Når det gør ondt i maven at gå i skole

Når det gør ondt i maven at gå i skole

10.01.2021
Tegning på mur
Share

Denne tekst blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, maj 2021.

“Tror du, at de andre børn i klassen kan lide dig?”

Sådan lyder et af spørgsmålene, som landets skoleelever fra 0.-3. klasse skal svare på i forbindelse med den årlige nationale trivselsmåling. Heldigvis svarer ca. 60 %: ”Ja, de fleste” og ca. 35 %: ”Ja, nogle stykker”.

Men der er også ca. 6% – i gennemsnit vel mere end 1 i hver klasse, der hvert år svarer: ”Nej”. Altså 6 ud af 100 børn i alderen 5-10 år, der ikke tror, at de andre børn i klassen kan lide dem. Det er sikkert nogle af de samme 6%, der i undersøgelsen svarer, at klasselokalet ”ikke er rart at være i”, og at de tit ”føler sig alene i skolen” og ”har ondt i maven, når de er i skole”.

Man kan sige, at 6 % jo er et fåtal i forhold til de mange, der trives godt. Men hvis man selv er et af de børn – eller forælder eller lærer for det – og ved, hvordan det er at gå i skole, når man tit har ondt i maven eller føler sig alene, kan det føles temmelig ligegyldigt, at de andre har det godt. Ja måske kan det endda gøre det værre.

Jeg gik selv i en klasse, der blev betragtet som en af skolens velfungerende. Men når jeg tænker tilbage, ved jeg, at der også i vores såkaldt velfungerende klasse, var nogle stykker, som ikke syntes, at klassen var et rart sted at være. Nogle, der blev behandlet, som ingen børn fortjener at blive behandlet, og på måder som, jeg forestiller mig, har sat spor i deres liv. Mange af os andre – både voksne og børn – så det allerede dengang. Nogle gjorde sikkert det bedste, de havde lært for, at det skulle blive bedre uden, at det rigtig hjalp. Men vi var også mange, som så på eller var lidt med uden helt at vide, hvad vi skulle stille op – eller vi lod være med at gøre noget, fordi vi et eller andet sted var bange for, at det så ville komme til at gå ud over os.

 

I den anden sæson af Tætte Talks har vi talt med mennesker, der på egen krop har mærket hvordan skolen kan være et ubarmhjertigt sted at være. De fortæller os, hvordan de blev behandlet, og hvordan det har påvirket dem, mens det stod på, og for nogle også videre i livet. Og de fortæller om, hvordan de ofte følte sig helt alene og om, hvad de kunne have ønsket, at nogen havde gjort undervejs.

Heldigvis fortæller de også om nogle af dem, der faktisk gjorde noget, der hjalp. En mormor, en pædagog, en klassekammerat, en god ven, en vikar, en lærer, en fra skolepatruljen – mennesker, som så dem, så, hvad der skete, at der var et barn, der ikke havde det godt. Mennesker som gjorde noget, der gjorde en forskel. Ikke bare for dem, vi har talt med, men ofte også for den klasse, de gik i.

Det kunne være anderledes

Efter en af statsministerens mange coronataler opstod der en debat om, hvorvidt ethvert dødsfald er en tragedie. Det synes jeg egentlig ikke, det er. Som udgangspunkt er døden vel en del af livet, og selvfølgelig kan et dødsfald være en tragedie, hvis det stjæler gode livsår og måske endda kunne have været undgået.

Men når jeg hører om børn, der går alene i skole med ondt i maven og en følelse af, at de andre ikke kan lide dem, så synes jeg hver gang, det er en lille tragedie. Især fordi det kunne være anderledes. Og det kan det – hvis vi vil.

Lyt med – og få ideer til, hvad vi kan gøre, så børn ikke kommer til at stå alene med den slags problemer.

Du vil måske også synes godt om…

Børn og unge, Narrativ praksis, Narrative samtaler

Samtaler med unge om problemer – med et narrativt perspektiv

Læs mere

Børn og unge, Narrativ praksis, Narrative samtaler

Samtaler med unge om problemer – med et narrativt perspektiv

Læs mere

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.