Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Man skal have stærke nerver for at være på psykiatrisk afdeling

Af Allan Holmgren

Situationen i psykiatrien har aldrig været værre. Læger, sygeplejersker og psykologer på Risskov psykiatriske hospital er gået sammen for at protestere. Det er ikke sket før. De har alle underskrevet et åbent brev til Regionen om de skandaløse forhold på Risskov. Man anbringer patientkategorier på samme afdeling, som absolut ikke må være sammen. Patienter er skræmt. De er bange. Rædselsslagne. Det samme er personalet. Politiet må tilkaldes og bruger skumslukkere for at pacificere patienterne. Disse overgreb på patienter er traumatiserende oven i alle de traumer, de har i forvejen.

Man taler om effektivisering på et psykiatrisk hospital. DJØF'ere og politikere ved overhovedet ikke, hvad de taler om. Man ender kun på et psykiatrisk hospital, fordi man er brudt totalt sammen. Man er ude af sig selv. Der er ingen hurtige kure eller effektive fiks.

Medicin er ikke svaret. Der kræves som oftest langvarig psykoterapi for at hele de traumatiske sår på sjælen, mennesker der havner i psykiatrien, har fået. Halvdelen af kvinder på psykiatriske afdelinger har været udsat for seksuelle overgreb. Alle kvinder med spiseforstyrrelser på en given afdeling, jeg har kendskab til, har været udsat for seksuelle overgreb.

Vi må måske tilbage til de store institutioner, hvor man i det mindste kunne være i fred på et psykiatrisk hospital og havde en form for fællesskab med andre i lignende situation.

Ingen kan se sjælen. Man kan se en cancer eller et brækket ben. Måske derfor er investeringen i psykiatrien så forsvindende lille. Sjælen kan hverken måles eller vejes. Selv blandt lægerne har psykiaterne lavstatus. Mange psykiatere tyr til medicin, som de doper patienterne med i mangel af bedre muligheder.

Hvor er alle millionerne blevet af, som er bevilget til psykiatrien? Hvem har spist dem? De skulle bruges til at videreuddanne personalet og få flere kvalificerede medarbejdere ansat i psykiatrien.

Psykiatrien sejler uden retning. Roret er faldet af og kompasset er blevet væk.