Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Lone Kaae Morell - Praksishistorie fra Bakkely

Stepping Stone 2

At fortælle historier i en corona-tid


I det, der i den nye tidsregning hedder Coronauge 2, ringede jeg til et opholdssted, jeg kender på Mors. Jeg ville høre, hvordan de har det, og hvordan de klarer sig. ”Vi har det godt,” sagde Bente, der er pædagogisk leder på stedet. ”Vi har sendt de unge piger med personalet hjem, det gjorde vi allerede i sidste uge. Vores unge er i risikogruppen og for at begrænse trafikken af mennesker ud og ind af huset, har vi valgt at sende alle hjem og bedt dem blive hjemme.”

Jeg ringede til Carla og Gitte. Carla er 18 år og har boet hos Gitte og hendes familie i en uge. Familien består af Gitte og hendes mand og deres to piger på 7 og 11 år. Pigerne er hjemme fra skole, og manden går på arbejde hver dag.

”Jeg tror, det er normaliteten der rammer mig,” sagde Carla. ”Her er plads til at være mig – spiseforstyrrelsen og alt det svære får ikke lov at fylde så meget her. Det er som om, der er mere plads til Carla. Jeg har det godt. Her er trygt. Jeg har nogle ting i bagagen, der gør, at tryghed er enormt vigtigt for mig.”

”Ja, jeg føler faktisk slet ikke, at min behandling er gået i stå, selvom jeg er herhjemme hos Gitte. Det havde jeg egentlig frygtet. I går, da jeg havde terapi med Bente over telefonen, sagde jeg også til hende, at jeg egentlig ikke rigtig vidste, ved hvad jeg skulle snakke om. Jeg føler egentlig, at det har været en god terapi bare at være her. Det har det virkelig. Og jeg har nydt det 100 %, selvom det har været en mærkelig og skræmmende situation, men jeg har virkelig fået noget ud af det. Jeg er mega taknemmelig for, at Gitte  og hendes familie har lukket deres hjem op for mig”.

Gitte fortæller: ”Man får selv mega meget ud af det, og jeg kan sige præcis det samme. Jeg er også ret taknemmelig. Den der relation. Jeg er bare blevet så bekræftet i alt det, jeg ved, Carla kan. Jeg har faktisk også sluppet min bekymring for Carla. Jeg kan jo se, at hun kan. Jeg synes midt i alt det her, så er der bare noget mega fedt i det. Det er fedt at prøve og spændende at se, hvad det bringer med sig. Der bliver altid snakket så meget om metoder. Jeg synes nogle gange, at relationer ikke får lov at få den plads, som de har brug for i behandlingen. Med dette her har vi virkelig mulighed for begge parter at opleve, hvad relationen kan.”

Jeg siger, at spiseforstyrrelsen måske også er sendt lidt på ferie.

Carla smiler og afbryder mig: ”Ja, og så med det her, så tror jeg, at jeg ligesom har turdet kigge op og se alt det gode, der er, i stedet for at gå og kigge ned. Det er jeg rigtig slem til, og normalt ser jeg faktisk ikke rigtig nogen i øjnene. I nogle år har det virkelig været begrænset, hvad jeg haft af øjenkontakt med folk. Det, tror jeg, har noget at gøre med, hvad jeg har med mig af ting, der er sket før i tiden, sådan lidt tungere ting. Det har noget at gøre med, at jeg har fundet ud af, at Gitte og hendes familie, de dømmer mig ikke, de kan godt lide mig, som jeg er, og der er ikke noget, jeg skal gå og skamme mig over eller føle skyld over. Overhovedet. Det giver mig en form for at turde at kigge op og se verden og ikke være bange for, hvad folk de tænker om mig. Det er vigtigt for mig at turde kigge op.”

Gitte siger: ”Det her giver virkelig en fællesskabsfølelse. Det talte vi om i personalegruppen. At stå sammen. Det bliver vigtigt at tage med fremadrettet, både på Bakkely men også sådan, altså sammen, er vi bare stærkere, i stedet for at alle prøver at gå egne vegne og tænke at ’min løsning er den rigtige’.”

Så siger Carla: ”Ja, det er fedt at være en del af Bakkely. Jeg ved godt, jeg ikke er en del af personalet, men det er fedt, at det er så godt et sted, et sted, hvor man faktisk kan gøre sådan nogle ting som det her. Der er så mange steder, hvor man ikke kan, og hvor der er alle mulige ting, der gør, at det kan ikke lade sig gøre, men der er bare et eller andet ved Bakkely. Det kunne jo aldrig være sket på afdelingen. Der var det sådan, at personalet ligesom skulle sidde og forhøre sig i al ting omkring patientens liv, men når det så blev bragt over på dem, så var de jo bare totalt overfladiske, og de ville ikke en gang sige, hvad de hed til efternavn. Altså hvorfor skulle man sidde og blotte sig over for dem, og så var det bare ingenting tilbage, altså.”

Til sidst i samtalen spørger jeg Carla og Gitte, om jeg må ringe til dem igen – det må jeg gerne. Ordningen med at bo sammen fortsætter på ubestemt tid. I dag flytter Carla hen til en anden pædagog, som ikke har børn hjemme og fra uge tre bliver det sådan, at de unge bor sammen to og to og skiftes så mellem to pædagoger. På den måde begrænser de smitterisikoen, og som de selv sagde: ”Det her er faktisk winwin.”

Da jeg slukkede for skærmen, hvorfra de to skønne mennesker havde fyldt mit køkken med varme og livskundskab, var jeg helt høj. Og glad. Og tryg. Glad og tryg ved at mennesker finder på noget, at man hjælpes ad, at man klarer sig, finder ud af det. Eksperimenterer. Hvordan kunne man leve?