Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Psykose er ikke vanvid

 

Den sidste tids beretninger om vækst i antallet af genindlæggelser på ungdomspsykiatriske afdelinger, og de kontinuerlige beskrivelser af mangelfuld hjælp til ofre for overgreb og svigt, senest fra hovedpersonen i Tøndersagen, mener jeg, tegner et billede af behov for mere indsigt i sammenhængene mellem nutidens smerte og fortidens svigt, særligt hvis nutiden fremtræder forrykt.  
Omsorgssvigt i barndommen, herunder voldtægt i hjemmet, efterlader barnet med så massivt et følelsespres, at det er umuligt at integrere i bevidstheden. Dels lever barnet i konstant angst for gentagelse, dels bliver det fanget i et komplekst skam- og skyld system, hvor skammen over omsorgssvigt, tolkes som egen skyld. For at kunne leve må bevidstheden skubbe disse uudholdelige følelser væk. Det er hårdt arbejde at holde det, man ved er sandt, ude af den bevidste erindring. Og ikke særlig sundt. Tanken skal hele tiden holdes borte fra potentielle ”farlige” emner, hvilket betyder at den enten må dopes, holdes i gang af ydre handlinger og ofte voldsomme aktiviteter eller ”dresseres” til at beskæftige sig med få og afgrænsede emner. Børn og unge i disse situationer er i risiko for fejldiagnostisering, fordi de, i deres forsøg på at holde traumerne væk, fremtræder enten for lukkede eller for kaosskabende og dermed falder indenfor kendte diagnosekategorier. Flere undersøgelser begynder at få øje på dette problem. http://utdanningsforskning.no/artikler/adhd-diagnoser-kan-skjule-overgrep/  

Det kræver ekstrem kontrol eller ekstremt kaos at holde en sorg, der aldrig er blevet trøstet, væk fra erindringen. Barnet er fanget mellem disse to kræfter, som udgør traumets dialektik: Ønsket om at holde det skete hemmeligt for evigt og ønsket om at fortælle og blive forstået.

Når fortiden er for belastende for bevidstheden at forholde sig til, fordi den er fyldt med angst og skam og sorg, finder den ikke sjældent udtryk gennem hallucinationer, også kaldet psykose.  Stemmer der lokker til selvmord eller truer med at tage livet af dem, der står en nær. Personer, som ikke længere lever, står pludselig og ser på dig, eller kommenterer hånligt hvert et ord du siger. Vejen fyldes med ikke eksisterende huller, så hvert skridt er som at træde ud i intetheden; eller kroppen er pludselig uden grænser eller indpakket i et tykt lag luft, så du ikke kan mærke din hud. Du hører skrig i lejligheden ved siden af eller børn der græder. Hvisken i gangen af uhyggelige stemmer, som venter bag den lukkede dør. Psykosen er forvirrende, uhyggelig, skræmmende og ofte meget angstfuld, men ikke vanvittig.  Den repræsenterer, i direkte eller symbolsk form, en fortid, hvor noget gik galt. Psykosen er i overvejende grad en konsekvens af sindets massive trækken sig væk fra virkeligheden, i forsøget på at undgå erindringen af det som skete.

"I det øjeblik lyset bliver slukket kan jeg høre en skraben på væggen. Det er lige ud for mit ansigt. Jeg ved, der er noget. Jeg er skræmt ud af mig selv. Så lyser jeg med min telefon på væggen. Men væggen er bare hvid. Det er umuligt at falde i søvn. Bagefter begynder stemmerne at hviske ude på gangen. De er vrede. Jeg skal tisse, men tør ikke gå ud. Prøver ikke at lytte efter, hvad de siger. De taler om mig".

 

           psykose1        

 

Mange psykotiske oplevelser er fortiden, der trænger ind i nutiden i form af eksternaliserede oplevelser, der i psykosen viser sig i symbolsk form. Fordi hallucinationerne opleves som virkelige og fordi de skaber et stort ubehag og pres, er det næsten umuligt for personen selv at lave de nødvendige hjælpsomme sammenkædninger til fortidens oplevelser. Jeg tror, at alle der arbejder i psykiatrien og på bo-og behandlingsstederne ved, at integration af hallucinationer og heling af fortiden først og fremmest kræver tid og tryghed. Det er nødvendigt at dette også bliver klart for politikerne. Gennem en rolig afdækning af de psykotiske hallucinationer, i en tryg relation, der varer ved over tid, er det muligt for bevidstheden langsomt at begynde at integrere de angstfulde oplevelser, som den har skubbet fra sig. En nødvendighed, hvis ikke misbrug, selvskade, kaos og vold skal fortsætte og gentage sig.

"Prøv at tænk på den skraben på væggen igen. Tør du tænke på den? Kan du høre den? Prøv at se hvilke billeder, der kommer til dig. Hvor tror du, du er henne? Tør du være der lidt? Prøv at fortæl mig, hvad du ser?….Der kommer billeder af faderens skraben på døren til badeværelset, fordi han ville ind, når hun var i bad. Stemmerne i gangen som var mændenes kommentarer, når de nedgjorde hende, inden de voldtog hende. Billederne kommer af skriget i væggen, der var hendes eget, da hun var lille. Det er ikke naboens skrig".

Det er en samfundsopgave at hjælpe de børn og unge (og voksne) som ingen hjalp, dengang det skete. Og hjælpen kan ikke alene komme fra medicin. Som pigen fra Tønder, og en lang række andre ofre fortæller, så kan medicinen hverken hele fortiden eller fjerne smerten.  Problemet med at gøre psykosen til vanvid fremfor symbolske udtryk for faktiske hændelser er, at ingen hjælper med den helt nødvendige tolkning af hallucinationerne. Dermed står de svigtede børn og unge overfor endnu et massivt svigt fra et behandlingssystem, som ikke har formået at insistere på tilstrækkelig viden og tid til at hjælpe dem tilbage til sig selv. Hjælpe dem til at kunne fortælle det som er sket, give dem mulighed for trøst og oprejsning og ikke mindst en chance for at tage deres erhvervede viden og erfaring med sig videre i livet, hvor smertefuld den end har været.

November 2016

Anette Holmgren
 Psykolog
 Direktør DISPUK