Det tænkende jeg og det villende jeg

Det er inspirerende at skelne mellem ”det tænkende jeg” og ”det villende jeg”, som filosoffen Hannah Arendt gør. Dette nyhedsbrev starter med et udpluk af en samtale, der har fundet mellem en underviser på en større uddannelsesinstitution og en af DISPUKs terapeuter. Samtalen er gengivet i forkortet form og kan illustrere, hvor vigtigt det er at få fat i ”det tænkende jeg”. Efter vignetten kommer nogle uddybende betragtninger om de to jeg-former, Hannah Arendt taler om.

“Alvoren og ansvarligheden gør mig nok for selvhøjtidelig og selvfed”
En underviser på en større uddannelsesinstitution bad om en coachingsamtale i forhold til et problem, der gik ham voldsomt på.

Vi kalder underviseren for B. Han sad sammen med en terapeut, vi kalder A:

B: ”Min arbejdsplads er en diskussionsklub. Der er magtkampe. Det gør mig enormt usikker og forvirret. Det er ikke sjovt. Jeg overvejer dagligt at finde noget andet. Jeg synes, jeg har en masse fagligt at komme med. Jeg har så mange erfaringer at bidrage med. Jeg opfatter mig selv som noget af et fagligt fyrtårn. Jeg prøver på at forstå magtkampene, men de giver ikke mening for mig. Jeg kan ikke få klare svar. Tingene bliver ikke sagt klart. Det hele er meget utydeligt for mig. Når jeg plumper i og taler om faglighed, bliver der klaget over mig.”

A: ”Hvordan ligner situationen på din arbejdsplads forholdene i den familie eller det sted, du voksede op?”

B: ”Ha. Det er da noget af det samme kaos. Jeg kunne heller ikke finde ud af, hvad der foregik i min familie. Alt var utydeligt. Det var kun min moster, der tog sig af mig. Hun reddede mig. Hun kunne se den lille, kærlige, meget bløde, men utrygge dreng indeni. Hos hende var der tryghed, madpakker, fred og ro. Hjemme var jeg vist en meget alvorlig dreng, der tog meget ansvar for mine yngre søskende.”

A: ”Den ansvarlighed og den alvorlighed, du taler om, er det noget, du har med dig i dag, og som eventuelt tynger? Hvad er din position i AOA – ansvarlighedens og alvorens klub? Er du medlem af bestyrelsen, eventuelt formand?”

B: ”Jeg er præsident for den klub. Men det er sgu også belastende, at alvoren tynger. Hm, jeg må hellere få styr på mig selv og mine egne traumer frem for at forsøge at forstå og lave om på arbejdspladsen. Alvoren og ansvarligheden gør mig nok for selvhøjtidelig og selvfed, så jeg kommer til at optræde som en anden prædikant. Og det gider ingen jo høre på. Jeg synes bare, at jeg har så meget byde på. Jeg vil så gerne gøre noget.”

Om Hannah Arendts pointer
Filosoffen Hannah Arendt skelner mellem ”det tænkende jeg” og ”det villende eller handlende jeg” i sin monumentale bog Åndens liv.

”Det tænkende jeg” stopper tiden og kiler sig ind mellem fortid og fremtid, så nutiden stopper og der bliver plads til, at tankerne kan komme ud af hverdagens fængsel og blive luftet.
”Det villende jeg” vil handling. Det er forfaldent til løsninger. Det lytter ikke. Det er selvoptaget og selvretfærdigt. Det har som regel travlt på andres vegne, og synes at de andre bare skal gøre noget. ”Det villende jeg” bliver sur på de andre, det har et ”jeg kan” i sig eller måske snarere end desperation over, at ”jeg vil, men kan ikke.”

“Det villende jeg” giver de andre skylden. Det ser ikke på sig selv.

Når “det villende jeg” løber ind i problemer og sidder fast, bliver det ved med at ville uden at se, at det graver sig længere og længere ned i kviksandet og desperationen. At det ser sin egen fastlåshed som de andres skyld. “Det villende jeg” er i en vis forstand holdt op med at tænke. Ja, “det villende jeg” er faktisk “det tænkende jegs” negation.

“Det tænkende jeg” ønsker en ny begyndelse, en ‘fødthed’, som Hannah Arendt kaldet det. Hvis vi hopper ud af de velkendte tankefolder, kan vores liv få et nyt perspektiv, en ny start. Det er ikke viljen, der skaber det nye perspektiv; det er tanken.

Værdier kan fungere som lappegrej
Den afdøde svenske statsminister Olof Palme skrev en bog, der hed Politik er at ville. Vi vil med Arendt sige: Nej, handling forstået som klog politisk handlen er først og fremmest at tænke. Det er spørgsmålenes styrke, der som en donkraft kan løfte den punkterede vilje, når der pustes tænkning ind i slangen på hjulet, så man kan bevæge sig og køre videre.

Det, der skabte bevægelse i den tidligere gengivne samtale, var, da B fik fat i sine værdier ud fra A’s spørgsmål: ”Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig i alt det her?” ”Fællesskab, loyalitet og min mosters ånd,” svarede B og lyste op med et smil. Værdier kan fungere som lappegrej, der stopper hullet i viljen. Relevante spørgsmål skaber kreative processer, der som en lygte viser vej til værdierne, til det, der betyder noget. Så er man ikke længere blokeret og blændet af at stirre ind i problemet eller på det, der kan skabe blokeringer og frustrationer.

Hannah Arendt skriver, at ånden ikke selv kan klare at befrugte sig selv: ”Ingen af de ting, som forstyrrer åndens aktivitet, udspringer fra ånden selv, for de to-i-en [som er bevidstheden i forholdet mellem jeg og mig-selv] er venner og partnere, og bevarelsen af denne ”harmoni” er det tænkende jegs vigtigste opgave” (Arendt, Åndens liv, 2019 s. 297).

Tænkningens vej
Vejen ud af viljens problemer og frustrationer er således tænkningens vej. Men tænkningen kan være farlig. Den kan skabe en foreløbig rystelse, en disharmoni, ”kløfter mellem intentioner i relation til hinanden,” som Michel Foucault skriver. Tænkningens jeg kan skabe klarhed for viljens jeg. Men det kan være en deprimerende klarhed.

Hvad kan man så bruge Hannah Arendts skelnen mellem “det tænkende jeg” og “det villende jeg” til? Først og fremmest er det nødvendigt at stoppe op og få hjælp af andre til at tænke sig om og ikke bare sammenbidt fortsætte i den plovfure, ens tænkning har boret sig ned i. Det kan være skamfuldt at bede om hjælp; at indrømme, at man har taget fejl, at man er kørt fast eller, at man føler sig ensom. Men er det ikke det vi alle har brug for en gang imellem? Et trygt fællesskab, hvori man kan tale om sine problemer. For det er kun gennem samtalen om problemer, at man får fat i sine værdier, og der er kun problemer, fordi der er noget, som er vigtigt.