Bliv narrativ psykoterapeut med dette 2-årige overbygningsforløb på DISPUKs efteruddannelse i narrativ samtalepraksis.

4. og 5. året i uddannelsen til narrativ psykoterapeut giver en udvidelse af de tidligere års tilegnelse af de narrative samtalemetoder og praksisser, en udvidelse af evnen til at stille undersøgende og terapeutiske spørgsmål og evnen til at udfolde menneskers fortællinger. Deltagerne lærer gennem metoder og teori at opgradere børn, unge og voksnes erfaringer og herigennem deres fornemmelse af eget værd. Forløbet er ydermere en fordybelse i de etiske og filosofiske forståelser af kulturens og fortællingernes magt og betydning for de handlinger og den mening, som livet består af.

Formål

Dette overbygningsforløb på DISPUKs uddannelse i narrativ samtalepraksis består af to intense år med faglige, personlige og metodiske fordybelser i den narrative psykoterapi. Deltagerne bliver med denne uddannelse i stand til at lede alle former for terapeutiske- og rådgivningsfokuserede samtaler, herunder familiesamtaler, parsamtaler, gruppeforløb og individuelle forløb for børn, unge og voksne.

Målgruppe

Lærere, pædagoger, plejere, sygeplejersker, socialrådgivere, SOSU-assistenter, socialformidlere, læger, psykologer, præster, filosoffer og andre med anden relevant grund- og universitetsuddannelse, som bruger samtalen i pædagogiske og behandlingsmæssige tiltag og problemstillinger, og som har gennem-ført DISPUKs 3-årige efteruddannelse i narrativ samtale, eller har gennemført 2 år på DISPUKs efter-uddannelsesforløb for psykologer og læger og andre akademikere + et år yderligere narrativ efteruddannelse på DISPUK.

Obs. Foruden selve undervisningen skal deltagerne regne med minimum 10 timer om ugen til læsning, film- eller audiooptagelse af samtaler og udarbejdelse af skriftlige opgaver. Det er derfor en god ide at have opbakning til denne uddannelse fra såvel familiære- og sociale relationer som fra arbejdspladsen.

Undervisningsform

På baggrund af modulets tematik, den læste litteratur og de problemstillinger, deltagerne møder i deres arbejde, vil undervisningen efterstræbe et deltagerinvolverende læringsfællesskab. Undervisningsprincipperne er baseret på, at underviserne ikke opfattes som eksperter, men som formidlere af forskellige teoretiske perspektiver og trænere af psykoterapeutiske metoder.

Undervisningen foregår med et detaljeret fokus relateret til deltagernes konkrete praksis. Det betyder, at det er et krav, at deltagerne har mulighed for at praktisere samtaler på egen arbejdsplads for at kunne deltage i undervisningen.
Det forventes, at alle deltagerne er aktive i refleksions-, lærings- og træningsprocesserne på undervisningsdagene og i egenterapi-, supervisions- og studiegrupperne.

Det forventes desuden, at deltagerne læser litteraturen og kan trække pointer ud af den læste litteratur på holdet samt, at de til undervisningsmodulerne har lavet mindre skriftlige refleksionsopgaver – blandt andet bevidningsbreve og refleksioner over egen læring og praksis.

Der læses ca. 100-150 sider relevant terapeutisk litteratur til hvert undervisningsmodul, eller ca. 600-800 sider pr. år i alt 1200-1600 sider.

Forløb

4.-5. året består af 24 undervisningsdage og 5 studiegruppedage pr. år svarende til 192 lektioner eller i alt 384 lektioner for de 2 år.

4. og 5. året udbydes sædvanligvis kun i Snekkersten. Ved min seks deltagere fra Jylland, kan supervision og egenterapi dog foregå i Aarhus. 4. året garanteres ikke opstart hvert år. 

Dagene er fordelt pr. år:

  • 12 dages undervisning.
  • 6 dages supervision i grupper.
  • 6 dages egenterapi i grupper.
  • 5 dages træning/fordybelse i studiegrupper.

Sammenlagt indeholder hele psykoterapiuddannelsen i alt 816 lektioner, fordelt på følgende måde:

  • Teori, metode og færdighedstræning: 450 lektioner.
  • Egenterapi/selvrefleksion: 158 lektioner.
  • Supervision: 208 lektioner.

Psykoterapeutuddannelsens tredeling ser således ud:

  • DISPUKs narrative grunduddannelse –
    Her vil på beviset stå: Narrativ samtalepraktiker
  • DISPUKs Efteruddannelse i Narrativ Samtalepraksis –
    2.-3. år Her vil på beviset stå: Narrativ samtaleterapeut
  • DISPUKs Efteruddannelse i Narrativ Samtalepraksis –
    4.-5. år: Her vil på diplomet stå: Narrativ psykoterapeut

Læs om hele DISPUKs psykoterapeutuddannelse her

Uddannelsen er godkendt som efteruddannelse i psykoterapi under Dansk Psykoterapeutforening, og der skal ske skriftlig tilmelding til hver del af uddannelsen.  Vi følger Dansk Psykoterapeutforenings retningslinjer.

Læs om de nuværende og kommende retningslinjer her

Studiegrupper

De studerende skal mødes i studiegrupper mindst en hel dag mellem hvert undervisningsmodul, hvor der kan drøftes litteratur, arbejdes med øvelser, gives gensidig kollegial supervision og man kan også deltage i hinandens terapeutiske arbejde.

Litteratur

Deltagerne forventes at læse litteratur til hvert undervisningsmodul. Litteraturen er primært på dansk. Der vil dog være enkelte tekster på svensk, norsk og engelsk. Litteraturen er af varierende sværhedsgrad. Det forventes, at deltagerne selv anskaffer de bøger, der indgår i programmet. Litteraturliste offentliggøres efter sidste tilmeldingsfrist.

Eksamensform

På 4. året skal udarbejdes en skriftlig opgave på ca. 10 A4-sider, som bedømmes bestået/ikke bestået.

På 5. året skal der dels udarbejdes en skriftlig opgave på ca. 15 A4-sider, som bedømmes bestået/ikke bestået, og dels forberedes en mundtlig præsentation af eksempler på terapeutisk arbejde, som ligeledes bedømmes med bestået/ikke bestået.

Alle 3 eksamener på 4.-5. året bedømmes af ekstern censor. Der gives specifikke retningslinjer for både skriftlige og mundtlige opgaver.

Ved ikke-bestået skriftlig eller mundtlig eksamen, er der mulighed for vejledning og re-eksamen.

Adgangskriterier

Man kvalificerer sig til den narrative psykoterapeutiske overbygningsuddannelse ved at have deltaget i de 3 første år af psykoterapeutuddannelsen (grunduddannelsen og 2.-3. året). 

Man kan også kvalificere sig til overbygningsuddannelsen, hvis man har en akademisk grunduddannelse og har taget DISPUKs 2-årige specialistuddannelse for psykologer, læger og andre akademikere plus yderligere en 1-årig narrativ efteruddannelse hos DISPUK (traume, misbrug, coaching, konflikthåndtering eller supervision). Det er muligt at ansøge om merit fra andre narrative uddannelsesforløb ved henvendelse til DISPUK.

De uddannelsesforløb, som er nødvendige for at kvalificere sig til dette overbygningsforløb, har hver deres specifikke beskrivelse med formål, indhold, omfang, pensum og programmer.

Det samlede uddannelsesforløb i narrativ psykoterapi skal ideelt være gennemført i løbet af en periode på maks. 7 år. 

Efteruddannelsen følger Dansk Psykologforenings etikregler og Dansk Psykoterapeutforenings retningslinjer for uddannelse til psykoterapeut. 

Kursusbevis

Ved godkendt uddannelse vil deltagerne efter endt 5. år modtage diplom med titlen: Narrativ Psykoterapeut. Den 5.årige uddannelse giver direkte adgang til optagelse i Dansk Psykoterapeutforening med tilladelse til at skrive Mdpf (medlem af dansk psykoterapeutforening) i sin titel.

For at erhverve diplom for gennemført efteruddannelse samt et uddannelsesbevis som narrativ psykoterapeut skal den studerende opfylde følgende krav:

Have deltaget i undervisningen mindst 44 ud af 48 dage (fravær må ikke være i forbindelse med egenterapien).

  • Have gennemført og fremlagt 20 terapeutiske samtaler optaget på video eller som lydfil. Den studerende skal have transskriberet samtalen og modtaget supervision på de dele, der fremlægges.
  • Have arbejdet med personlige temaer i egenterapien.
  • Have deltaget i øvelser og rollespil på holdet.
  • Have skrevet 3-5 stk. refleksioner eller breve pr. år på ca. 1 A4-sider mellem undervisningsmodulerne.
  • Have deltaget i studiegruppe en hel dag mellem hvert modul. I alt min. 4 gange hvert år.
  • Have afleveret og bestået en skriftlig opgave eller artikel på ca. 10 A4-sider på 4. året, som læses af ekstern censor med skriftlig feedback til den studerende.
  • Have afleveret og bestået en skriftlig opgave eller artikel på ca. 15 A4-siderpå 5. året. Godkendt af ekstern censor.
  • Have afholdt og bestået et mundtligt oplæg med beskrivelse og diskussion af eget psykoterapeutisk arbejde. Godkendt af ekstern censor.

Studieråd

Det er et krav, at der er et studieråd på psykoterapeutuddannelsesinstitutioner.  Formålet med et studieråd er at bruge de studerendes erfaringer til at værne om og udvikle uddannelserne og undervisningen på DISPUK. Rådet er, som navnet angiver rådgivende, og mødes to gange årligt med den uddannelsesansvarlige. Kontakt kursussekretær Mette Agerbo, hvis man ønsker at få kontakt til medlemmer af studierådet.  

Ofte stillede spørgsmål

Afmelding af efteruddannelser og kurser sker i henhold til følgende betingelser:

For uddannelser:
Ved afmelding inden sidste tilmeldingsfrist opkræves 0%
Ved afmelding efter sidste tilmeldingsfrist og inden uddannelsesstart opkræves 50%
Ved afmelding efter uddannelsesstart opkræves 100%

Ved flerårige uddannelsesforløb, hæfter man kun økonomisk for et uddannelsesår ad gangen. Et eventuelt afbud til fortsættelse på en efteruddannelse, skal være DISPUK i hænde senest 3 mdr. inden næste uddannelsesårs opstart.

For workshops og kortere kurser:
Ved afmelding inden tilmeldingsfrist opkræves 0%
Ved afmelding efter sidste tilmeldingsfrist opkræves 100%

NB. Man har altid 14 dages fortrydelsesret fra den dag man tilmelder sig. Dette gælder også ved tilmelding efter sidste tilmeldingsfrist.

Nej. Man skal ikke betale ved tilmelding. Der fremsendes faktura efter sidste tilmeldingsfrist (medmindre andet er angivet i kursusbeskrivelsen).

Ja, er man privatbetalende kan man betale i rater. Man får en faktura på det fulde beløb, som man selv deler op i det antal rater, man ønsker. Det skal være det samme beløb, der indbetales hver gang. Det er et krav, at første rate er betalt inden kursusstart, og at sidste rate er betalt inden uddannelsen afsluttes.

Ja, er man privatbetalende får man 20% rabat på vores længerevarende efteruddannelser – medmindre man får tidskud fra sin arbejdsplads, kompetencefonden eller lignende på kr. 10.000 eller mere. Rabatten gives kun ved fremsendelse af faktura til kursistens privatadresse og man må ikke have et aktivt CVR-nummer registreret.

Parkering i Snekkersten

Der er parkeringsmuligheder på begge adresser og på vejen.

Da Snekkersten Stationsvej er en smal vej, hvor der indimellem kører store lastbiler, må vi henstille til, at man kun parkerer på den side, der vender mod nord. Ellers er der parkeringspladser på Snekkersten Station 3 min. fra DISPUK. Parkering på Parallelvej frabedes, da der ellers ikke er plads til vejens beboere.

Download pdf med kort og symboler – klik her

Parkering i Århus 

Ved Restaurant NorR (Marselisborg havn) er der parkering lige uden for halvøen, hvor Restaurant NorR ligger. Hvis der er mangel på ledige pladser der, er der altid pladser på den store grusplads før svinget.

Der kan parkeres på havnens pladser. Blot skal man huske at registrere sin nummerplade på en Ipad i baren hos  Restaurant NorR, senest 2 timer efter man har parkeret. Parkering gælder frem til kl. 23.59 samme dag

Nej, men vi har her fremhævet nogle af de steder, vi særligt kan anbefale i nærheden af vores undervisningssted i hhv. Snekkersten og Århus.

Klik her for at se opdateret liste på vores faq-side

Ja, på alle vores kurser og uddannelser er der inkluderet morgenmad, frokostbuffet og eftermiddagskaffe/kage.

Vores frokostbuffet er grøn med fokus på årstidens grøntsager. Det er derfor muligt at spise sig mæt, selvom man ikke spiser dagens kødret. Der bruges æg og animalske mejeriprodukter i vores køkken, så det er ikke muligt at spise vegansk. Kontakt kontoret ved eventuelle spørgsmål på dispuk@dispuk.dk

Har du fødevareallergener, så kontakt kontoret for at gøre os opmærksom på det. Aftal også gerne nærmere med køkkenpersonalet, når du møder ind på undervisningsstedet.

24+5 dage pr. år

55.800 kr. inkl. moms pr. år

Startdato
(klik her for at se alle datoer)

17. mar 2025 Snekkersten

Tilmeldingsfrist: 5. jan 2025
Overtegnet

Der gives 15% rabat til ikke CVR-registrerede privatbetalere kr. 47.430 pr. år. Man hæfter økonomisk kun for et uddannelsesår ad gangen.

Underviser

Oplyses senere

Datoer

17. mar 2025 Snekkersten Venteliste

DETALJER

Snekkersten - Kursusnr. 25-400

25-400

17. mar 2025

5. jan 2025

24+5 dage pr. år.

55.800 kr. inkl. moms pr. år

Oplyses senere

Min. 12 - maks. 24 deltagere

17. mar 2025 - 18. mar 2025

Alle dage kl. 9-16. Øvrige datoer oplyses efter sommer 2024

Der gives 15% rabat til ikke CVR-registrerede privatbetalere kr. 47.430 pr. år. 4. året har forfald 6/2-25 og 5. året forfald 5/1-2026. Man hæfter økonomisk kun for et uddannelsesår ad gangen.

DISPUK 1, Snekkersten Stationsvej 13, 3070 Snekkersten

Alle dage kl. 9-16.

Venteliste

Har du spørgsmål til kurset?

Kontakt

Mette Agerbo

Kursussekretær

agerbo@dispuk.dk

4922 5161

Kontakt

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.