Nyhedsbrev juli 2023

Nyhedsbrev juli 2023

At lytte, så folk får lyst til at tale 

03.07.2023
Share

Vi kender nok alle følelsen af at sidde overfor en god lytter. Den der ven, kollega eller familiemedlem, som formår at få os til at åbne lidt mere op, føle os lidt tættere på os selv eller finde nye perspektiver i vores egen fortælling – bare ved at lytte.

‘Bare ved at lytte’ skriver jeg. Men måske det ikke er så ‘bare’ – det der med at slå ørerne rigtigt ud. For ligesom vi kender personer, der er gode lyttere, så kender vi nok også alle nogen, der er det modsatte. Måske vi sågar selv kan have svært ved lytningens kunst.

“At tale er at så, at lytte er at høste.” Sådan lyder et gammelt tyrkisk ordsprog.

Ofte kan det dog virke som om, at høsten udebliver, fordi vi er mere optagede af at snakke selv, end af at høre, hvad andre har at sige.

Måske du – som DISPUKs ene direktør Martin Nevers fortæller om i denne podcast om dokumentation – har oplevet at fortælle noget, hvortil din samtalepartner konkluderer: “Det jeg hører dig sige er…” for herefter at sige noget helt andet end det, du faktisk sagde.

Måske du har prøvet at blive afbrudt igen og igen af en samtalepartner, der synes mere ivrig efter at høre sine egne perspektiver og fortællinger end dine.

Eller måske du – som DISPUKs anden direktør Lasse Offenberg fortæller om i denne netop udkomne podcast om narrativ praksis som politik med lille p – kender følelsen af at sidde overfor en samtalepartner, der har så travlt med at give dig gode råd, at personen aldrig får hørt, om du egentlig er interesseret i at få sådanne.

Resultatet af ikke at føle sig godt lyttet til er, at vi ofte holder op med at fortælle.

Og det er en skam. For på DISPUK tror vi netop på fortællingernes kraft. Det er grundlaget for alt vores arbejde – både i undervisning og terapi – at folk har lyst til at fortælle. Derfor er det en vigtig – men måske mindre italesat – del af det narrative perspektiv, at kunne lytte.

I artiklen The complexity of listening skriver Lasse Offenberg med flere netop om, hvordan der er blevet talt rigtig meget om Michael Whites evne til at stille spørgsmål, mens hans helt særlige evne til at lytte stadig kalder på opmærksomhed.

Knyt og lyt

Når vi lytter til en anden, giver vi værdi til denne person ved sammen med den talende at have blik for de historier, der bidrager til at skabe mening i dennes liv.

Men vi skaber også nærvær til det andet menneske, når vi lytter. I bogen Broen til det andet menneske skriver den danske professor Per Schultz Jørgensen eksempelvis, at lytning kan reducere den eksistentielle ensomhed og øge vores forbundethed, fordi vi gennem lytning øger vores forståelse for den anden.

I en netop udgivet narrativ salon, fortæller efterskolelærer på Haarby Efterskole Martin Svane, hvordan han praktiserer, hvad han kalder ‘knyt og lyt’ i samværet med sine elever. Martin fortæller også, hvordan han stadig har relationer til flere elever, der gik på efterskolen for mange år siden, blandt andet til en ung fyr, der en gang imellem tager toget fra København til Fyn for at dele en pizza med sin tidligere lærer. Gad vide, om ikke Martins evne til ‘knyt og lyt’ spiller ind her?

Vi har tidligere skrevet nyhedsbreve om den stigende mistrivsel og følelse af alenehed blandt danskere, og på det store DISPUK-seminar i september har vi blandt andet inviteret forskellige workshopholdere til at fortælle om, hvordan de arbejder med fællesskab og relationsopbygning som en modkultur til den voksende individualisering.

Følger vi Per Schultz Jørgensens ord, må vi ikke glemme lytningens kunst som en del af denne modkultur. For lytter vi ikke ordentligt efter, øges distancen mellem os.

“Man bliver lille af ikke at blive hørt,” som den norske kriminolog Nils Christie så præcist skriver i Små ord om store spørgsmål.

 

Det moderne livs kakofoni

Vi lever i en verden af larm og lyde. Når vi ikke taler, bombarderes vi med kommunikation fra de sociale medier, vi læser mails på farten, skriver SMS’er hen over spisebordet og vasketøjet ordnes gerne med en podcast i ørerne. Der er ord alle steder fra, i en sådan grad, at vi måske nogle gange glemmer at lytte til andre – og også os selv.

Ifølge den amerikanske journalist og forfatter Kate Murphy er dårlige lytteevner en samfundsmæssig svøbe.

Det forklarer hun i dette interview i Kristeligt Dagblad:

”Som samfund ophøjer vi dem, der taler. Billedet på succes og magt i dag er en mikrofonopkoblet person, der spankulerer rundt på en scene eller står bag en talerstol og taler foran et stort, henført publikum. Vi lærer fra en tidlig alder, at det er bedre at lede en samtale end at følge en samtale. Til selskaber taler vi i munden på hinanden. Vores politikere forsøger konstant at overdøve hinanden. På et praktisk plan holder det moderne livs kakofoni os også fra at lytte. Akustikken i åbne kontorlandskaber, i butikker og på caféer er så larmende, at det er vanskeligt for os at høre hinanden tydeligt. Og jo mindre, vi lytter, jo dårligere bliver vi til det,” siger Kate Murphy.

Som man spørger, får man svar

På DISPUKs efteruddannelser bliver vores kursister i høj grad trænet i at stille narrative spørgsmål. Spørgsmål, der har til formål at forbinde personer med deres værdier og give dem en fornemmelse af, hvad der for dem er vigtigt, og hvorfor det er vigtigt.

Som kommunikationsansvarlig på DISPUK har jeg fornøjelsen af at have min daglige gang i husene – og her har jeg ofte hørt en kursist udbryde over en frokost eller midt i en undervisningsøvelse: “Hvor er det vildt, hvad folk vil fortælle, når bare man stiller de rigtige spørgsmål.”

De rigtige spørgsmål. Det gode spørgsmål. Hvad er det egentlig?

Hvis vi spørger den danske filosof Pia Lauritzen, er netop det spørgsmål faktisk ikke det væsentligste. Nej, det interessante spørgsmål er, hvorfor vi stiller spørgsmålet.

Det forklarede hun forleden i P1-Programmet Klog på Sprog:

“Vi bruger spørgsmål til alt muligt andet end til at øve os på at lytte eller til at få informationer. Det er faktisk ret sjældent, at vi bruger spørgsmål til det. Ofte bruger vi spørgsmål til at påvirke hinanden, til at få folk til at gøre noget eller mene det samme, som vi selv mener.”

Måske er det her, at kimen til ‘aha’-oplevelserne hos mange af vores kursister ligger? At de – med en guide til livets træ, en eksternaliseringsøvelse eller måske et positionskort i hånden – sætter sig overfor en medkursist med ingen anden forventning end at skulle følge de printede spørgsmål. De skal ikke påvirke den anden eller fortælle noget om sig selv, nej, de skal simpelthen bare lytte til dennes svar.

Jeg hører, hvad du siger – men skriver noget helt andet

Nu skrev jeg før, at vores kursister kun skal lytte. Det er på sin vis korrekt, og så alligevel ikke helt, for ofte beder vores undervisere dem – eller en anden medkursist – også om at skrive det, den adspurgte siger ned for bagefter at kunne bruge disse ord i en poetisering eller i et bevidningsbrev.

Til sådanne øvelser lægger DISPUKs undervisere altid stor vægt på, at det skal være de præcis sagte ord, der gengives. Ikke spørgerens eller brevskriverens ord, men den adspurgtes.

Man kunne ellers foranlediges til at tro, at når narrativ praksis handler om at hjælpe folk med at udvikle alternative fortællinger, så ville en løsning være, at man stillede disse alternativer til rådighed, ved at give sin analyse eller sit besyv med på den andens fortælling.

Men går vi tilbage til indledningen på dette nyhedsbrev, hvor jeg skrev om følelsen af at sidde overfor en god lytter, så er mit gæt, at den person, der dukkede op i dit hoved, ikke var en af dem, der ‘hører hvad du siger’ for derefter at gengive andre ord eller vendinger end dine.

Det giver en følelse af ikke at være blevet hørt, af – som Nils Christie siger – at være lille, når vi citeres forkert. Den gestus, som det at lytte til et andet menneske er, handler således også om, at vi – når vi skal gengive det lyttede – har gjort os umage med at skrive så ordret ned som muligt.

Det gælder også uden for terapi- eller undervisningsrummet, men for eksempel i de mange dokumentationspraksisser, der foregår dagligt, når ansatte laver statusrapporter, handleplaner, elevplaner osv., som Martin Nevers beskæftiger sig med, når han udbyder en populær workshop i både Aarhus og Snekkersten.

Martin Nevers underviser

Og det gør sig bestemt også gældende i journalistikken. Fejlciterer du en kilde, kan det få fatale konsekvenser, og derfor ved journalister kun alt for godt, at de skal dokumentere præcist.

De fleste journalister ved også, hvor effektfuldt det er at lytte. Ja, faktisk er det en metode i faget at tie stille i et interview. For når journalisten ikke siger noget, begynder kilderne ofte at tale endnu mere.

Med den viden kan det undre, at journalister – undertegnede inklusiv – ikke pr. automatik mestrer lytningens kunst i det private. Måske det skyldes, at vi fagligt er trænet til at lytte efter noget specifikt? Noget, der passer ind i en given vinkel – og at vi dermed ikke altid har blik for de alternative fortællinger, der også kunne lyttes frem.

Hvad kunne der også fortælles om dig?

Dette efterår udbyder DISPUK en workshop henvendt til en helt ny målgruppe, nemlig til journalister, tv-tilrettelæggere og kommunikatører, der arbejder med udsatte kilder.

Som journalister lærer vi at vinkle – og i det at tale en meget klar identitetskonklusion frem. Det gør det ofte lettere for modtageren at forstå, men fører også til, at vi potentielt efterlader vores kilder et mere sårbart sted.

Hvis vi fx. kun skriver om misbruget, lader vi et menneske stå som misbruger og ikke mere end det. Men gad vide, hvad det ville gøre for både journalisten, kilden og læseren, hvis der i et interview om en person med et misbrug også blev beskrevet, hvordan denne person også er andet end det og fx. er virkelig god til at bygge huler med sine niecer?

Det at have flere historier til rådighed giver mulighed for at leve mere nuancerede liv og bidrager samtidig til, at vi andre får mere nuancerede og ofte rigtigere og mere præcise billeder af personen.

Der er altid flere historier at fortælle om et menneske.

Men det kræver, at vi lytter efter – og ikke mindst til dem.

Mulighed for PU-støtte - Sårbare kilder i journalistikken

Apropos vores nye kursus, der henvender sig til journalister, dokumentarister, tv-tilrettelæggere, podcast-producenter og kommunikatører, der søger efteruddannelse i arbejdet med sårbare kilder, så er det blevet udvalgt til Mediernes Efteruddannelseskatalog. Det betyder, at Pressens Uddannelsesfond (PU) yder støtte til kurset. Så er du - eller kender du en, der er berettiget til støtte - skal du tilmelde dig til kurset hos Mediernes Efteruddannelse. 
NYT KURSUS

Ledige pladser i Aarhus og Snekkersten
Oplev narrative samtaler live

På DISPUK tilbyder vi en unik mulighed for at opleve narrativ terapi i praksis. På de såkaldte Michael White-eftermiddage, kan man bevidne en narrativ samtalesession med enkeltpersoner, par eller familier i både Snekkersten og Aarhus.

Det koster 750,- kroner at deltage på 4 eftermiddage

Vi har ledige pladser i både Aarhus og Snekkersten med opstart 4. september i Aarhus og 18. september i Snekkersten. 

 

Start i efteråret 2023 i Aarhus
Narrativ rusmiddelbehandler-uddannelse

Hvad er der sket? Hvad er vigtigt for dig? Hvilke mulige veje er der at gå herfra? Og sammen med hvem?
Selv et skadeligt forbrug er altid forbundet med grunde, intentioner og håb, som mennesker kan have brug for at tale om for at kunne komme videre. Med narrative metoder kan professionelle hjælpe mennesker med at frigøre sig fra rusmidlets dominerende og negative indflydelse på deres liv og skabe et grundlag for varige forandringer.

Denne intensive 1-årige efteruddannelse giver en grundig indføring i den narrative praksis og i dens metodiske, teoretiske og etiske perspektiver i behandling af mennesker og deres familier ramt af misbrug.

Kurset starter 5. oktober 2023 i Aarhus og der er stadig ledige pladser. 

4-dages kursus på Fyn 
Kort kursus i narrative samtaler

Mens efterårets 4-dages kursus i narrative samtaler er overtegnet i Snekkersten, har vi stadig ledige pladser på vores hold på Fyn, der starter 31. oktober og har Lasse Hauge som underviser.

Kurset er for alle, der ønsker en introduktion til eller et genbesøg med narrativ praksis.

Kan du ikke nå det i år, har vi også 4-dages kurser i Snekkersten og Aarhus næste år.

Lasse Hauge underviser

Rigtig god sommerferie fra alle os på DISPUK

Du vil måske også synes godt om…

balloner

Nyhedsbrev november 2022

Nyhedsbrev november 2022

Sådan kan man lede

14.11.2022
balloner
Share

"Det er ikke længere en metode for mig, men et mindset."

Sådan skriver Majken Muus Meyer i DISPUKs forlags nyeste udgivelse Sådan kan man lede. Majken er en af femten bidragsydere, der har gennemgået DISPUKs toårige lederuddannelse, og som alle fortæller i bogen, hvad uddannelsen har inspireret dem til at praktisere.

DISPUKs grundlægger Allan Holmgren, der underviser på DISPUKs lederuddannelse, har skrevet bogens indledende kapitel Fortællingernes magt. Om den bærende idé i narrativ praksis, der indebærer, at det er lederens opgave at sørge for, at alle medarbejderne kan fortælle en historie om, hvorfor arbejdspladsen eksisterer og hvad den bidrager til i vores samfund.

I dette nyhedsbrev har vi fået mulighed for at stille Allan nogle spørgsmål om initiativet bag bogen om lederuddannelse, hvor der i øvrigt stadig er ledige pladser til kursusstart 2023 i både Snekkersten og Aarhus 2023.

Tillykke med bogen, Allan. Hvad er tanken bag Sådan kan man lede?

“Tak. Jeg har længe haft et ønske om at få de mange fortællinger om narrativ ledelse i praksis ud til et større publikum. Når man har gennemført et 2-årigt uddannelsesforløb i ledelse inspireret af narrative samtalemetoder og praksisformer, fortæller de studerende i en halv time om deres praksis. De fortæller, hvad de har gjort på deres arbejdsplads, inspireret af de narrative ”samtalekort”, som Michael White kaldte sine metoder. Jeg bliver hver gang slået af, hvor kreativ og inspirerende den praksis, uddannelseskandidaterne fortæller om, er. Det er praksisser, hvor medarbejderne bliver inddraget og deres erfaringer bliver opgraderet, så alle kan føle mere frihed, fordi der bliver etableret større og flere fællesskaber. Flere personer fortæller også om, hvordan de er blevet forandret som mennesker, når de er blevet klar over, hvad der virkelig er vigtigt for dem.
Narrativ praksis har ikke fokus på at løse komplekse eller ”vilde” problemer, men mere på at få et overblik over de magtspil, der finder sted på arbejdspladserne. Så tanken med bogen er at inspirere andre ledere til nye og mere inddragende og kreative måder at være sammen på på arbejdspladsen. Derigennem kommer lederne, der læser med, forhåbentlig til at føle sig mindre ensomme. Og ensomhed er simpelthen det største problem i vores tid. Det er bl.a. derfor, at 30-35.000 mennesker er sygemeldt med stress i dagens Danmark.”

Hvorfor de praksisnære beretninger? Hvad er det, de kan? 

“Praksisnære fortællinger kan inspirere. Den østrigsk-britiske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein skriver, at sproget har brug for eksempler til at udfylde sprogets huller: “To fill out the loopholes in language.” Jo flere konkrete eksempler, jo mere resonans og genklang giver det – forhåbentlig – i læseren. Så kan man lettere sige ”nåh, er det sådan man kan gøre.” 
Mange ledelsesbøger er fyldt med begreber uden eksempler. Eller også er de fyldt med anekdoter uden begreber og teori. De praksisnære fortællinger, der eksemplificerer metoder, kan skabe forbindelser mellem teori og praksis. Det tror jeg, der er brug for. Der er næppe brug for flere teorier om ledelse. Jeg tror, at der er brug for flere fortællinger om den kompleksitet og de magtspil, mennesker lever under og i. Journalisten Sigge Winther Nielsen taler om ”vilde og tamme problemer” i sin bog Entreprenørstaten. Ledelse handler om at håndtere de vilde problemer, der ikke er nemme ”løsninger” på, hvor der ingen enkle svar er. Man begår en stor fejl ved at betragte vilde og komplekse problemer som tamme problemer eller tekniske problemer, der har enkle løsninger.
”At lede er at lede efter det, der ikke er fundet,” som Ole Fogh Kirkeby skriver.
Ellers var der ingen grund til at lede.”

Hvad kom mest bag på dig ifm. ledernes beretninger?    

“Jeg tror, at det især var ledernes mod til at gå i kast med nye praksisser, som deres medarbejdere og chefer havde en vis modvilje mod i starten, der både kom bag på og imponerede mig. Mange af ledernes medarbejdere havde som de fleste af os en vis tilbageholdenhed med at afprøve nye møde- og praksisformer. Men de fik alle meget lyst bagefter.
Et eksempel på en praksisform, vi på uddannelsen opfordrer lederne til at afholde er ”fortælleværksteder”, hvor den længst ansatte medarbejder fortæller om afdelingens eller arbejdspladsens op- og nedture. Fortællingen bevidnes af de øvrige kolleger. Pludselig forstår alle, hvad der er sket. Pludselig har alle fat i meningen med, hvorfor vi er sammen, og hvad vores opgaver er. Lederne fortæller også om, hvordan de nu tør gå ind i og håndtere konflikter og spændinger. Det er altså imponerende.”

Hvordan er bidragsyderne til ledelsesfortællinger fundet og sammensat?

“Alle deltagere på lederuddannelsen, der afsluttede uddannelsen i 2020 og 2021 og som ville skrive om deres erfaringer med at arbejde med nogle af de narrative praksisser, er blevet inviteret til at indsende en lille rapport. Alle rapporterne er medtaget efter, at jeg i samarbejde med forfatterne har redigeret de mange bidrag.
Bogen er som sådan et overflødighedshorn af praksisser, inspireret af både de narrative samtalemetoder, af Ole Fogh Kirkebys radikalt fænomenologiske ledelsesfilosofi og af poststrukturalistisk filosofi. Bogen er absolut ikke et teoretisk tungt værk. Den skal fungere som en inspiration til en mere livgivende og innovativ ledelsespraksis og til at styrke arbejdspladsernes fællesskaber. Det er jo et Sisyfosarbejde. På lige fod med ægteskaber og samværet med børn. Børn skal ikke opdrages – de skal inddrages. Sådan er det også med medarbejdere – de skal ikke opdrages eller belæres, de skal inddrages.”

bog

Kom med til bogreception

Fredag den 25. november kl. 14-16 i DISPUK 1
Snekkersten Stationsvej 13 3070 Snekkersten
Tilmelding direkte til Allan på Holmgren@dispuk.dk

Bogen kan efterfølgende købes her.

Og så til noget helt andet…
NYE Narrative Saloner
Det sørme det snart december, og pludselig hedder kalenderen 2023.
Vi er derfor i fuld gang med at opdatere vores eventside med en håndfuld nye Narrative Saloner, som vi håber at se en masse af jer til i det nye år.
I 2023’s saloner skal vi blandt andet tale om ældreplejen, om livet som efterskolelærer og om parterapi. Og så kan vi fortælle, at vi efter flere forespørgsler har valgt at holde vores salon om dokumentation – som du kan høre podcasten fra her – igen, denne gang i Aarhus.

Gå ind på vores eventside, hvor vi løbende opdaterer programmet.

glade mennesker

Kan du ikke vente til 2023?
Så er der stadig billetter til vores Narrative Salon om telefonrådgivning – og med endnu en gæst den 7. december i Snekkersten.
Hvert år modtager hundredtusinder af mennesker rådgivning over telefon alene gennem de mange danske telefonrådgivninger. Hertil kommer al den rådgivning, som socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, psykologer og andre fagprofessionelle foretager hver dag over telefon som en del af deres arbejde.

Nanna Boysen fra Mødrehjælpen er en af forfatterne til bogen ‘Telefonrådgivning – en grundbog’, og hun er gæst på Narrativ Salon den 7. december, hvor hun i samtale med DISPUKs konsulent Eva Kragh vil snakke om, hvad der kan bidrage til at styrke og kvalificere fagligheden for de, der har telefonrådgivning som en væsentlig del af deres arbejde.

Derudover har vi inviteret Kathinka Bonde Lind, der som sygeplejerske i kompetencecenter for debuterende psykose i Region Sjælland er en erfaren telefonrådgiver. Kathinka vil give os et konkret indblik i den telefonrådgivning, som så mange praktiserer, og sammen med Eva og Nanna vil hun tale om dilemmaer, glæder, sorger, tips og tricks.

Til salonen vil der serveres et glas vin, og det vil være muligt at stille spørgsmål til Nanna, Kathinka og Eva.

Billet koster 200 kr,- og kan købes her.

Opfølgningsdage for tidligere kursister
Hold narrativ praksis i live
Gennem årene har vi haft stadig flere kursister, der efter at have gjort deres DISPUK-uddannelse færdig, har efterspurgt en mulighed for at holde de narrative idéer i live i deres tænkning og praksis. En del har også nævnt, at det ville være spændende at arbejde mere med, hvordan narrative idéer kan omsættes i arbejdet med grupper.

Derfor har vi oprettet disse 4 opfølgningsdage, der fordelt ud over året er tilrettelagt, så der både bliver mulighed for at genbesøge narrative idéer og praksisser, man allerede har mødt, udveksle erfaringer med at omsætte dem i praksis i forskellige felter samt at blive præsenteret for nye idéer og måder at omsætte de kendte ideer på – og på den måde holde narrative idéer i live i sin praksis.

Læs mere om opfølgningsdagene, der undervises af Eva Kragh klik her.

Eva Kragh underviser

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder, opdateringer og specialtilbud leveret direkte i din indbakke.