Nyhedsbrev juli 2023
At lytte, så folk får lyst til at tale
Vi kender nok alle følelsen af at sidde overfor en god lytter. Den der ven, kollega eller familiemedlem, som formår at få os til at åbne lidt mere op, føle os lidt tættere på os selv eller finde nye perspektiver i vores egen fortælling – bare ved at lytte.
‘Bare ved at lytte’ skriver jeg. Men måske det ikke er så ‘bare’ – det der med at slå ørerne rigtigt ud. For ligesom vi kender personer, der er gode lyttere, så kender vi nok også alle nogen, der er det modsatte. Måske vi sågar selv kan have svært ved lytningens kunst.
“At tale er at så, at lytte er at høste.” Sådan lyder et gammelt tyrkisk ordsprog.
Ofte kan det dog virke som om, at høsten udebliver, fordi vi er mere optagede af at snakke selv, end af at høre, hvad andre har at sige.
Måske du – som DISPUKs ene direktør Martin Nevers fortæller om i denne podcast om dokumentation – har oplevet at fortælle noget, hvortil din samtalepartner konkluderer: “Det jeg hører dig sige er…” for herefter at sige noget helt andet end det, du faktisk sagde.
Måske du har prøvet at blive afbrudt igen og igen af en samtalepartner, der synes mere ivrig efter at høre sine egne perspektiver og fortællinger end dine.
Eller måske du – som DISPUKs anden direktør Lasse Offenberg fortæller om i denne netop udkomne podcast om narrativ praksis som politik med lille p – kender følelsen af at sidde overfor en samtalepartner, der har så travlt med at give dig gode råd, at personen aldrig får hørt, om du egentlig er interesseret i at få sådanne.
Resultatet af ikke at føle sig godt lyttet til er, at vi ofte holder op med at fortælle.
Og det er en skam. For på DISPUK tror vi netop på fortællingernes kraft. Det er grundlaget for alt vores arbejde – både i undervisning og terapi – at folk har lyst til at fortælle. Derfor er det en vigtig – men måske mindre italesat – del af det narrative perspektiv, at kunne lytte.
I artiklen The complexity of listening skriver Lasse Offenberg med flere netop om, hvordan der er blevet talt rigtig meget om Michael Whites evne til at stille spørgsmål, mens hans helt særlige evne til at lytte stadig kalder på opmærksomhed.
Knyt og lyt
Når vi lytter til en anden, giver vi værdi til denne person ved sammen med den talende at have blik for de historier, der bidrager til at skabe mening i dennes liv.
Men vi skaber også nærvær til det andet menneske, når vi lytter. I bogen Broen til det andet menneske skriver den danske professor Per Schultz Jørgensen eksempelvis, at lytning kan reducere den eksistentielle ensomhed og øge vores forbundethed, fordi vi gennem lytning øger vores forståelse for den anden.
I en netop udgivet narrativ salon, fortæller efterskolelærer på Haarby Efterskole Martin Svane, hvordan han praktiserer, hvad han kalder ‘knyt og lyt’ i samværet med sine elever. Martin fortæller også, hvordan han stadig har relationer til flere elever, der gik på efterskolen for mange år siden, blandt andet til en ung fyr, der en gang imellem tager toget fra København til Fyn for at dele en pizza med sin tidligere lærer. Gad vide, om ikke Martins evne til ‘knyt og lyt’ spiller ind her?
Vi har tidligere skrevet nyhedsbreve om den stigende mistrivsel og følelse af alenehed blandt danskere, og på det store DISPUK-seminar i september har vi blandt andet inviteret forskellige workshopholdere til at fortælle om, hvordan de arbejder med fællesskab og relationsopbygning som en modkultur til den voksende individualisering.
Følger vi Per Schultz Jørgensens ord, må vi ikke glemme lytningens kunst som en del af denne modkultur. For lytter vi ikke ordentligt efter, øges distancen mellem os.
“Man bliver lille af ikke at blive hørt,” som den norske kriminolog Nils Christie så præcist skriver i Små ord om store spørgsmål.
Det moderne livs kakofoni
Vi lever i en verden af larm og lyde. Når vi ikke taler, bombarderes vi med kommunikation fra de sociale medier, vi læser mails på farten, skriver SMS’er hen over spisebordet og vasketøjet ordnes gerne med en podcast i ørerne. Der er ord alle steder fra, i en sådan grad, at vi måske nogle gange glemmer at lytte til andre – og også os selv.
Ifølge den amerikanske journalist og forfatter Kate Murphy er dårlige lytteevner en samfundsmæssig svøbe.
Det forklarer hun i dette interview i Kristeligt Dagblad:
”Som samfund ophøjer vi dem, der taler. Billedet på succes og magt i dag er en mikrofonopkoblet person, der spankulerer rundt på en scene eller står bag en talerstol og taler foran et stort, henført publikum. Vi lærer fra en tidlig alder, at det er bedre at lede en samtale end at følge en samtale. Til selskaber taler vi i munden på hinanden. Vores politikere forsøger konstant at overdøve hinanden. På et praktisk plan holder det moderne livs kakofoni os også fra at lytte. Akustikken i åbne kontorlandskaber, i butikker og på caféer er så larmende, at det er vanskeligt for os at høre hinanden tydeligt. Og jo mindre, vi lytter, jo dårligere bliver vi til det,” siger Kate Murphy.
Som man spørger, får man svar
På DISPUKs efteruddannelser bliver vores kursister i høj grad trænet i at stille narrative spørgsmål. Spørgsmål, der har til formål at forbinde personer med deres værdier og give dem en fornemmelse af, hvad der for dem er vigtigt, og hvorfor det er vigtigt.
Som kommunikationsansvarlig på DISPUK har jeg fornøjelsen af at have min daglige gang i husene – og her har jeg ofte hørt en kursist udbryde over en frokost eller midt i en undervisningsøvelse: “Hvor er det vildt, hvad folk vil fortælle, når bare man stiller de rigtige spørgsmål.”
De rigtige spørgsmål. Det gode spørgsmål. Hvad er det egentlig?
Hvis vi spørger den danske filosof Pia Lauritzen, er netop det spørgsmål faktisk ikke det væsentligste. Nej, det interessante spørgsmål er, hvorfor vi stiller spørgsmålet.
Det forklarede hun forleden i P1-Programmet Klog på Sprog:
“Vi bruger spørgsmål til alt muligt andet end til at øve os på at lytte eller til at få informationer. Det er faktisk ret sjældent, at vi bruger spørgsmål til det. Ofte bruger vi spørgsmål til at påvirke hinanden, til at få folk til at gøre noget eller mene det samme, som vi selv mener.”
Måske er det her, at kimen til ‘aha’-oplevelserne hos mange af vores kursister ligger? At de – med en guide til livets træ, en eksternaliseringsøvelse eller måske et positionskort i hånden – sætter sig overfor en medkursist med ingen anden forventning end at skulle følge de printede spørgsmål. De skal ikke påvirke den anden eller fortælle noget om sig selv, nej, de skal simpelthen bare lytte til dennes svar.
Jeg hører, hvad du siger – men skriver noget helt andet
Nu skrev jeg før, at vores kursister kun skal lytte. Det er på sin vis korrekt, og så alligevel ikke helt, for ofte beder vores undervisere dem – eller en anden medkursist – også om at skrive det, den adspurgte siger ned for bagefter at kunne bruge disse ord i en poetisering eller i et bevidningsbrev.
Til sådanne øvelser lægger DISPUKs undervisere altid stor vægt på, at det skal være de præcis sagte ord, der gengives. Ikke spørgerens eller brevskriverens ord, men den adspurgtes.
Man kunne ellers foranlediges til at tro, at når narrativ praksis handler om at hjælpe folk med at udvikle alternative fortællinger, så ville en løsning være, at man stillede disse alternativer til rådighed, ved at give sin analyse eller sit besyv med på den andens fortælling.
Men går vi tilbage til indledningen på dette nyhedsbrev, hvor jeg skrev om følelsen af at sidde overfor en god lytter, så er mit gæt, at den person, der dukkede op i dit hoved, ikke var en af dem, der ‘hører hvad du siger’ for derefter at gengive andre ord eller vendinger end dine.
Det giver en følelse af ikke at være blevet hørt, af – som Nils Christie siger – at være lille, når vi citeres forkert. Den gestus, som det at lytte til et andet menneske er, handler således også om, at vi – når vi skal gengive det lyttede – har gjort os umage med at skrive så ordret ned som muligt.
Det gælder også uden for terapi- eller undervisningsrummet, men for eksempel i de mange dokumentationspraksisser, der foregår dagligt, når ansatte laver statusrapporter, handleplaner, elevplaner osv., som Martin Nevers beskæftiger sig med, når han udbyder en populær workshop i både Aarhus og Snekkersten.
Og det gør sig bestemt også gældende i journalistikken. Fejlciterer du en kilde, kan det få fatale konsekvenser, og derfor ved journalister kun alt for godt, at de skal dokumentere præcist.
De fleste journalister ved også, hvor effektfuldt det er at lytte. Ja, faktisk er det en metode i faget at tie stille i et interview. For når journalisten ikke siger noget, begynder kilderne ofte at tale endnu mere.
Med den viden kan det undre, at journalister – undertegnede inklusiv – ikke pr. automatik mestrer lytningens kunst i det private. Måske det skyldes, at vi fagligt er trænet til at lytte efter noget specifikt? Noget, der passer ind i en given vinkel – og at vi dermed ikke altid har blik for de alternative fortællinger, der også kunne lyttes frem.
Hvad kunne der også fortælles om dig?
Dette efterår udbyder DISPUK en workshop henvendt til en helt ny målgruppe, nemlig til journalister, tv-tilrettelæggere og kommunikatører, der arbejder med udsatte kilder.
Som journalister lærer vi at vinkle – og i det at tale en meget klar identitetskonklusion frem. Det gør det ofte lettere for modtageren at forstå, men fører også til, at vi potentielt efterlader vores kilder et mere sårbart sted.
Hvis vi fx. kun skriver om misbruget, lader vi et menneske stå som misbruger og ikke mere end det. Men gad vide, hvad det ville gøre for både journalisten, kilden og læseren, hvis der i et interview om en person med et misbrug også blev beskrevet, hvordan denne person også er andet end det og fx. er virkelig god til at bygge huler med sine niecer?
Det at have flere historier til rådighed giver mulighed for at leve mere nuancerede liv og bidrager samtidig til, at vi andre får mere nuancerede og ofte rigtigere og mere præcise billeder af personen.
Der er altid flere historier at fortælle om et menneske.
Men det kræver, at vi lytter efter – og ikke mindst til dem.
Mulighed for PU-støtte - Sårbare kilder i journalistikken
Ledige pladser i Aarhus og Snekkersten
Oplev narrative samtaler live
På DISPUK tilbyder vi en unik mulighed for at opleve narrativ terapi i praksis. På de såkaldte Michael White-eftermiddage, kan man bevidne en narrativ samtalesession med enkeltpersoner, par eller familier i både Snekkersten og Aarhus.
Det koster 750,- kroner at deltage på 4 eftermiddage
Vi har ledige pladser i både Aarhus og Snekkersten med opstart 4. september i Aarhus og 18. september i Snekkersten.
Start i efteråret 2023 i Aarhus
Narrativ rusmiddelbehandler-uddannelse
Hvad er der sket? Hvad er vigtigt for dig? Hvilke mulige veje er der at gå herfra? Og sammen med hvem?
Selv et skadeligt forbrug er altid forbundet med grunde, intentioner og håb, som mennesker kan have brug for at tale om for at kunne komme videre. Med narrative metoder kan professionelle hjælpe mennesker med at frigøre sig fra rusmidlets dominerende og negative indflydelse på deres liv og skabe et grundlag for varige forandringer.
Denne intensive 1-årige efteruddannelse giver en grundig indføring i den narrative praksis og i dens metodiske, teoretiske og etiske perspektiver i behandling af mennesker og deres familier ramt af misbrug.
Kurset starter 5. oktober 2023 i Aarhus og der er stadig ledige pladser.
4-dages kursus på Fyn
Kort kursus i narrative samtaler
Mens efterårets 4-dages kursus i narrative samtaler er overtegnet i Snekkersten, har vi stadig ledige pladser på vores hold på Fyn, der starter 31. oktober og har Lasse Hauge som underviser.
Kurset er for alle, der ønsker en introduktion til eller et genbesøg med narrativ praksis.
Kan du ikke nå det i år, har vi også 4-dages kurser i Snekkersten og Aarhus næste år.
