Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Hvordan gør vi psykiatrien mere og mere social?

Referat fra psykiatriseminaret den 8. marts 2019

 

Allan Holmgren
åbnede seminaret med at påpege, hvor psykiatrien halter: Den har hverken en psykologi om menneskelig udvikling, begreber om magt og etik, eller en teori om hvad et menneske er sammensat af. Den har ingen grundlæggende forståelse af, at mennesker grundlæggende er sociale størrelser med intentioner, og at psykiatriens fokus derfor bør være på relationer – ikke på personer. Og psykiatrien har ingen gedigen psykoterapeutisk teori eller metode.

Selvom der er mange velmenende og omsorgsfulde personer ansat i psykiatrien, er den desværre domineret af det biologisk-medicinske paradigme. Man fokuserer på symptomer, diagnoser og medicin. Professorerne og overlægerne i psykiatrien er gatekeepere for denne indstilling. ”And they got it all wrong,” som den australske psykiater Niall McLaren skriver i sin bog Anxiety.

Dette synspunkt har professor Peter Gøtzsche, overlæge Janus Christian Jacobsen, Rigshospitalet ofte fremført, og videnskabsjournalisten Robert Whitaker har dokumenteret dette igen og igen.

Hver gang nogen tillader sig at stille spørgsmålstegn ved psykiatriens praksis, føler den sig krænket og især overlægerne og professorerne på området slår hårdt igen. Og man kommer i bad standing. Man må ikke kritisere folks børn og heller ikke deres forældre. Og man må åbenbart heller ikke kritisere et fagområde, der angår noget så centralt som vores identitetsforståelse. Der er vist alt for mange penge fra medicinalindustrien på spil – og alt for lidt psykoterapeutiske erfaring. Gid dog nogen ville gribe ind. Dette har været situationen siden DSM 3 udkom i 1980. Siden da har man ikke skullet (læs: måttet) lytte til patientens historie, men har udelukkende skullet fokusere på symptomer, diagnose og medicin. Som om sjælen og selvet er en nedbrudt bil eller et dysfunktionelt organ. Hvis psykofarmaka skulle være så godt, hvorfor hjælper den så ikke, men skaber afhængighed og ubehagelige bivirkninger?

Yael Schade
fortalte om nogle af sine ned- og opture i de 21 år, hun har haft kontakt med psykiatrien. F.eks. om en traumatisk oplevelse, hvor hun blev sendt hjem en juleaften på trods af, at hun var blevet lovet at kunne være på den psykiatriske afdeling julen over. Hun fortalte også om en helt fantastisk positiv erfaring, hvor en fysioterapeut havde behandlet hende som et menneske og givet sig god tid til at tale med hende.

Niels ”Palle” Holm
fortalte om sit møde med ”psykoedukation”, som han opfattede som hjernevask og som belæring i passivitet over for den ”sygdom”, psykiaterne påstod, han havde: ”Du er helt ude at skide, Niels,” havde en psykiater pludselig sagt til ham. En sygeplejerske, der sad ved siden af Niels, hviskede til ham: ”I virkeligheden ved vi ikke noget som helst om, hvad der foregår i hjernen.”

Niels ”Palle” fortalte selv, at han var endt med massive angstanfald pga. sin opvækst med to ”psykopater”, som han kaldte sine forældre, der havde skændtes massivt og skabt voldsom utryghed gennem hele hans og hans to søskendes opvækst. Men man måtte ikke tale om det og ikke fortælle nogen noget om, hvad der foregik i hjemmet. Heldigvis havde onkel Palle og hyggen i hans fiskeskur været der som modgift til den giftige stemning i hjemmet. Derfor kalder Niels sig nu Niels Palle.

Bob Johnson
engelsk psykiater, fortalte om sin epokegørende opdagelse for 30 år siden: Mennesker bliver syge og voldelige af ikke at turde sige, hvad de mener til dem, der har terroriseret og undertrykt dem. Når mennesker udsættes for noget traumatisk, gribes de af rædsel og talecentret i hjernen holer op med at fungere. Hans tese understøttes af den hollandsk-amerikanske traume- og hjerneforsker Bessell van der Kolcks forskning: Hvis man lægger mennesker, der har været udsat for traumer, i en hjernescanner og afspiller almindelige lyde og konversation, fungerer deres frontallapper og talecentret fint, men hvis man gengiver lyde fra det traume, de har oplevet, stopper blodet til talecentret i frontallapperne. Det kan man se på scanningen, sagde Bob Johnson. Dette har kolossal betydning for terapeutisk arbejde. Man kan ikke bede mennesker tale om det, de ikke kan tale om. De skal derfor have trænet deres sprogcenter, siger Bob Johnson. De skal have verbal fysioterapi. Bob Johnson viste videoklip fra sessioner med patienter, der blev totalt forvandlet efter ”verbal fysioterapi”.

Robert Whitaker
fortalte om de mange alternativer til traditionel hospitalisering og medicinering af mennesker med psykiske problemer. Han fortalte f.eks. om et projekt med 8-10 årige børn med ADHD-diagnosen. I stedet for at medicinere dem inviterede man ældre mennesker med begyndende demens ind i specialklassen. Børnene fik at vide, at de ældre havde dette begyndende handicap og de ældre fik at vide, at de skulle hjælpe børnene med at lære at læse. Børnenes ADHD-symptomer forsvandt som dug for solen og de ældres demensproces blev stoppet.

Et andet eksempel var det berømte Soteria projekt, der fungerede på samme måde som Snekkersten-kollektivet gjorde i 70’erne og 80’erne (DISPUKs forløber). Soteria-projektet blev ledet af chefen for skizofreni-forskning i USA, Loren Moser. Det havde stor succes, men blev stoppet af stærke kræfter i den biologisk orienterede psykiatri, fordi personalet, der tog sig af beboerne, hverken var psykiatere eller sygeplejersker, men almindelige socialarbejdere, og fordi beboerne ikke fik antipsykotisk medicin. Der er dog en ny Soteria bevægelse i gang i Israel.

Robert Whitakers generelle erfaring er dog, at så snart psykiatere finder ud af, at beboerne på disse særlige institutioner ikke får medicin, gør de alt for at få dem lukket. Det er sket for nylig på to projekter, som Robert Whitaker havde skrevet om. Indtil han skrev om dem, havde de fungeret fint under radaren.

Robert Whitaker fremhævede den magt, som det etablerede psykiatriske system har. Enhver form for nytænkning, hvor der ikke ordineres medicin, bliver der slået hårdt ned på. Er vi virkeligt ikke kommet længere ned Gøgereden? Skal psykiatrien, der angår os alle, styres af en lille privat klikke uden videnskabeligt belæg for deres antagelser biologisk-medicinske antagelser, der offentliggøres i en DSM-manual, og hvor medicinalindustrien har det store ord at skulle have sagt?

Dagen efter talte Robert Whitaker på et seminar om videnskabelig redelighed, og han kunne dokumentere, at de fem førende medicinske tidsskrifter de seneste ti år ikke har haft en eneste artikel, der forholder sig kritisk til bivirkningerne ved psykofarmaka.

Martin Nevers
holdt et oplæg om, hvor vigtigt og identitetsskabende den måde, vi skriver om borgere på, er. Hvis vi skriver om et menneske i ”nutid”, f.eks.: ”han er udadreagerende”, bliver det til ”altid”. Hvis vi derimod skriver i datid, er vi forpligtet til at kontekstualisere, hvad vi skriver om. En anden af Martins pointer er: Skriv til den borger, du skal skrive en rapport om. Skriv til personen, ikke om personen. Skriv til et ”du” – ikke til et ”den”.

Allan Holmgren
afsluttede seminaret med at anbefale Anne Lise Marstrand-Jørgensens bog En flod skal være i bevægelse, hvori hun dels interviewer told fagfolk om deres forståelse og behandling af angst og depression og dels fortæller om sine personlige erfaringer med behandling i psykiatrien!