Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Den mentale sundhed i Danmark

Af Allan Holmgren

Dagbladet Politiken afholder et arrangement på kunstmuseet Aros i Århus onsdag den 30. november med overskriften: Hvordan forbedrer vi den mentale sundhed i Danmark. Sociologen Rasmus Willig og jeg selv deltager som oplægsholdere.

Her mine indledende overvejelser:

Hvem er ”vi”?

  • Er ”vi” de af os, der er bekymret og alarmeret over den voldsomme stigning af medicin der gives til børn, som tilfældigvis er blevet stemplet og påført diagnosen ”ADHD”?
  • Er ”vi” de af os, der bemærker, at 25% af børn og unge genindlægges på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger?
  • Er ”vi” de af os, der mener, at der må være noget galt, når mere end 500.000 danskere er på anti-depressiv medicin – de såkaldte lykkepiller?
  • Er ”vi” de af os, der mener, at noget må være galt på de danske arbejdspladser, når mere end 30.000 er sygemeldt hver dag med stress?
  • Gymnasieelever – især piger – græder næsten hver dag, fordi de ikke føler sig gode nok.
  • Er det OK, at hver sjette skoleelev har været udsat for mental og fysisk vold?
  • Er det i orden, at halvdelen af piger og kvinder har følt sig seksuelt chiklarenet i det offentlige rum, som det så smukt hedder.
  • Indebærer ”mental sundhed”, at man skal ”være” robust, som der står skrevet i mange stillingsannoncer? Det skal man vel fald kun, fordi livet er blevet barskere.
  • Indebærer ”mental sundhed” ikke snarere det modsatte end hårdfør robusthed, nemlig at vi skal gøre os åbne og sårbare over for det, der sker i vores verden og i vores liv i stedet for at optræde mere macho- og tag-dig-nu-sammen-agtigt.
  • Indebærer ”mental sundhed” ikke, at man kan bære sorgen over det der sker i verden og stadig bevare følelsen af, at man er berettiget til at deltage i de demokratiske processer, den store og lille samtale?

Fra et psykologisk synspunkt er forudsætningen for mental sundhed, at man føler, at man er noget værd, at man har betydning for andre mennesker, at man kan noget, og at man et dejligt menneskei sig selvuden at skulle præstere noget. Det er bare ikke ud fra disse præmisser, vi har indrettet vores samfund og vores kultur, vores normsystem.

De dominerende normer i vores kultur indebærer, at man skalpræsterenoget for at føle, at man har værdi. Vi lever i et regnearksstyret præstationssamfund, der er langt fra oplysningsfilosoffen Immanuel Kants grundsætning, at mennesket ermålet– ikke midlet. Normerne i vores kultur er, at man ikke skal bede om hjælp, men vise, at man kan klare det hele selv. Man må ikke stille sig selv til skue, gøre sig nøgen, vise at man har brug for en respons, eller at man føler sig alene og ikke kan klare ”den”.

Det er angstprovokerende og skamfuldt at bede om hjælp i vores kristne (og islamiske) kultur. Det er især mænd, der er ramt af denne norm. De fleste drenge lærer i 4-5 års alderen ikke at vise følsomhed; det opfattes som svaghed af far og de andre lidt større drenge. Raske drenge (og piger) beder om hjælp. Så er de svagpissere. Indtil de har haft et sammenbrud – måske af stress eller kræft. Så er det OK, at de tuder til en tegnefilm.

Man bliver syg af ikke at bede om og få hjælp, når man trænger.

Det er en rendyrket protestantisk og calvinistisk arbejdsmoral, der har sneget sig ind næsten overalt i vores kultur med neoliberalismens og markedstænkningens fremmarch. Det er konkurrence og alles kamp mod alle. Solidariteten blev væk med udgangen af 70’erne. Man skal individuelt knokle på til man segner uden at spørge om meningen med det hele. Det bliver man syg af.

Hvor man tidligere følte, at man hørte til i det lille lokalsamfund, og at man dér på trods af fattigdom og andre hårde vilkår følte sammenhold og værdi måske med håndbold, badminton, gymnastik og fodbold, er arbejdspladserne nu de nye landsbyer. Og man dyrker individuel motion i fittnes-centrene, mens idrætsforeningerne bløder. På de nye arbejdspladser er fællesskaberne imidlertid forsvundet. Konkurrencen hersker i præstationssamfundet. Og man må ikke kritisere, som Rasmus Willig har dokumenteret. Man skal holde sin kæft med ”ja-hatten” på. Her handler det ikke om at føle sig god nok – vi skal være de bedste, siger chefen. På arbejdspladsen er man konstant under overvågning. Man skal konstant præstere. ”Opgaven” er i centrum. Hvorfor forsvinder så mange lærere fra jobbet? De har fået nok af skolereformens kontrol- og centralstyring. Det bliver man syg af i længden.

Kun få og dygtige ledere forstår, at når opgaven er i centrum, skal der være kærlighed og omsorg rundt om opgavens udførelse, og at lederens væsentligste opgave er at tage sig af relationerne og stemningen omkring opgaveudførelsen på jobbet. Men ledere og chefer har ofte så travlt med at kigge opad for at redde deres egen røv, at de glemmer at drage omsorg for de medarbejdere, der er lige foran næsen på dem, og som de egentlig skulle tage sig af: ”Sig til, hvis du har brug for hjælp. Jeg kommer, hvis der er problemer,” siger de moderne ledere. Men man kan netop ikke bede om hjælp, når man har brug for den og er ude af sig selv. Gode ledere træder til med hjælp, når de fornemmer, der er brug for den. Man bliver syg af ikke at blive set. Synlig ledelse handler om at lederne skal få øjnene op og se, så medarbejderne bliver synlige. Man bliver lille og syg af ikke at blive hørt og set. Og så føler man sig dum.

De neoliberale ledere tror på selvledelse. Selvledelse er en smart undskyldning for at overlade medarbejderne til sig selv. Alle har brug for omsorg. Dette er ledernes væsentligste opgave. Men de har så travlt med at lave strategier og udtænke planer i stedet for at inddrage, aktivere medarbejdernes erfaringer og lytte til dem, hvis trivsel de har ansvaret for. Ledere skal bære faklen og skabe meningsfuldhed og perspektiv, tage sig af relationer, håndtere uenighed og konflikter og de sammenstød, der uvægerligt opstår, hvor mennesker er sammen. Det gør de ikke. De går på diplom- eller masteruddannelser, de kan skrive på CV’et, mens medarbejderne overlades til sig selv. Med katastrofale konsekvenser for medarbejdernes mentale sundhed. Når lederne er fraværende konkurrerer medarbejderne med hinanden. Og bagtaler hinanden.

Tillidsrepræsentanter går ikke ind og hjælper lederne og sætter deres kolleger på plads og sørger for ro på bagsmækken, men optrapper i den misforståede solidaritets navn kampen mod lederne og direktørerne, der ikke aner, hvad der foregår og derfor skærer igennem med tåbelige beslutninger, der ødelægger det mentale klima og stemningen på arbejdspladsen. Man bliver syg af ikke at blive inddraget i både den store og lille samtale.

Det forholder sig omvendt i familien. Her er kærligheden i centrum og givet på forhånd. Men rundt om denne kærlighed er der en række praktiske opgaver, der skal udføres og fungere, for at kærligheden skal trives og holdes ved lige. I familien skal man få det til at fungere med de praktiske opgaver, som ingen rigtig har tid, fordi selvrealiseringen ligger i arbejdet – i al fald for den store middelklasse. (Og de, der er uden for arbejdsmarkedet, er ødelagte over ikke at kunne få pengene til at slå til og doper sig med sprut.) Hvem tager ansvaret for det, der skal gøres i familien? Hvordan fordeler man arbejdet? Det er stadig kvinden, der laver mest i hjemmet og derfor også kvinderne, der føler er mest pressede.

Vi mænd må se i øjnene og påtage os ansvaret for, at kvinder generelt (og med alle forbehold og undtagelser) føler sig undertrykt, og at de ikke kan leve op til det, som mænd tager som en selvfølge i vores patriarkalske kultur. Det faktum, at halvdelen af kvinder på psykiatriske afdelinger har været udsat for seksuelle overgreb og at 22% af en årgang piger i 9.klasse har været udsat for seksuelle overgreb, mens det ”kun” gælder 5% af drengene, taler vel deres tydelige sprog om, at det er risikabelt og i en vis forstand farligt at være pige i Danmark. Dette faktum styrker ikke ligefrem følelsen af selvværd blandt piger og kvinder. Og man skammer sig over at føle sig undertrykt, for man ”burde” kunne klare sig selv. Det bliver man syg af.

Familien er i det hele taget den institution, hvori der forekommer mest vold. Familien er den institution, hvis fornemste opgave er at sørge for velfungerende individer og medlemmer til samfundet. Egentlig er det underligt, at vi ikke har en familieminister. Det er som om, at familien er et privat sted og at ingen skal blande sig – andet end sundhedsplejersken, når den nyfødte er kommet til verden. Når nu vi ved, at det er familieinstitutionen, der er afgørende for at skabe et godt og sundt fundament for den mentale sundhed, er det ikke bare underligt, men himmelråbende uforståeligt, at der ikke er mere fokus på trivslen i hjemmet. Det er i hjemmet, man lærer at være menneske.

Dernæst er det i daginstitutionerne og i skolen. Forældre, lærere og pædagoger har et kæmpe ansvar for at vise, hvad det vil sige at være menneske. Vi har en kæmpe moralsk opgave. Familien, institutionerne og skolen skal opdrage børnene til kritiske og myndige deltagere i demokratiet, så de ikke så let bliver ofre for populistiske demagoger. Det var budskabet i Den Blå Betænkning, den officielle skolebibel fra tresserne. Nu er den officielle holdning, at eleverne og borgerne skal gøres til effektive soldater i konkurrencestaten. Det bliver man syg af.

Når der konsumeres mere end 15 liter ren alkohol per indbygger per år i Danmark, er der ganske enkelt for meget druk i hjemmene. Børn oplever for meget fuldskab, druk og ufred forårsaget af alkohol i de danske hjem. 5,6 % af en årgang børn bliver fysisk mishandlet af deres forældre, og 15% fortæller, at de har været udsat for vanrøgt i deres barndom. Det bliver man syg af.

Når man er vokset op i en familie, hvor der har væres alkoholproblemer og vanrøgt i større eller mindre grad, har man fået ar og blå mærker på sjælen. Så er man tyndhudet og sårbar, når der sker en gentagelse af det samme tema (ensomhed, afvisning og forladthedsfølelser) i voksenlivet. Så kortslutter psyken og man knækker sammen.

Forståeligt nok. Men desværre bliver man tilbudt piller af psykiateren og på psykiatrisk afdeling i stedet for at få mulighed for at fortælle sin historie om sit livs op- og nedture. Forfatteren Svend Aage Madsen rammer vore dages problemstilling lige på kornet, hvor han i romanenSlægten Laveranskriver:

”Det er en forvirret tid og en forvirret verden. Ved du hvorfor? Fordi ingen gider lytte mere. Ingen har tid til at lytte længere. Derfor får man aldrig styr på sig selv, fordi man aldrig får fortalt sit liv. Det tager nemlig lang tid, man må prøve sig frem, indtil ens liv finder sin rette form. Når man ikke får lejlighed til det, forbliver det hele usammenhængende, uforarbejdet, uforståeligt. Ingen gider lytte, fordi vi som fortæller ikke kan konkurrere med fjernsyn og hvad ved jeg… Du skal meget hellere lytte. Lyt og der vokser eventyr ud af os alle sammen… I gamle dage kunne man sætte sig og fortælle sit liv i løbet af aftnen og have taknemmelige, opmærksomme tilhørere. Også selvom man endnu ikke mestrede sin egen fortælling. Nu om dage… ved du hvad de mest splittede mennesker bliver nødt til?

De, der plages allermest af det sammenhængsløse, det ufordøjede? De må i dyre domme betale en fremmed for at lytte – eller at få sygesikringen til at betale. Og derefter blive ved og blive ved med at fortælle til sammenhængen opstår.”

Det er tankevækkende, at de vestlige samfund er de eneste, hvor man skal betale et fremmed menneske for at lytte. Vi ville forbedre den mentale tilstand i Danmark, hvis vi brugte meget mere tid på at lytte til hinanden. Vi skal lægge bevidst afstand til regnearkstyranniet, der styrer i al fald hele den offentlige forvaltning. Kontrolgalskaben har er gået for vidt. Det bliver man syg af.

Måske har det økonomiske sprog og den matematiske kalkule taget overhånd og fortrængt fagligheden og det faglige sprog. Måske er det økonomiske sprog det eneste, politikerne og DJØF-administratorerne kan være fælles om og forstå hinanden på. Det økonomiske menneske har holdt sit indtog: Hvad kan betale sig og hvad kan ikke betale sig? Det økonomiske sprog er trængt helt ind i intimsfæren: Hvem kan det betale sig at date med? Kan det betale sig at være ærlig og fortælle, at jeg har gang i en fire fem dates på én gang. Det økonomiske regnearkssprog er trængt ind i stort alle hjørner af vores kultur og forpester ethvert menneskeligt samvær. Og en hel hær af (de forhadte og udskældte) DJØF’ere har overtaget definitionsmagten i vores samfund. ”Vi er blevet pottetrænet ind i den økonomiske logik,” som en DJØF’er sagde til mig for et par uger siden. ”Vi kender ikke andet.” Det bliver man syg af.

At udtrykke sig kunstnerisk er måske det eneste reelle fristed. Man har ikke engang længere helle på det psykiatriske hospital, hvor man ellers tidligere kunne tjekke ind og køle af, når hverdagen blev for voldsom. Her bliver man nu mødt af den af den af sundhedsstyrelsen dikterede kognitive terapis skemaer, rubrikker og tal – den kognitive terapi, hvis menneskemodel er regnearket, computeren og maskinen og som hjælper de færreste, men tildeler terapeuten ubegrænset definitionsmagt og fint går hånd i hånd med New Public Managenements skemaer.

At udtrykke sig kunstnerisk og kreativt har dog ringe kår på de psykiatriske afdelinger. Det kan ergoterapeuterne måske tage sig af, som en form for avanceret peddigrørsarbejde.

Men kunst er netop den skabende leg, hvori oplevelser kan finde form før sproget. En kvinde jeg taler med, som dagligt er belastet af ideligt kritiske og voldsomt nedgørende stemmer, men som alligevel formår at passe sit job, og som har haft et voldsomt traumatiseret liv siden hun blev født, skriver dette om at udtrykke sig kunstnerisk på sin iPad:

Tit sidder jeg overfor dig og bliver lammet af panik. Ordene vil ikke komme ud af munden på mig. Jeg kan ikke fortælle dig det, jeg faktisk gerne vil dele med dig. Kan ikke finde ordene.
Når der er allermest kaos i mit hoved er det som en eksplosion af former og farver. I dette kaos forsvinder ordene. I dette kaos er det kun muligt at udtrykke, hvordan jeg har det ved at tegne og male. Bagefter kan der måske kobles ord på. Ord der understøtter tegningen. Ord der kun giver mening, fordi tegningen er der.
Med tegningerne kan jeg fortælle om ting, der er pinlige eller skamfulde. De ting der er for svære og gør for ondt at sige højt ansigt til ansigt med dig eller at skrive om i en mail.
Med tegningerne kan jeg løfte lidt på sløret for stemmerne i mit hoved - uden at jeg bliver for hårdt straffet. Med tegningerne kan jeg vise dig, hvordan det er at være mig - også når ordene ikke slår til. Det har været en befrielse for mig.
Med tegningerne kan jeg sige meget mere end jeg kan KUN med ord. Med iPad’en kan jeg hurtigt få tegnet det, der fylder i mig og få det sendt afsted til dig. iPad’en er stort set altid med mig og tilgængelig. Skal jeg først til at finde papir, blyanter, tusch og farver vil jeg ikke få tegnet i samme omfang som med iPad’en. Med iPad’en kan jeg også hurtigt slette og redigere billeder, jeg ikke kan få til at fungere. Og iPad’en har givet mig modet til igen at tegne og male på papir og lærred. Jeg betragter billederne på iPad’en som skitser eller som øjebliksbilleder. Det er ikke billeder, der bliver brugt lang tid på at lave, men nogle gange bruger jeg lang tid på at komme i gang eller de skal de gemmes væk en tid, inden jeg er klar til at lave dem færdige eller vise dem til dig. Billeder jeg tegner, fordi de skal tegnes, fordi de viser mere end ord, der står alene. Tænker jeg for meget over detaljerne så går magien ved billederne væk.

Vi skal droppe TV, Facebook og smartphone og give os tid til at inddrage hinanden, gøre noget sammen, lege sammen, synge sammen, spille spil sammen og roligt lytte til hinandens fortællinger om det, der sker, og om det, der er vigtigt i livet. Vi skal le sammen. Det bliver man sund af. Vi lever så kort og er døde så længe.