Alle alene i verden?
Alle alene i verden?
Teksten blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev, februar 2021.
Muligheden for at kunne arbejde hjemme og være på online kan for nogle mennesker skabe mere nærvær med dem, vi faktisk må se. Det gælder især dem, der i forvejen trives godt. Men den i forvejen store ensomhed, der er det største problem i vores tid, som Elie Wiesel skriver, er blevet mere synlig, dominerende og påtrængende under pandemien. Alle er blevet alene i verden.
Præstationsballonen
Det i forvejen store kulturelle pres med mantraer som at være sig selv, være den bedste udgave af sig selv og, at det bedste ikke er godt nok, bliver stærkere og stærkere. Vi performer, som om alt er godt og, at ingen lider overlast. Men alle er ensomme – hver for sig. Ikke kun Palle er alene i Verden. Selvom om vi må være fem personer sammen, står skuffelserne i kø: Alle skuffer over tid, som The Minds of 99 synger, når de prøver at hive luften ud af præstationsballonen.
Nudging, hedder det. Det venlige puf i den rigtige retning. Man får så mange puf, som teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær siger i sin bog Utilstrækkelig. Men disse puf skaber afmagt, dårlig samvittighed og skam. Jo mere forældre, familie og venner spørger til, hvordan det går med uddannelsen, kæresten, børnene osv., jo mere puster de til den dårlige samvittighed. Den, der spørger, har magten. Ethvert spørgsmål kræver et svar. Man skal stå til ansvar. Og så er man skyldig. Prøv at svare ærligt, at det går ad helvede til med at leve op til idealet. Prøv med mere nærvær til dig selv og dine værdier.
Kulde er fravær af varme
Nærvær handler om at få mulighed for at være tæt på sine egne værdier sammen med en anden, der er tæt på sine egne værdier. Væk fra den dominerende præstationsmoral. Den store frygt er frygten for at miste kærligheden fra andre, bekræftelsen fra andre. Selvet bliver skabt ad omvejen om den anden, som den franske filosof Paul Ricoeur skrev.
Frygten for eksklusion fra sin familie, som forfatteren Katrine Marie Guldager skriver om i sin nye roman Det meste og noget helt andet, er nok den værste. Nogle hader deres familie og kan ikke undvære den. Had er ikke det modsatte af kærlighed. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed. Vi har alle brug for det varme nærvær med masser af kærlighed. Det er livsnødvendigt. Husk, at kulde er fravær af varme.
Nærvær over skærmen
I DISPUK lykkes det os rent faktisk at skabe nærvær på skærmen. Onlinenærvær kunne man kalde det. Man tror det næppe, men intensiteten kan være stor over skærmen. Selv med fysisk afstand kan den mentale afstand være lille. Når de spørgsmål, der stilles, og når det, der siges, tager udgangspunkt i noget vigtigt og meningsfuldt, bliver den fysiske afstand ophævet. Man er måske mere nøgen på skærmen. Mere nærværende. Forstillelsen bliver afsløret. Det fortæller vores konsulenter Marin Nevers og Lasse Offenberg om i denne video om DISPUK på Zoom.
Du vil måske også synes godt om…
FamilieterapiNarrativ praksisNarrative samtaler Artikel
Med Camilla Schjørring på arbejde
09.02.2024