For at gøre noget ved magten, må vi stille os tæt på den
I sidste uge afholdt vi en ny 2-dages workshop om at få det narrative integreret i arbejdet med såkaldt psykoedukation og rådgivning af forældre. Det var Camilla Schjørring, der stod for workshoppen, og i frokostpausen svarede hun på et par spørgsmål.
Hvorfor en workshop om psykoedukation?
“Psykoedukation vinder i øjeblikket mere og mere indpas som metode inden for psykologien og psykiatrien, men for mig giver det ikke mening at tro, at vi kan undervise i sjæle, hvilket rent bogstaveligt er, hvad ordene ‘psyko’ og ‘edukation’ betyder. På et mere praktisk niveau har jeg også svært ved at se, hvordan man skal kunne det, som rigtig mange i landets kommuner bliver bedt om – nemlig at undervise forældre til et barn, der har fået en diagnose, om diagnosen. For hver diagnose findes der et utal af variationer, så hvordan skal de i grunden kunne undervise i en diagnose?”
Hvad skal de så gøre?
“Med denne workshop ønsker jeg, at vi i stedet for at undervise folk, skaber processer, der undersøger, hvad der kan være meningsfuldt for forældrene, så de og deres barn kan få mindsket lidelsen. Det er det, det handler om – ikke at undervise, men at mindske lidelse. Det kigger vi sammen ind i på disse to dage gennem forskellige tematikker og praksisser. Lige nu er deltagerne for eksempel i gang med at arbejde med wonderfulness-spørgsmål, der handler om at gå fra en patologiserende til en karakteriserende præsentation af et barn eller en familie. Det er et opgør med den dominerende behandlingskultur, hvor vi hurtigt kommer til at give problemet første replikken. Vi skal ikke glemme problemet, det er vigtigt. Vi parkerer det blot for en stund for at give stemme til, hvad menneskerr har at stå imod problemerne med.”
Fra et narrativt synspunkt kan psykoedukation lyde som noget, der skaber diagnostiske identitetskonklusioner. Hvorfor bruger du alligevel termen i din workshop?
“Jeg har i mange år arbejdet med narrativ familieterapi i børne- og ungdomspsykiatrien, og jeg er overbevist om, at det ikke nytter noget bare at sige, at diagnoser ikke kan gøre noget for folk. For at gøre noget ved magten, må vi stille os tæt på den. Det har været min drivkraft gennem alle mine år i psykiatrien og er stadig en central nerve for mig. Som Sanni Paljakka siger, handler det ikke om at afvise diagnoser, men om at gå væk fra at forudse en persons handlinger og væren ud fra diagnosen, til i højere grad at se diagnosen som noget, der kan åbne op for fortællinger om smerte og lindring, i det liv, som folk har levet.”
Hvad siger deltagerne?
“En af dem sagde lige, at der på hendes arbejdsplads er en kultur, hvor det handler om at præsentere så meget som muligt om en diagnose for forældrene, fordi de tror, at det er mest effektivt. Men da hun sad her til workshoppen, blev hun inspireret til at arbejde med en langt større langsommelighed. Fordi hun kunne se, at det – ironisk nok – er mere effektivt i forhold til at mindske lidelse.”
