Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Noget om ord, drilledrager og om at være menneske - en læringssti mod narrative praksisformer

“There’s a crack in everything, that’s how the light gets in”
Leonard Cohen: Anthem


For ca. et år siden afsluttede jeg 1. året på specialisuddannelsen med et lille forsigtigt håb – et håb som skulle vise sig at blive realiseret – jeg fik et nyt arbejde hvor systemisk og narrativ praksis danner grundlag for organisationens fælles faglige fundament! Hvor heldig har man lige lov til at være?! Jeg er overbevist om, at netop uddannelsen har været med til at spire modet til de vigtige skridt hen imod netop dét arbejde, som i langt større grad harmonerer med mine faglige og personlige værdier. Jeg fandt ”the crack”…..

I arbejdet som PPR psykolog var det indimellem pinefuldt at blive positioneret som den alvidende ekspert i et magtfuldt rum, hvor der var konsensus om at problemer er noget som er iboende børn, og som det er muligt at fikse eller forløse med diagnoser eller andre voksendefinerede betegnelser. Den internaliserende praksisform var dominerende. Andre gange var det både besnærende og tillokkende at sidde der på piedestalen og holde spørgsmål på afstand med en mur af snørklede akademiske formuleringer og høje lix-tal. Dét at kunne udsige svære ord med den største alvor var ofte den eneste måde at sikre lidt mere hjælp til børnene i form af: flere timer, mere omsorg, flere hjælpemidler etc.

”Når de såkaldte eksperter ikke kan formulere sig på en måde, så det, de har på hjerte, er umiddelbart forståeligt og genkendeligt for det almindelige menneske, så skaber man små mennesker”, Christie, 2012.

Det forekom så paradoksalt, at komplicerede diagnoser var adgangsgivende til hjælp for børnene – og selvsamme diagnoser begrænsede deres livsudfoldelsesmuligheder, gjorde dem små. ”Hvis vi vil have et samfund af deltagere, må vi også have et sprog, der gør deltagelse mulig”, siger Christie også. Det var svært at finde mening i at skulle repræsentere noget, som jeg grundlæggende ikke helt tror på er hjælpsomt. Hvor de snørklede og fremmedgørende ord skaber afstand fremfor forståelse og mening. Hvor børn og familier på flere måder ikke selv har dirigentstokken i eget liv, men hvor andre såkaldte professionelle definerer hvad der er vigtigt og problematisk. Det var i min søgen efter at fravriste mig magten og definitionsretten over andres liv og problemer, at jeg vendte blikket mod den narrative praksis i første omgang.
Jeg opdagede, hvordan eksternaliseringspraksisser på nærmest magisk vis kunne flytte problemerne ud fra indersiden af børnenes hoveder og ja; ud i langstrakt arm, så vi sammen kunne kigge på dem. Særlig tydeligt husker jeg Magnus på 7 år. Han var blevet henvist til PPR, fordi han var adfærdsvanskelig og teede sig tosset i frikvartererne - han slog og sparkede, kunne lærerne bl.a. beskrive. Magnus havde allerede tidligt i sit liv fået oplevelser som fik både alvoren og bekymringerne men også vreden til at flytte ind. Hans forældre var blevet skilt, og han havde fået konstateret alvorlig sukkersyge med insulinpumpe til følge.

Magnus kunne fortælle mange ”sandheder” om sit liv: ”Jeg er dum, jeg slår hele tiden mine venner, jeg dur ikke til noget, jeg er en dårlig storebror”,osv. Vi begav os ud af eksternaliseringens stier med positionskort 1, og vi både tegnede og kastede med papirsflyvere i samarbejdet om at kortlægge den viden, Magnus havde omkring ”drilledragens” indflydelse på sit liv. Hvornår den var allermest slem, og hvornår den slet ikke var tilstede. Og om der var noget som kunne få ”drilledragen” til at holde mund osv. Magnus var mindst lige så overrasket og forundret som jeg, da han evaluerede effekten af vredens indtog og triumferende sagde: ”Det er bare overhovedet ikke ok, at ”drilledragen” nede i maven får mig til at slå Andreas!” og efterfølgende: ”Jeg vil selv bestemme, at jeg ikke slår” 

Det var fantastisk at opleve hvordan fastlåstheden i fortællingen omkring ”sandhederne” i Magnus’ liv kunne blive lidt mindre fastlåst, da han fandt ud af, at ”drilledragen” skabte benspænd i forhold til det vigtige i livet, nemlig de gode stunder på fodboldbanen med Andreas. Han besluttede sig for at tage en snak med dragen næste gang, den ville forsøge at få ham til at slå igen. Lidt senere i forløbet fortalte Magnus: ”Jeg har virkelig været efter dragen i går, den var lige ved at få mig til det (slå) igen, så jeg var nødt til at tage en alvorlig snak med den ude på toilettet!” …..”Nu er den blevet meget sødere, og i dag har den slet ikke været nede i min mave… vi har aftalt at den skal flytte ud”. Gennem vores samtaler fik Magnus øje på, hvad der var vigtigt for ham, nemlig at bevare sit gode venskab. Og identitetsfortællingen om at være en god ven kunne få liv og vi kunne begynde at kigge efter alle de andre steder i livet, hvor Magnus allerede lykkedes med at være en god ven.  

“Externalization of the problem assists persons in identification of and separation from unitary knowledges and ”truth” discourses that are subjugating them…”(White, 1990)

Jeg skrev et bevidningsbrev til Magnus med udgangspunkt i den situation, hvor han overvandt dragen på toilettet. Jeg blev overrasket over effekten af brevet, som Magnus blev meget glad for. Han sagde: ”Det skal hænge over min seng, så kan drilledragen bare læse det, hvis den kommer igen. Så kan den se, at jeg nok skal få den til at holde mund!” Jeg tænker, Magnus’ gode intentioner om at være den bedste ven, blev forstørret og forstærket og ikke mindst –SET. Magnus fik sine ord tilbage og var godt tilfreds med sin heroiske indsats på toilettet den dag.
Magnus blev efterfølgende også vældig begejstret for min idé om at fejre hans sejr over drilledragen, og vi holdt et lille ceremonielt møde med hans forældre som vidner, hvor Magnus igen fortalte om hvordan han havde ”talt dragen synder og sammen på toilettet”

Noget af det vigtigste er måske at opgradere folks egne erfaringer….Måske er samfundsforskernes (/psykologernes?) vigtigste rolle at skabe forudsætninger for, at folk forstårat de ved noget, og dermed også ser, at de er noget værd. (Christie pp 57)

Christies citat sætter fokus på noget af det jeg for tiden er allermest optaget af, nemlig at få folk til at få øje på alt dét, de allerede ved om deres liv. Og hvad de allerede gør en lille smule af i retningen af det som de ønsker, og som er vigtigt for dem. Forløbet med Magnus var nok det største vendepunkt for mig i forhold til at forstå nogle af effekterne af de narrative terapeutiske greb. Og netop det at effekterne var så tydelige, fik mig til at få mod på mere. I dag er bevidningsbreve blevet en del af min terapeutiske praksis, for det meste som afslutning på forløb, men også undervejs som en slags status i forhold til hvilke skridt der er taget, og milepæle som er nået i samtalerne.

Jeg har i nogle år nok taget ”thenot-knowing position” lidt for bogstaveligt. Det vil sige, at jeg i samtaler har gjort mig umage for at forholde mig 100% ikke-vidende, neutral og ærbødig i mine spørgsmål. Det har indimellem virket kejtet og ja, nærmest utroværdigt. Og for mig har det haft den effekt, at jeg ikke har tilladt mig at give mig til kende, eller at vise, at jeg blev berørt eller inspireret af fortællingerne. Jeg har i forsøget på at iklæde mig ”ægte” professionalisme og psykologisk kompetence ladet min mere personlige side blive ude af samtalerummet, hvis det da overhovedet har været muligt. Jeg forsøgte i hvert fald på det. Den narrative praksis og især bevidningsgrebet har tilbudt nye forholdemåder. Og jeg oplever at noget er blevet mere frisat i min måde at være terapeut på. Det er blevet ok, OGSÅ at være mig i terapien - faktisk har jeg nu gennem en del bevidningsbreve erfaret, at det også ofte er meget betydningsfuldt for den anden, at jeg har lagt særligt mærke til noget, den anden har sagt. Og at jeg bekræfter og forstørrer en måske ellers utydelig intention. Men ikke mindst har jeg erfaret, at det er meget betydningsfuldt, at jeg også i samtalerne bliver berørt og inspireret af fortællingerne. Som én sagde til mig forleden:”Det er virkelig stort, at jeg også kan inspireredigtil noget…. Så er vi på en måde lidt mere lige”.

”There’s no innocent places”, det magtfrie rum er utopia, men jeg har nu en fornemmelse af, at jeg mere end tidligere er på mit rette faglige spor. Og skriften hjemme på betonvæggen er på en måde blevet endnu mere mit motto - i livet og i det terapeutiske rum: ”We are all just people”

Jeg er taknemmelig over at have fået kastet lys på den narrative praksis, og jeg har en klar fornemmelse af, at det er et landskab som kommer til at folde sig mere og mere ud i mine fremtidige terapier. Jeg er kun lige begyndt! Jeg ser min faglige udvikling som en parallelproces i forhold til den narrative terapi: ”Det narrative arbejde handler om at komme i kontakt med sine personlige værdier og at kunne handle i fuld integritet med dem”.  På samme måde oplever jeg at, jeg med denne uddannelse er kommet nogle skridt nærmere min både faglige og personlige integritet.

Tusind tak for nogle intense, rørende og meget lærerige uddannelsesår.

Kærlig hilsen
Mette

Læs mere om specialistuddannelsen ved at klikke her