Når det gør ondt i maven at gå i skole

Denne tekst blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, maj 2021.

“Tror du, at de andre børn i klassen kan lide dig?”

Sådan lyder et af spørgsmålene, som landets skoleelever fra 0.-3. klasse skal svare på i forbindelse med den årlige nationale trivselsmåling. Heldigvis svarer ca. 60 %: ”Ja, de fleste” og ca. 35 %: ”Ja, nogle stykker”.

Men der er også ca. 6% – i gennemsnit vel mere end 1 i hver klasse, der hvert år svarer: ”Nej”. Altså 6 ud af 100 børn i alderen 5-10 år, der ikke tror, at de andre børn i klassen kan lide dem. Det er sikkert nogle af de samme 6%, der i undersøgelsen svarer, at klasselokalet ”ikke er rart at være i”, og at de tit ”føler sig alene i skolen” og ”har ondt i maven, når de er i skole”.

Man kan sige, at 6 % jo er et fåtal i forhold til de mange, der trives godt. Men hvis man selv er et af de børn – eller forælder eller lærer for det – og ved, hvordan det er at gå i skole, når man tit har ondt i maven eller føler sig alene, kan det føles temmelig ligegyldigt, at de andre har det godt. Ja måske kan det endda gøre det værre.

Jeg gik selv i en klasse, der blev betragtet som en af skolens velfungerende. Men når jeg tænker tilbage, ved jeg, at der også i vores såkaldt velfungerende klasse, var nogle stykker, som ikke syntes, at klassen var et rart sted at være. Nogle, der blev behandlet, som ingen børn fortjener at blive behandlet, og på måder som, jeg forestiller mig, har sat spor i deres liv. Mange af os andre – både voksne og børn – så det allerede dengang. Nogle gjorde sikkert det bedste, de havde lært for, at det skulle blive bedre uden, at det rigtig hjalp. Men vi var også mange, som så på eller var lidt med uden helt at vide, hvad vi skulle stille op – eller vi lod være med at gøre noget, fordi vi et eller andet sted var bange for, at det så ville komme til at gå ud over os.