Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Narrativ ledelse

Af Allan Holmgren


Narrativ ledelse fokuserer på de mange og komplekse fortællinger og normer, der udøver magt. Hvor mennesker er
samlet, er der altid stort potentiale for konflikter. Så strides ”burderne”. Så støder normerne sammen. Mennesker skal have mulighed for at tale om det, der er vigtigt for dem. Så får de nemlig følelsen af værdi. Folk skal ikke primært fokusere på det de føler, men på det, der er vigtigt for dem. ”Man føler så meget i løbet af en dag, og det meste er noget pis,” som den norske forfatter Lin Ulmann siger. Narrativ ledelse er ikke primært interesseret i de indre tilstande, men i de intentionelle tilstande.

Der er så mange teorier om ledelse. Ingen af teorierne fortæller om de normer, der styrer teorierne. Derfor farer ledere ofte vild i ledelseslandskabet. Teorierne har opskrifter på, hvad ledere bør gøre. Det er disse ”burder”, man skal holde øje med som leder. Magten ligger nemlig i ”burderne”, i normerne. I alt det, ”kulturen” synes, man bør gøre som leder. Der er et kæmpepres på
ledere. Langt de fleste ledere har skullet gennem et skoleridt i diplomledelse eller en master. Det har været normen. Er man blevet bedre til at lede af den grund? Man bliver bedre til at gøre det, man gør. Måske er man med diplom- og masteruddannelsen blevet bedre til at gå i skole; måske er man ikke blevet bedre til at skabe fællesskaber.

Regnearkstyranniet er gået for vidt. At lede indebærer, at man skaber fortællinger og fællesskaber om en idé. Ikke bare om en opgave. Enhver opgave skal have et højere formål, for at man kan skabe samling og fællesskaber på arbejdspladsen. Narrativ ledelse inviterer til at stille spørgsmålstegn ved normerne og til at eksperimentere.

Alle har en historie, og den skal fortælles. Man bliver så let irriteret, når der ikke bliver lyttet til det, der er vigtigt for én. Det kan være svært at tage imod det, der sker, uden at blive oprevet og ude af sig selv. Det ved især mange mellemledere. De føler måske, at de må have gjort noget slemt i et tidligere liv, siden de skal pines og plages så meget. Siden de bliver præsenteret for så mange problemer, de tror, de skal fikse. Det er synd for mellemlederne. Det er synd for skolelederne. Det er synd for direktørerne. Det er synd for menneskene, skrev Strindberg. Jo højere op i hierarkiet, jo mere angst.

Man kan ikke forestille sig et liv uden fortællinger. Fortællinger er som magtfulde knive, som kulturen sliber. Magten bor i
sproget. I diskursen. I tonen. Og i følelserne. Sproget og fortællingerne tilbyder begreber, vi kan tænke og tale med. Samtidig forfører sproget, fordi det ligner uskyldige værktøjer i tænkningens og kommunikationens tjeneste. Dermed bliver det næsten usynligt, at det indimellem er mennesker, der er redskaber i sprogets eller diskursernes tjeneste.

Følelserne, normerne, moralen og diskurserne er det magtfulde hav, meningen sejler i – og skal skabes ud fra. Et narrativ er en fortælling om begivenheder, problemer, helte og skurke og om, hvordan man alligevel har klaret den. Meningen skabes netop
gennem den handling at fortælle.

De ledere, der er inspireret af forståelsen af narrativers kraft og magt, sørger for, at alle får mulighed for at tale om det, der er vigtigt. Man bliver nemlig lille, føler sig dum og trækker sig fra fællesskabet, når man ikke føler, man bliver hørt. Så skabes der et ”dem” mod ”os”. Så er lederen dum. Det risikerer at blive den identitetskonklusion medarbejderne laver. Så mister man respekten for hinanden. Så går organisationen langsomt i opløsning.

Nils Christie skriver, at måske er noget af det vigtigste at sørge for, at folk får mulighed for at opgradere deres egne erfaringer, at gøre erfaringens bærere trygge, at hjælpe mennesker med at udforske deres oplevelser. Så bliver mennesker nemlig så trygge, at de tør deltage i den store samtale.

Højskoleforstander Jørgen Carlsen fra Testrup Højskole siger, at man er nødt til at begrunde sit engagement i verden med noget, man har kærlighed til. Den person man er, afsløres først i det øjeblik, man udtrykker hvad man sætter pris på. Det værste man kan være, er en livsfornægtende dødbider. Alle mennesker betyder noget for nogen og er i den forstand uerstattelige. Rigdom er at have så meget som muligt at sætte pris på her i livet. Og dette skal fortælles, mens nogen lytter og bevidner fortællingerne.

Ledelse handler om at lede efter det, der er vigtigt i livet. Og det vigtige bor i fortællingerne. De er vores briller. Vi ser med
fortællinger.

Narrativ ledelse inviterer til, at man går ud af kampen, ikke at være bange for konflikter, men at kunne lytte til de mange forskellige versioner og fortællinger. Synlig ledelse består i, at det er medarbejderne, der skal føle sig synlige – set, hørt og forstået.

Hvis man ikke får lejlighed til at fortælle om sit liv, om sine sorger, glæder og problemer, får man aldrig rigtigt styr på sit liv. Får aldrig rigtigt styr på sig selv. Enhver arbejdsplads skal have mulighed for at fortælle om dens ”ups and downs”, dens historier og om de problemer, den har overvundet. En organisation uden fortællinger er en organisation uden identitet.