Som man spørger, får man svar

På DISPUKs efteruddannelser bliver vores kursister i høj grad trænet i at stille narrative spørgsmål. Spørgsmål, der har til formål at forbinde personer med deres værdier og give dem en fornemmelse af, hvad der for dem er vigtigt, og hvorfor det er vigtigt.

Som kommunikationsansvarlig på DISPUK har jeg fornøjelsen af at have min daglige gang i husene – og her har jeg ofte hørt en kursist udbryde over en frokost eller midt i en undervisningsøvelse: “Hvor er det vildt, hvad folk vil fortælle, når bare man stiller de rigtige spørgsmål.”

De rigtige spørgsmål. Det gode spørgsmål. Hvad er det egentlig?

Hvis vi spørger den danske filosof Pia Lauritzen, er netop det spørgsmål faktisk ikke det væsentligste. Nej, det interessante spørgsmål er, hvorfor vi stiller spørgsmålet.

Det forklarede hun forleden i P1-Programmet Klog på Sprog:

“Vi bruger spørgsmål til alt muligt andet end til at øve os på at lytte eller til at få informationer. Det er faktisk ret sjældent, at vi bruger spørgsmål til det. Ofte bruger vi spørgsmål til at påvirke hinanden, til at få folk til at gøre noget eller mene det samme, som vi selv mener.”

Måske er det her, at kimen til ‘aha’-oplevelserne hos mange af vores kursister ligger? At de – med en guide til livets træ, en eksternaliseringsøvelse eller måske et positionskort i hånden – sætter sig overfor en medkursist med ingen anden forventning end at skulle følge de printede spørgsmål. De skal ikke påvirke den anden eller fortælle noget om sig selv, nej, de skal simpelthen bare lytte til dennes svar.

Jeg hører, hvad du siger – men skriver noget helt andet

Nu skrev jeg før, at vores kursister kun skal lytte. Det er på sin vis korrekt, og så alligevel ikke helt, for ofte beder vores undervisere dem – eller en anden medkursist – også om at skrive det, den adspurgte siger ned for bagefter at kunne bruge disse ord i en poetisering eller i et bevidningsbrev.

Til sådanne øvelser lægger DISPUKs undervisere altid stor vægt på, at det skal være de præcis sagte ord, der gengives. Ikke spørgerens eller brevskriverens ord, men den adspurgtes.

Man kunne ellers foranlediges til at tro, at når narrativ praksis handler om at hjælpe folk med at udvikle alternative fortællinger, så ville en løsning være, at man stillede disse alternativer til rådighed, ved at give sin analyse eller sit besyv med på den andens fortælling.

Men går vi tilbage til indledningen på dette nyhedsbrev, hvor jeg skrev om følelsen af at sidde overfor en god lytter, så er mit gæt, at den person, der dukkede op i dit hoved, ikke var en af dem, der ‘hører hvad du siger’ for derefter at gengive andre ord eller vendinger end dine.

Det giver en følelse af ikke at være blevet hørt, af – som Nils Christie siger – at være lille, når vi citeres forkert. Den gestus, som det at lytte til et andet menneske er, handler således også om, at vi – når vi skal gengive det lyttede – har gjort os umage med at skrive så ordret ned som muligt.

Det gælder også uden for terapi- eller undervisningsrummet, men for eksempel i de mange dokumentationspraksisser, der foregår dagligt, når ansatte laver statusrapporter, handleplaner, elevplaner osv., som Martin Nevers beskæftiger sig med, når han udbyder en populær workshop i både Aarhus og Snekkersten.