DISPUK får nye ejere

DISPUK får nye ejere

DISPUK får tre nye direktører fra 1. januar 2022

26.10.2021
Sidsel Brandt Hasberg
Share

"Det er nu sikret, at kontinuiteten og det høje faglige niveau i DISPUK fortsætter mange år fremover," siger den afgående direktør, Allan Holmgren.

Efter 32 år stopper psykolog, mag.art. og adjungeret professor Allan Holmgren som direktør for og ejer af DISPUK – Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation. Sammen med ham stopper også Anette Holmgren som direktør i instituttet, der både tilbyder efteruddannelser, terapi og supervision til mange forskellige faggrupper – med udgangspunkt i det, der kaldes narrativ praksis: Det er gennem fortællinger, der skabes identitet.

Videreførelsen af DISPUK har været længe planlagt. De nye ejere og direktører i DISPUK bliver cand.psych. og psykoterapeut Lasse Offenberg, lærer og psykoterapeut Martin Nevers og økonomichef og psykoterapeut Henriette Askestad. Overtagelsen sker den 1. januar 2022.

”De har alle tre arbejdet i DISPUK i en lang årrække. Så det er med stor taknemmelighed og glæde, at det nu er sikret, at kontinuiteten og det høje faglige niveau i DISPUK fortsætter mange år fremover i den ånd, jeg har kaldt hverdagsrevolutionær praksis,” siger Allan Holmgren.

”Jeg er 68 år gammel og har nået en alder, hvor det er på sin plads at give stafetten videre til yngre kræfter, mens jeg stadig er frisk, skarp og rørig, så jeg de næste mange år kan bidrage til udviklingen i DISPUK uden samtidig at have ansvaret for den daglige drift,” siger den afgående direktør, der ligesom Anette Holmgren fortsætter sin undervisning i DISPUK. De to viderefører også DISPUKs Forlag, der siden etableringen i 2016 har udgivet fagbøger om narrativ teori og praksis. 

De kommende direktører, Henriette Askestad, Lasse Offenberg og Martin Nevers, glæder sig over, at overdragelsen er sket i stor åbenhed og med opbakning fra hele organisationen. De ser frem til at fortsætte arbejdet med at skabe gode efteruddannelser:

”DISPUK skal også fremover være et sted, som tilbyder fordybelse og alternativer. Vi ønsker, at deltagerne på vores efteruddannelser skal lære ét teoretisk perspektiv – det narrative – og dets anvendelsesmuligheder grundigt at kende, så de kan bruge det kreativt i deres daglige arbejde – om de er ledere, konsulenter eller på andre måder arbejder med mennesker i behandlings- og undervisningssektoren,” siger Martin Nevers.

Den kommende og afgående ledelse for DISPUK. Fra venstre er det Martin Nevers, Anette Holmgren, Lasse Offenberg, Henriette Askestad og Allan Holmgren. Foto: Charlotte de la Fuente

Historien

Allan Holmgren grundlagde DISPUK 1. januar 1990. Inden etableringen af DISPUK havde han som 29-årig startet den selvejende institution Snekkersten-kollektivet i 1982 efter færdiggørelsen af sin uddannelse som mag.art. i psykologi. Kollektivet var et såkaldt ”halfway-house” for yngre voksne, som var diagnosticeret med alvorlige psykiske lidelser.

Inden da havde Allan Holmgren som 24-årig psykologistuderende sammen med en medstuderende allerede i 1978 etableret Snekkersten-kollektivet som et familie-pleje-opholdssted for unge fra ungdomspsykiatriske afdelinger, hvor de to studerende boede sammen med de unge – fortrinsvis fra Montebellos ungdomspsykiatriske afdeling i Helsingør, hvor Allan Holmgren arbejdede som studerende fra sommeren 1977.

Lige fra DISPUKs start har fokusområdet været på efteruddannelser af professionelle fortrinsvis fra behandlings- og socialsektoren. Fra 1992 kom der også leder- og konsulentuddannelser på programmet. Flere tusinde har i årenes løb været igennem DISPUKs efteruddannelsesforløb, kurser og workshops.

I 2006 blev Allan Holmgren udnævnt til adjungeret professor i ’coaching som ledelsesredskab’ på Copenagen Business School (CBS), Institut for Ledelse, Politik og Filosofi i København. Han har undervist som ekstern lektor på CBS på ’Master of Management Development’-uddannelsen siden år 2000.

I 2010 blev Anette Holmgren tilknyttet DISPUK som direktør. Hun har især haft fokus på behandlingsområdet og har medvirket til at udvikle DISPUKs efteruddannelser.

I dag tilbyder DISPUK en bred vifte af efteruddannelser som eksempelvis familieterapi, psykoterapi, traumebehandling, supervisoruddannelser, forskellige lederuddannelser, konsulentuddannelser og en misbrugsuddannelse.

DISPUK har altid markeret sig ikke blot i Danmark, men også internationalt i frontlinjen i skabelsen af innovative metoder i behandlings- og ledelsesarbejdet. DISPUK er kendt for at have et bredt internationalt samarbejde med førende kapaciteter fra det meste af verden, og for at have en markant teoretisk velfunderet kritisk profil i offentligheden. 

Der er afskedsreception for Allan og Anette Holmgren onsdag den 7. juni 2022 klokken 13.30-18.00 i DISPUK 1, Snekkersten Stationsvej 13, Snekkersten. Der er planlagt et festligt program for denne reception med taler fra DISPUKs samarbejdsparter. Tilmelding påkrævet.

Tilmelding til afskedsreception den 7. juni kl. 13.30-18.00

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Hvad fejler jeg, doktor? Livet.

Hvad fejler jeg, doktor? Livet.

Allan Holmgren: Disse fem historier bør være pligtlæsning for alle læger, sygeplejersker, psykologer og patienter.

18.10.2021
Share

DISPUKs direktør Allan Holmgren anmelder Katharina Sandströms Flamingokvinden - fortællinger om mennesker, helbred og arbejdsliv.

Denne boganmeldelse er skrevet af direktør hos DISPUK, Allan Holmgren. Og den blev bragt I UGESKRIFT FOR LÆGER i september 2021. 

Norsk samfundsteoris grand old man, Nils Christie, skriver i sin sidste bog, Små ord om store spørgsmål, at ”hvis psykiatere og psykologer skal kunne hjælpe os, må det blive som fortællere af historier om mennesker. Ellers bliver de bare funktionærer.”

Katharina Sandströms bog, Flamingokvinden, der udkom den 3. september, består netop af fem tankevækkende fortællinger, der gør os klogere på, hvad der kan ske i menneskers liv, der gør dem syge. Fortællingerne dokumenterer, at psykiske lidelser ikke ligger inde i mennesker og ikke er genetiske. Psykiske lidelser skabes af belastende og sårende menneskelige relationer.

Sandström har hentet inspiration til historierne i samtaler med patienter. De fem fortællinger handler om:

  • En murer i sin bedste alder, der pludselig får en diskusprolaps. Ingen forstår hans smerte. Konen går og firmaet ryger.
 
  • En lærer, der pludselig bliver mødt med en urimelig kritik af en højpandet forælder. Læreren vil ikke fortælle sine kolleger eller sin chef om sine problemer. Hun får ingen opbakning fra sin leder. Tværtimod. Hun bliver kaldt til sin chef, der irettesætter hende. Hun kan ikke sove om natten. Vil ikke belaste sin mand, der er præst, med sine problemer. Han tager hende med til lægen, der ordinerer antidepressiv medicin. Ikke et andet liv. Den lille fortælling viser, at når der ikke er forståelse og opbakning bliver man ensom, selvbebrejdende, ulykkelig og deprimeret. Medicinen dulmer, men giver bivirkninger og tager toppen og bunden af følelseslivet. Glæden og spontaniteten forsvinder.
 
  • En flygtning fra Irak, der ellers er velintegreret og glad for sit liv i Danmark, udsættes for et gevaldigt arbejdspres på slagteriet. Så vælger traumerne ned over ham. Fortiden bliver nutid.
 
  • En ung læges nedtur og alkoholmisbrug. Fortællingen tager vist udgangspunkt i Sandströms egen historie – more or less. Hun skriver om den subtile magtudøvelse, undertrykkelse og latterliggørelse unge læger udsættes for af overlæger og mere erfarne læger. Der er et magtfuldt hierarki blandt læger. Man ikke tør sige noget: ”Andre dage regnede det med skarpe ord og bemærkninger forklædt som gode råd, men afsendt med giftig tunge. Og så den ordløse kritik, som sendte spidse pile langt ind i maven. Blikke delt mellem kollegaerne rundt om konferencebordet, som jeg vidste omhandlede mig, men min status i hierarkiet tillod mig ikke andet end at tie,” skriver Sandström.
 
  • Og så er der historien om den unge mand, der bliver tiltagende paranoid, indlagt og får medicin.

De fem historier er i sig selv fremragende og bør være pligtlæsning for alle læger, sygeplejersker, psykologer og patienter. Men moralerne halter. Sandström demonstrerer ikke overvældende indsigt i, hvad der psykoterapeutisk hjælper på svære psykiske lidelser. Hun har fat i, at man bliver syg af de relationer, man indgår i i livet. Men personligt mener jeg aldrig, at svaret bør være medicin. Det er min holdning, at psykofarmaka er lægeordineret og statsfinansieret afhængighedsskabende dope.

Man skal såmænd blot spørge mennesker i konsultationen: Hvad er der sket i de relationer, du indgår i? Hvad er du ked af? Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig? Man må aldrig være bange for at høre om menneskers traumer og lidelser. Mennesker ude af sig selv skal bringes i kontakt med det, der er vigtigt for dem. Så sker der mirakler.

Bogen skæmmes af mangel på en sidste redaktionel bearbejdelse.

Flamingokvinden – fortællinger om mennesker, helbred og arbejdsliv af Katharina Sandström får fire stjerner.

Du vil måske også synes godt om…

Naja Marie Aidt, Hanya Yanagihara og Leonora Christina Skov er blot nogle af de skønlitterære forfattere, som ofte er på pensumlisterne, når du tager en efteruddannelse hos DISPUK.

Fortællinger og terapi

Fortællinger og terapi

DISPUK bruger ikke kun faglitteratur på vores efteruddannelser. Også skønlitterære værker er på pensumlisten, hvor man blandt andet finder Hanya Yanagiharas Et lille liv og den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs bog Dobbeltgængeren. “Ikke mange fagbøger om psykiatri formår tilsvarende at beskrive smerten ved disintegration. Listen af bøger, der åbner livet for os, er uendelig,” skriver direktør for DISPUK Anette Holmgren i dette indlæg.

19.10.2021
Naja Marie Aidt, Hanya Yanagihara og Leonora Christina Skov er blot nogle af de skønlitterære forfattere, som ofte er på pensumlisterne, når du tager en efteruddannelse hos DISPUK.
Share

"På DISPUK tror vi på fortællingernes kraft. Det er grundlaget for alt vores arbejde – både undervisning og terapi."

Denne artikel er skrevet af direktør i DISPUK, Anette Holmgren, og den blev sendt ud som nyhedsbrev i september 2021. 

Den 23. september modtog den belarusiske forfatter og systemkritiker Svetlana Aleksijevits den største danske kulturpris – Sonningprisen – på en million kroner. Og hvor er det dog fortjent, at netop hun udnævnes som den, der “skønnes at have udført et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur”. Aleksijevits forfatterskab har roman for roman givet stemme til alle dem, der altid udelades, når de største tragedier gøres op. I sin takketale for at have modtaget prisen, der hvert andet år uddeles af en komité ved Københavns Universitet, skrev hun blandt andet: ”Den lille historie bliver almindeligvis forbigået, maskeret i udeladelsesreplikker. Den store historie forholder sig storskrydende og koldt til de små ting, det menneskelige. Folk selv lever blandt de små ting, hele vores liv består af små ting, men ingen regner dem for at have nogen værdi.” 

Aleksijevitj er journalist. Som forfatter skriver hun ’vidnesbyrdsromaner’. En stil, der begyndte med bogen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Og som hun har videreudviklet bog efter bog. Bøgerne er bygget op omkring samtaler, som Aleksijevitj har haft med tusindvis af mennesker. Og som Carsten Jensen skrev i sin tale til festmiddagen, der fejrede prisoverrækkelsen: ”Der er mange forfattere, der idealistisk påtager sig at give stemme til de stumme og tale på deres vegne. Du lader dem tale selv. Og selv om du kalder dem de små mennesker, afslører de sig som store, ofte dybsindige filosoffer, med en livsnær, hårdt erhvervet visdom.”

Aleksijevitj er på linje med vores norske helt – professor i sociologi – Nils Christie, der i sin geniale lille bog Små ord om store spørgsmål skriver: ”Hvis psykiatere og psykologer skal kunne hjælpe os, må det blive som fortællere af historier om mennesker. Ellers bliver de bare funktionærer, hjælpere for retspersonalet, som sætter enkle ord på komplicerede liv.”

 

Den hviderussiske forfatter og systemkritiker, Svetlana Aleksijevitj, modtog i september Sonningprisen 2021. Det er Danmarks største kulturpris på 1 million kroner, som bliver uddelt af Københavns Universitet. Foto: M. Kabakova

Skønlitteratur som terapi
På DISPUK sætter vi ofte skønlitteratur på pensumlisten. Både autofiktionen, hvor forfatteren lukker læseren ind i forfatterens egne erfaringer, og den klassiske skønlitteratur, hvor den fiktive skæbne afspejler elementer af vores eget liv. Hanya Yanagiharas beskriver med hjerteskærende omsorg i Et lille liv, hvordan det at skære sig i huden kan være den eneste lindring, når fortiden presser sig ind i nutiden. Billederne af de livsreddende barberblade bag toiletvasken bliver siddende længe efter, man har lagt bogen fra sig. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs bog Dobbeltgængeren beskriver en verden, hvor sindet ikke kan bære alle hovedpersonens smertelige og ydmygende erfaringer. I stedet må en dobbeltgænger træde til. Ikke mange fagbøger om psykiatri formår tilsvarende at beskrive smerten ved disintegration. Listen af bøger, der åbner livet for os, er uendelig. Den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt skriver i en af sine seneste romaner, En kvinde ser på mænd, der ser på kvinder,: ”Vi må være forsigtige med ikke at behandle et enkelt menneskes fortælling som bevis for ingenting.”

Shakespeare skrev om Hamlets kvaler med at beslutte sig og gøre det nødvendige. Dostojevskij skrev om morderens kvaler i Forbrydelse og straf. Og i Brødrene Karamasov står det stadig uvist hen, hvem der dræbte faderen, men den ældste søn blev dømt. Bøgerne bugner af eksistentielle temaer, konflikter, problemer og tragedier. På landets biblioteker kan man mange steder gå til ”læseterapi”. Læsegrupperne deler erfaringer igennem litteraturens fortællinger. På DISPUK har vi eksperimenteret med at lave læseterapi med familier, og vi har blandt andet læst teolog og ph.d. Christians Hjortkærs seneste bog Utilstrækkelig – og talt om egne erfaringer og forståelser et kapitel ad gangen. En 15-årig pige sagde under et af disse møder: ”Det er som om, man starter med at have alle muligheder. Hver gang man så skal træffe et valg – skolevalg, linjevalg, studievalg osv. – så føles det som at ens muligheder indsnævres. Og det er sindssygt skræmmende. Derfor forsøger man at træffe valg, der kan holde så meget som muligt åbent.”

På DISPUK tror vi på fortællingernes kraft. Det er grundlaget for alt vores arbejde – både undervisning og terapi. Vi tror på beretningerne om, hvad Svetlana Aleksijevits kalder de små ting, og vi tror på, at det er muligt igennem beretninger om menneskelig lidelse og stolthed både at skabe brugbar faglitteratur og forholde sig kritisk til alle livets områder.

Den 5. til 7. november 2021 er der igen Bogforum i Bella Center i København. Alle de store forlag er klar. DISPUK og DISPUKs forlag er naturligvis også med. Vi håber, at mange vil komme forbi vores stand – C2-003 – til en bladren i bøger, snak om litteratur og narrativ praksis. Vi har efter sigende fået en stand, der ligger lige ved siden af den café, der sælger Bogforums bedste kop kaffe!

Du vil måske også synes godt om…

Terapi frem for psykofarmaka

Terapi frem for psykofarmaka

Det kan være svært at trappe ud af psykofarmaka uden bivirkninger.

29.09.2021
Sidsel Brandt Hasberg
Share

Mere end 700.000 danskere tager medicin mod en psykisk lidelse. Og tallet er stigende. Men måske der mangler fokus på, hvor svært det er at trappe ud af medicinen igen?

Dette indlæg er skrevet af DISPUKs to direktører, Anette og Allan Holmgren, og blev første gang bragt i DISPUKs nyhedsbrev i september 2021.

Psykofarmaka skaber afhængighed. Har man taget medicinen igennem længere tid kan det være særdeles svært at trappe ud uden voldsomme bivirkninger. Overlæge Janus Christian Jakobsen fra Copenhagen Trial Unit, Rigshospitalet, udtalte i 2018: ”Det kan erfaringsmæssigt være meget svært at komme ud af en behandling med antidepressiva, når du først er begyndt.” (Anne Lise Marstrand Jørgensen: En flod skal være i bevægelse, s. 119). Mange patienter får at vide, at de ubehagelige kropslige og følelsesmæssige reaktioner, som de oplever ved udtrapning, skyldes ”sygdommens” genkomst – men hvad nu hvis reaktionerne i stedet skyldes kroppens reaktion på udtrapningen?

Tæt ved 730.000 danskere tog i 2020 medicin mod en psykisk lidelse (tal fra Sundhedsdatastyrelsen). Det svarer til næsten 13 procent af befolkningen. Omkring 426.000 danskere bruger antidepressiva, de såkaldte SSRI-præparater, og 241.000 bruger beroligende medicin i form af benzodiazepiner og lignende midler mod angst, uro og søvnbesvær.

Det synes utroligt vanskeligt i Danmark (og i den vestlige verden i det hele taget) at få en ordentlig og kritisk drøftelse af psykiatriens og de praktiserende lægers ordination af psykofarmaka og af det faktum, at der på trods af et større og større forbrug af psykofarmaka, ikke bliver færre med psykiske lidelser – tværtimod. Med andre ord, medicinen løser ikke de problemer, den var sat i verden for at løse. Og værre endnu, mere og mere forskning peger på, at den muligvis forværrer dem. Utallige kronikker, læserbreve og debatindlæg fra patienter, pårørende og internt fra psykiatrien selv om mangelfuld og, til tider, decideret umenneskelig behandling, har ikke formået at ændre radikalt på hverken det bio-medicinske paradigme eller den lægelige dominans på landets voksenpsykiatriske afdelinger. Dette skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen præcist og næsten hjerteskærende om i en kronik fra Politiken – 24.10.2020. Ditlevsen havde mange forhåbninger, da han blev ansat i psykiatrien. Forhåbninger om samarbejde og åbenhed. Indtil han opdagede, hvordan det egentlig foregik. Hvis man har abonnement, kan man læse artiklen her.

Overlæge Janus Christian Jakobsen siger konkluderende: ”Fra et samfundsmæssigt perspektiv mener jeg, at man burde tage de penge, man bruger på at udskrive antidepressiva, og bruge dem til menneskeliggørelse af depressionsbehandlingen i stedet. Der er brug for medmenneskelighed. Tid til samtale. Nærvær.” (Ibid. s. 120)

Hvad menes der med en menneskeliggørelse af behandlingen? En af de ting, man har haft fokus på de senere år på flere psykiatriske afdelinger rundt om i landet, er en ”traumeorienteret tilgang”. I lyset af hvor mange patienter der har oplevet voldsomme og traumatiserende begivenheder – blandt andet har undersøgelser vist, at 70-80 procent af kvinderne på landets psykiatriske afdelinger har været udsat for seksuelle overgreb – er det glædeligt, at visse psykiatriske afdelinger har fået øjnene op for, hvordan daglige rutiner og etablerede behandlingsmetoder, såsom tvang, medvirker til at re-traumatisere og forstærke lidelse i stedet for at lindre. Næste skridt må være, at den traumeorienterede tilgang også kommer til at gælde selve behandlingen af den psykiske lidelse – der er vi desværre ikke endnu.

Den nu afdøde filosof og nobelprisvindende forfatter Elie Wiesel sagde. ”At lytte er at gå imod ensomhed, og ensomhed er det største problem for mennesker i vores tid.” Og man går næppe helt galt i byen, når man antager, at mentale problemer hænger sammen med en oplevelse af ensomhed, af ikke at blive taget alvorligt og få opbakning, ikke at blive lyttet til, men kritiseret og bebrejdet. Måske bør alle psykiatriske afdelinger, der ikke yder massiv psykoterapeutisk behandling, nedlægges og som en fugl Phønix genopstå som noget helt andet, nemlig som traumeterapeutiske refugier. Mennesker skal ikke behandles som isolerede væsener med psykofarmaka. Mennesker er relationelt afhængige, har ånd, følsomhed og handlekraft. Mennesker bliver kun noget i kraft af og sammen med andre. 

Den gode nyhed
Der er heldigvis mange som arbejder for alternativer til medicin i psykiatrien. En af dem, som igennem sin forskning har vist, at udtrapning af en længerevarende behandling med psykofarmaka er mulig og kan medføre et farvel til psykiatrien i det hele taget, er psykolog Anders Sørensen. Faktisk viser hans forskning, at et langvarigt forbrug af psykofarmaka i højere grad fastholder mennesker i psykiatrien fremfor at hjælpe dem ud af psykiatrien.

Psykolog og Ph.d. Anders Sørensen gæstede den 27. september 2021 DISPUK til en Narrativ Salon. Her fortalte han om sin banebrydende forskning. Samtalen mellem Anders Sørensen og direktør, Allan Holmgren, udkommer også som podcast.

Du vil måske også synes godt om…

“Jeg har været med til at gøre mennesker små i mit tidligere virke – og jeg skammer mig over det”

“Jeg har været med til at gøre mennesker små i mit tidligere virke – og jeg skammer mig over det”

Henrik Bækgaard Olesen fik et nyt syn på ledelse - efter mødet med DISPUK

20.09.2021
Share

Efter næsten to årtier som leder i en række multinationale firmaer valgte Henrik Bækgaard Olesen at gøre op med, hvad han selv betegner som den patriarkalske ånd, som han ser gennemsyre lederskab i mange organisationer.

Denne kronik er skrevet af Henrik Bækgaard Olesen, der er Senior Expert Strategist i forandringsledelse hos den tyske virksomhed ELFIN. Han har taget efteruddannelsen ’Narrativ leder-og konsulentuddannelse’ hos DISPUK, Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation. Kronikken blev bragt i dagbladet Politikens tillæg ‘Karriere’ den 17. september 2021.

 

Hvornår har du sidst hørt en leder indlede en samtale, et oplæg eller et møde med et ”undskyld”, eller ”jeg skammer mig faktisk over…”? Jeg tror, medarbejderne ville få kaffen galt i halsen, hvis det skete.

Mindset, performancemål og budgetter, der skal overholdes er hovedopgaverne for mange mellemledere i dag. De ser opad i systemet – men glemmer at se nedad og til siden. Narrativet om mellemledere er, at det er dem, der får tingene til at ske. Men måske de ikke altid reflekterer over, hvordan det foregår?

Jeg har selv i mere end tyve år været mellemleder i en række multinationale firmaer, og tidligere i min lederkarriere betragtede jeg ikke mine medarbejdere som mennesker – men nærmere som ressourcer eller assets. Noget, der kunne måles og vejes. Kogt helt ned handler det om respekt.

Det blev jeg klar over, da jeg nogle år tilbage tog en narrativ lederuddannelse hos DISPUK – Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation. Her fandt jeg ud af, at min idé om respekt gik én vej: Andre skulle respektere mig. Gennem et til tider navlebeskuende og intenst efteruddannelsesforløb blev jeg klar over, at mellemlederens rolle i lige så høj grad handler om, at jeg også skal respektere andre. Og tro på, at medarbejderen kan løse sin opgave – og selv bedst ved, hvordan det sker.

En sårbar mellemleder

Min forståelse af god ledelse blev udfordret og nuanceret hos DISPUK. Det at være sårbar og tale om skyld og skam er noget, vi helst ikke snakker om. Og slet ikke som leder i samtalen med kolleger og medarbejdere.

I dag mener jeg, at vigtige egenskaber hos en leder er at turde være sårbar, lyttende og insistere på, at løse opgaverne sammen med sine medarbejdere. Hvis flere mellemledere turde gøre det, så ville narrativet om dem ændre sig. Til ét som måske ville få færre mennesker til at brænde ud og skabe større arbejdsglæde. ’Først menneske – da leder’, siger man hos DISPUK. Jeg tror på, at der er mange ledere, der ønsker at ændre praksis – men de har brug for redskaber og åndsfælder, der kan støtte dem i processen.

Tid og mod

Vi vil som mennesker så uendeligt gerne have styr på tingene. Når vi står overfor noget nyt, bliver vi usikre, og som ledere kan vi være bange for at blotte os. Men når jorden gynger under os, eller når vi bevæger os ind i et landskab, vi ikke kender, så er der en mulighed for at lære noget nyt om os selv.

At lede på den måde kræver både tid og mod – og at man står solidt på sine værdier. Mellemlederen skal turde se opad i organisationen og insistere på at finde en anden måde at arbejde på. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre – og det har da også ført til, at jeg et par gange har måtte forlade lederstillinger.

Min efteruddannelse har åbnet for en ny kanal til kærligheden, omsorgen og ømheden. En kanal, som jeg har brugt det meste af mit liv på – og som mand har lært – at undertrykke. I bedste patriarkalske ånd har jeg altid fokuseret på at kæmpe og vinde alle slagene – og snakket performancemål og styrker og svagheder med mine medarbejdere. Med andre ord har jeg siddet for bordenden af mit liv.

Hos DISPUK lærte jeg at spørge ind til, hvad er vigtigt for den enkelte medarbejder, og hvordan jeg kunne hjælpe dem med at lave noget, som understøttede det. Og det skabte en helt ny relation. Disse samtaler åbnede op for en helt ny dimension i min ledelse, og flere medarbejdere har sagt til mig, at jeg er blevet mere opmærksom, nysgerrig og lyttende. Det er i min optik rigtig gode egenskaber, som jeg tidligere misundte andre, når jeg observerede, hvor let de kunne skabe et rum, hvor meninger blev udvekslet i et forum, som var inkluderende, og hvor medarbejdere følte sig og blev set.

Som sociologen Nils Christie siger i sin bog ’Små ord om store spørgsmål’, så ”bliver man lille af ikke at blive hørt”. Sådan er det også i samarbejdet mellem leder og medarbejder. Jeg har været med til at gøre mennesker små i mit tidligere virke, og det skammer jeg mig over. Men i dag har jeg fået øjnene op for den mangfoldighed og skønhed, der ligger I, at vi alle hjælper hinanden med at blive store. Det er meget smukt, og jeg bliver rørt bare ved at skrive det. 

Du vil måske også synes godt om…

Ledelse og konsulentarbejde

Narrativ leder- og konsulentuddannelse – først menneske, da leder

Læs mere

Fortællinger kan forbedre – eller forværre

Fortællinger kan forbedre – eller forværre

Fortællinger kan forbedre - eller forværre

03.09.2021
Share

Dette indlæg er skrevet af DISPUKs direktører Anette Holmgren og Allan Holmgren og blev bragt i nyhedsbrevet for august måned 2021:

Det narrative perspektiv har fortællinger i centrum. Fortællinger har magt. Der er altid kamp mellem forskellige fortællinger. Fortællinger giver perspektiver: de kan indsnævre verdener – eller udvide dem.

Det har i en årrække været fast praksis, at ”sagerne” i vores socialforvaltninger bliver styret gennem fastlæggelse af bestemte mål for den enkelte og for familien. Det gør “rådgiverne”. At sætte mål for et andet menneskes liv er samtidig en delikat handling – ikke mindst når den, hvis liv vi beslutter retning for, har søgt hjælp af nød.

Den norske samfundsforsker og kriminolog Nils Christie, som i årene inden sin død blev en nær ven af DISPUK, sagde på et af vores seminarer: ”Der er grund til at tro, at forandring er lettere, når vi gør noget sammen med mennesker, frem for ved eller for dem.”

Der er socialforvaltninger, hvor familiebehandlerne og hjemme-hos-pædagogerne må møde familierne med helt umulige opdrag som: ”Sørg for at barnet får venner” eller ”sørg for at forældrene begynder at interessere sig for børnene” eller “vi har tre måneder til denne indsats.” Rammerne for den sociale hjælp og disse rammers krav om tydelige målsætninger, der kan indskrives i journalernes dertil indrettede skemaer, fremtræder i bedste fald absurde og i værste fald re-traumatiserende, når de møder familiernes virkelighed. Familierne er ofte socialt, følelsesmæssigt og økonomisk traumatiserede og presset i bund. Derfor opstår der kampe mellem de systemskabte fortællinger om kortsigtede målsætninger og familiernes fortællinger om traumer, smerte og forsøg på overlevelse.

Værdier og intentioner
Narrativ terapi og behandling, narrativ ledelse og narrativ praksis i det hele taget fokuserer på, at mennesker kan noget, og at de vil noget – at de har intentioner. Utryghed, vold og svigt kan sløre disse intentioner, så vi kun oplever vrede, afvisning, opgivelse, sorg og mismod. Narrativ praksis fokuserer på at blive ved med at spørge mennesker om, hvad der er vigtigt for dem, og hvad historien er om disse værdier. Hvad er vreden mon udtryk for, som er vigtigt? Hvilke værdier er mon blevet krænket? Man bliver lille af ikke at blive hørt, som Nils Christie skriver. Når der er vrede, er der som oftest sorg og tristhed på færde.

Værdierne viser sig i det, personen gør. De fleste ønsker retfærdighed. Nogle gange bliver det til selvretfærdighed – og så er man lige vidt i kampen for at blive hørt og forstået. Den narrative praksis tror på, at man ikke kan adskille et menneskes ønsker og mål for livet fra de centrale erfaringer med, hvad der egentlig betyder noget. Men disse værdier er ofte skjult af problemfortællingerne om familierne og om det enkelte barn – og af den krænkethed og sårethed, personen eller familierne oplever.

Man skal ikke lægge planer og opstille mål for andre mennesker uden at kende deres værdier. Det er et overgreb på deres værdier, selvstændighed og deres frihed. Mennesker kan noget sammen med andre. Mennesker har ånd, følsomhed og handlekraft. ”Mennesker er kun frie, hvor de kan tage initiativer”, skrev den franske filosof Paul Riceur. Derfor kunne en bestræbelse være at gøre det muligt for en familie at opdage deres egne ønsker for familiens liv med udgangspunkt i det, som er vigtigt og betydningsfuldt for dem. Derefter er det muligt at oparbejde en erfaring sammen med familien om, at det er muligt at planlægge et initiativ, som læner sig op ad disse værdier og gennemføre det.

I DISPUK drømmer vi om, at det en dag bliver muligt for en myndighedsrådgiver at skrive SELVSTÆNDIGHED og FRIHED i dokumentationssystemets målsætningsskema.

Du vil måske også synes godt om…

Børn og unge, Familieterapi

Narrativ familieterapi­uddannelse

Læs mere

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.