved med at spørge mennesker om, hvad der er vigtigt for dem, og hvad historien er om disse værdier. Hvad er vreden mon udtryk for, som er vigtigt? Hvilke værdier er mon blevet krænket? Man bliver lille af ikke at blive hørt, som Nils Christie skriver. Når der er vrede, er der som oftest sorg og tristhed på færde.

Værdierne viser sig i det, personen gør. De fleste ønsker retfærdighed. Nogle gange bliver det til selvretfærdighed – og så er man lige vidt i kampen for at blive hørt og forstået. Den narrative praksis tror på, at man ikke kan adskille et menneskes ønsker og mål for livet fra de centrale erfaringer med, hvad der egentlig betyder noget. Men disse værdier er ofte skjult af problemfortællingerne om familierne og om det enkelte barn – og af den krænkethed og sårethed, personen eller familierne oplever.

Man skal ikke lægge planer og opstille mål for andre mennesker uden at kende deres værdier. Det er et overgreb på deres værdier, selvstændighed og deres frihed. Mennesker kan noget sammen med andre. Mennesker har ånd, følsomhed og handlekraft. ”Mennesker er kun frie, hvor de kan tage initiativer”, skrev den franske filosof Paul Riceur. Derfor kunne en bestræbelse være at gøre det muligt for en familie at opdage deres egne ønsker for familiens liv med udgangspunkt i det, som er vigtigt og betydningsfuldt for dem. Derefter er det muligt at oparbejde en erfaring sammen med familien om, at det er muligt at planlægge et initiativ, som læner sig op ad disse værdier og gennemføre det.

I DISPUK drømmer vi om, at det en dag bliver muligt for en myndighedsrådgiver at skrive SELVSTÆNDIGHED og FRIHED i dokumentationssystemets målsætningsskema.